Salinomycin til smågrise

SAMMENDRAG

Foderblandinger indeholdende 60 ppm salinomycin henholdsvis 40 ppm tylosin blev sammenlignet med en blanding uden foderadditiver.

Afprøvningen blev gennemført i 4 besætninger med smågrise i alderen 4-10 uger. Alle besætninger anvendte holddrift, og der indgik 5-7 hold pr. besætning, omfattende i alt ca. 910 grise pr. gruppe.

Der blev fundet stor variation i indhold af foderad­ditiver i blan­dingerne. Der blev i gen­nemsnit fundet 55 ppm salinomycin i start­blandingen (4-6 uger) og 50 ppm i slutblandingen (6-10 uger). I foder indeholdende tylosin, blev der i gennemsnit fundet 45 ppm i både start- og slut­blanding.

Grupperne, der fik salinomycin og tylosin, opnåede signifikant 28 g henholdsvis 31 g højere daglig tilvækst end kontrolgruppen. Salinomycingrup­pen havde signifikant 0,05 FEs lavere foderforbrug pr. kg tilvækst end kontrolgruppen, mens der i tylosingruppen var tendens til lavere foderforbrug pr. kg tilvækst end i kontrolgruppen.

Mellem salinomycin og tylosin var der ikke signifikant forskel i produktionsresultaterne. Med hensyn til daglig tilvækst, var der effekt af salinomycin og tylosin i hele smågriseperioden.

Både salinomycin- og tylosingruppen havde en signifikant højere daglig foderoptagelse på 0,04 FEs i forhold til kontrolgruppen. Mellem de 3 grupper var der ikke forskel i dødelighed og antal be­handlinger for diarré.

For daglig tilvækst var der tendens til vekselvirkning mellem be­sætning og forsøgsbehandling. Der kan derfor forventes varierende effekt af både salinomycin og tylosin i forskellige besætninger.

BAGGRUND

Salinomycin er et antibiotika, som ved iblanding i fo­derblandinger har vækstfremmende virkning. Salinomycin er i første omgang godkendt på bilag 2. Produktet markedsføres under navnet sa­locin og må anvendes med 30-60 ppm indtil grisene er 16 uger gamle. Salinomycin anvendes også som coccidiostatika i fjerkræ­foder.

Salinomycin er et ionofor antibiotikum, hvilket betyder at stoffet danner komplekser med mono- og divalente kationer og dermed forstyr­rer cellernes ion-balance. Ved medicinsk behandling med tiamutin samtidig med salino­mycin som foderadditiv, er der risiko for gift­virkning. Tiamutin hæmmer omdannelsen af sali­nomycin således, at der efter kort tid ophobes toksiske mængder i krop­pen. Miller et al. (1986) beskriver bl.a., at giftvirkning opnås ved f.eks. 80 ppm salino­mycin sammen med 120 ppm tiamutin. Derfor anbefales det, ikke at anvende salinomycin samtidig med medicinsk behandling med tiamu­tin.

Formål

Formålet var, at sammenligne effekten af salinomycin og tylosin på tilvækst, foderforbrug og sundhed hos smågrise i perioden fra fra­vænning til ca. 22 kg.

GENNEMFØRELSE

Afprøvningen blev gennemført i 4 besætninger - 1 SPF og 3 kon­ven­tionelle. Afprøvningen omfattede 5-7 hold pr. besætning, svarende til ca. 910 grise pr. gruppe. I forbindelse med fravænning blev hvert kuld delt i 3 grupper. Afprøvningen blev gennemført med 3 fodergrupper, jf. tabel 1.

Tabel 1. Gruppeinddeling
Fodergruppe	1	2	3
Salinomycin	0	+	0
Tylosin	0	0	+

0 = Ingen tilsætning

+ = Tilsætning

Før fravænning fik smågrisene tildelt blandingen uden foderadditiver. Foderet blev tildelt fra ca. 10 dage før fravænning. I smågrisestald­ene blev der tilstræbt fodring efter ædelyst.

I hver af de fire besætning fik smågrisene tildelt en startblanding de første 14 dage efter fravænning og en slutblanding i resten af perioden. Blandingerne var sammensat udfra næringsstofkravene til henholdsvis 4 og 5 ugers grise ("FOKUS PÅ Næringsstofnormer", 1988, Danske Slagterier). Blandingerne blev fremstillet af DLG.

Blandingernes sammensætning fremgår af tabel 2.

