Jern til smågrise

SAMMENDRAG

Afprøvningen blev gennemført over en et-årig periode i to sobesæt­ninger, og omfattede i alt 826 kuld. Formålet var at undersøge gris­enes evne til at udnytte oralt tildelt jern (FRESTA-FER) og in­jiceret jern. Endvidere blev det undersøgt, om grise kunne undvære jernbehandling.

Når grisene ikke fik jernbehandling, resulterede det i signifikant lavere hæmoglobin og hæmatokrit værdier i forhold til de jern­behandlede grise. Når grisene begyndte at optage foder i større mængde, steg hæmoglobin- og hæmatokrit­niveauerne, således at der ikke var forskelle mellem grisene i de tre grupper ved 60 dages alderen.

Første tegn på jernmangel er nedsat tilvækst, hvilket også blev konstateret, når grisene ikke fik jernbehandling. I den ene besætning, hvor der var et højt smittepres, blev der konstateret en øget dødelighed efter fravænning, når grisene led af jernman­gel.

Pattegrisene fik tilbudt 80 g FRESTA-FER pr. kuld pr. dag, svarende til 100 g pr. gris i hele perioden. Pattegrisene ville gerne æde produktet, og denne mængde var tilstrækkelig til at dække grisenes jernbehov.

Undersøgelsen viste ingen forskelle i produktionsresultaterne mellem grisene, som fik injiceret jern på 3. levedøgn henholdsvis jern oralt i form af FRESTA-FER fra 3.-14. levedøgn.

På baggrund af denne undersøgelse kan FRESTA-FER anvendes som jernpræparat til pattegrise med samme resultat som injiceret jern.

Pris på og arbejde i forbindelse med jernbehandling bør afgøre, om man vælger injektion eller oral tildeling.

BAGGRUND

De første tre uger efter fødslen firedobles pattegrisenes vægt, så pattegrisene skal danne meget blod i denne periode. Da patte­grisenes daglige jernbehov (ca. 7 mg) er væsentligt større end tilførslen fra somælken (ca. 1 mg), er det medfødte jerndepot (ca. 50 mg) op­brugt efter ca. 1 uge.

For at undgå jernmangel skal pattegrisene have et ekstra tilskud af jern, indtil behovet for jern kan dækkes via optagelse af jern gennem foderet. Tilskud af jern kan gives ved injektion eller oralt.

FRESTA-FER er et produkt, som indeholder jernfumarat og naturlige smags- og aromastoffer. Pattegrisene skal selv æde produktet. FRESTA-FER tildeles pattegrisene i alderen fra 3 til 14 dage.

Det hævdes, at pattegrise kan undvære ekstra jern, hvis de tildeles en startfoderblanding i farestalden indeholdende 200 mg jern pr. kg.

Formål

Afprøvningens formål var at belyse effekten af FRESTA-FER på pattegri­senes dødelighed, sundhed og tilvækst i diegiv­nings- og fravænningsperioden, samt at undersøge effekten af at undlade tildeling af ekstra jern til pattegrise.

GENNEMFØRELSE

Afprøvningen blev gennemført i to sobesætninger:

Besætning A:

Nystartet SPF-besætning. Der blev anvendt våd­foder i besætningen.

Besætning B:

MS-besætning. Der blev anvendt tørfoder i besætningen.

Ved faring blev søerne delt i tre ens grupper mht. kuldnr. og race. Efter faring blev der foretaget kuldudligning, så antal grise pr. kuld i grupperne blev så ens som muligt.

Behandlingen i de enkelte grupper var følgende:

Gruppe 1  (kontrol) :          Injektion af 200 mg jern i lys­kefol­den tre dage efter faring.

Gruppe 2  (forsøg)  :          FRESTA-FER doseres efter ædelyst indenfor perioden 3.-14. leve­døgn.

Gruppe 3  (forsøg)  :          Ingen jernbehandling.

Pattegrisenes antal og vægt blev kuldvis registreret i forbindelse med behandlingen tre dage efter faring samt ved fravænning.

Pattegrisene fik tilbudt tørfoder, indeholdende 200 mg jern pr. kg, efter 14. levedøgn.

Efter fravænning blev grisene fulgt til afgang fra smågrisestal­dene. Her blev registreret daglig tilvækst og antal døde grise.

PRODUKTIONSRESULTATER

I tabel 1 er vist produktionsresultaterne fra besætningerne.

Besætning A: Produktionsresultaterne viste signifikant lavere daglig tilvækst i gruppe 3 i forhold til gruppe 1 og 2. Dette var tilfældet både i farestalden og smågrisestalden. I farestalden var der ikke forskel på dødelighedsprocenten mellem grupperne, mens der var til lidt højere dødelighed i gruppe 3 i smågrises­talden i forhold til gruppe 1. Der blev ikke fundet forskelle mellem gruppe 1 og 2.

