Aminosyrer til hangrise

SAMMENDRAG

Hangrise blev tildelt forskellige niveauer af amino­syrerne lysin, methionin og treonin i perioden fra 25 til 95 kg.

Afprøvningen blev gennemført i to besætninger med ad lib. tørfo­der og to besætninger med restriktiv vådfoder.

I besætningerne med tørfoder blev de nævnte aminosyrer i kontrol­gruppen tildelt efter den gældende norm for so- og galtgrise. Dertil blev afprøvet en forøgelse af aminosyretil­de­lingen med 10 og 20 pct. i forhold til normen.

I besætningerne med vådfoder blev aminosyrer tildelt efter norm, samt en forøgelse af normen med 20 pct.

Der indgik i alt 243 grise i tørfoderbesætningerne og 5.660 grise i vådfoderbesætningerne.

I vådfoderbesætningerne blev de tilstræbte mængder af aminosyrer i foderet opnået med en afvigelse på mindre end 5 pct. I tørfo­derbesætningerne var der tale om et konsekvent over­ind­hold på ca. 6 pct. af de tre aminosyrer.

Der blev ikke fundet nogen forskel i produktionsresultaterne mellem de forskellige niveauer af aminosyrer. Dette var gældende i såvel besætninger med ad lib.tørfoder som i besæt­ninger med restriktiv vådfoder.

Der er på baggrund af afprøvningen ikke grundlag for at udarbejde et specielt normsæt for amino­syrer til hangrise. Normerne for aminosyrer til slagtesvin skal derfor være ens for hangrise, sogrise og galtgrise.

BAGGRUND

Hangrise har en større kødaflejring end so- og galtgrise. Derfor vil en øget tildeling af aminosyrer til hangrise i forhold til nor­merne for so- og galtgrise måske resul­tere i en for­øgelse af kødprocenten hos hangri­se.

Engelske og australske undersøgelser har påvist, at ad lib. fodrede hangrise har et mérbehov for aminosyrer i forhold til so- og galtgrise. I England er mérbeho­vet for aminosyrer til hangrise anslået til ca. 5 pct. Australske undersøgelser har vist forbedret proteinaflejring ved op til 25 pct. større tildeling af amino­syrer til hangrise.

I hvor høj grad hangrise kvitterer for en øget tildeling af aminosyrer er til dels arveligt betinget og afhænger naturligt nok af udgangspunktet for niveauet af amino­syrer. Normerne for amino­syrer til slagte­svin i England og Australien er lavere end de gældende danske normer. Spørgsmålet var derfor om øget amino­syretil­deling til hangrise i forhold til normen for so- og galtgrise i Danmark ville resultere i for­bedrin­g af hangri­ses pro­duktions­resultater.

Formålet med afprøvningen var at vurdere effekten af forskellig tildeling af amino­syrer til hangrise.

MATERIALE OG METODE

Afprøvningen belyste både tør- og våd­fodring og inkluderede en forøgelse af aminosyretilde­lingen med 10 og 20 pct. i forhold til normen som angivet i "Fokus på Normer for Nærings­stoffer", 1989, Lands­udvalget for Svin, DANSKE SLAG­TERIER. Tabel 1 viser normerne for ami­nosyrerne lysin, methio­nin og treonin til slagtesvin. I afprøvnin­gen blev normerne for slagtesvin i vægtin­tervallet 25 til 100 kg brugt.

Tabel 2 viser opdelingen af delforsøg samt de tre niveauer af aminosyrer.

De respektive aminosyre­niveauer blev opnået ved primært at variere mængden af proteinfoderstoffer, men også ved tildeling af synte­tiske amino­syrer. Foderets øvrige sammensætning var ens i alle grupper inden for hver besætning.

Der var forventet følgende indhold af fordøjeligt råprotein pr. FEs:

Tørfoderforsøg

Besætning A og B: 142 g i gruppe 1, 152 g i grup­pe 2 og 165 g i gruppe 3.

Vådfoderforsøg

Besætning C: 156 g i gruppe 1 og 177 g i gruppe 2. Besæt­ning D: 145 g i gruppe 1 og 156 g i grup­pe 2.