Tabel 2. Blandingernes sammensætning
	Startblanding 4-6 uger	Slutblanding 6-10 uger
Sammensætning, pct.
Sojaskrå, afsk. toasted Skummetmælkspulver Fiskehelmel, askefattigt Kartoffelprotein, konc. Hvede Byg Majs Animalsk fedt Druesukker Lysin, 40 Methionin, 40 Vitamin- og mineralbl.	10,0 5,0 7,0 5,4 41,0 10,0 10,0 5,0 3,0 0,35 0,10 3,15	14,1 2,0 8,0 2,0 57,0 10,0 - 3,0 - 0,2 - 3,7

Ved hver foderproduktion blev der indsendt prøve til analyse. Fuldfoder- og aminosyreanalyserne blev foretaget af DLG's labora­torium. Analyser for tylosin og salinomycin blev gennemført på Bio­teknisk Institut. Blandingernes deklarerede og analyserede næringsindhold fremgår af tabel 3.

Tabel 3. Foderblandingernes deklarerede og analyserede indhold
	Deklarerede	Kontrol	Salinomycin	Tylosin
Startblanding
Antal prøver FEs pr. 100 kg Råprotein, pct. Råfedt, pct. Træstof, pct. Calcium, pct. Fosfor, pct. Aske, pct.	- 123 22,2 7,5 2,5 0,92 0,71 5,0	3 122 22,3 7,9 2,0 0,9 0,8 5,3	3 120 22,5 6,9 2,2 1,0 0,8 5,5	3 122 22,3 7,6 2,0 0,8 0,8 5,7
g pr. kg: Lysin Methionin Cystin Treonin	14,0 5,0 3,3 -	13,0 4,6 3,3 8,3	12,6 4,6 3,3 8,1	12,8 4,7 3,2 8,1
Salinomycin, ppm Tylosin, ppm		<5 <2	55,4 <2	<5 45,9
Slutblanding
Antal prøver FEs pr. 100 kg Råprotein, pct. Råfedt, pct. Træstof, pct. Calcium, pct. Fosfor, pct. Aske, pct.	- 116 21,9 5,6 2,5 1,17 0,95 6,3	4 115 21,7 5,6 2,0 1,1 0,9 5,9	3 115 21,8 5,6 2,4 1,1 0,9 5,9	4 115 21,5 6,0 2,0 1,1 0,9 6,0
g pr. kg: Lysin Methionin Cystin Treonin	12,8 4,3 3,3 -	12,1 4,2 3,4 8,0	12,1 4,3 3,4 8,1	12,3 4,2 3,4 8,0
Salinomycin, ppm Tylosin, ppm		<5 <2	49,7 <2	<5 44,5

Der var god overensstemmelse mellem det deklarerede og analyserede næringsindhold i blandingerne.

Det analyserede aminosyreindhold var i både start- og slutblandingerne forholdsvis konstant, og ingen af analyserne faldt udenfor latituderne.

I salinomycinblandingerne var der forventet 60 ppm salinomycin. I startblandingen blev der i gennemsnit fundet 55 ppm og i slutblandin­gen 50 ppm. Salinomycinindholdet varierede fra 34-74 ppm, hvoraf en af analyserne faldt udenfor latituderne.

Den anvendte premix havde et indhold på 15.600 ppm salinomycin, hvor der var forventet 15.000 ppm.

Ved analyse på dobbeltprøve var der for salinomycinbestemmelsen god overensstemmelse mellem resultat fra Bioteknisk Institut og Hoechst Veterinær, GmbH.

I tylosinblandingerne var der forventet 40 ppm tylosin. I gennemsnit blev der både i start- og slutblandingerne fundet ca. 45 ppm tylosin, men det analyserede indhold varierede fra 29-61 ppm, hvoraf en analyse faldt udenfor latituderne. Indholdet af foderadditiver må afvige 35 pct. fra det de­klarerede ind­hold.

PRODUKTIONSRESULTATER

Tabel 4 og 5 viser afprøvningens produktionsresultater.

