Spiramycin til smågrise

SAMMENDRAG

Foderblandinger indeholdende 40 ppm spiramycin henholdsvis 40 ppm tylosin blev sammenlignet med en blanding uden antibiotiske til­sætningsstoffer. Afprøvningen blev gennemført i to besætninger med smågrise i alde­ren 4-10 uger. Begge besætninger anvendte holddrift, og der indgik 6 hold pr. besætning, omfattende i alt ca. 620 grise pr. gruppe.

I blandingerne med spiramycin blev der genfundet 36-38 ppm spira­mycin, hvilket var ca. 7,5 pct. mindre end forventet. I blandinger­ne med tylosin blev der genfundet 42-51 ppm tylosin, hvilket gen­nemsnitligt var 16,5 pct. mere end forventet. Ingen af analyserne faldt udenfor latituderne.

Grupperne, der fik spiramycin og tylosin, opnåede signifikant 19 g henholdsvis 15 g højere daglig tilvækst end kontrolgruppen. Tylosingruppen havde signifikant 0,06 FEs lavere foderforbrug pr. kg tilvækst end kontrolgruppen, mens spiramycingruppen havde tendens til lavere foderforbrug pr. kg tilvækst end kontrolgruppen.

I besætning A var der god effekt af spiramycin og tylosin på den daglige tilvækst og daglige foderoptagelse, mens der i besætning B ikke var effekt på produktionsresultaterne ved at anvende spi­ramycin og tylosin i blandingerne.

Mellem grupperne, der fik spiramycin og tylosin, var der ikke forskel i produktionsresultaterne. Gruppen, der fik spiramycin, havde signifikant 0,02 FEs højere daglig foderoptagelse end kontrolgruppen. Der var ikke forskel i dødelighed og antal behandlinger mod diarré mellem de 3 grupper.

I de første 14 dage efter fravænning var der ikke effekt af spira­mycin eller tylosin på den daglige tilvækst og foderudnyttelse, i hver­ken be­sætning A eller B.

BAGGRUND

Spiramycin er et antibiotisk tilsætningsstof, der hører til den makrolide gruppe, og som produceres af Streptomyces ambofaciens.

I Danmark har spiramycin siden 1981 været godkendt til iblanding i foderblandinger til grise. Spiramycin må anvendes med 50 ppm indtil grisene er 17 uger gamle og 20 ppm indtil grisene er 26 uger gamle. Der har ikke været gennemført danske undersøgelser med spiramycin til grise. Udenlandske forsøg har vist effekt af spiramycin på linie med tylosin.

Formål

Formålet med afprøvningen var at sammenligne effekten af spiramycin og tylosin på tilvækst, foderforbrug og sundhed hos grise i perioden fra fravænning til ca. 25 kg.

GENNEMFØRELSE

Afprøvningen blev gennemført i to konventionelle besætninger. Afprøvningen omfattede 6 hold pr. besætning, svarende til ca. 620 grise pr. gruppe. I forbindelse med fravænning blev hvert kuld delt i 3 grupper. Afprøvningen blev gennemført med 3 fodergrupper, jf. tabel 1. Spiramycin blev leveret af Rhône-Poulenc, mens tylosin var fra Elanco.

Før fravænning fik smågrisene tildelt blandingen uden foderadditi­ver. Foderet blev tildelt fra ca. 10 dage før fravænning. I små­grisestaldene blev der tilstræbt fodring efter ædelyst. Grisene blev mellemvejet 14 dage efter fravænning.

Smågrisene fik tildelt en startblanding de første 14 dage efter fravæn­ning og en slutblanding i resten af perioden. Blandingerne var sammensat udfra næringsstofkravene til henholdsvis 3 og 5 ugers grise ("FOCUS PÅ Næringsstofnormer", 1989, Danske Slagte­rier). Blandingerne blev fremstillet af KFK. Sammensætning fremgår af tabel 2.

