Farestier med 140 cm fast gulv og farestier med spaltegulv i hele stien blev afprøvet i to besætninger. Farestierne med delvis spaltegulv var indrettet med kombitri-barrist og smågrisehule. Farestierne med spaltegulv i hele stien var indrettet med varmeplade og henholdsvis tri-barrist og kombitri-barrist. Afprøvningen blev suppleret med en undersøgelse i 15 besætninger, hvor der var forskellige fabrikater af spaltegulve i hele stien.
I stierne med delvis spaltegulv blev der registreret en signifikant lavere fravænningsvægt. Der blev ikke konstateret forskelle på de øvrige produktionsresultater mellem søer og pattegrise opstaldet på de forskellige gulvtyper.
Spaltegulvene var meget glatte i farestierne med spaltegulv i hele stien. Sammenlignet med farestierne, som havde 140 cm fast gulv, blev der ikke fundet flere søer med afrevne biklove eller beskadiget yver og patter. I stierne med tri-barrist i hele stien blev der registreret signifikant flere søer med sår på biklove/ben og søer med støttevægring.
Rengøringsarbejdet mellem hvert hold, som omfattede udrensning af fast gødning og vask, blev næsten halveret i stierne med spaltegulv i hele stien sammenlignet med stierne med delvis spaltegulv.
Det var lettere at føre tilsyn med pattegrisene på varmepladen sammenlignet med smågrisehulen. Der blev i én besætning registreret et forbrug på 34 kWh pr. kuld til opvarmning af smågrisehulen og ca. 135 kWh pr. kuld til opvarmning af varmepladen.
Kombitri-barriste og tri-barriste er meget glatte og kan ikke anbefales i farestier med spaltegulv i hele stien. Den supplerende undersøgelse viste, at tri-barriste med U-no-slip har en bedre skridsikkerhed og derfor må foretrækkes frem for de afprøvede spaltegulve i hele stien.