Besætning B: Produktionsresultaterne viste signifikant lavere daglig tilvækst i gruppe 3 i forhold til gruppe 1 og 2. Dette var tilfældet både i farestalden og smågrisestalden. I farestalden var der ikke forskel i dødelighedsprocenten mellem grupperne, mens der i smågrisestalden var en signifikant højere dødelighed i gruppe 3. Gruppe 3 blev indstillet i denne besætning, da der var kuld nok til at konstatere signifikans på både tilvækst og dødelighed; derfor de færre kuld i denne gruppe. Der blev ikke fundet forskelle mellem gruppe 1 og 2.

Tabel 1. Produktionsresultater, to besætninger
Besætning	A				B
Gruppe	1	2	3	1		2	3
Farestald
Antal kuld Antal grise på 3. dagen Antal frav. grise Døde fra 3. dag til frav., pct Alder ved frav., dage Vægt ved frav., kg Daglig tilvækst, g Diarré i 1. leveuge, pct.	129 9,9 9,5 4,0 27 7,2a 265a 0	136 10,0 9,5 3,8 27 7,3a 256a 0	102 9,9 9,5 3,9 27 6,9b 232b 0	207 10,1 9,5 5,8 27 7,1a 214a 7,8		201 10,1 9,5 6,3 27 7,0a 206a 6,8	43 10,2 9,6 5,2 27 6,5b 176b 2,3
Smågrisestald
Vægt ved afgang, kg Daglig tilvækst, g Døde, pct.	18,3 398a 0,1	18,2 391a 0,6	17,0 366b 1,1	28,5 422a 2,1a		28,2 412a 2,5a	25,6 375b 4,3b

a,b: Signifikant forskellig (P <0,05)

I tabel 2. er vist de samlede produktionsresultater.

Tabel 2. Samlede produktionsresultater
Gruppe	1	2	3
Farestald
Antal kuld Antal grise på 3. dagen Antal frav. grise Døde fra 3. dag til frav., pct Alder ved frav., dage Vægt ved frav., kg Daglig tilvækst, g Diarré i 1. leveuge, pct.	336 10,0 9,5 5,1 27 7,1a 235a 3,9	337 10,1 9,5 5,3 27 7,1a 222a 3,4	153 10,0 9,5 4,2 27 6,7b 193b 1,2
Smågrisestald
Vægt ved afgang, kg Daglig tilvækst, g Døde, pct.	25,0 414a 1,4	24,8 405a 1,8	23,0 374b 2,1

a,b: Signifikant forskellig (P <0,05).

Produktionsresultaterne viste signifikant lavere daglig tilvækst i farestalden og smågrisestalden for grisene i gruppe 3 i forhold til gruppe 1 og 2. Mellem gruppe 1 og 2 blev der ikke konstateret forskelle i produktionsresultaterne.

FRESTA-FER

Pattegrisene fik tildelt FRESTA-FER efter ædelyst. I praksis fik hver gris tilbudt ca. 100 g fra 3.-14. levedøgn, svarende til at hvert kuld dagligt fik tildelt ca. 80 g. Hvorvidt pat­tegrisene har ædt den tildelte mængde kan ikke afgøres, da FRESTA-FER blev tildelt på gulvet, men pat­tegrisene ville gerne æde produktet.

Blodprøver

I forbindelse med afprøvningen blev der udtaget blodprøver, som blev analyseret for hæmoglobin og hæmatokrit.

Hæmoglobin:	Koncentrationen af proteinstoffet hæmo­globin målt som g/l blod.
Hæmatokrit:	Erythrocyternes volumenprocent, dvs. den pro­centdel de røde blodlegemer udgør af det samlede blods volumen.

Der blev udtaget 46 blodprøver pr. gruppe i diegivningsperioden og 42 blodprøver pr. gruppe efter fravænning. Resultaterne viste samme tendens i begge besætninger.

I tabel 3 er vist de samlede resultater af blodprøverne.

Tabel 3. Blodets indhold af hæmoglobin og hæmatokrit
Gruppe	1	2	3
Før fravænning
Antal prøver Hæmoglobin, g/l Hæmatokrit, pct.	46 119,3a 38,2b	46 127,0a 41,3a	40  64,9b 24,7c
Efter fravænning
Antal prøver Hæmoglobin, g/l Hæmatokrit, pct.	42 117,5a 39,0ab	42 119,5a 39,5a	42 102,7b 36,7b

a,b,c: Signifikant forskellig (P <0,05)

Resultaterne viste et signifikant lavere indhold af hæmoglobin hos grisene i gruppe 3. Dette blev konstateret både før og efter fravænning. Hæmatokritprocenten var før fravænning signifikant højere i gruppe 2 i forhold til gruppe 1 og 3. Gruppe 1 var også signifikant højere end gruppe 3. Efter fravænning var hæmatokritprocenten signifikant højere i gruppe 2 i forhold til gruppe 3.

