Ærter til søer

SAMMENDRAG

Der er gennemført to afprøvninger med kogeærter af blandede sorter til søer. Begge afprøvninger blev gennemført i 2 besæt­ninger.

I den første afprøvning indgik 20 pct. ærter i forsøgsblandingen, mens der i den anden indgik 10 pct. ærter. Begge forsøgs­blandin­ger blev afprøvet mod traditionelt sammensatte sofoderblandin­ger. Afprøvningerne blev gennemført i perioder på 18 måneder, og omfattede søer, gylte samt sopolte fra ca. 5 måneders alderen.

I afprøvningen af 10 pct. ærter, var der 566 kuld i forsøgsgrup­pen og 566 kuld i kontrolgrup­pen. I afprøvningen af 20 pct. ærter, var der 605 kuld i forsøgsgruppen og 618 kuld i kontrol­gruppen. Resultaterne viste, at 10 pct. og 20 pct. ærter ikke havde nogen negativ indflydelse på søernes produktionsresultater.

Smågrisenes fravænningsvægt var størst i ærtegrupperne.

Der var ikke de store problemer med, at få søerne til at optage foderet i diegivnings­perioden. Søernes holdbarhed, reproduktionsegenskaber og sundhedstilstand blev ikke påvirket.

Der blev konstateret større udsving i kuldstørrelsen i gruppen af søer som fik 20 pct. ærter end i de øvrige grupper. Disse udsving skyldtes sandsynligvis sorts- og kvalitetsfor­skelle på ærterne fra sæson til sæson. Derfor bør ærter ikke indgå med mere end 10 pct. i sofoderet.

BAGGRUND

Forsøg fra Statens Husdyrbrugsforsøg (1975) har vist, at henholds-vis 10 pct. og 20 pct. ærter i foderblandinger til drægtige og diegivende søer, havde en negativ effekt på antal grise ved fravæn­ning. Derimod havde ærter i foderet ingen uheldig indflydelse på soens brunstforhold.

De nuværende ærtesorter kendetegnes ved et lavt indhold af produk­tionshæmmende stoffer bl.a. tannin. I de seneste år er dyrkningen af ærter steget betydeligt, fordi der fra EF ydes tilskud til produktion af vegetabilsk protein.

Konsekvenserne ved at anvende de nye ærtesorter til søer har været ukendte, med hensyn til søernes produktionsresultater. Men in­spireret af de gode resultater fra afprøvninger med ærter til smågrise og slagtesvin, var det oplagt at foretage en undersøgelse af ærter til søer.

GENNEMFØRELSE

Afprøvningerne blev gennemført i to etaper af 18 måneder. Først blev afprøvningen af 20 pct. ærter igangsat i besætning C og D. På baggrund af de første erfaringer med 20 pct. ærter i sofoderet, blev det besluttet at starte en afprøvning af 10 pct. ærter i besætning A og B. I alle besætningerne var søerne opdelt i 2 grup­per, således at det gennemsnitlige kuldnummer og raceforde­ling var ens i begge grupper.

Registreringer

Søernes reproduktionsresultater, sundhedstilstand og kuldresultater blev registreret.

Der blev foretaget temperaturmåling på alle søer ved 1. fodring efter faring, dog tidligst 6 timer efter faringens ophør samt de to efterfølgende morgenfodringer. Temperaturerne blev målt 1-1½ time efter fodringens start. De søer som blev behandlet for mindst én af de tre sygdomme, der indgår i MMA-komplekset, blev registre­ret. Disse registreringer blev kun foretaget i de to besætninger, hvor 10 pct. ærter blev afprøvet.

I diegivningsperioden blev søer med nedsat foderstyrke, i forhold til minimumsnormen, registreret (Økonomisk Svinefodring, 1983). Smågrisenes fravænningsalder og -vægt, samt diarréfrekvens blev registreret.

Foderblandingerne

Foderblandingerne var enkelt sammensat og der var tilstræbt ens næringsindhold. Der indgik solsikkeskrå og fiske­mel i blandin­gen med 20 pct. ærter. Disse foderstoffer indgik derfor også i kontrol­blandingen. Der blev anvendt kogeærter af blandede sorter i for­søgs­blandingerne. Foderblandingernes sammensætning er vist i tabel 1.

En gang pr. kvartal blev der udtaget prøver af fuldfoderet. Prø­verne blev indsendt til fuldstændig foderstofanalyse inkl. calcium og fosfor på Bio­teknisk Institut. Foderblandinger­nes deklarerede indhold er vist i tabel 2.

