Parasitologisk overvågning som alternativ rutinemæssig ormebehandling i sobesætninger

SAMMENDRAG

I vinteren 1986-87 blev 25 besætninger (med både søer og slagtesvin) med lavt infektions­niveau af indvoldsorm udvalgt blandt 28 undersøgte besætninger. I disse besætninger blev al rutinemæssig ormebehandling standset og erstattet med halvårlige undersøgelser af gødningsprøver fra fravænnede grise, slagtesvin og søer. I de efterfølgende 3 år blev der kun ormebehandlet efter behov.

Der blev konstateret spolorm (Ascaris suum) i 21 besætninger og knudeorm (Oesophagostomum spp.) i 3 besætninger. Der blev ikke med sikkerhed konstateret andre arter af indvoldsorm.

Infektionsniveauet for spolorm steg hos søerne i 12 besætninger. Den hastighed hvormed infektionsniveauet steg varierede fra besætning til besætning. Disse besætninger blev stillet frit, så det var tilladt at behandle avlsdyrene mod orm, hver gang et forøget infektionsniveau var konstateret ("behandling efter behov"). Besætningerne vendte tilbage til det oprindelige lave infektionsniveau efter 1-2 behandlinger. Dette skete dog ikke for de besætninger, der undlod at behandle trods højt infektionsniveau.

Der blev påvist knudeorm hos søerne i 3 besætninger. I 2 af disse var der tale om et meget lavt infektionsniveau gennem hele undersøgelsesperioden. I den 3. besætning blev knudeorm ikke påvist før sidste prøvetagning, hvor infektionsniveauet til gengæld var ganske anseligt - dette kunne imidlertid relateres til intensiv smitte fra en nabobesætning. Uanset hvilket infektionsniveau søerne havde, var det umuligt med sikkerhed at påvise ormeinfektioner hos fravænnede grise.

Spolorm fandtes ikke eller forekom kun på lavt niveau hos slagtesvinene i 21 besætninger, mens slagtesvinene i de sidste 4 besætninger havde varierende infektionsgrad med spolorm. Der blev på intet tidspunkt konstateret knudeorm hos slagtesvinene.

Det konkluderes, at mange større sobesætninger kan standse med rutinemæssig ormebehand­ling. Dette dog under forudsætning af, at besætningernes ormestatus til gengæld overvåges med gødningsprøver, og at avlsdyrene samt fravænnede grise ormebehandles efter behov.

BAGGRUND

En større undersøgelse af forekomsten af indvoldsorm i danske svinebesætninger i 1982-84 viste, at procenten af inficerede svin var faldet væsentligt siden 1960'erne. I hovedtræk havde de mest traditionelt drevne besætninger stadig højt infektionsniveau af både spolorm og knudeorm, samt sporadisk forekomst af piskeorm og trådorm, mens de mere intensivt drevne besætninger ofte kun havde få spolorm. Det blev konstateret, at ormeforekomsten hos slagtesvin kun var korreleret med produktionssystem og hygiejne, og ikke med ormebehand­ling. Hos søerne var der ligeledes korrelation med produktionssystem og hygiejne, men her havde rutinemæssigt ormebehandling en væsentlig medindflydelse på ormeforekomsten.

Behandling med ormemidler bør have indflydelse på ormeforekomsten, idet de orm, der forekommer i svninen på behandlingstidspunktet, tilintetgøres. Ormene er imidlertid også afhængige af de ydre omgivelser, når de skal gennemføre deres livscyklus, idet ormeæggene, efter at være kommet ud med gødningen, skal gennemløbe en vis udvikling i staldbunde, før de kan smitte et nyt svin. Derfor er det også indlysende, at driftformer, der er ugunstige for ormeæggenes udvikling, kan medvirke til et formindsket infektionstryk.

FORMÅL OG GENNEMFØRELSE

Formålet med afprøvningen var at undersøge, om intensivt drevne sobesætninger med lav forekomst af indvoldsorm kan kontrollere ormeinfektionerne udelukkende ved hjælp af et godt produktionssystem samt god hygiejne, og om rutinemæssig ormebehandling kan erstattes af parasitologisk overvågning samt behandling efter behov.

