Vådfoder til smågrise i perioden 10 - 35 kg

SAMMENDRAG

To grupper blev sammenlignet. Den første gruppe fik tildelt tørfoder i perioden 4-12 uger. Den anden gruppe fik tildelt tørfoder i perioden 4-6 uger efter fravænning og derefter vådfoder i perioden 6-12 uger.

Afprøvningen blev gennemført i to besætninger med smågrise i alderen 4-12 uger og omfattede i alt ca. 840 grise pr. gruppe.

I begge besætninger var tilvæksten højest hos de grise, der fik vådfoder i perioden 6-12 uger. Forskellen var 42 g i besætning A og 66 g i besætning B. Den tørfoderblanding, der blev brugt i besætning B, havde et lavere indhold af aminosyrer end forventet. Dette er en del af forklaringen på forskellen i daglig tilvækst i denne besætning.

Der var ikke problemer ved brug af fiskemel. ostevalle, gærfløde, småkager og restmælk i vådfoderet.

Der var ikke forskel i dødelighed og antal behandlinger mod diarré mellem de to grupper.

I besætning B blev der for nogle af grisene registreret daglig tilvækst og foderforbrug de første 6 uger efter indsættelse i slagtesvinestalden. Alle slagtesvinene fik vådfoder, som blev tildelt restriktivt 4 gange i døgnet.

De tørfodrede smågrise havde i slagtesvineperioden en højere daglig foderoptagelse, højere daglig tilvækst og bedre foderudnyttelse end de vådfodrede smågrise. Forskellen var 103 g i daglig tilvækst og 0,36 FEs pr. kg tilvækst til fordel for de grise, der fik tørfoder i smågriseperioden.

BAGGRUND

Flere svineproducenter installerer vådfodring til smågrise. Smågrise er mere "sarte" end søer og slagtesvin, og det er derfor vigtigt, at strategi, teknik og foder er i orden. Meddelelse nr. 57 (1983) fra Den rullende Afprøvning be­skriver tek­niske proble­mer som årsag til ringere resul­tater hos de vådfod­rede små­grise i forhold til de tørfodrede smågrise. De nyere vådfodringsanlæg har ikke de samme tekniske problemer som beskre­vet i meddelelse nr. 57 fra Den rullende Afprø­vning.

I efteråret 1989 blev der indsamlet følgende erfaringer fra 12 besæt­ninger: For at undgå iblanding af restmængder fra so- og slagtes­vinefoder er det nødvendigt med særskilt rør­streng til smågrisestal­den. Der skal være en afstand på mindst 3 cm fra føler til krybbebund. Der skal regnes med 17 cm krybbe pr. ædeplads. 6 grise kan deles om en ædeplads, hvilket svarer til 30-40 grise pr. 100 cm krybbe. Desuden skal grisene have fri adgang til vand (1 drikkeventil pr. 15 grise).

Formål

Formålet med afprøvningen var at sammenligne vådfodring kontra tørfodring med hensyn til tilvækst og sund­hed hos smågri­se i alderen 6-12 uger. I besætning B blev der for en del af grisene i slagtesvineperioden registreret daglig tilvækst og foderudnyttelse afhængig af, om grisene som smågrise fik tør- eller vådfoder.

GENNEMFØRELSE

Afprøvningen blev gennemført i to kon­ventio­nelle besætninger med grise i alderen 4-12 uger. Der var ca. 840 grise pr. gruppe. I forbindelse med fravænning ved ca. 4 uger blev hvert kuld delt i to grupper. Grisene blev vejet ved fravænning og ved afgang fra smågrise­stalden.

I de første 2 uger efter fra­vænning fik grisene i begge grupper den samme tørfoderblan­ding. I perioden 6-12 uger fik grisene i gruppe 1 tørfoder, mens grisene i gruppe 2 fik vådfoder. Grisene i gruppe 2 fik i perioden ca. 6-8 uger tilbudt både tør- og vådfoder. I begge besætninger vejede grisene i gruppe 2 i gennemsnit 10-11 kg første gang de fik tilbudt vådfoder.

I perioderne 4-6 uger og 6-12 uger var foder­et sam­mensat ud fra normerne til henholdsvis 4 og 6 ugers grise ("FOKUS PÅ Nærings­stofnormer", 1989, Danske Slagterier). I begge perioder­ blev grisene fod­ret efter ædelyst.

I besætning A var der 6 hold. Grisene var 25 dage ved fravænning (6,6 kg), og 79 dage, da de afgik fra smågrisestalden (gns. 31,5 kg).

I besætning B var der 5 hold. Grisene var 26 dage ved fravænning (7,2 kg), og 93 dage, da de afgik fra smågrisestalden (gns. 40,4 kg).