Tabel 4. Produktionsresultater for hver besætning *
Besætning	A				B
Gruppe	Kontr.	Sal.	Tyl.	Kontr.		Sal.	Tyl.
Antal hold Antal grise inds. Vægt ved indsætt., kg Alder ved inds., dage	5 190 7,1 27	5 190 7,0 27	5 190 7,0 27	7 182 7,0 27		7 184 7,0 27	7 182 7,0 27
Før mellemvejning:
Vægt ved mellemv., kg FEs/kg tilvækst Daglig tilvækst, g	8,8 2,43 119	9,0 2,14 139	9,0 2,14 138	9,2 1,95a 146a		9,4 1,78ab 164a	9,7 1,61b 191b
Efter mellemvejning:
Vægt ved afgang, kg FEs/kg tilvækst Daglig tilvækst, g	26,9 1,75 510a	28,5 1,76 551b	29,0 1,79 564b	21,9 1,75 487a		22,5 1,71 495ab	23,5 1,69 521b
Hele perioden:
Alder ved 25 kg, dage FEs/kg tilvækst Daglig tilvækst, g	73 1,79  398a	71 1,78 432b	70 1,82 440b	72 1,76a 365a		72 1,72ab 379a	70 1,67b 406b
Døde, pct. Diarrébeh. dg 1-14,pct.	2,5 120,0	3,8 120,0	4,7 119,5	5,3 12,6		1,7 6,4	1,9 3,0
Besætning	C				D
Gruppe	Kontr.	Sal.	Tyl.	Kontr.		Sal.	Tyl.
Antal hold Antal grise inds. Vægt ved indsætt., kg Alder ved inds., dage	6 207 7,9 31	6 198 8,0 31	6 190 8,0 31	5 338 9,2 30		5 339 9,2 30	5 339 9,2 30
Før mellemvejning:
Vægt ved mellemv., kg FEs/kg tilvækst Daglig tilvækst, g	10,3 1,70 163	10,5 1,73 168	10,3 1,70 161	12,0 1,67 189a		12,4 1,52 224b	12,4 1,59 218ab
Efter mellemvejning:
Vægt ved afgang, kg FEs/kg tilvækst Daglig tilvækst, g	20,0 1,81 499a	21,3 1,76 554b	20,2 1,82 503a	21,9 1,66a 530a		22,9 1,57ab 561ab	23,1 1,56b 577b
Hele perioden:
Alder ved 25 kg, dage FEs/kg tilvækst Daglig tilvækst, g	73 1,79 356a	71 1,74 388b	73 1,80 359a	68 1,66a 380a		66 1,56a 413b	66 1,57b 420b
Døde, pct. Diarré, dag 1.14, pct.	2,7ab 21,7a	6,5a 21,5a	1,7b  1,7b	2,9 22,0		3,3 21,7	1,7 22,3

a,b: De signifikante forskelle skal læses indenfor besætningerne.

I besætning A opnåede salinomycin- og tylosingruppen 34 g (P <0,02) henholdsvis 42 g (P <0,004) højere daglig tilvækst end kontrolgruppen. Mellem grupperne blev der ikke fundet forskel i foderudnyttelse, dødelighed og behandlinger for diarré. Diarré blev registeret som antal behandlinger, og derfor når procenten over 100.

Før mellemvejning var der i salinomycin- og tylosingruppen stærk tendens (P <0,06) til bedre foderudnyttelse end i kontrolgruppen.

Efter mellemvejning opnåede salinomycin- og tylosingruppen 41 g (P <0,04) henholdsvis 54 g (P <0,007) højere daglig tilvækst end kontrol­gruppen.

I besætning B opnåede tylosingruppen 41 g (P <0,001) henholdsvis 27 g (P <0,03) højere daglig tilvækst end kontrol- og salinomycingruppen. Tylosingruppen havde et lavere foderforbrug på 0,09 FEs (P <0,03) pr. kg tilvækst end kontrolgruppen. Sam­tidig var der tendens til højest dødelighed i kontrolgruppen, mens der ikke var forskel med hensyn til antal behandlinger for diarré.

Før mellemvejning opnåede tylosingruppen 45 g (P <0,002) henholdsvis 27 g (P <0,05) højere daglig tilvækst end kontrol- og salinomycingruppen. Samtidig havde tylosingruppen 0,34 FEs (P <0,02) lavere foderforbrug pr. kg tilvækst end kontrolgruppen.

Efter mellemvejning opnåede tylosingruppen 34 g (P <0,04) højere daglig til­vækst end kontrolgrup­pen.

I besætning C opnåede salinomycingruppen 32 g (P <0,02) henholdsvis 29 g (P <0,03) højere daglig tilvækst end kontrol- og tylosingruppen. Mellem grupperne var der ikke forskel i foderudnyttel­sen.