I forbindelse med udtagning af blodprøverne blev grisenes alder registreret for at kunne følge hæmoglobin- og hæmatokritniveauets udvikling som funktion af alder.

Figur 1.  Udvikling i grisenes hæmoglobinniveau

Figur 2.  Udvikling i grisenes hæmatokritniveau

I figur 1 og 2 er vist udviklingen i grisenes hæmoglobin- og hæmatokrit­niveau i aldersperioden 12-60 dage for begge besætninger.

Af figur 1 fremgår det, at udvikling i hæmoglobinniveau som funktion af alder var ens i gruppe 1 og 2. Grisene i gruppe 3 lå på et væsentligt lavere niveau, men når grisene begyndte at æde tørfoder, steg hæmoglobinindholdet i blodet. Når grisene var 60 dage gamle, var der ikke forskel på de tre grupper.

Af figur 2 fremgår det, at hæmoglobinprocenten var højere i gruppe 2 end i gruppe 1 i dieperioden. Herefter var der ikke forskelle mellem de to grupper. I gruppe 3 havde grisene en væsentlig lavere hæmatokritpro­cent i starten, men også her regulerede det sig, når grisene begyndte at optage tørfoder, således at niveauet var ens mellem grupperne, når grisene var 60 dage gamle.

DISKUSSION/KONKLUSION

Pattegrise skal have et indhold af hæmoglobin i blodet på over 90-100 g pr. liter blod for ikke at lide af blodmangel. De grise, der ikke fik jernbehandling, havde et indhold på ca. 65 g hæmoglobin pr. liter blod. Dette niveau medførte subklinisk jernmangel, som resulterede i signifikant lavere daglig tilvækst. I ingen af besætningerne blev der konstateret øget dødelighed i farestalden, men grisene var tydeligvis mere blege og mindre trivelige. Dette blev også observeret i afprøvningen af "Coloron til pattegrise" (meddelelse nr. 176).

Efter fravænning var der stadig en signifikant lavere tilvækst blandt de grise, der ikke havde fået jernbehandling. I besætning B blev der også konstateret en signifikant højere dødelighed i denne gruppe - i besætning A blev dette ikke observeret. Dette skyldes sandsynligvis et større smittepres i fravænningsstaldene i besætning B. Dette smittepres har grisene ikke været i stand til at modstå på grund af subklinisk jernmangel og lavere fravænnings­vægt.

De grise, der fik FRESTA-FER, havde et højere hæmoglobin- og hæmatokritniveau end de grise, der fik jerninjektion. Forskellene skal sandsynligvis søges i grisens mulighed for at regulere jernoptagelsen. Ved injektion får grisen et intramuskulært jerndepot, mens den ved FRESTA-FER tildeling regulerer jernoptagel­sen fra tarmen i takt med forbruget af jern i kroppen.

Det højere hæmoglobin- og hæmatokritniveau resulterede ikke i forbedrede produktionsresultater i denne gruppe i forhold til gruppen, som fik jerninjektion.

En mulig forklaring på at forskellen i blodværdierne ikke slog igennem i produktionsresultaterne er, at blodets maksimale indhold af hæmoglobin overstiger det indhold, som er nødvendigt for at sikre optimal vækst. Dette blev også observeret i afprøvningen af "Jerntilskud til pattegrise, inferon 10 pct. mod Gleptosil" (meddelelse nr. 116).

Pattegrisene fik tilbudt tørfoder fra 14 dages alderen. Der blev ikke konstateret forskelle i den mængde foder pattegrisene optog i farestalden.

Denne undersøgelse viste, at det ikke var muligt at undlade jernbehandling af pattegrise, samt at tildeling af FRESTA-FER efter ædelyst fra 3.-14. levedøgn var en lige så effektiv jernbehandling som injektion med 200 mg jern 3 dage efter faring.

Pris på og arbejde i forbindelse med jernbehandlingen bør afgøre, om man vælger injektion eller oral tildeling.

REFERENCELISTE

Den rullende Afprøvning, Medd.nr.116, 1987 "Jerntil­skud til pattegrise, inferon 10 pct. mod Gleptosil".

Den rullende Afprøvning, Medd.nr.176, 1990 "Coloron til pattegrise"