Sammenligning af 1 eller 2 insemineringer pr. brunst

SAMMENDRAG

Produktionsresultaterne ved 1 eller 2 in­semineringer blev sammen­lignet i 6 besætninger. Inden afprøvningens begyndelse havde alle besætninger stor rutine i anvendelse af KS.

Søerne blev ved fravænning delt i 2 grupper. Halvdelen af søerne blev insemi­neret 24 timer efter erkendelse af stående brunst. Den anden halvdel blev insemineret 12 timer efter er­kendelse af stående brunst og igen 24 timer senere.

Der blev i alt insemineret 1.315 søer. Resultaterne for de 2 insemi­neringsstrategier varierede meget mellem de enkelte be­sætnin­ger. I 2 af de 6 besætninger var der ikke forskel mellem strategierne. I de 4 andre var der en forskel fra 0,4 til 1,2 levendefødt pr. kuld til fordel for 2 insemi­nerin­ger.

De samlede resultater viste, at ved 1 inseminering re­ducere­des kuld­størrelsen i gen­nem­snit med 0,4 gris og farings­procen­ten 5 pct. Det blev desuden vist, at ved en subjektiv bedømmelse af inse­mi­neringsforløbet var det muligt til dels at forudsige resul­ta­tet af insemineringen.

På baggrund af denne undersøgelse må det anbefales at insemi­nere søerne 2 gange pr. brunst.

BAGGRUND

Ved inseminering er udgiften til en ekstra insemi­nering ca. 30 kr. Værdi­en af èn ekstra gris pr. kuld er ca. 300 kr., og derfor skal resul­tatet ved en ekstra inse­mi­nerin­g kun øges med 0,1 gris pr. kuld før det er økono­misk pro­fitabelt at inse­minere flere gange pr. brunst. I en ældre dansk undersøgelse, hvor søer­ne blev insemineret enten 1 eller 2 gange ved hjælp af inseminør, blev der ikke fundet væsent­lig forskelle i produktions­resultater­ne. I en senere hollandsk undersøgelse fandt man en mindre produktionsmæssig fordel for 2 insemi­nerin­ger, men 1 inseminering blev fundet som det økono­misk optimale.

Nyere danske resultater har vist, at 1 inse­minering pr. dag på søer er tilstrækkeligt. Ved sopolte fand­tes dog en tendens til bedre pro­duktionsresultater, når disse blev insemineret 2 gange pr. dag i brun­sten.

Det optimale insemineringstids­punkt ligger sidst i brunsten, kort tid før ægløs­ningen sker. Brunstens varighed varierer meget mellem de enkelte søer. Ved brun­stens fremkomst er det således ikke muligt at forudsige, hvor lang tid brunsten vil vare.

Ved èn inseminering pr. brunst bør inse­mi­neringen foretages så sent som mu­ligt. Under praktiske for­hold vil dette være 24 timer efter erkendelse af stående brunst. Hvis der skal foretages flere inseminatio­ner, bør disse påbegyndes ca. 12 timer inde i brunsten.

Formålet med denne undersøgelse var at vise om der ved èn insemi­nering 24 timer efter erkendel­se af stående brunst hos søer, kunne opnås samme produktionsresultater som med 2 insemineringer pr. brunst med 24 timers interval, hvor første insemi­nering blev fore­taget ca. 12 timer efter brun­stens erkendelse.

MATERIALE OG METODE

Undersøgelsen blev gennemført i 6 besæt­ninger, hvor ejeren eller dennes medhjæl­per gennem­førte insemineringen. Alle besæt­ninger havde stor erfaring med KS og til­fredsstillende resultater med anven­delse af KS. Kun krydsnings­søer, som kom i brunst indenfor den første uge efter fra­væn­ning, indgik i undersøgelsen.

*) Anslået

I besætningerne blev der enten anvendt Duroc eller Duroc x Hamps­hire-sæd.

Løbeafdelingen var i alle besætninger ind­rettet såle­des, at søerne havde god orne­kontakt. Und­taget fra dette var besætning nr. 3, hvor afstanden fra søerne til ornerne kunne være op til 20 m.

Ved fravænning blev søerne delt i 2 grup­per. Brunstkon­trol­len blev indledt på 4. dagen og herefter gennemført 2 gange om da­gen. Under brunstkontrollen og ved inse­mineringen blev det til­stræbt at søerne havde god ornekontakt, f.eks ved at ornen var pla­ceret foran søerne.

Søerne blev insemineret efter følgende plan:

Ved hver inseminering blev forløbet af insemineringen vurderet sub­jektivt på en skala fra 1-4.

Faringsprocenten blev defineret som antal farede søer i forhold løbne søer. Døde og solgte søer indgår ikke i materi­alet.

I besætningerne blev der i alt gennemført insemination af 1.418 søer i perioden juli 90 til marts 91. Kun den del af disse inse­mineringer efterlevede forsøgspla­nen.

I gruppen af søer der skulle insemineres èn gang blev alle søer insemineret, hvilket betyder, at alle søer var i brunst i mindst 24 timer.

I gruppen med to insemineringer var der 30 søer (5 pct.), hvor 2. inseminering ikke var mulig, fordi søerne ikke var i stående brunst længere. Samtidig blev en del søer af praktiske årsa­ger ikke insemineret på det rigtige tidspunkt i forhold til den ståen­de brunst.

