Svinefedt kontra animalsk fedt i foder til smågrise

SAMMENDRAG

To grupper blev sammenlignet. Foderet i gruppe 1 indeholdt 7 pct. svinefedt special, mens foderet i gruppe 2 indeholdt 7 pct. animalsk fedt. Ellers havde foderet til de to grupper ens sammensætning.

Afprøvningen blev gennemført i to besætninger med smågrise i alderen 4-10 uger og omfattede i alt ca. 940 grise pr. gruppe.

I perioden 4-10 uger var der ikke forskel i daglig tilvækst, daglig foderoptagelse, foderudnyttelse, dødelighed og antal behandlinger mod diarré mellem de to grupper.

De to typer fedt blev leveret af DAKA. De udvalgte fedtpartier var fra en normalpro­duktion. Analysen viste, at den animalske fedt havde en fedtsyreprocent på 94, hvilket er højt i forhold til, at fedtsyreprocenten ofte kun er 88-89 i animalsk fedt. Svinefedt special havde en fedtsyreprocent på 95. Den beregnede energiværdi var således næsten den samme i de to typer fedt.

I dette forsøg havde smågrisene den samme energiudnyttelse af foderet uafhængig af, om der blev brugt svinefedt special eller animalsk fedt i foderet. Dette stemmer overens med vurderingen af, at der skulle være cirka det samme energiindhold i de to udvalgte fedtpartier.

BAGGRUND

Smågrise har en lille mave i forhold til, hvor meget foder de skal optage for at udnytte vækstkapacite­ten. I perioden efter fravænning er det nødvendigt at tildele blandinger med et højt indhold af energi (mange FEs pr. kg foder). Som ener­gi­kilde i foder til smågrise bruges forskelli­ge typer fedt.

DAKA (andelsejet kødfoderfabrik) ud­byder tre typer fedt på det danske marked: Svi­nefedt special, svinefedt standard og ani­malsk fedt. Den grundlæg­gende forskel mellem fedttyperne er, at svinefedt stan­dard og ani­malsk fedt har et højere ind­hold af uforsæbelig rest (ca. 1 pct.) samt et højere ind­hold af frie fedtsyrer (FFA) end svinefedt special. Animalsk fedt har desuden et lavere indhold af fedt­sy­rer i procent af fedt end de to typer svinefedt.

Formålet var at undersøge, om smågrise opnåede forskellige resulta­ter, når der blev brugt forskellige kvaliteter fedt i foderet. I dette forsøg blev der sammenlignet to typer fedt; svine­fedt special og animalsk fedt. Pris­forskellen mellem de to typer fedt var ca. 20 kr. pr. 100 kg.

MATERIALE OG METODE

Afprøvningen blev gennemført i to kon­ventionelle besætninger med smågrise i alderen 4-10 uger. Der var ca. 940 grise pr. gruppe. Ved fravænningen blev hvert kuld de­lt i to grupper. Grisene blev vejet ved fravænning, 14 dage efter fravænning og ved afgang fra smågri­sestal­den.

To foder­grupper blev sammenlignet. Fo­deret i gruppe 1 inde­holdt 7 pct. svinefedt special, mens foderet i gruppe 2 inde­holdt 7 pct. animalsk fedt, ellers havde blan­dingerne ens sam­mensætning af råvarer (jf. tabel 1). Ved optimering af blandin­gerne blev der brugt samme energiværdi for de to typer fedt (3,13 FEs pr. kg va­re), hvil­ket er den energiværdi foderstof­firmaer skal bruge ifølge cirkulære fra Statens Foderstofkontrol 1987.

Brug af 7 pct. fedt i et foder giver ofte ringe pillekvalitet. Som bindingsmiddel blev der brugt 3 pct. DAKA proteinmel, hvilket gav god pillekvalitet selv med 7 pct. fedt i foderet.

Smågrisene fik tildelt en startblanding de første 14 dage efter fravænning og en slutblanding i resten af perioden. Blandin­gerne var sammensat ud fra normerne til henholdsvis 4 og 6 ugers grise (Fokus på "Normer for næringsstoffer", 1991, Lands­udvalget­ for Svin, DS). Under af­prøv­ni­ngen blev der tilstræbt fodring efter æde­lyst.

* Alle blandinger var tilsat 50 ppm Olaquindox.

Der var tilsat 150 ppm ethoxyquin til både svinefedt og den animalske fedt.

I besætning A var der for hvert hold 61-72 grise pr. gruppe. I alt var der 6 hold. Grisene var 24 dage ved fravænning (7,0 kg) og 68 dage da de afgik fra smågri­sestalden (26,5 kg).

I besætning B var der for hvert hold 82-102 grise pr. gruppe. I alt var der 6 hold. Grisene var 27 dage ved fravænning (7,2 kg) og 66 dage da de afgik fra smågri­sestalden (21,6 kg).