Ved hver foderproduktion blev der indsendt prøve til analyse på Steins Laboratorium. Foderprøverne blev analyseret for indhold af råprotein, råfedt, træstof, aske, calcium, fosfor, spiramycin, tylosin samt amino­syrerne; lysin, methionin, cystin og treonin. Blandingernes deklarerede og analyserede næringsindhold fremgår af tabel 3.

Der var god overensstemmelse mellem det deklarerede og analyserede næringsindhold i blandingerne. Det analyserede aminosyreindhold var forholdsvis konstant i start- og slutblanding­erne. Ingen af analyserne faldt udenfor lati­tuderne.

I blandingerne med spiramycin var der forventet 40 ppm spiramycin. Samtlige analyser for spiramycin lå mellem 36 og 38 ppm. Ingen af analyserne faldt udenfor latituderne. Her må indholdet af antibio­tiske tilsætningsstoffer afvige 35 pct. fra det deklarerede ind­hold.

Der var forventet 40 ppm tylosin i blandingerne med tylosin. Samt­lige analyser for tylosin lå mellem 42 og 51 ppm. Ingen af analy­serne faldt udenfor latituderne.

I én af slutblandingerne blev der i kontrolblandingen fundet spor af både tylosin og spiramycin. De fundne niveauer var så lave, at de menes uden betydning for afprøvningens resultat.

PRODUKTIONSRESULTATER

Tabel 4 og 5 viser afprøvningens produktionsresultater.

I besætning A opnåede spiramycin- og tylosingruppen 33 g (P <0,01) henholdsvis 29 g (P <0,01) højere daglig tilvækst end kontrolgrup­pen. Både spiramycin- og tylosingruppen havde i forhold til kon­trolgruppen en højere daglig foderoptagelse på 0,03 FEs (P <0,01). Mellem grupperne var der ikke forskel i foderudnyttelse og dødelig­hed. Lige efter fravænning var der en del kollektive behandlinger mod diarré, men mellem grupperne var der ikke forskel i antal behandlinger mod diarré.

Før mellemvejning var der mellem grupperne ikke forskel i daglig tilvækst og foderudnyttelse.

Efter mellemvejning opnåede spiramycin- og tylosingruppen 45 g (P <0,01) henholdsvis 36 g (P <0,03) højere daglig tilvækst og en højere daglig foderop­tagel­se på 0,05 FEs (P <0,01) henholdsvis 0,04 FEs (P <0,02) end kon­trolgruppen.

I besætning B var der mellem grupperne ikke forskel i daglig til­vækst, foderudnyttelse, daglig foderoptagelse og dødelighed. I perioden var der ikke problemer med diarré.

Før mellemvejning opnåede spiramycingruppen 17 g (P <0,05) højere daglig tilvækst end tylosingruppen, mens der ikke var forskel mellem spiramycin- og kontrolgruppen.

Efter mellemvejning havde tylosingruppen et lavere foderforbrug på 0,11 FEs (P <0,03) pr. kg tilvækst end kontrolgruppen, mens der ikke var forskel mellem spiramycin- og tylosingruppen.

a,b: De signifikante forskelle (P <0,05) skal læses indenfor besætning A eller B

For afprøvningen som helhed (tabel 5) opnåede spiramycin- og tylosingruppen 19 g (P <0,01) henholdsvis 15 g (P <0,03) højere daglig tilvækst end kontrolgruppen. Tylosingruppen havde 0,06 FEs (P <0,04) lavere foderforbrug pr. kg tilvækst end kontrolgruppen, mens spiramycin­gruppen havde tendens (P <0,06) til lavere foderforbrug end kon­trolgruppen.

Spiramycingruppen havde en højere daglig foderoptagelse på 0,02 FEs (P <0,04) end kontrolgruppen, mens der ikke var forskel mellem spiramycin- og tylosingruppen.

