A- og e-vitaminer til pattegrise

SAMMENDRAG

Betydningen af injektion med 50.000 i.e. A-vitamin eller 50.000 i.e. A- og 25 mg E-vitamin på 3. dagen efter fødslen blev undersøgt i to store sobesætninger. Afprøvningen omfattede  i alt ca. 290 kuld pr. gruppe. Produktionsresultaterne blev registreret indtil afgang fra smågrisestalden ved ca. 25 kg.

Vitamintilskuddene påvirkede ikke grisens antal eller vægt ved fravænning. Der var derimod tendens til færre udbrud af diarré, hvis grisene havde fået tilskud af både A- og E-vitamin (P <0,12). Efter fravænning var produktion og sundhed ikke påvirket af vitamintilskuddet.

Resultaterne viser, at tilskud af A-vitamin eller A- og E-vitamin til pattegrise ikke havde nogen produktionsøkonomisk værdi.

BAGGRUND

Somælkens indhold af A- og E-vitaminer vil i de fleste tilfælde være tilstrækkelig til at dække pattegrisenes behov. Dette ses blandt andet af, at pattegrisenes reserver i leveren stiger gennem hele diegivningsperioden. Det er derfor kun i situationer, hvor pattegrisene angribes af infektionssygdomme eller parasitter, at der kan rejses berettiget tvivl om, hvorvidt somælken er i stand til at dække pattegrisenes behov.

En nøjagtig forudsigelse af vitaminbehovet hos svin er ikke mulig, da det blandt andet vil variere afhængig af grisenes alder, vægt, den ønskede produktion samt af staldmiljøet. Herudover kan også foderets sammensætning have betydning, idet højt indhold af polyumættede fedtsyrer eller harskt foder normalt vil øge behovet for bl.a. E-vitamin.

Ved infektionssygdomme, angreb af parasitter og feber stiger behovet for blandt andet A- og E-vitamin. Dette gælder sandsynligvis også ikke-sygdomsbetinget stress, idet en større koncentration af adrenocorticoid generelt sænker indholdet af A-vitamin i plasma samt i nogle tilfælde også af reserverne i leveren.

Leveren indeholder betydelige reserver af især A-vitamin. Hos søer vil leveren virke som buffer i perioder, hvor forbruget overstiger tilførslen gennem foderet. Hos ældre velfodrede søer kan reserver af A-vitamin dække behovet i indtil 20 måneder, før søerne begynder at vise mangelsymptomer. Reserverne af E-vitamin er betydelig mindre og kan normalt kun ventes at dække behovet i en kortere periode. Alligevel kunne der i et forsøg ikke observeres nogen negativ effekt på pattegrisene hos søer, som gennem en produktionscyklus fik tildelt halvsyntetiske diæter med godt 4 pct. polyumættede fedtsyrer og kun 0,4 mg E-vitamin pr. kg. Resultatet overraskede og kan skyldes en god sundhedsmæssig kvalitet af foderet. Andre forsøg har dog antydet, at stigende indhold af E-vitamin indtil 60 mg pr. kg. sofoder kunne øge pattegrisenes antal og vægt ved fravænning.

FORMÅL OG GENNEMFØRELSE

Formålet med afprøvningen var at undersøge, om tilskud af A- og E-vitamin på 3. dagen efter fødslen påvirker pattegrisenes tilvækst og sundhed i henholdsvis diegivningsperioden og i smågriseperioden. Afprøvningen blev gennemført i en MS- og en konventionel besætning, og omfattede i alt ca. 290 kuld pr. gruppe.

I den konventionelle besætning (A) blev de ca. 200 årssøer fodret med vådfoder, og farestierne var indrettet med 100 pct. drænet gulv. Pattegrisene blev ikke tilbudt tørfoder hos soen. I MS-besætningen (B) var farestierne indrettet med fast bund, og de ca. 225 årssøer blev fodret med vådfoder. Umiddelbart efter fødslen fik samtlige pattegrise i besætningen oral tildeling af laktoseopløsning, som var tilsat nisoglyn mod diarré. Herudover var drikkevandet til pattegrisene tilsat 0,4 pct. koncentreret myresyre.

Ved indsættelse i farestalden blev søerne fordelt på tre grupper efter kuldnummer og race. Efter faring blev der foretaget kuldudligning på tværs af grupperne, så antal pattegrise pr. kuld blev tilnærmelsesvis ens i alle grupper. Tre dage efter fødslen fik pattegrisene en injektion af jer resp. vitaminer i lyskefolden efter følgende plan:

Gruppe 1:  1 ml Idofer, 20 pct. (200 mg FEs)

Gruppe 2:  1 ml Idofer, 20 pct. + 0,5 ml Avimin (50.000 i.e. A-vit.)

Gruppe 3:  1 ml Idofer, 20 pct. + 0,5 ml Avimin + 0,5 ml Ido-E (25 mg E-vitamin)

Avimin og Ido-E blev stillet til rådighed af Ferrosan A/S.

Efter fravænning og indtil afgang fra smågrisestaldene blev dødelighed, tilvækst og samtlige sygdomsbehandlinger registreret.

PRODUKTIONSRESULTATER

Nøgletallene for produktionen hos henholdsvis pattegrise og smågrise er vist i tabel 1 og 2.

Vurderet på baggrund af de gennemsnitlige produktionsresultater, havde vitamintilskuddene ingen effekt på grisenes antal ved fravænning eller pct. døde efter behandling. Derimod var der tendens til færre behandlingskrævende tilfælde af diarré i A- og E-gruppen (P <0,10). Forskellen i forekomsten af diarré skyldtes, at færre grise pr. kuld fik diarré, og ikke at antallet af kuld med diarré blev mindre.