Totalt var der henved 1.315 løbninger, hvor forsøgsplanen var over­holdt.

Undersøgelsen blev foretaget i samarbejde med KS-stationerne.

RESULTATER OG DISKUSSION

De samlede produktionsresultater for de enkelte besætninger kan ses i appendiks.

Kuldstørrelsen blev ikke påvirket af de to løbestrategier i 2 af besætningerne. I de 4 andre besætninger blev fundet større kuld­størrelse og faringsprocent ved 2 insemi­neringer. Forskellen indenfor hver af disse besætnin­ger varierede fra 0.4 - 1.2 total­fød­te pr. kuld. Ligeledes var der en stig­ning i fa­ringspro­centen for disse besæt­ninger fra 5 til 17 procentenheder ved 2 inseminerin­ger.

Det samlede resultat viste et fald på 0,4 gris pr. kuld og et fald på 5 pct. i farings­pro­centen ved kun at anvende en insemi­nering pr. brunst. De tidlige­re danske undersøgel­ser har således ikke kunnet bekræftes.

Der var tydelige besætningsfor­skelle i resul­taterne efter de 2 insemi­ne­ringsstrate­gier. Årsagen skal måske søges i, at tids­punk­tet for stående brunst erken­des sub­jektivt. Som helhed har der dog ikke været væsentlig forskel mellem besætningerne, hvornår søerne blev fundet i brunst.

Af de søer som blev påbegyndt insemi­neret 4. eller 5. dagen efter fravænning viste 61 procent stående brunst allerede på 4. da­gen. Knap halvdelen af disse var i brunst 4. dagen om morge­nen. Det er derfor vigtigt at starte brunst­kontrollen allerede på 4. dagen om morgenen, hvilket i nor­mal prak­sis vil sige mandag morgen.

*) Kuldstørrelse er korrigeret for effekt af besætning og kuldnr. indenfor besætning.

En anden væ­sentlig årsag til forskellene mel­lem besæt­ningerne kan være insemi­nering­stek­nik­ken.

For at få søerne til at vise stå­ende brunst kræves at søerne stimuleres fysisk inden inseminatio­nen. Denne stimu­lering, samt stimuleringen under selve inseminationen, vil givetvis påvirke sædtrans­por­ten i børen ­og dermed selve be­frugtningen af ægcel­ler­ne.

De ovennævnte forskelle er vanskelig at standardisere og kontrollere under forsøgs­mæssige forhold.

Resultaterne viser således, at selv om en standardisering af insemi­neringsteknikken er til­stræbt vil resultaterne variere mellem besætningerne. Ved en inseminering pr. brunst bør inse­mi­neringen foretages så sent som muligt i brunsten. Den valgte strategi 24 timer efter observation af stående brunst kan ikke ud­sættes yderligere. Det skyldes at der var 5 pct. af søerne i gruppen med to insemineringer som ikke var i brunst 36 timer efter brunstens begyndelse. Hvis der insemineres en gang, må det såle­des anbefales, at denne insemination fore­tages 24 timer efter stående brunst.

Ved hver inseminering blev forløbet vur­deret. Vurderingen omfattede hvor god soen var i brunst, om der skete tilbageløb af sæd eller hvor godt soen tog imod sæ­den. Da bedømmel­se var sub­jektiv, kan der ikke ske en sammen­lig­ning i ni­veauer mel­lem be­sætningerne. I alle besætnin­ger var der dog ca. 20 pct af inseminerin­ger­ne, som ikke for­løb helt tilfreds­stil­len­de efter ejerens indtryk.

Disse registreringer er sammenholdt med produktionsresultaterne i tabel 3. Insemineringer som ikke forløb tilfreds­stil­lende, resulterede i særdeles dårlige pro­duktions­resulta­ter.

Når søerne blev insemineret to gange kun­ne man forvente, at den forskel som ses i tabel 3 ville blive reduceret. Ved disse søer, hvor vurdering af forløbet skete ved 1. insemina­tion fandtes et fald i kuldstørrelsen på 0,7 totalfødte pr. kuld ved de dårlige insemina­tioner. Faringspro­centen var upåvirket.

På baggrund af disse observationer, hvor man til en vis grad kan forudsige resultatet af inseminerignen, er det dog ikke muligt at angive metoder til forbedring af resultater­ne fra denne type søer.

Konklusion og diskussion

Resultater af denne afprøvning viste, at der kunne opnås særde­les gode produk­tions­resultater med KS, hvor den anbe­falede insemi­ne­rings­procedure anvendes (se "Fo­cus på inseminering", februar 1991). Ved at reducere antallet af insemi­-neringer i forhold til det anbefalede kan der forventes en væ­sentlig produk­tionsned­gang i nogle besæt­ninger. Det må derfor til­rådes at inseminere søerne flere gange. Hvis an­tallet af insemi­na­tio­nerne reduceres til 1 gang pr. brunst bør resultaterne i besæt­ningen følges nøje f.eks. gennem op­gørel­ser fra f.eks. effektivitets­kontrollen.

APPENDIKS

Produktionsresultaterne fra 6 besætninger