I en af stierne i salinomycingruppen var der et meget kraftigt diar­réud­brud, hvor de fleste af grisene i stien døde. Dette diarréudbrud var årsag til den signifikant højere dødelighed i salinomycingruppen sam­men­lignet med tylosingruppen. Samtidig havde kontrol- og salinomycin­grup­pen 20,0 pct. (P <0,02) henholdsvis 19,8 pct. (P <0,02) flere diarrébe­hand­linger end tylosingruppen.

Før mellemvejning var der mellem grupperne ikke forskel i daglig tilvækst og foderudnyttelse.

Efter mellemvejning opnåede salinomycingruppen 55 g (P <0,003) henholdsvis 51 g (P <0,006) højere daglig tilvækst end kontrol- og tylosingrup­pen.

I besætning D opnåede salinomycin- og tylosingruppen 33 g (P <0,02) henholdsvis 40 g (P <0,006) højere daglig tilvækst og 0,10 FEs (P <0,04) henholdsvis 0,09 FEs (P <0,05) lavere foderforbrug pr. kg tilvækst end kontrolgruppen. Mellem grupperne var der ikke forskel i dødelighed og antal behand­linger for diarré.

Før mellemvejning havde salinomycingruppen 35 g (P <0,03) højere daglig tilvækst end kontrolgruppen, mens der var tendens til højere daglig tilvækst i tylosingruppen (P <0,07) i forhold til kontrol­gruppen.

Efter mellemvejning opnåede tylosingruppen 47 g (P <0,02) højere daglig tilvækst og 0,10 FEs (P <0,05) lavere foderforbrug pr. kg tilvækst end kontrolgruppen. Mellem salinomycin- og kontrolgruppen var der for både daglig tilvækst og foderudnyttelse tendens til signifikant forskel (P <0,1).

For afprøvningen som helhed (jf. tabel 5), blev der i salinomycin- og tylosingrup­pen opnået 28 g (P <0,001) henholdsvis 31 g (P <0,001) højere daglig til­vækst end i kontrolgruppen. Salinomycingrup­pen havde 0,05 FEs (P <0,03) lavere foderforbrug pr. kg tilvækst end kontrolgruppen, mens tylosingruppen havde tendens (P <0,09) til lavere foderforbrug end kontrolgruppen.

Salinomycin- og tylosingruppen havde en højere daglig foderoptagelse på 0,04 FEs (P <0,005) henholdsvis 0,04 FEs (P <0,001) end kontrolgruppen. Den signifi­kante højere daglige foderoptagelse blev opnået både før og efter mellemvejning.

Mellem de 3 grupper var der ikke forskel i dødelighed og antal be­handlinger for diarré.

Før mellemvejning opnåede salinomycin- og tylosingruppen 20 g (P <0,009) henholdsvis 23 g (P <0,003) højere daglig tilvækst og 0,15 FEs (P <0,05) henholdsvis 0,18 FEs (P <0,02) lavere foderforbrug pr. kg tilvækst end kontrolgruppen.

Efter mellemvejning opnåede salinomycin- og tylosingryppen 34 g (P <0,001) henholdsvis 35 g (P <0,001) højere daglig tilvækst end kontrol­grup­pen. Mellem grupperne var der ikke forskel i foderudnyttelsen.

For daglig tilvækst var der mellem besætning og forsøgsbehandling tendens til vekselvirkning (P <0,06).

Tabel 5. Produktionsresultater for alle 4 besætninger
Gruppe	Kontrol	Salinomycin	Tylosin
Antal hold Antal grise inds. Vægt ved indsætt., kg Alder ved inds., dage	23 917 7,7 29	23 911 7,8 29	23 901 7,7 29
Før mellemvejning:
Vægt ved mellemv., kg FEs/gris pr. dag FEs/kg tilvækst Daglig tilvækst, g	10,0 0,28a 1,94a 154a	10,2 0,30b 1,79b 174b	10,3 0,30b 1,76b 177b
Efter mellemvejning:
Vægt ved afgang, kg FEs/gris pr. dag FEs/kg tilvækst Daglig tilvækst, g	22,5 0,88a 1,74 506a	23,6 0,92b 1,70 540b	23,8 0,92b 1,71 541b
Hele perioden:
Alder ved 25 kg, dage FEs/gris pr. dag FEs/kg tilvækst Daglig tilvækst, g	72 0,65a 1,75a 375a	70 0,69b 1,70b 403b	70 0,69b 1,71ab 406b
Døde, pct. Diarrébeh. dg 1-14, pct.	3,4 44,1	3,8 42,4	2,5 36,6