Vurderet på besætningsniveau var der i besætning A tendens til færre grise ved fravænning i A-/E-gruppen (P <0,08), hvorimod der ikke var forskel i besætning B (P <0,63).

Antallet af "problemkuld", hvor enten soen havde været syg eller pattegrisene var behandlet for diarré var for lille til, at vurdere om behandling med vitaminer kan mildne eventuelle sygdomsudbrud. Vurderet ud fra de i alt ca. 60 "problemkuld" pr. gruppe var der ingen effekt.

I perioden efter fravænning indtil afgang fra smågrisestalden var der ingen statistisk sikre forskelle mellem grupperne. I besætning A var der dog tendens til en større vægt ved afgang fra smågrisestalden i A-gruppen (P <0,08).

DISKUSSION OG KONKLUSION

Traditionelt har det været dyrenes produktion, der har været det grundlæggende kriterium ved vurdering af A- og E-vitaminbehov. Derved er der sandsynlighed for undervurdering af behovet, idet en eventuel underforsyning påvirker immunresponset på et væsentligt tidligere tidspunkt end produktionsresultaterne. For både A- og E-vitamin er det vist, at tilskud udover behovet til optimal produktion kan give en generel stimulering af immunforsvaret. At dette også giver øget sygdomsresistens er såvidt vides endnu ikke påvist hos svin, men derimod hos bl. a. kyllinger, mus og rotter samt antydet for kvæg.

Resultaterne fra forsøg med kyllinger har samtidig vist, at den positive virkning på sygdomsresistensen falder, hvis tilskud af E-vitamin gives samtidig med store tilskud af A-vitamin. En af årsagerne hertil kunne være en reducerende effekt af store mængder A-vitamin på indholdet af E-vitamin i lever og milt.

Den lavere frekvens af diarré i A-/E-gruppen tyder ikke på, at der har været nogen antagonistisk effekt af at give begge vitaminer samtidigt. Trods tendensen til en lidt større tilvækst i A-gruppen kan denne afprøvning med hensyn til sygdomsresistens ikke bekræfte nogen antagonistisk effekt mellem A- og E-vitamin hos svin.

I afprøvningen var der reelt ingen antydning af, at "sygdoms-plagede" kuld fra kontrolgrup­pen klarede sig dårligere end tilsvarende kuld fra en af forsøgsgrupperne. Denne del af materialet er dog for lille til, at der kan drages nogen endelig konklusion - ca. 10 "sygdomsplagede" kuld pr. gruppe i besætning A og ca. 50 i besætning B.

I praksis gives injektion af vitaminer til pattegrise snarest efter faring for at sikre, at eventuelt svagtfødte grise får en tilstrækkelig tilførsel af vitaminer. Da tilskuddet her blev givet på 3. dagen efter faring, giver disse resultater ikke grundlag for at vurdere effekten af vitamintilskud på et tidligere tidspunkt efter faring. Skønt indholdet af A-vitamin i leveren ved fødsel er lavt i forhold til indholdet ved fravænning, er reserverne hos nyfødte grise sandsynligvis tilstrækkelige til at dække forbruget i den første uge efter fødslen. En undersøgelse af alfatokoferolindholdet (E-vit.) i plasma hos smågrise har samtidig vist, at det var ca. dobbelt så højt ved fødslen som ved fravænning. Under danske forhold kan der derfor ikke generelt ventes nogen effekt af vitamintilskud til pattegrise, idet søerne normalt vil have en god vitaminstatus ved faring.

Resultaterne viste, at der ikke var produktionsmæssig fordel ved at give pattegrise injektion af 50.000 i.e. A-vitamin eller 50.000 i.e. A- og 50 mg E-vitamin på 3. dagen efter faring.

Udgiften til de anvendte mængder A-vitamin samt A- og E-vitamin udgør henholdsvis ca. 20 og ca. 39 øre pr. gris, mens besparelsen på midicinudgiften til behandling for diarré maksimalt udgjorde 6 øre pr. gris (Udgiften til behandling mod diarré er anslået til 2 kr. pr. gris).

REFERENCER

Ullrey, E. 1981.: Vitamin E for swine. J. Anim. Sci. 53:4,1039-1056

Gibbs, A.L. 1982: The role of Vitamins in the Immune Response. Proceedings 26th Annual Poultry Convention, New Zealand.

Malm, A., E.F. Walker Jr., M. Hamon, D. Kirtland, A Aydin & W.G. Pond. Glutathione Peroxidase and other enzymes in serum of sows and their progeny fed vitamin E adequate or deficient diets with added Se. Dep. of animal Science, Cornell University, Ithaca, N.Y. 14853.

Chaves, E.R. & K.L. Patton. 1986. Response to injectable & selenium and vitamin E on reproductive performance of sows receiving a standard commercial diet.

Can. J. Anim. Sci., Hardy, B 1984. Vitamin A for sows and Young Piglets. Roche Symposium, London UK.

Dvorák, M. 1986. Current views on vitamin A requirements of different classes of pig. Pig News and Inf., 7:1, 11-16.

Sheffy, B.E. & A.J. Williams. 1980. Vitamin E in Health and disease. Seminar for the Feed Industri, Tokyo.

Nochels, C.F. 1986. Nutrient modulation of the immune system. In:Rec, Adv. Anim. Nutr., Ed. Haresign, W. & D.J. Cole, ISBN-407-01162-5, 177-192.

Benedich, A., E. Babriel & L.S. Machlin. 1986. Dietary Vitamin E Requirement for Optimum Response in the Rat. J. Nutr., 116:4, 675-681.