Grønmel til drægtige søer

SAMMENDRAG

En drægtighedsblanding med 30 pct. grønmel blev sammenlignet med en drægtigheds­blanding baseret på sojaskrå og korn. I diegivningsperioden fik alle søerne en almindelig diegivnings­blanding uden grønmel.

Afprøvningen blev gennemført i to besætninger med henholdsvis løsgående og individuelt opstaldede drægtige søer.

Søerne var cirka dobbelt så lang tid om at æde blandingen med grønmel, og de udskilte en større og mere klistret gødning, end søerne der fik blandin­gen med sojaskrå og korn.

Der blev ikke observeret forskelle i søernes huld eller repro­duktions­resultater som følge af, hvilken blanding der blev anvendt i drægtighedsperioden.

De drægtige søer udnyttede tilsyneladende blandingen med 30 pct. grønmel bedre end forventet. Dette stemmer overens med resultatet fra fordøjelighedsfor­søg med grønmel til søer, udført af Statens Husdyrbrugsforsøg.

I diegivningsperioden blev forsøgssøernes moderegenskaber på­vir­ket. Således var dødelig­heden blandt pattegri­se signifikant større, og der var tendens til lavere fravænningsvægt, når søerne havde fået 30 pct. grønmel i drægtighedsperioden i forhold til de søer, som kun fik sojaskrå og korn i drægtighedsperioden.

På baggrund af denne undersøgelse kan det derfor ikke anbe­fales at anvende 30 pct. grønmel i en drægtigheds­blanding. Ifølge Statens Hus­dyrbrugsforsøgs undersøgelser fungerede op til 20 pct. grønmel til drægtige søer til­fredsstillende.

BAGGRUND

Der er store mængder grønmel til rådig­hed i Danmark. Grønmel er aktuelt til søer blandt andet på grund af et højt indhold af kostfibre. Et højere fiberind­hold i sofoderet forventes at resultere i færre mave/tarmproblemer og øget mæt­hedsfor­nem­melse. Det formodes, at soen bliver mere rolig og derved ska­bes grund­lag for forbedrede reproduk­tions­resulta­ter.

Landsudvalget for Svin og Statens Hus­dyrbrugs­forsøg indledte i 1989 et samar­bejde med kunst­tørringsindustriens sam­menslutning KISAM om anvendelse af grønmel til søer. Formålet med dette samarbejde var at undersøge og beskrive foderværdien af grøn­mel til søer på bag­grund af slættidspunkt. Endvidere var det målet at studere effekten af grønmel på søernes ædelyst og ædetid, s­amt at regi­strere dyrenes produktionsresultater.

Statens Husdyrbrugsforsøg gennemførte analyser­ne af grønmel, fordøjelighedsfor­søg og belastningsforsøg med grønmel til søer. Resultaterne af dette arbejde blev fremlagt på Statens Husdyr­brugsforsøgs årsmøde, 1991.

Den rullende Afprøvning har gennemført første del af produk­tions­forsøgene. For­søget "Grønmel til søer" blev publiceret i Meddelelse nr. 208, 1991.

Formålet med denne afprøvning var at undersøge, om 30 pct. grønmel i foderet til drægtige søer havde indflydelse på søer­nes produktionsresulta­ter.

MATERIALE OG METODE

Afprøvningen blev gennemført i to sobe­sætninger, som ikke anvendte halmstrøel­se.

I besætning A var alle søerne individuelt opstal­det. Søerne blev opdelt i to grup­per, således at det gennemsnitlige kuld­nummer  var  ens  i  begge  grupper. Besætning A brugte indkøbt færdigfoder, der blev udfodret som tørfoder. Afprøv­ningen forløb i denne besætning over en periode på 19 måneder.

I besætning B var søerne løsgående i perioden 3 uger efter løbning og frem til overførsel til farestalden. I den re­sterende periode var søerne individuelt opstaldet. De drægtige søer var opstaldet i stier med plads til 10-12 søer, svarende til et uge­hold. Hvert ugehold var en forsøgsenhed, det vil sige første ugehold fik forsøgs­foder, andet ugehold fik kon­trolfo­der, tredie ugehold fik forsøgsfoder osv. Der var 11 storstier til søerne. I seks stier blev fodret med kontrolfo­der og i fem stier med forsøgsfoder. I storstierne blev der fodret på gulvet en gang dagligt. (Gyltene blev taget ud af ugeholdene og opstaldet separat, derfor indgik de ikke i af­prøvningen). I farestalden blev der fodret med hjemmeblandet vådfoder, mens der i løbeafdelingen og drægtig­hedsstalden blev anvendt tørfo­der. Af­prøvningen forløb over en periode på 24 måneder i denne besætning.

Forsøgsdesignet for afprøvningen var følgende:

Søernes fodring blev gennemført efter føl­gende retningslinier:

Foderblandingerne var enkelt sammensat, og der blev tilstræbt ens næringsindhold. Energiindholdet var højere i kontrolblan­dingen end i forsøgsblandingen. Det anvendte grønmel var fra samme partier, som blev anvendt i afprøvningen "Grøn­mel til søer", Meddelelse nr. 208, fra Den rullende Afprøvning.

Blandingerne var sammensat ud fra nor­merne til dræg­tige søer (Fokus på "Nær­ings­stofnormer", 1989, Landsud­valget for Svin, DS).

Blandingernes sammen­sætning er vist i tabel 1.

Besætning A brugte indkøbt færdigblan­dinger. I besætning B var kontrolblanding hjem­meblandet melfoder, mens forsøgs­blandingen var en indkøbt færdigblan­ding, denne blanding blev leveret som Pellet Cross.