a,b: Signifikant forskel

DISKUSSION OG KONKLUSION

Årsagen til foderadditivernes effekt på svins vækst og foderudnyt­telse er ikke endelig klarlagt. Den formodes at ligge i hæmning af visse typer bakterier. Dermed sænkes det mikrobielle forbrug af næringsstoffer, som så bliver til rådighed for grisen. En bedre ab­sorption af næringsstoffer på grund af tyndere tarmvæg kan også være en forklaring.

I blandingerne blev der fundet stor variation i indholdet af både salinomycin og tylosin. I gennemsnit blev der for indhold af sali­nomycin fundet 55 ppm i startblandingen og 50 ppm i slutblandingen, hvilket var 8 pct. henholdsvis 17 pct. mindre end forventet (60 ppm). For indhold af tylosin blev der i gennemsnit fundet 45 ppm i både start-og slutblandingen, eller 12 pct. mere end forventet. For hver af foderadditiverne var der en analyse, som faldt udenfor latituderne.

I årsberetning nr. 62, 1988 fra Statens Foderstofkontrol angiver de, at 23 pct. af salinomycin-analyserne og 21 pct. af tylosin-ana­lyserne faldt udenfor latituderne.

Det tyder på, at foderfabrikkerne har svært ved at sikre tilfreds­stillende opblanding af foder­additiverne i blandingerne, eller pro­blemer med at styre ibland­ingen af foderadditiverne.

For afprøvningen som helhed opnåede grupperne med salinomycin og tylosin signifikant 28 g henholdsvis 31 g højere daglig tilvækst end kon­trolgruppen. Samtidig havde salinomycingruppen signifikant 0,05 FEs lavere foderforbrug pr. kg tilvækst end kontrolgruppen, mens tylosin­gruppen havde tendens til bedre foderudnyttelse end kontrolgruppen. Mellem salinomycin og tylosin var der ikke forskel i produktions­resultater­ne.

Både salinomycin- og tylosingruppen havde en signifikant højere daglig foderoptagelse på 0,04 FEs i forhold til kontrolgruppen. Dette resultat står i modsætning til beskrivelser af De Wilde, 1984, hvor salinomycin beskrives at nedsætte ædelysten hos svin og fjerkræ.

Både før og efter mellemvejning opnåede grupperne med salinomycin og tylosin en signifikant højere daglig tilvækst på mellem 20-35 g i forhold til kontrolgruppen. Med hensyn til foderudnyttelsen var det kun før mellemvejning, at grupperne med salinomycin og tylosin havde signifikant lavere foderforbrug pr. kg tilvækst på 0,15 FEs henholdsvis 0,18 FEs end kontrolgruppen.

Som gennemsnit af de 4 besætninger var der mellem de 3 grupper ikke forskel i dødelighed og antal behandlinger for diarré. Derimod havde tylosingruppen i besætning C signifikant færre behandlinger for diarré end kontrol- og salinomycingruppen. De færre diarrébehand­linger i tylosingruppen gav dog ikke højere daglig tilvækst og bedre foderudnyttelse end i salinomycin- og kontrolgruppen.

Der var effekt af foderadditiverne i hele smågriseperioden, hvor der modsat i meddelelse nr. 162 og 165 fra Den rullende Afprøvning ikke blev fundet effekt af tylosin i de første 14 dage efter fra­vænning.

For daglig tilvækst var der stærk tendens til vekselvirkning mellem besætning og forsøgsbe­handling. Dette forhold er diskuteret i med­delelse nr. 162 fra Den rullende Afprøvning.

REFERENCER

De Wilde, R. O., Comparison of Virginiamycin and Salinomycin as growth promotors in growing-fatting pigs, 1984, Dtsch, tier­ärtztl. Wschr., 91, 22-24.

Miller, D.J.S., J.J.O. Connor and N.L. Roberts, 1986. Tiamutin/­salinomycin interaction in pigs. Veterinary Record, 118, 73-75.

Den rullende Afprøvning, medd.nr. 162, 1989. Bioplus 2B til smågrise.

Den rullende Afprøvning, medd.nr. 165, 1989. Toyocerin til små­grise.

Årsberetning nr. 62, 1988. Statens Foderstofkontrol.