I vinteren 1986-87 blev der foretaget en parasitologisk undersøgelse af sobesætninger med egen produktion af slagtesvin. Formålet var at finde 25 besætninger med så lav forekomst af indvoldsorm, at det kunne anbefales, at al ormebehandling ophøret midlertidigt. Besætningerne var ikke udvalgt tilfældigt, idet der var tale om besætninger med mindst 50 søer, hvoraf de fleste fandtes i Midtjylland, enkelte i Nordjylland og en enkelt på Sjælland. De fleste besætninger havde en realtiv stor andel med spalter, men der blev lagt vægt på, at også bestæninger med fast gulv og halmstrøelse skulle undersøges. Ligeledes blev besætningerne udvalgt således, at ca. halvdelen var konventionelle, mens resten var SPF- eller reinficerede SPF-/MS-besætninger.

I alt 28 besætninger blev undersøgt før de 25 deltagende besætninger var fundet, idet 3 besætninger ud af 28 blev bedømt til at have for højt infektionsniveau til at kunne deltage i et behandlingsstop. Der var således tale om en ret begrænset udvælgelse på grundlag af målte ormeforekomster.

Ved hver prøvetagning blev der taget individuelle gødningsprøver direkte fra endetarmen af 10 fravænnede grise (25-30 kg, dvs. 10-12 uger gamle), 10 store slagtesvin (80-90 kg), og 10 drægtige søer og 10 diegivende søer. Efter den første undersøgelse i vinteren 1985-87, blev der fra marts 1987 og 3 år frem rutinemæssigt taget pøver hvert halve år i henholdsvis marts-april og i september-oktober. I nogle besætninger blev der desuden taget ekstraprøver i de mellemliggende tidsrum, hvor infektionsniveauet skulle følges nærmere.

Alle prøver blev undersøgt ved hjælp af en modificeret McMastermetode med en følsomhed på 20 æg pr. gram gødning. For spolorm er gødningsprøver med under 200 æg pr. gram gødning regnet for falske positive, forårsaget af at svinene havde optaget æg fra stibunden, hvorefter disse æg blev genfundet i lavt antal i laboratoriet.

Undersøgelsen belv gennemført i samarbejde med Institut for Veterinær Mikrobiologi, Den kg. Veterinær- og Landbohøjskole.

RESULTATER

Allerede i foråret 1987 ungik én besætning (bes. 7), da infektionsniveauet med spolorm var steget væsentligt allerede ved den første rutinemæssige prøvetagning. Yderligere 3 besætninger udgik af projektet efter 1 år: bes. 11 blev skabsanret med Ivomec, bes. 21 skiftede ejer, og i bes. 28 blev der ormebehandlet uden for aftale.

De enkelte besæntingers produktionssystmer er beskrevet i App. 1. (App. 1 er ikke medtaget i denne tekst, men kan rekvireres ved henvendelse til Landsudvalget for Svin, DANSKE SLAGTERIER, Axeltorv 3, 9 København V., tlf. 33 11 60 50, (Red.)).

Forekomsten af spolorm (Ascaris suum) hos søer og slagtesvin i undersøgelsesperioden er ligeledes vist for hver enkelt besætning, mens forekomsten af knudeorm (Oesophagostomum spp.) hos søerne kun er vist for de 3 besætninger, hvori denne orm blev påvist. Da der aldrig blev konstateret knudeorm hos fravænnede grise eller slagtesvin og heller aldrig med sikkerhed spolorm hos fravænnede grise, er disses resultater udeladt fra figurene (se App. 2), (App. 2 er ikke medtaget i denne tekst, men kan rekvireres ved henvendelse til Landsudvalget for Svin, DANSKE SLAGTERIER, Axeltorv 3, 9 København V., tlf. 33 11 60 50, (Red.)).

Det bør nævnes, at der var yderst sporadiske fund af spolormeæg hos fravænnede grise, men at de blev klassificeret som falske positive prøver. Der blev i alt fundet 10 falske positive prøver, hvorafd er i de 9 prøver kun blev fundet ét enkelt æg og i den 10. prøve to æg. De 10 falske positive prøver var fordelt på 9 forskellige besætninger. Der blev ikke med sikkerhed konstateret andre ormearter, idet i alt 5 fundne æg af piskeorm (stammende fra 4 forskellige besætninger) meget vel kan forklares med, at søerne har ædt materiale indeholdende æg af musens piskeorm.

Tendenserne i forløbet af infektionerne med spolorm og knudeorm er opsummeret i tabel 1. Den første prøveudtagning som dannede baggrund for udvælgelsen af besætninger, er ikke taget med i denne opgørelse, da enkelte besætninger ormebehandlede indtil umiddelbart før første rutinemæssige prøvetagning i marts-april 1987.

*: Heraf én besætning udgået allerede foråret 1987

1, 2 og 3: Heraf udgået henholdsvis 1, 2 eller 3 besætninger foråret 1988 (forskellige årsager).