Mellem de 3 grupper var der ikke forskel i dødelighed og antal behandlinger mod diarré.

Før mellemvejning var der mellem grupperne ikke forskel i daglig tilvækst og foderudnyttelse.

Efter mellemvejning opnåede spiramycin- og tylosingruppen 25 g (P <0,03) henholdsvis 24 g (P <0,03) højere daglig tilvækst end kontrolgruppen. Tylosin­gruppen havde 0,08 FEs (P <0,03) lavere foderforbrug pr. kg til­vækst end kontrolgruppen, mens spiramycin­gruppen havde tendens (P <0,09) til lavere foderforbrug end kon­trolgruppen.

Med hensyn til den daglige foderoptagelse var der både for hele perioden og efter mellemvejning vekselvirkning (P <0,03) mellem besætning og forsøgsbehandling.

a,b: Signifikant forskel

DISKUSSION OG KONKLUSION

I denne afprøvning er der ikke nær fundet den variation i blanding­ernes indhold af antibiotiske tilsætningsstoffer, som tidligere beskrevet i meddelelse nr. 165, 171, 174 og 177 fra Den rullende Afprøvning.

I besætning A var der god effekt af spiramycin og tylosin på den daglige tilvækst i grisenes vækstperiode fra 6-10 uger. I besætning B var der ingen effekt på den daglige tilvækst ved at anvende spiramycin og tylosin i blandingerne. Tilsvarende resultat blev fundet i meddelelse nr. 171 fra Den rullende Afprøvning, hvor tylosin og salinomycin indbyrdes virkede meget forskelligt i den enkelte besætning.

For den daglige foderoptagelse var der vekselvirkning mellem be­sætning og forsøgsbehandling. I besætning A havde grupperne med spiramycin og tylosin signifikant højere daglig foderoptagel­se på 0,03 FEs end kontrolgruppen, mens der mellem grupperne i be­sætning B ingen forskel var i den daglige foderoptagelse. Resulta­tet antyder, at det var spiramycinens og tylosinens indflydelse på den daglige foderoptagelse, som medførte den øgede daglige til­vækst i besætning A.

Mellem grupperne med spiramycin og tylosin var der ikke forskel i produktionsresultaterne. Både spiramycin og tylosin hører til den makrolide gruppe, og de har samme antibiotiske virkning over for bakterier, da de begge påvirker proteinsyntesen. Det var derfor forventet, at effekten af spiramycin og tylosin var ens indenfor besætningen, hvilket afprøvningens resultat også viste.

I de første 14 dage efter fravænning var der ikke effekt af spira­mycin eller tylosin på den daglige tilvækst og foderudnyttelse, i hver­ken be­sætning A eller B. Dette resultat er også tidligere fundet i med­delelse nr. 162 og 165 fra Den rullende Afprøvning.

Mellem de 3 grupper var der ikke forskel i dødelighed og antal behandlinger mod diarré. Der er tidligere fundet tilsvarende resul­tater i meddelelse nr. 162, 165 og 171 fra Den rullende Afprøvning, hvor der ved anvendelse af BioPlus 2B, toyocerin, tylosin og sali­nomycin ikke var sammenhæng mellem forsøgsbehandling og antal behandlinger mod diarré. Det kan derfor ikke forventes at antallet af behandlinger mod diarré falder ved anvendelse af antibiotiske tilsætnings­toffer eller probiotika.

REFERENCER

Den rullende Afprøvning, medd. nr. 162, 1989. BioPlus 2B til smågrise.

Den rullende Afprøvning, medd. nr. 165, 1989. Toyocerin til smågrise.

Den rullende Afprøvning, medd. nr. 171, 1989. Salinomycin til smågrise.

Den rullende Afprøvning, medd. nr. 174, 1989. Salinomycin til ungsvin.

Den rullende Afprøvning, medd. nr. 177, 1990. 20 ppm virginiamycin til søer.