Tørfoderforsøg (delforsøg 1)

Ved fravænning blev tre hangrise pr. kuld placeret i hver sin gruppe. Grisene indgik i afprøvningen fra 25 kg. Foderet blev fremstillet af Tjørnehøj Mølle og bestod af byg, hvede, soja­skrå, rapskage, animalsk fedt samt vitaminer og mineraler. Der indgik 33 grise pr. gruppe i besætning A og 48 grise pr. gruppe i besætning B, svarende til i alt 243 grise. Der var in­dividuel registrering af til­vækst og kødpro­cent, mens foderudnyttelsen blev opgjort på stiniveau. Grunden til at der indgik relativt få grise i dette delforsøg, var at der var individuel registrering af daglig tilvækst, og at der blev foretaget under­søgelser af kødkvalitet.

Vådfoderforsøg (delforsøg 2)

Grisene blev ved indsættelse i forsøget delt i to grupper. Dyrene blev indsat ved 25 kg. Foderet til besætning C blev fremstil­let af DLG, Høng og til besætning D af FAF. Foderet bestod af byg, hvede, soja­skrå, animalsk fedt, melasse, vitami­ner og mineraler og var baseret på tilsætning af valle eller vand. Der blev korri­geret for vallens indhold af aminosyrer. Der indgik 744 grise pr. gruppe i besætning C og 2.090 grise pr. gruppe i besætning D, svarende til i alt 5.663 grise.

RESULTATER OG DISKUSSION

De procentvise afvigelser fra de tilstræbte aminosyreniveauer i blandingerne blev registreret udfra analyser. I vådfoderforsø­get blev taget analyser af såvel tørfoderde­len som det færdig­blandede vådfoder. For begge delforsøg blev der foretaget analyser af mellem 10 og 13 prøver pr. aminosyre­niveau.

Tørfoderet i delforsøg 1 havde et systema­tisk overind­hold af aminosyrer. Det gen­nemsnitlige overindhold af lysin var 6 pct. Overindholdet af methionin var 5 pct. og treonin 9 pct. Et hold fra hver af de to tørfoderbesætninger blev udeladt i opgørel­sen. Dette skyldes, at foderet i en enkelt foderlevering afveg betydeligt fra kravene til indholdet af aminosyrer.

De til­stræbte niveauer af aminosyrer i delforsøg 2 med våd­foder, blev opnået med under 5 procents afvigelse i tørfoder­de­len. Stikprøveudtagning af det blandede vådfoder viste større afvigelser fra det forventede aminosyreindhold end de 5 pct. En stikprøve repræsenterer kun en tredje­del af en dags vådfoderproduk­tion og eftersom den forventede mængde tørfoder blev brugt har dyrene fået den tilstræbte mængde aminosyrer fordelt over tre dag­lige fodringer. Der blev taget højde for vallens næringsstofsammensætning, lige­som der løbende blev taget prøver af val­len for at imødekomme eventuelle afvigel­ser fra den forventede nærings­stof­sammen­sætning.

Tabel 3 og 4 viser resultaterne af hen­holdsvis delforsøg 1 med ad lib.tørfoder og delforsøg 2 med restriktiv vådfoder.

Som det fremgår af tabellerne var der ingen forskel på produk­tionsresultaterne mellem grupperne uanset om dyrene fik tør- eller vådfoder.

Skatoltal­lene for hangrisene var på et al­mindeligt niveau og der var ingen forskel grupperne imel­lem. Der var ligeledes ingen forskel i frasorteringsprocenten.

Det er i forbindelse med undersøgelser af skatoldannelse fundet, at skatol er et ned­brydnings­pro­dukt af amino­syren tryptofan.

I nærværende afprøvning blev det generel­le proteinniveau hævet i takt med, at ni­veauet af de tre amino­syrer lysin, methio­nin og treonin blev hævet. En effekt af øget tryptofanindhold i foderet på skatol­dannelsen kunne derfor tænkes. Resulta­ter­ne viste, at dette ikke var tilfældet.

