På det seneste er der sket en stigende anvendelse af alternative foderstoffer i dansk svineproduktion. De hidtidige erfaringer med alternative foderstoffer til ung- og slagtesvin tyder på en del problemer ved foderskift fra blandinger baseret på korn og sojaskrå til blandinger med højt indhold af de alternative foderstoffer.

Spørgsmålet er om en tilvænning til de alternative foderstoffer allerede ved fravænning løser problemet med diarré og nedsat tilvækst ved det senere foderskift til alternative slagtesvineblandinger.

Formål og gennemførelse

Afprøvningen blev gennemført i perioden januar 1988 - januar 1989 i to MS-besætninger. Smågrisene blev i gennemsnit fravænnet 29 dage gamle, hvor kuldene blev delt i 2 ensartede grupper efter afstamning og vægt. Grisene var gennemsnitlig 43 dage gamle ved mellemvejning og gennemsnitlig ca. 79 dage gamle ved overgang til slagtesvinestald.  Afprøvningen omfattede 6 hold i hver besætning. På grund af vejningsproblemer blev 2 hold i smågriseperioden i den ene af besætningerne ikke medtaget i resultatopgørelsen.

Grisene indgik i afprøvningen fra 4-ugers alderen og frem til slagtning. Der blev foretaget foderskift 14 dage efter fravænning samt da grisene vejede ca. 27 kg. Blandingernes indhold af alternative foderstoffer kan ses i tabel 1.

Blandingerne var afstemt i forhold til normerne. (Focus PÅ "Næringsstofnormer", 1985, Danske Slagterier). Startblandingerne var fremstillet af Superfos Korn A/S, og slutblandingerne af Brødr. Ewers A/S. Besætning A anvendte samme indkøbte slagtesvineblanding i hele perioden. Blandingen blev fremstillet af M. Perregaard A/S.

Besætning B hjemmeblandede sin slagtesvineblanding. I besætningen blev der samtidig anvendt valle. Slagtesvinene fik tildelt forholdet 60 pct. valle til 40 pct. tørfoder.

Før fravænning fik grisene tildelt 1/2 kontrol- og 1/2 forsøgsblanding i farestalden. I slagtesvineperioden fik begge grupper indenfor besætningen tildelt den samme alternative slagtesvineblanding.

Ved slutblandingerne i smågriseperioden blev der mellem forsøg- og kontrolblandingerne fundet en forskel på 3 FEs pr. 100 kg. For de øvrige kemiske analyser var der god overensstemmelse mellem det analyserede og det deklarerede indhold.

Det har knebet med at genfinde det forventede aminosyreindhold, hvor især det analyserede methioninindhold konsekvent lå under det deklarerede indhold. Udfra analyserne af startblandingerne er det beregnede ford. lysinindhold i kontrol- og forsøgsblandingen henholdsvis 9,5 og 10,0 g pr.FEs. Ingen af analyserne faldt udenfor latituderne.

For hver produktion af smågriseblandingerne blev der indsendt en prøve af de anvendte rapskager til statsfrøkontrollen til analyse for glucosinolatindhold bestemt ved HPLC-metoden. Af 6 prøver blev der i gennemsnit fundet 9.5 mikromol glucosinolat pr. g tørstof. I de 5 af analyserne svingede glucosinolatindholdet mellem 7-9 mikromol pr. g tørstof, medens indholdet i den 6. analyse var helt oppe på 16 mikromol pr. g tørstof.

6 prøver af tapiokamel blev analyseret på Steins laboratorium for indhold af stivelse og blåsyre. Der blev fundet et gennemsnitligt stivelsesindhold på 63,5 pct. samt et gennemsnitligt blåsyreindhold på 4,5 mg pr. kg. Stivelsesindholdet svarede til en normalvare, mens blåsyreindholdet blev fundet lavt. I bekendtgørelse nr. 65 af 9. februar 1988 er der i tapiokamel tilladt et maks. indhold af blåsyre på 100 mg pr. kg.

Produktionsresultater

Tabel 4 viser smågrisenes produktionsresultater.

Ingen af de registrerede forskelle i besætning A var signifikante. I perioden var der mange behandlinger for lungelidelser. Resultatet er opgivet som antal behandlinger i procent af grise. Alle grise fik en forebyggende behandling mod diarré og lungelidelser. Under afprøvningen blev der ikke konstateret diarré.

