Fæcesimmunisering af dræg­tige søer og gylte

SAMMENDRAG

Fæcesimmunisering af drægtige søer og gylte blev gen­nemført i 4 besætninger. De sidste 3 uger inden overflytning til farestald, blev drægtige søer og gylte to gange om ugen "fodret" med en op­løs­ning af diarré­gødning fra pattegrise. I afprøv­ningen indgik i alt 2.247 kuld.

I én ud af 4 besætninger blev der opnået en statistisk sikker nedgang i pattegrise­nes diarréfrekvens som følge af fæcesimmuni­sering.

Kuldstørrelse påvirkes ikke ved fæcesimmuni­sering. Antallet af levendefødte grise pr. kuld blev forøget med 0,2 gris ved fæces­immunisering, men forskellen var ikke signifikant.

Afprøvningen i de 4 besætninger viste ikke tegn på, at diar­ré­pro­blemet hos pattegrisene tiltog som følge af fæces­im­munise­ring. Hos søer og gylte blev der ikke observeret diarré eller andre syg­doms­tegn i forbindelse med tildeling af fæces fra patte­grisene i fare­stal­den.

Metoden har således ikke haft nogen negative effekter. Såfremt fæcesimmunisering anvendes er det vigtigt, at den gødning, der tildeles drægtige søer og gylte opsamles fra den aldersgruppe af pattegrise, hvor diarré­problemet op­træder eller er størst.

Tildeling af gødning bør ikke ske i den sidste uge før faring. Den 3-ugers periode, hvori fæcesimmuniseringen i denne afprøv­ning foregik, kan for­mentlig med fordel forlænges til 6 - 7 uger.

På baggrund af afprøvningens resultater må det konkluderes, at fæcesimmunise­ring ikke kan betragtes som en metode, der generelt kan anbefales til løsning af diarréproblemer i diegivnings­perioden.

BAGGRUND

Et af de væsentligste sygdomsproblemer i diegivningsperioden er pattegrisediarré. Dette registreres gennemsnitligt i 17 pct. af kuldene i besætninger under Den rullende Afprøvning. En del af forklaringen på diarréproblemerne i farestalden kan tilskrives den øgede sektionering i produktionen, hvor drægtigheds- og fare­stalde adskil­les, samt hvor grisene opstaldes enkeltvis. Søer og gylte får derfor kun i mindre udstrækning kontakt med de smitte­stoffer (især fæcesrelaterede) i farestaldens miljø, som betinger patte­grise­diar­ré. Derfor danner søer og gylte uens og ikke altid til­strække­lige mæng­der anti­stoffer i råmælk og mælk.

Der eksisterer vacciner mod f.eks. colidiarré, der kan kompensere for manglende eller utilstrækkelig naturlig immuni­sering. Da der i den enkelte besætning kan ske et skift til nye coli-typer, er vaccinerne imidlertid ikke altid dækkende. Endelig er der ikke vacciner mod alle smittestoffer, ek­sempel­vis virus og coccidier.

Ved fodervaccinationer (fæcesimmunisering) aktiveres dannelsen af sekretorisk IgA i både råmælk og efterfølgende mælk. Ved traditio­nel vaccination (ind­sprøjt­ning) dannes primært IgG. Mæn­gden af IgA er, i forhold til IgG, konstant i mælken igennem hele diegiv­nings­perioden. Sekretorisk IgA kan modstå enzy­matisk ned­brydning i tarmen, hvorfor IgA yder god be­skyttelse af patte­grise mod diar­régivende smit­testoffer.

Formål

Formålet med afprøvningen var at undersøge, om der ved immuni­sering af drægtige søer og gylte med diarrégødning fra pattegrise i fare­stalden, kunne opnås en positiv effekt på diarréfrekvensen hos det efter­følgen­de kuld pattegrise.

GENNEMFØRELSE

Afprøvningen blev gennemført i 4 besætninger. Undersøgelsen blev gennemført i nært samarbejde med Institut for Intern Medicin, Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole. Produk­tionsforholdene i be­sætningerne fremgår af tabel 1. Farestaldene i de 4 besætninger var ikke sektionerede.

Besætningerne var udvalgt på grundlag af en meget høj frekvens af diarré i diegivningsperioden.