De reelle niveauer af aminosyrer, opnået i tørfoderforsøget, var ca. 6 pct. højere end til­stræbt. Det kan på baggrund af pro­duktions­resultaterne konkluderes, at der ikke kan opnås noget ved at hæve amino­syreniveauet fra kontrolniveau­et svarende til "norm + 6 pct.". Det kan ikke ses af tørfoder-forsøget om den gældende norm, det vil sige det tilstræbte niveau i kontrol­grup­pen er for lav.

I vådfoderforsøget blev de tilstræbte ni­veauer opnået med en afvigelse på mindre end 5 pct i tørfoderdelen. Dyrene har derfor fået de tilsigtede mængder af ami­nosyrer. Ved afvigelse var der fortrinsvis tale om lavere mængder end tilsigtet.

Der var således ingen forskel på at tildele dyrene "norm + 6 pct." ved tørfodring, eller "norm ¸ 0-5 pct." ved vådfodring.

126 dyr blev undersøgt med hensyn til kødkvalitet. Der blev bl.a. registreret pigmen­tind­hold, forekomst af PSE og DFD, samt protein-, vand- og fedtind­hold. Aminosyre­niveauet havde ingen indflydel­se på kødkvalitetsegenska­berne.

Der kan være flere årsager til, at der i modsætning til de udenland­ske forsøg ikke er opnået nogen effekt af at hæve tilde­lingen af aminosyrer til hangrise i forhold til normen for so- og galt­grise.

Energivurderingssystemet og den beregne­de proteinfordøjelig­hed er for­skellige i Danmark og England/Australien. Derfor er det van­skeligt at foretage direkte sammen­ligninger af normer for nærings­stoffer til svin.

Normerne for aminosyrer til slagtesvin er i Danmark højere end i Australien og England. Derfor har udgangspunktet for for­syning af amino­syrer til hangrise været forskelligt i danske og udenlandske forsøg. Det betyder, at det anbe­falede lysinniveau til hangrise i udlandet, svarer til den danske norm for lysin. Det vil sige, at de i afprøvningen testede niveauer af lysin ligger over de i udlandet anbefalede mængder til hangrise.

I et forsøg ved Statens Husdyrbrugsforsøg (Medd. nr. 795) blev effekten af stigende mæng­der sojaskrå til so- og hangrise be­lyst. Ud fra dette forsøg blev det ligeledes konkluderet, at so- og hangrise har samme behov for tildeling af aminosyrer i vækst­perioden 20 til 100 kg.

Statens Husdyrbrugsforsøg (SH) har endvi­dere udført et forsøg med stigende mæng­der sojaskrå til hangrise (Medd. nr. 810). I det pågældende forsøg blev der opnået en højere daglig tilvækst og en bedre foderud­nyttelse ved at øge mængden af sojaskrå fra 14 til 34 pct. til ungsvin og fra 11 til 25 pct. til slagtesvin. I gruppen med den højeste sojaskråtildeling og de bedste pro­duktions­resultater var indholdet af fordøje­lig lysin højere end den anbefalede norm.

Derimod svarede indholdet af methionin i gruppen med det højeste soja­skråindhold til de anbefalede normer. Det vil sige, at det i forsøget har været methio­nin, der har været den begrænsende aminosyre. Det er således ikke muligt ud fra de anvendte aminosyre­tilde­linger i meddelelse 810 fra SH at konkludere, at hangrise skal have højere tildeling af amino­syrer end normen angiver.

Der er på baggrund af nærværende af­prøv­ning og forsøg udført på SH, såle­des ikke basis for at udarbejde et specielt normsæt for aminosyrer til hangrise. Nor­merne er derfor ens for han-, so- og galt­grise.

REFERENCER

Madsen A.; J. Petersen; H.P. Mortensen; C. Bejerholm og P. Barton, 1991. Protein til han- og sogrise. Stigende mæng­der sojaskrå. Medd. 795, Statens Hus­dyr­brug­sforsøg. 

Madsen A.; J. Petersen; H.P. Mortensen; C. Bejerholm og P. Barton, 1992. Hangri­se fodret efter norm eller ædelyst med stigende mængder sojaskrå. Medd. 810, Statens Husdyrbrugsforsøg.