I besætning B blev der for 5 hold i slag­te­svinestal­den regi­streret daglig tilvækst og foderforbrug en gang om ugen over en 6 ugers perio­de. Der var ca. 32 grise pr. gruppe. I slagtesvine­stalden fik grisene re­strik­tiv vådfoder (4 gange udfod­ring i døgnet). De indsatte grise i gruppe 1 fik tørfoder, indtil de blev indsat i slagtesvinestal­den. De indsatte grise i gruppe 2 fik tørfo­der i alderen 4-6 uger og derefter vådfoder, indtil de blev indsat i slagtesvinestalden. For 3 af de 5 hold blev der desuden registreret tilvækst og foderudnyttelse i hele slagtesvineperioden. 

*) Blandingerne var justeret med syntetiske aminosyrer

De to besætninger brugte bl.a. ostevalle, gærfløde, småkager og rest­mælk (yoghurt og andre rester fra rengøring af mejeri) i foderet til smågri­se. For at sikre de nødvendige næ­rings­stoffer i blan­dingerne blev disse biprodukter analy­seret inden af­prøvnin­gens start, og analyserne blev brugt i den efter­følg­ende optimering af blan­dingerne. De blandinger, der blev brugt i perioden 6-12 uger, fremgår af tabel 1. Især i vådfoder­blan­ding­erne blev der brugt en del biprodukter.

I perioden blev der udtaget stikprøver, som blev sendt til ana­lyse på Steins Laboratorium. Det forventede og analyse­rede nærings­indhold fremgår at tabel 2.

I besætning A var det analyserede indhold af næringsstoffer meget tæt på det forventede indhold.

I besætning B var det analyserede indhold af næringsstoffer i vådfoderblandingen meget tæt på det forventede indhold, mens der i tør­foderblandingen blev fundet et lavere indhold af råprotein og aminosyrer end forventet. Forskellen er så stor, at det lavere indhold af aminosyrer har betydning for produktionsresultater­ne.

PRODUKTIONSRESULTATER

Med hensyn til daglig tilvækst var der vek­selvirk­ning mellem besæt­ning og for­søgs­behandling. Der blev derfor gennemført statistisk analyse indenfor hver besætning.

Der blev ikke gennemført statistisk analyse for foderforbrug, fordi denne registrering var meget usikker. Samtidig lå resul­tatet langt fra, hvad der kunne forventes ud fra en naturlig sam­men­hæng mellem til­vækst og foderud­nyt­telse. Årsagen er enten et stort foder­spild eller mere sand­synligt en stor usikkerhed i regi­stre­rin­gen, når vådfoder udfod­res med 7-12 liter pr. gang og med 60-100 grise pr. ventil.

På grund af de mange ud­fodringer kan den registrerede mængde afvige en hel del fra den reelt udfodrede mængde, hvis der ved hver udfod­ring er en lille fejlregistre­ring. Ved prøvevejning blev der fundet en afvigelse på op til 10-15 pct.

Produktionsresultaterne er vist i tabel 3.

a,b: De signifikante forskelle skal læses indenfor besætning A eller B (P <0,05)

Besætning A

De vådfodrede grise havde en højere daglig tilvækst på 42 g (P <0,001) sammenlignet med de tørfodrede grise. Ellers var der ikke forskel i døde­ligh­ed og antal be­handlin­ger mod diarré mellem de to grupper.

Besætning B

De vådfodrede grise havde en højere daglig tilvækst på 66 g (P <0,004) sammenlignet med de tørfodrede grise. Det lavere indhold af amino­syrer i tørfoderblandingen er sandsynligvis årsag til ca. halvdelen af forskellen i daglig tilvækst samt den fundne veksel­virkning mellem besætning og forsøgsbehandling. Ellers var der ikke for­skel i dødelighed og antal behandlinger mod diarré mellem de to grup­per.

Tabel 4 og 5 viser produktionsresultaterne fra slagtesvineperioden i besætning B.

a,b: Signifikante forskellig (P <0,05)

*) Begge grupper fik tildelt vådfoder restriktivt i slagtesvine­perioden.

Det fremgår af tabel 4, at for de første 6 uger efter indsættelse i slagtesvinestalden havde de grise, der fik tørfoder som smågrise, en højere daglig tilvækst på 103 g (P <0,03) og et lavere foder­forbrug på 0,36 FEs (P <0,03) pr. kg tilvækst end de grise, der fik vådfo­der i alderen 6-12 uger. I slagtesvineperio­den fik alle grise vådfoder, der blev tildelt restriktivt.

