26. marts 1992

Meddelelse Nr. 227

Jernbehandling af drægtige søer

Jernbehandling af drægtige søer

SAMMENDRAG

Effekten af at give drægtige søer en injektion med 8 ml af jernpræparatet Gleptosil 3 uger før forventet faring blev undersøgt.

Undersøgelsen blev gennemført i 3 større sobesætninger. Besætningerne anvendte fo­derblan­dinger med et jernindhold, der var i overensstemmelse med den danske norm på 80 mg pr. FEs.

En uge før faring blev der udtaget blodprøver af søerne til analyse for hæmoglobin og hæmatokrit. Blodanalyserne viste ingen forskelle i hæmoglobin- og hæmotokritniveau mellem de behandlede og ubehandlede søer.

Der var ingen forskel i produktionsresultaterne mellem de behandlede og ubehand­lede søer.

På baggrund af denne undersøgelse kan det ikke anbefales at give drægtige søer en jerninjektion 3 uger før forventet faring.

BAGGRUND

En engelsk undersøgelse viste tendens til færre dødfødte grise, højere fødselsvægt samt færre døde grise i diegivningsperio­den, når søerne fik en injektion med 8 ml Gleptosil 3 uger før for­ventet faring. Dette svarede til en gevinst på 0,5 gris pr. årsso.

Da ekstra jern ikke overføres fra soen til fostrene, er det sandsynligt, at den ekstra jerntilførsel kan forbedre søernes egen konstitution.

Flere dyrearter udvikler anæmi (blod­mangel) i den sidste del af drægtigheden. Et fald i antallet af blodlegemer på 20-30 pct. er registreret.

Denne anæmi skyldes ikke jernmangel, men at et øget østrogenindhold i blodet under drægtig­heden har en negativ ind­flydelse på det bloddannende væv. Her­ved får dyrene en mindre produktion af røde blodlegemer.

Om samme forhold gør sig gældende for søer og gylte vides ikke, men en øget østrogen-ak­tivitet under drægtig­heden hos svin er kendt, så mulig­heden foreligger.

Da jern er nødvendigt, for at de røde blodlegemer fungerer optimalt, må det forventes, at et under­skud af jern vil påvirke soen under faringen og i diegiv­ningsperioden.

Formålet med denne afprøvning var at undersøge, om en injektion med 8 ml Gleptosil 3 uger før faring påvirkede soens moderegenskaber, målt på antal dødfødte grise, antal døde grise i diegiv­nings­perioden og grisenes fravæn­nings­vægt.

Afprøvningen blev gennemført i samar­bejde med Pherrovet A/S.

MATERIALE OG METODE

Afprøvningen blev gennemført i 3 større sobesætninger over en periode på 9 måne­der. Afprøvningen omfattede både søer og gylte.

Besætningerne anvendte almindelige sofoderblandinger med et deklareret jernindhold på 80-100 mg pr. FEs. Fo­derblandingerne blev jævnligt analyseret for indhold af næringsstoffer og jern.

Søerne blev fodret efter gældende nor­mer.

Tre uger før forventet faring blev søerne delt i to grupper, således at race og kuld­nummer var ens mellem grupperne. Forsøgsgruppen fik en intramuskulær injektion i nakkeregionen med 8 ml Gleptosil, mens kontrolgrup­pen ikke blev behandlet.



Tabel 1. Blodprøvernes indhold af hæmoglobin og hæmatokrit

Kontrol

Gleptosil

Antal søer

45

48

Gns.

Std.afv.

Gns.

Std.afv.

Hæmoglobin, g/l

124

11

122

9

Hæmatokrit, pct.

 36

4

 36

3



Tabel 2. De samlede produktionsresultater

Kontrol

Gleptosil

Antal kuld

Antal levendefødte pr. kuld

 - heraf svagtfødte pr. kuld

Antal dødfødte pr. kuld

Antal fravænnede pr. kuld

Vægt ved fravænning, kg

Faringer længere end 6 timer, pct.

Fødselshjælp, pct.

MMA-behandling, pct.

572

10,8

1,1

0,9

9,8

7,4

1,6

5,9

27,8

578

10,8

1,0

0,9

9,8

7,4

1,6

4,7

28,2

I begge grupper blev der udtaget blod­prøver af søerne 4 dage før forventet faring til bestemmelse af ind­hold af hæ­moglobin og hæmatokrit (volu­men af de røde blod­legemer).

Pattegrisene fik en normal jerninjektion, når de blev 3 dage gamle.

RESULTATER OG DISKUSSION

Analyserne af foderblandingerne viste, at blandingerne var i overensstemmelse med normerne for næringsstoffer til søer. Jernanalyserne viste, at blandingerne havde et jernindhold svarende til de dan­ske normer for avlsdyr.

Der var ingen vekselvirkning mellem besætningerne, derfor er det kun de samlede resultater som er vist i tabel 1.

Som det fremgår af tabel 1, var der ingen forskel på resultaterne mellem de to grupper. Der er således intet som tyder på, at jerninjektionen ændrede på blod­parametrene hæmog­lo­bin og hæmatokrit.

Der var ingen vekselvirkning mellem besætningerne, derfor er de samlede resultater vist i tabel 2.

Tabel 2 viser, at der ikke var nogen effekt af at give søerne en in­jektion med 8 ml Gleptosil 3 uger før forventet faring.

Forsøget viser, at søer der fodres efter normerne, ikke har behov for ekstra jerntilskud før faringen. Injektion af søerne med jern 3 uger før faring kan derfor ikke anbefales.


Institution: Landsudvalget for Svin, Videncenter for Svineproduktion, Den rullende Afprøvning

Forfatter: Gunner Sørensen

Udgivet: 26. marts 1992

Dyregruppe: Søer, Drægtige søer

Fagområde: Ernæring