Blandingernes deklarerede næringsindhold afviger fra de nugældende normer, fordi de blev optimeret efter de næringsstofnormer for drægtige- og diegivende søer, som var gældende ved afprøvningens start (Fokus på Næringsstofnormer, 1985).

Der var ingen væsentlige forskelle mellem blandingernes deklarerede og analyserede næringsind­hold. Ved analyse af forsøgsblandingerne var der lidt mere ford. råprotein end deklarationen viste.

Søerne blev fodret efter huld de første 12 uger efter løbning med ca. 2,2 FEs dagligt, derefter med ca. 3,5 FEs dagligt indtil over­førsel til farestalden. I diegivningsperioden blev søerne fodret efter tilnærmet ædelyst op til 6,5 FEs pr. dag., pr. so med 10 grise.

RESULTATER

I tabel 3 er vist afprøvningernes produktionsresultater.

Tabel 3 viser, at der ikke kunne konstateres noget negativt udslag på brunst, reproduktions- og kuldresultater ved iblanding af 10 pct. og 20 pct. ærter i sofoderet. Fravænningsvægten i forsøgsgrup­perne var større end kontrolgruppernes. Denne  forskel fandtes i alle 4 besætninger.

Antallet af døde grise i diegivningsperioden og diarrèfrekvensen var større i kontrolgruppen, i forhold til ærtegrupperne, men ingen af forskellene var signifikante.

I den ene besætning, som anvendte 20 pct. ærter, konstateres en mere klistret gødning fra søerne. Dette forhold blev ikke bemær­ket i den anden besætning. I en afprøvning af 40 pct. ærter til slagtesvin blev der ligeledes observeret klistret gødning.

DISKUSSION OG KONKLUSION

I den første periode af afprøvningen med 20 pct. ærter, blev der fun­det en markant negativ effekt af ærterne på kuldstørrelsen. Effek­ten var mest udtalt hos de unge søer, som ligeledes havde problemer med at optage den tildelte foderration. I den resterende peri­ode, var der en klar positiv effekt af 20 pct. ærter på kuld­stør­relsen. Samlet over hele afprøvningsperioden var kuld­resultaterne ens i forsøgs- og kontrolgruppen.

I første periode anvendtes ærter, som var høstet i 1985. Høsten var forbundet med store problemer, men konklusionen på en større analy­se af ærtekvaliteten var, at der kun blev fundet små varia­tioner i næringsindholdet. Der blev ikke fundet toksiner men for­holdsvis mange svampearter, der under uheldige forhold kunne produ­cere toksiner.

I anden periode, anvendtes ærter fra 1986, hvor høsten var pro­blem­fri. Den konstaterede forbedring i kuldstørrelsen skete imidlertid ca. 2 måneder før, at ærter fra høsten 1986 blev anvendt i forsøgs­blandingen. Derfor kan høståret ikke give den endelige forklaring på de konsta­te­rede for­skelle i de to perioder. Sorts- og kvalitetsforskelle for ærterne har sandsynligvis en større betydning.

Der var i hele perioden jævnligt problemer med, at få søerne i gruppen med 20 pct. ærter til at optage den maksimale foderration. Årsagen skal sand­synligvis søges i sorts- og kvalitetsforskelle, som påvir­kede foderets smag og dermed søernes ædelyst. Dette på­virkede ikke deres produk­tionsresultater.

Effekten af 20 pct. ærter på grisenes fravænningsvægt var ens i begge perioder, idet grisene var større ved fravænning. Dødelig­heden var upåvirket af ærtefodringen og det må tolkes sådan, at søernes moderegenskaber var upåvir­ket af ærter­ne.

I afprøvningen af 10 pct. ærter blev der ikke konstateret forskel­le på søernes produktions­resultater. Fravænningsvægten på grisene i ærtegruppen var større end i kontrolgruppen og der blev ikke konstateret problemer med foderoptagelsen.

Det kan konkluderes, at fodring med 20 pct. kogeærter, i denne afprøvning har kunnet gennemføres uden problemer med hensyn til sund­hed, reproduktion og kuldresultater.

De konstaterede forskelle i kuldstørrelse og periodevis problemer med foderoptagelsen, skyldes sandsynligvis sorts- og kvalitetsfor­skelle for ærterne fra sæson til sæson. Det anbefales derfor, at kogeær­ter af blandede sorter kun indgår med 10 pct. i sofoder­et.

De negative effekter, som Statens Husdyrbrugsforsøg fandt (medd. 27), har ikke kunne eftervises i denne afprøvning.

Foreløbige resultater fra afprøvningen med 20 pct. ærter er publi­ceret i Årsberetningen 1987 fra Landsudvalget for Svin.