Tabel 2 viser spolorm infektionerne i relation til besætningens sundhedsmæssige status (SPF/MS kontra Konv.).

Knudeorm blev kun fundet yderst sporadisk hos søerne i 2 besætninger (bes. 2 og 26), mens én besætning (bes. 17) fik påvist knudeorm for første gang ved den sidste prøvetagning, hvor 30 pct. af søerne var positive på lavt niveau. Denne introduktion af knudeorm i besætningen kan forklares, idet en del af søerne på grund af staldombygning var opstaldet i en nabobesætning i flere måneder i slutningen af 1989.

Spolorm blev konstateret i 21 bestæninger. Som nævnt blev spolorm ikke med sikkerhed påvist hos de fravænnede grise, hvilket viser, at smitten i farestierne var ekstrem lav. Dette bekræftes også af, at spolorm ikke fandtes (f.eks. bes. 5, 17 og 18) eller kun forekom meget sporadisk (f.eks.) bes. 3, 6 og 24) hos slagtesvinene i 15 besætninger. Yderligere 9 besætninger havde konstant lav forekomst (f.eks. bes. 26) eller enkelte gange høj forekomst, efterfulgt af spontant fald (f.eks. bes. 9). Endelig havde én besætning (bes. 1) ingen spolorm hos slagtesvinene, før der var henholdsvis 20 og 30 pct. inficerede svin i de sidste 2 prøvetagninger - om der er tale om en midlertidig eller permanent stigning er uvist.

*: Heraf én besætning udgået allerede foråret 1987

1 og 2: Heraf udgået henholdsvis 1 og 2 besætninger foråret 1988 (forskellige årsager)

Kun hos søerne kunne der registreres en tydelig effekt af behandlingsstoppet på frekvensen af spolorm. Således havde 12 besætninger en anseelig stigning i infektionsniveauet i løbet af undersøgelsesperioden - i nogle besætninger kom stigningen hurtigt (f.eks. bes. 6 og 16), mens den i andre kom sent (f.eks. bes. 3 og 13) og i et enkelt tilfælde var sammenfaldende med en ændret driftsform (bes. 27). Disse 12 besætninger blev alle stillet frit med hensyn til at behandle gylte, søer og orner efter hver påvisning af et højt infektionsniveau, og der blev efterhånden behandlet i 9 besætninger (f.eks bes. 10, 16 og 18), mens de øvrige 3 besætninger enten ikke nåede at ormebehandle i forsøgsperioden (bes. 3) eller fortsatte uden behandling, fordi infektionsniveauet hos grise og slagtesvin fortsat var lavt (bes. 6 og 22).

Behandling hos søerne fandt i reglen sted umiddelbart efter påvisning af et højt infektions­niveau. Efter behandling var infektionsniveauet i nogle besætninger (f.eks. bes. 10 og 13) længe omn at stige, andre besætninger (f.eks. bes. 24) behandlede igen allerede efter den efterfølgende prøvetagning.

DISKUSSION

Det er meget bemærkelsesværdigt, at søerne var den mest spolorminficerede aldersgruppe. Dette er et inddirkete bevis på, at smittetrykket var meget lavt i besætningerne, da søerne ellers ville være blevet immune under deres opvækst og derfor havde lavere infektions­niveau end slagtesvinene.

Det er også bemærkelsesværdigt, at selv om der var en til tidler ret kraftig udskillelse af ormeæg fra søerne, hvilket ikke kan have undgået at inficere farestierne, blev pattegrisene ikke smittet i nogen af besætningerne. Fra tidligere danske undersøgelser vides, at 10-12 uger gamle grise godt kan være massivt inficeret, og med det kendskab der er til spolorms livscyclus, må smitten være sket i farestierne.

Derfor må konklusionen være, at forholdene i farestierne har været ugunstige for udviklingen af smittefarlige æg/larver i de fulgte besætninger.

I nærværende undersøgelse har det generelt været umuligt at pege på nogle enkeltfaktorer som årsag til lav forekomst af spolorm i relation til produktionsystem m.m. Der var dog en tendens til, at f.eks. SPF/MS-besætninger klarede behandlingsstoppet bedst, men der var alligevel ingen klare retningslinier.

Således var der f.eks. højt infektionsniveau hos søerne i nogle SPF-besætninger (bes. 6 og 16), mens enkelte konventionelle besætninger klarede behandlingsstoppet uden stigning i infektionsniveau (bes. 9 og 17).

I afprøvningsperioden måtte besætningerne ikke brug Ivomec til skabbehandling, da dette præparat også er registreret som ormemiddel. Der er imidlertid også andre skabmidler som kan tænkes at have ormemiddeleffekt.