I besætning B var der heller ingen signifikante forskelle mellem grupperne. I perioden blev samtlige grise behandlet forebyggende mod diarré. Der blev under afprøvningen registreret diarré hos 1,3 pct. af grisene i kontrolgruppen.

I afprøvningen som helhed, blev der mellem grupperne ikke fundet signifikante forskelle i daglig tilvækst, foderudnyttelse samt i sundhedsforholdene. Der blev heller ikke fundet vekselvirkning mellem besætninger og forsøgsbehandlinger.

I slagtesvineperioden fortsatte registreringen af daglig tilvækst og sygdomsbehandlinger. Begge grupper i hver besætning fik tildelt samme slagtesvineblanding.

Før levering til slagteriet blev grisene skinkemærket med gruppenummeret. 3,4 pct. af de leverede slagtesvin blev ikke skinkemærkeaflæst. Derfor blev antal indsatte i slagtesvineperioden korrigeret. Tabel 5 viser resultaterne i slagtesvineperioden.

I besætning A blev der mellem forsøgs- og kontrolgruppen ikke fundet signifikant sikker forskel på tilvækst, kødprocent, brysthindear og døde/kasserede.

I besætning B blev der mellem grupperne heller ikke fundet signifikante forskelle på tilvækst, kødprocent og døde/kasserede. Kontrolgruppen havde 5,8 pct. flere bemærkninger for brysthindear, om end forskellen ikke var signifikant (P <0,15).

For slagtesvineperioden som helhed blev der mellem forsøgs- og kontrolgruppen ikke fundet signifikant forskel på tilvækst, kødprocent, brysthindear og døde/kasserede. Der blev ikke fundet vekselvirkning mellem besætninger og forsøgsbehandlinger.

I smågriseperioden blev der mellem forsøgs- og kontrolgruppen ikke fundet signifikant forskel i daglig tilvækst og foderudnyttelse. Foderoptagelse og sundhedstilstand blev heller ikke påvirket.

I startblandingen, der blev anvendt de første 14 dage efter fravænning, blev der fundet det laveste lysinindhold i kontrolblandingen Det kan ikke udelukkes, at dette har påvirket produktionsresultaterne før mellemvejning.

I besætning B blev der i det rapsparti, som blev anvendt ved sidste produktion af slutblandingen i smågriseperioden, fundet et indhold på 16 mikromol glucosinolat pr. g tørstof. Ved iblanding af 10 pct. rapskage svarede det til 1,6 mikromol glucosinolat pr. g tørstof i fuldfoderet. Grisene, der fik tildelt dette parti, var utrivelige, og de havde i forhold til kontrolgruppen en betydelig lavere tilvækst.

Denne observation er i overensstemmelse med en tidligere undersøgelse med rapskager til smågrise og anvisning af et maks. glucosinolatindhold på 1,0 mikromol pr. g fuldfoder til smågrise (Medd.nr. 146, Rullende Afprøvning).

Grisene, som i smågriseperioden havde fået tildelt kontrol- henholdsvis forsøgsblanding, fik tildelt samme alternative blanding i slagtesvineperioden. I slagtesvineperioden blev der mellem grupperne ikke fundet signifikant forskel på tilvækst, kødprocent, brysthindear og døde/kasserede. I slagtesvineperioden blev foderforbruget ikke registreret.

I denne undersøgelse har der ikke været problemer ved anvendelse af forsøgsblandingerne, samt ved foderskift fra den alternative smågriseblanding til alternative slagtesvineblanding. Den alternative gruppe fik foretaget foderskift fra den ene dag til den anden fra smågriseblanding til slagtesvineblanding, mens kontrolgruppen i begge besætninger havde en glidende overgang på en uges tid fra den traditionelle smågriseblanding til den alternative slagtesvineblanding.

Konklusionen af denne afprøvning er, at det kan lade sig gøre at anvende små mængder af ærter, rapskager og tapiokamel i blandingerne til grise fravænnet ved 4 uger. Samtidig skal der stilles store kvalitetskrav til de alternative foderstoffer, som ønskes anvendt i smågriseblandinger.

Introduktion af smågriseblandinger, som havde indhold af de samme foderstoffer som i de senere slagtesvineblandinger gav ingen problemer ved foderskiftet fra den ene dag til den anden fra smågrise til slagtesvineblandinger.

Ved anvendelse af en glidende overgang på en uges tid fra en traditionel smågriseblanding til en alternativ slagtesvineblanding, blev der for hele produktionsperioden opnået samme produktionsresultater, som ved anvendelse af alternative blandinger fra fravænning til slagtning.