Fodring af slagtesvin opdelt efter køn

SAMMENDRAG

Det blev undersøgt om der kunne opnås økonomiske fordele ved at fodre so- og galtgrise efter forskellige foderkurver i slagte­svi­neperioden. Afprøvningen blev gennemført i besætninger med restrik­tiv vådfodring.

Foderkurverne var tilrettelagt, således at galtgrisene blev tildelt højere daglig foderstyrke i starten af vækst­perioden (ungsvineperio­den) og lavere foderstyrke i sidste del af vækst­perioden sammen­lignet med sogrisene. Kontrolgrup­pen, som bestod af både so- og galtgrise, blev fodret efter samme foderkurve som sogrisene.

Alle grupper fik samme mængde foder i hele vækstperio­den. Foderets sammensætning var ens i alle grupper.

Der blev opnået en forøgelse i kødprocenten på 0,3 procenten­heder ved at opdele grisene efter køn. De øvrige produk­tions­resulta­ter blev ikke ændret.

Der blev påvist en økonomisk gevinst ved at fodre so- og galt­grise efter to forskellige foderkurver. Hvilke foderkur­ver, der skal anvendes i den enkelte besætning afhænger af besætningens udgangspunkt.

BAGGRUND

Opdeling af grise efter køn betyder, at so- og galtgrise kan fodres efter forskellige fodrings­strategier. Derved kan de kønsbe­stemte forskelle med hensyn til produk­tions­resultater udnyttes. Galtgrise har generelt lavere kødprocent end sogrise. Dels for­di galte har en ringere kapacitet for kødaflej­ring end sogrise, og dels fordi galtgrise har en større foderoptagelse end sogrise. Galt­grisenes større foderoptagel­se medfører en større tilvækst end  sogrise­nes, men resultatet bliver en ringere foderudnyttel­se og kødaflejring.

Galtgrise har i hele vækstperioden større ædelyst end sogrise. Dette betyder, at galtgrisene optager foder på bekostning af sogrisenes foderoptagelse hvis galt- og sogrise går sammen i slagtesvine­perio­den.

Ved tørfodring efter ædelyst optager galtgrise dagligt ca. 0,3 FEs mere end sogrise og kødprocenten er ca. 3 procen­tenheder lavere. Denne forskel er endnu mere markant ved vådfodring efter æde­lyst. Ved restriktiv fodring er det muligt at nedsætte galtenes foderopta­gelse og der­med nedsætte forskellen mellem sogrises og galtgrises foderoptagelse og kødpro­cent.

Formålet var at undersøge om der kunne opnås økonomisk fordel ved opdeling af grise efter køn således, at so- og galtgrise blev fodret hver for sig med forskellig foderstyrke.

MATERIALE OG METODE

Afprøvningen blev gennemført i 2 besæt­ninger med restriktiv våd­fodring og sektio­neret holddrift. I forsøget indgik tre grup­per; en kontrolgruppe bestående af so- og galtgrise (gruppe 1), en gruppe bestående af sogrise (gruppe 2) og en gruppe be­stående af galtgrise (gruppe 3).

I besætning A var der 9 gentagelser med ca. 90 grise pr. gruppe. I besætning B var der 12 gentagelser med ca. 50 grise pr. gruppe. I alt indgik 4350 grise i forsøget.

Ved fravænning blev 2 galtgrise og 2 sogrise pr. kuld mærket. Ved indsættelse i slagtesvi­nestal­den udgjorde de umærkede grise kontrolgruppen (gruppe 1) som derfor bestod af so- og galtgrise blandet på traditionel vis. De mærkede sogrise ud­gjorde gruppe 2 og de mærkede galtgrise gruppe 3.

Der blev anvendt to forskellige foderstyr­ker i afprøvningen. Galt- og sogrise blev fodret efter hver deres foderstyrke, således at galtgrisene fik højere daglig foderstyrke i starten af vækst­perioden (ungsvineperio­den) og lavere foderstyrke i sidste del af vækst­perioden sammen­lignet med sogrise­ne (gruppe 2) og kontrolgruppen (gruppe 1).

Grisene i alle grupper fik totalt tildelt den samme mængde foder i vækstperioden. Dette var af hensyn til staldudnyttel­sen. Foderkurverne for de tre grupper er vist i figur 1.

Figur 1. Daglig fodertildeling i de tre grupper.