Ved hver foderproduktion blev der ind­sendt prøver til a­nalyse på Steins Labora­torium. Foderprøverne blev analyseret for indhold af råpro­tein, råfedt, træ­stof, aske, calcium, fosfor og aminosy­rerene; lysin, meth­ionin, cystin og treonin.

Før forsøget begyndte, blev der udvalgt et parti svinefedt special og et parti animalsk fedt. Det var fedt fra disse to partier, der blev brugt ved samtlige foderproduktioner.

De udvalgte fedtpartier var fra en normal­produktion. Begge fedt­partier blev analy­seret.

RESULTATER OG DISKUSSION

Tabel 2 viser analyseresultatet for den anvendte svinefedt special og animalske fedt, samt de kvali­tetskriterier, der er opstil­let for henholdsvis svinefedt og animalsk ­fedt. Specielt den ani­malske fedt havde et højere indhold af fedtsy­rer i procent af fedt, end der kunne forventes ud fra en gen­nem­snit­lig produktion af denne fedttype (DAKA har en garanti på min. 88 pct.). Det betyder bl.a., at den beregnede energi­værdi næsten er den samme i de to typer fedt. Den animal­ske fedt havde derimod et peroxid­tal, der var godt 3 gange højere end opstil­let i kvali­tetskrav­ene.

Blandingernes analyserede indhold fremgår af tabel 3. Indbyr­des i både start- og slut­blan­dingerne var der næsten identisk ke­misk sammensætning samt ens indhold af aminosy­rer pr. FEs.

* Beregnet ud fra kemisk analyse

Tabel 4 viser det samlede resultat fra afprøvningen. Der var ikke vekselvirkning mellem besætninger og forsøgsbehand­linger, og derfor vises kun det samlede resultat.

Mellem de to grupper var der ikke forskel i daglig tilvækst, daglig foderoptagelse, foderudnyttelse og dødelighed. I perio­den var der meget få behandlinger mod diarré, og der var ikke for­skel i antallet af be­handlinger mellem de to grupper.

Det er kendt, at energiindholdet varierer i forskellige typer fedt. Det er beskrevet i Beretning 611 fra Statens Husdyr­brugsfor­søg, at energiværdien i fedt falder, når indhol­det af fedtsy­rer som procent af totalfedt falder, samt når andelen af frie fedtsyr­er stiger. Ud fra dette er der i Fokus på "Fedt­anlæg", 1991, Lands­udval­get for Svin, DS, opstillet en for­mel til beregning af energi­værdien i fedt ud fra fedtsyre­procen­ten: FEs pr. kg fedt = 2,94 + 0,04 (fedt­syreprocent - 85). Samtidig vur­deres det, at fedttyper med en fedtsyreprocent højere end 93 maksimalt har et energi­indhold på 3,26 FEs pr. kg. Årsagen er, at energi­indholdet ikke kan stige yderligere, på grund af mangel på mono­glyceri­der, som er nødvendige for fordøjelig­he­den af fedtet.

Den animalske fedt, der blev brugt i dette forsøg, havde en fedtsyreprocent på 94, hvilket er meget højt for animalsk fedt.

Svinefedt special havde en fedtsyreprocent på 95. Som det ses af tabel 2, var der således kun en meget lille forskel i det beregnede energiindhold i de to anvendte fedttyper. Det fremgår samtidig af tabel 4, at grisene har udnyttet foderet lige godt uafhængig af, om der blev brugt svinefedt special eller animalsk fedt i foderet til smågrisene.

I den animalske fedt blev der fundet et peroxidtal på 17 meq pr. kg fedt. Dette niveau er godt tre gange højere end hvad DAKOFO har opstillet som kvalitetskrav for foderfedt til svin. Som vist i tabel 4, havde dette høje niveau dog ikke indfly­delse på produktionsresul­taterne.

Det er kendt, at kvaliteten varierer meget i nogle af de fedt­typer, der udbydes på det danske marked, og her tænkes spe­cielt på importeret blandingsfedt. Det er svært at vurdere disse fedttypers energiværdier, idet der endnu ikke er nogle specifikke be­regningsmetoder til beregning af energi­værdien i fedtpartier af mere ukendt op­rindelse. Det er især et problem, når der f.eks. i en fedttype er et højt indhold af frie fedt­syrer, hvis der samtidig mangler monoglycerider, eller hvis fedtet under en industriel proces har været kraftig opvar­met, hvorved der dannes polymere.

REFERENCER

Cirkulære fra Statens Foderstofkontrol 1987. Beregning af handelsfoderstoffers energetiske værdi

Mortensen, H.P. & C. Bejerholm, 1986. Kvalitetskriterier for fedt til slagtesvin. Beretning 611 Statens Husdyrbrugsfor­søg.