I alle besætningerne var de drægtige søer opbundet i bås. I be­sætning 1 og 2 var der spaltegulv i båsenes bageste del. I be­sætning 3 og 4 var der fast gulv i hele båsens areal.

Gyltene blev fikseret i bås senest 6 uger efter løbning.

Fodring

I alle besætningerne blev søerne fodret med tørfoder. I besætning 3 foregik fodringen af alle dyr manuelt.

Grupper

Søerne blev delt i 2 ens grupper, hvad angik race og alder. Søerne forblev i samme ­gruppe i hele afprøvnings­perio­den.

Gruppe 1:  Ingen fæcesimmunisering (kontrol).

Gruppe 2:  Fæcesimmunisering (forsøg).

Arbejdsrutinerne ved fæcesimmuniseringen var følgende

Opsamling af gødning: Der blev opsamlet gødning fra pattegrisene i farestalden, så vidt muligt fra alle kuld med diarré. Gød­ningen blev opsamlet i en spand, hvori der var lidt fysiologisk saltvand (ca. 1/2 dl salt til 2 l vand). Efter hver opsamling blev vand og gød­ning blandet. I perioder uden diarré, blev der opsamlet normal gødning fra patte­grisene i 3 kuld.

Fodring med gødning: Søer og gylte i forsøgs­gruppen fik tildelt gødningsop­løsning to gange om ugen i de sidste 3 uger før flytning til fare­stalden. Spanden med den opsam­lede gød­ning blev tilsat fysiolo­gisk salt­vand, hvor­efter gødning og væske blev blandet. Straks efter fodring blev ca. 1,5 dl af gød­ningsopløsningen hældt på foderet. Det betyder, at søer og gylte i forsøgs­gruppen er immuni­seret med gødning i perioden fra 28 til 7 dage før forventet faring.

Registreringer

Der blev foretaget registreringer af:

• Produktionsresultater. 
• Diarré (udbrud, antal, varighed, behandling).

Tillige blev der løbende indsendt gødningsprøver til labora­torie­analyser.

RESULTATER

Produktionsresultaterne for hver besætning fremgår af tabel 2 og 3. Tabel 4 viser gennemsnitstal for de 4 besætninger. Til­svarende er fre­kvensen af diarré i relation til pa­ttegrisenes alder i de 4 besætninger vist i figur 1.

a, b: Signifikant (P <0,05) forskellene skal læses indenfor hver be­sæt­ning.

a, b: Signifikant forskel, P <0,05.

Det samlede resultat af afprøvningen viste gene­relt ingen effekt af fæcesimmunisering (tabel 4). Antallet af levendefødte grise pr. kuld var ikke signifikant forskellig selvom forskellen mellem forsøg og kontrol var 0,2 grise pr. kuld. Antallet af døde patte­grise i l. leveuge var signifikant lavere i gruppen, der blev fæcesimmuniseret, men for hele diegivningsperioden var der ingen forskel i dødelighed mellem kontrol- og forsøgsgruppe.

Resultater­ne vedrørende pat­tegri­sediarré dækker over varia­tioner mellem de 4 be­sætninger (figur 1). I 3 ud af 4 besæt­ninger var diarré­fre­kvensen lavere i forsøgs­gruppen, men kun i én af de 3 besæt­ninger var reduk­tionen signi­fikant. Behand­lingsinten­siteten var kun lavere i forsøgs­grup­pen i én be­sætning. I de øvrige be­sætnin­ger blev der ikke fundet forskel.

Figur 1.  Diarréudbrud (pct.) i relation til grisenes alder. Besætning 1, 2, 3 og 4.

Be­handling mod diarré i de 4 besætninger blev i de fleste tilfælde foretaget med antibio­tika.

Ved laboratorieundersøgelser af døde pattegrise og gødningsprøver udtaget før og under afprøvningen er fastlagt, hvilke årsager der i de enkelte besætninger har været til diarrépro­ble­merne. Diarré­årsagerne fremgår af tabel 5.

I besætning 1 blev der registreret en generel positiv effekt af fæces­immunisering. Forsøgsgrup­pen viste en signifikant lavere forekomst af diarré, færre behandlinger og en lavere dødelighed i 1. leveuge. For pattegrise i 1.lægs kuld blev diarréfrekvensen reduceret fra 39 til 10 procent. For pattegrise fra andre søer reduce­redes diarréfrekvensen fra 39 til 29 procent. Problemer med diarré optrådte i denne besætning både før og under af­prøvningen meget konstant og næsten udelukkende ved 10 - 12 dages alderen (figur 1). Jf. tabel 5 har gødningsundersøgelser gennem hele af­prøvningsperioden afsløret konstante (og til tider store) mængder coccidier.