Søernes produktionsresultater og sund­hedstilstand blev regi­streret. Søernes adfærd i drægtighedsperioden blev vur­deret subjektivt af afprøvningsvært og registrering­stekni­ker.

Pattegrise, der døde i dieperioden, blev registreret med dato og årsag. Pattegrise­nes fravænningsalder og -vægt samt diarré­frekvens blev registreret.

Der blev jævnligt udtaget prøver af die­givningsblandingerne, som blev anvendt i de to besætninger, for at sikre at blan­din­gerne levede op til normerne for næri­ngs­stoffer til diegivende søer.

I løbet af afprøvningsperioden blev der udtaget 12 prøver af hver drægtigheds­blanding. Prøverne blev sendt til fuld­foder- og  amino­syreanalyse på Steins Laboratorium.

Der blev gennemført to fiberanalyser af blandingerne. Analy­serne blev udført af Af­delingen for Dyrefysiologi, Statens Husdyr­brugsforsøg.

RESULTATER OG DISKUSSION

De foderblandinger, som blev anvendt i afprøvningen var af en god og ensartet kvalitet.

Der var ikke problemer med at få søerne til at æde forsøgsblandingen i drægtig­heds­perio­den. Omkring foderskiftet 3 uger efter løbning var der enkelte søer med ædevægring i en til to dage.

Foderblandingernes analyserede indhold er vist i tabel 2.

Analyserne stemte over­ens med det de­klarerede indhold. For­søgsblandingen havde et højere indhold af træstof end kontrolblandingen, og dette var den væ­sentligste årsag til forskellen i indhold af FEs pr. 100 kg.

I begyndelsen af afprøvningen blev søerne i drægtig­hedsperio­den fodret efter en foderkurve beregnet ud fra foderblandin­ger­nes beregnede indhold af FEs. Det vil sige, at forsøgssøerne fik tildelt cirka 12 pct. mere foder end kontrolsøerne. Det viste sig imidlertid hurtigt, at forsøgssøer­ne blev for fede. Derfor blev der fodret efter huld med det resultat, at foderfor­bruget målt i kg næsten var det samme i de to grupper. Årsagen til dette må være, at søerne har udnyttet forsøgsfodret væsentlig bedre end forventet. Sagt på en anden måde; søerne har fundet flere FEs pr. kg forsøgsfoder end det beregnede indhold på 97 FEs pr. 100 kg. Dette stemmer overens med resultaterne fra for­døjelighedsforsøg med grønmel til søer, udført af Sta­tens Hus­dyrbrugsforsøg.

Forsøgssøerne var cirka dobbelt så lang tid om at æde foderet i forhold til kon­trolsøerne. Dette blev observeret i begge besætninger. Forsøgssøerne udskilte en større og mere klistret gødning end kontrolsøerne. Dette medførte, at forsøgssø­erne i besætningen med løsdrift ofte var beskidte, mens kontrolsøerne altid var rene.

Produktionsresultaterne fra de to besæt­ninger er vist i tabel 3.

  a), b): Signifikant forskellige (P <0,05).

I besætning A, hvor alle søerne var op­staldet individuelt i drægtighedsperioden, blev der ikke visuelt observeret forskel­lig adfærd mellem de to grupper af søer, ligesom der heller ikke var problemer med uens huld i grupperne.

I besætning B, hvor alle søerne var løs­gående i drægtigheds­perioden, var søerne i kontrol­gruppen til­syneladende mere aktive, uden det dog medførte flere slags­mål og udsatte søer i denne gruppe. Der var ikke problemer med uens huld, hver­ken i forsøgs- eller kontrol­gruppen. Det skal bemærkes, at farings­procenten var størst i forsøgsgruppen uden dog at være statistisk sikker.

I begge besætninger var der signifikant større pattegrisedødelighed hos forsøgssø­erne, men der var ikke forskelle i for­delingen af dødsårsagerne og -tids­punkt. Vægten  af  et  kuld  fra­vænnede  grise var  lavere  hos  forsøgssøerne  end  hos kontrol­søerne. Denne forskel var ikke statistisk sikker (P <0,09). Det tyder således på, at for­søgssøernes mo­dere­genska­ber har været dårli­gere end kontrolsøernes. Dette må tilskrives foderskif­tet eller dårligere foderud­nyttelse hos forsøgssøer­ne i die­givnings­perioden.

I besætning B, hvor søerne fik vådfoder i diegivningsperioden, blev der ikke kon­stateret forskelle i søer­nes foderop­tagelse mellem kontrol- og forsøgsgrup­pen.

Det tydede således ikke på, at søer, som er fodret med en træstofrig drægtig­heds­blanding med 30 pct. grønmel, kunne optage en større fodermængde i den efter­følgende diegivnings­periode.

Denne under­søgelse viser, at anvendelse af en dræg­tighedsblan­ding med 30 pct. grønmel ikke påvirket søernes huld og reproduktions­resultater, til gengæld på­virker det søer­nes moderegenskaber i den efterfølgende diegivningsperioden i nega­tiv retning.

Hvorvidt en mindre mængde grønmel end 30 pct. i drægtighedsperioden er gavnligt for søer, kan ikke afgøres på baggrund af denne undersøgelse, men Statens Hus­dyrbrugsfor­søgs undersøgelser viste, at op til 20 pct. grønmel til drægtige søer fungere­de tilfredsstil­lende.

REFERENCER

Bilag til Årsmøde 1991, Afd. for Forsøg med Svin og Heste, Statens Husdyrbrugs­forsøg.

Den rullende Afprøvning, Meddelelse nr. 208, 1991. Grønmel til søer.