Inden for besætning var foderets sammen­sætning ens i de tre grupper. Foderet var alsidigt sammensat af almindeligt anvendte vådfoderkom­ponenter. Indholdet af næ­ringsstoffer opfyldte normerne som an­givet i "Fokus på Normer for nærings­stoffer", 1990 (Landsud­valget for Svin, DS).

Indholdet af energi i foderet variere­de i forsøgsperio­den mellem 0,31-0,36 FEs/kg for ungsvin og 0,27-0,30 FEs/kg for slagtesvin. Energiind­holdet i foderet var dog i hele for­søgsperioden ens i de tre grupper.

Inden for hver gruppe blev registreret tilvækst, foderforbrug, kødprocent og sygdomsforhold.

RESULTATER OG DISKUSSION

Tabel 1 viser det samlede resultat af af­prøvningen. Der var ikke vekselvirkning mellem besætning og forsøgsbe­handling, og derfor vises kun det samlede resultat. De to forskellige produktions­metoder er betegnet gruppe 1, svarende til kontrol, og gruppe 2+3, svarende til det totalt opnåede resultat ved kønsvis opdeling af grisene. Dette er et gennemsnit af resulta­terne fra gruppe 2 og 3. For overskuelig­hedens skyld er der i tabellen kun opgivet signifikanser mellem gruppe 1 og gruppe 2+3.

a,b: P <,03; c,d: P <,01

Der blev i forsøget opnået en signifikant forøgelse af kødprocenten ved at fodre so- og galtgrise hver for sig. Sogrisenes kød­procent var højere end kontrolgruppens, mens galtgrisenes var lavere. Selvom galtgrisenes kødprocent var lavere end kontrolgrup­pens var der alligevel tale om en stigning i galtenes kødprocent ved opdeling efter køn. Galt­grisene i kontrol­gruppen havde en kødprocent på 57,5 mens de i galtegruppen (gruppe 3) havde en kødpro­cent på 57,9.

Ved sammenligning af de to produktions­metoder blev der totalt set opnået en signifikant forøgelse af kødprocenten på 0,3 procenten­heder ved at kønsopdele grisene.

Med hensyn til differencen i kødprocent mellem kønnene, var der ingen væsentlig forskel de to produktionsmetoder imellem.

Galtgrisenes foderudnyttelse (gruppe 2) var signifikant dårligere end sogrise­nes (gruppe 3) (p<,0001). Den gennemsnit­lige foderudnyttelse for grupperne 2 og 3 (gruppe 2+3) blev dog ikke ændret i forhold til kontrolgrup­pen (gruppe 1).

Der var ingen forskel i andelen af døde og kasserede mellem gruppe 1 og gruppe 2+3.

I afprøvningen blev der opnået en økono­miske fortjeneste ved at op­dele slagtesvi­nene efter køn. Den forøgede kødprocent

hos både sogruppen og galtegruppen be­tød, at DB pr. gris blev forøget med 3 kr. Det er ensbetydende med, at DB pr. sti­plads blev øget med 11 kr. For­tjenesten pr. stiplads er afhængig af noteringen og er derfor ikke et fast beløb.

Det skal bemærkes, at der er ekstra arbej­de forbundet med opdelingen af grisene efter køn. Hvis dette foregår i for­bindelse med fra­vænning hvor dyrene alligevel opdeles, er den ekstra arbejdsbe­lastning minimal.

Afprøvningen har således vist en økono­misk gevinst ved at anvende forskellige foderkurver til de to køn. Hvorledes disse foderkurver skal udformes i den enkelte besætning kan ikke generelt angives, da effekten af at anvende forskellige foder-kurver afhænger af be­sætningens udgangspunkt, avlsmateriale og sundhedsstatus.

I afprøvningen har forskellen mellem foderkurverne til so- og galtgrise været 0,15 FEs pr. dag ved maksimal foderstyr­ke. Det kan anbefales som ud­gangspunkt at anvende denne forskel og på basis af resultaterne vurdere om foderkurverne skal ændres.

Der er således mulighed for at forøge kødprocenten ved at opdele grisene efter køn. Dette kan især være relevant hvis besætningens kødprocent er for lav. Ved fremtidig produktion af hangrise, kan fodring af grise opdelt efter køn muligvis være relevant af hensyn til foderudnyttel­se, kødprocent og hangriselugt.