DISKUSSION/KONKLUSION

Der blev ikke opnået nogen nedgang i diarréfrekvensen hos patte­grise som følge af fæcesimmun­isering af drægtige søer og gylte. Resultaterne varierer meget mellem de 4 besætninger. Kun i 1 ud af de 4 besætninger var der signifikant positiv effekt af fæcesim­munisering på diarréfre­kvensen.

Diarréfrekvensen (procent kuld med diarré) var kun i be­sætning 1 redu­ceret ved fæcesimmuni­sering, og specielt hos 1.lægs søer var reduk­tionen stor. Tidspunktet for diarréudbrud i denne besætning var meget konstant og næsten altid, når pattegrisene var 10 - 12 dage gamle. Gødnings­analyser fra denne besætning viste, at diarré­problemet pri­mært var forår­saget af coccidier. I overensstemmelse hermed ses, at nedsættel­sen af diarréfrekvensen udelukkende skete i 2. leve­uge (figur 1), hvilket netop er det tidspunkt, hvor coc­cidio­se­diarré typisk op­træder. Resultaterne fra denne besætning tyder såle­des på, at fæcesimmuni­sering kan have god effekt ved coccidi­ose.

Antallet af diarréudbrud pr. kuld, antal grise pr. diarréudbrud og behandlingsperiodens længde varierede meget lidt mellem forsøgs-og kontrolgruppene inden­for besætningerne. Mellem besætningerne var der forskelle i procent behandlede grise. Denne forskel er naturlig, da det var land­mandens sædvanlige behandlingsprocedure, som skulle følges, blot skulle proceduren være ens i begge grupper.

Behandlingintensiteten var kun lavere i forsøgsgruppen i én be­sætning. Behandling af diarré i alle 4 be­sætninger blev i de fleste tilfælde foretaget med antibiotika. I de fleste tilfælde var én behandling nok, for at afhjælpe diarré­problemet.

For at sikre, at søerne bliver immuniseret mod de antistoffer, der forårsager diarré i farestalden, er det vigtigt, at den gødning, der opsamles og senere tildeles drægtige søer og gylte opsamles fra den aldersgruppe af pattegrise, hvor diarréproblemet optræder hyppigst.

Afprøvningen i de 4 besætninger viste ikke var tegn på, at diar­ré­problemet tiltog som følge af fæces­immunise­ring. Hos søer og gylte blev der ikke observeret diarré eller andre syg­doms­tegn i for­bindelse med tildeling af fæces fra patte­grisene i fare­stal­den.

Antallet af levendefødte grise pr. kuld var i forsøgsgruppen gen­nemsnitlig 0,2 grise højere. Denne forskel, som ikke var signifi­kant udlignes tildels af, at der var 0,1 flere dødfødte i kontrol­gruppen.

Arbejdsforbruget ved fæcesimmunisering var ca. 1 time pr. uge pr. 100 årssøer og har ifølge besætningsejerne ikke været belastende.

I denne afprøvning blev søerne immuniseret over en 3-ugers periode (28 - 7 dage før forventet faring). Effekten ved fæcesimmunisering kan formentlig forøges såfremt immuniseringsperioden forlænges til 6 - 7 uger. Det er dog vigtigt, at søerne ikke tildeles gødning i den sidste uge før faring.

På baggrund af resultaterne fra afprøvningen må det konkluderes, at fæcesimmunisering ikke kan anbefales som en metode, der generelt kan løse diarréproblemer hos pattegrise. Besætninger med coccidiose kan regne med en positiv effekt af fæcesimmuni­sering.

Fæcesimmunisering kan forsøges anvendt, da der ved afprøv­ningen ikke er registreret negativ effekt på søer, gylte eller patte­gri­se. Er der ved fæcesimmunisering af søer, hvis patte­gri­se har diarré, ikke opnået positiv effekt efter 2 - 3 kuld, kan der ikke for­ventes noget positivt resultat af immuni­se­rin­gen.