Således mener Bayer A/S, at Sebacil pour-on kan fjerne nogle af spolormene fra behandlede dyr, og vask med Neguvon kan ligeledes tænkes at have nogen effekt, hvis svinene optager større mængder gennem munden.

I nærværende undersøgelse blev Sebacil pour-on brugt i bes. 9, 17 og 23, mens Neguvon blev benyttet i bes. 10, 21 og 26. De øvrige besætninger havde SPF-status, var skabskabsaneret ved hjælp af Ivomec eller skabbehandlede ikke. For begge præparater gjaldt, at de blev brugt i én besætning, der klarede behandlingsstoppet meget fint, samt én besætning der begyndte at ormebehandle.

Der er med andre ord ingen tegn på, at behandlinger med Sebacil pour-on eller Neguvon har haft nogen væsentlig indflydelse på ormeforekomsterne.

Udgift til medicin i forbindelse med rutinemæssig ormebehandling er ca. 25 kr. pr. årsso. Dette under forudsætning af at alle søer og gylte ormebehandles før hver faring, orner et tilsvarende antal gange, og alle smågrise én gang i 7-8 ugers alderen.

Til slut skal der gøres opmærksom på, at selv om spolormeinfektioner hos svin sædvanligvis ikke fremkalder synlige symptomer, kan massiv smitte (mange vandrende larver i lever og lunger) medfører større eller mindre produktionstab i form at nedsat foderudnyttelse. Flere undersøgelser har imidlertid vist, at ormebehandling af slagtesvin normalt ikke kan borbedre tilvæksten, og derfor anbefales det som regel ikke at behandle i slagtesvinestalden.

Det er derfor usandsynligt, at de fulgte besætninger har haft nogen negativ effekt af behandlings­stopet, hvad angår tilvæksten hos grise og slagtesvin.

Med hensyn til søerne er situationen, at der ikke foreliger nogle undersøgelser over spolormein­fektioners eventuelle indflydelse på produktionsresultaterne, hviket må bero på, at spolorm normalt betragtes som en "børnesygdom". Imidlertid må et højt infektionsniveau hos søerne parakoksalt nok anses for at være et resultat af et lavt smitteniveau, for ellers havde fravænnede grise og slagtesvin været mere inficeret, og søerne var blevet immune under deres opvækst. Derfor har søerne næppe været plaget af store mænder vandrende laver i lever og lunger, og det er netop denne vandring, der normalt anses for at være mest skadelig.

I følge denne argumenta­tion kan der ikke have været noget væsentligt produktions­tab hos søerne, men hvorvidt tilstedeværelse af voksne orm i tarmen kan påvirke søernes produktionsresultater i målelig grad mangler dog at blive undersøgt.

KONKLUSION

Undersøgelsens resultater tyder på, at smittemulighederne for orm i en del store veldrevne so- og slagtesvinebesætninger i Danmark er meget ringe. Dette må skyldes et staldmiljø, der er ugunstigt for udviklingen af infektive æg/larver.

I disse besætninger er parasitologisk overvågning derfor et realistisk alternativ til rutinemæssig forebyggende behandling af en ellers ukendt og ofte særdeles lav ormeforekomst.

I en sådan besætning anbefales det derfor at udtage gødningsprøver fra mindstg 10 søer og 10 smågrise (10-12 uger gamle) hvert halvår. Prøverne analyseres for forekomst af indvoldsorm, hvorefter det vurderes om besætningen forsøgsvis kan holde op med at ormebehandle eller hvilken behandlingsstrategi der i givet fald skal benyttes.

Udgifter til denne analysse (eksklusive evt. dyrlægehonorar) er pr. 1.1.91 ca. 1000 kr. (excl. moms) for de pågældende 20 analyser. Analyseudgiften er ca. 2000 kr. pr. år, hvilket svarer til medicinudgiften ved rutinemæssig ormebehandling af 80 årssøer. I disse tal er ikke medregnet forbrug af arbejdstid i forbindelse med udtagning af gødningsprøver eller rutinemæssig behandling mod orm.

REFERENCER

Roepstorff, A. and S.E. Jorsal, 1989, Prevalence of Helminth Infections in Denmark. Veterinary Parasitology, 33: 231-239.

Roepstorff, A. and S.E. Jorsal, 1990. Relationship of the Prevalence of Swine Helminths to Management Practices and Anthelmintic Treatment in Danish Sow Herds. Veterinary Parasitology, 36: 245-257.