Tabel 5 viser resultatet for hele slagtesvineperioden, hvor de grise, der fik tørfoder som smågrise, havde en højere daglig tilvækst på 57 g (P <0,06) og et lavere foderforbrug på 0,23 FEs (P <0,06) pr. kg tilvækst end de grise, der fik vådfo­der i alderen 6-12 uger. Det skal bemærkes, at med kun 3 gentagelser, blev der fundet en P-værdi på mindre end 0,06. Det betyder, at der er stor sandsynlighed for, at den fundne forskel i resultaterne mellem de to grupper ikke er tilfældig.

Diskussion/konklusion

I denne afprøvning fik grisene først tildelt vådfoder, når de var ca. 6 uger gamle (10-11 kg), fordi anlægget ikke havde tid nok til rådighed til udfodring af to ad lib. blan­dinger. Des­uden skal der bruges så få kg foder pr. døgn af blandingen til smågrise i alderen 4-6 uger, at de fleste eksisterende anlæg ikke kan udfodre foderet tilstrækkeligt sikkert.

I begge besætninger blev den højeste tilvækst fundet hos de grise, der fik vådfoder i perioden 6-12 uger.

Smågrise er mere følsomme end søer og slagtesvin med hensyn til foderets sundhedsmæssige kvalitet. I denne afprøvning var der ikke problemer ved brug af fiskemel, ostevalle, gærfløde, småkager og restmælk i blan­dingerne til smågrise. Inden afprøvningen begyndte, blev alle biprodukter analyse­ret, for på denne måde at sikre, at foder­et indeholdt de nødvendige næringsstof­fer. Selv om der blev brugt forskellige biprodukter, var der ikke problemer med at sikre de nødvendige næringsstoffer i blan­dinger­ne (jf. tabel 2).

Besætning B blandede selv det tørfoder, der blev brugt i smågrise­perioden. Det fremgår af tabel 2, at der var pro­ble­mer med at overholde især indholdet af aminosyrer i foderet. Dette for­klarer en del af den manglende tilvækst i smågrisepe­rioden i denne besætning.

I besætning B vejede de tørfodrede smågrise 5,5 kg mindre ved indsættelse i slagtesvinestal­den end de ­vådfodrede smågrise. 6 uger senere havde de tørfodrede smågrise indhen­tet en del af den manglende tilvækst.

Af figur 1 fremg­år det, at de tørfodrede små­grise i slagtesvineperioden havde den højeste dag­lig foderoptagelse i forhold til grisenes vægt, som samtidig betød højere tilvækst og bedre foderud­nyt­tel­se. Det fremgår også af figur 1, at grisene ikke kunne optage den forven­tede mængde foder i for­hold til den ind­lagte foder­kurve.

De vådfodrede smågrise havde adgang til foderet det meste af døgnet, og de blev fodret efter ædelyst i hele ­period­en. Som slagtesvin fik alle grisene vådfod­er, som blev tildelt restrik­tivt 4 gange i døgnet.

Som vist i figur 1, kunne de våd­fodrede små­grise i slagtes­vine­perioden ikke optage den daglige fodermængde, og de blev sat for­holds­vis mere til­bage i foder end de tørfodrede smågri­se. Årsagen til den mang­len­de ædelyst hos de slagtesvin, der fik vådfoder som små­grise, kan være, at når smågrise har ad­gang til vådfoder det meste af døgnet, udvikler de ingen egentlig sult­følelse, og de er derfor længe om at lære, at der i slagtesvine­perioden kun er udfodring 4 gange i døgnet, og at de trækkes i foder, når der ikke ædes op inden for 20-30 mi­nut­ter.

I flere besæt­ninger er problemet med lav foderop­tagelse i slagte­svi­neperio­den afhjul­pet en del ved, at grisene som smågrise kun får adgang til vådfoder i 3 gange 3 timer i døgnet. 

En del forsøg har vist, at hvis grise med hensyn til energi fodres under normen, vil de i den senere periode, hvor de f.eks. fodres efter norm, opnå en relativ højere tilvækst og bedre foderudnyt­telse (dvs. kompensatorisk vækst).

Af tabel 5 fremgår det, at de tørfodrede smågrise vejede 5,6 kg mindre ved indsættelse i slagtes­vinestalden end de vådfodrede smågrise. Dog opnåede grisene i de to grupper den samme gennemsnit­lige slagtevægt samtidig. Det vil sige, at de tørfodrede smågrise indhentede de vådfodrede smågrise, og det endda med en betydelig bedre foderudnyttelse. Resultatet tyder på, at der i dette tilfælde kan være tale om kompensatorisk vækst.

På baggrund af denne afprøvning er det ikke til at afgøre, om det er én af to forklaringer, eller en kombination af disse, der er årsag til de ringere resul­tater hos de slagtesvin, der i små­grise­perioden fik våd­foder. Der er især behov for nye undersøgelser af kompensatorisk vækst.

REFERENCER

Den rullende Afprøvning, Medd. nr. 57, 1983. Vådfodring af smågrise.