Ostevalle og beriget permeat til slagtesvin

SAMMENDRAG

Ostevalle og beriget permeat blev afprøvet i to sektionerede slagtesvinebesætninger, der anvendte restriktiv vådfodring. I kontrolgruppen bestod vådfoderets væskedel af vand, mens væskedelen i forsøgsgruppen enten bestod af ostevalle eller beriget permeat. Begge valle-produkter indgik med ca. 17 pct. af FEs i vådfoderet.

Fodring med valle, uanset type, øgede slagtesvinenes daglige foderoptagelse signifikant, hvilket resulterede i en lidt højere daglig tilvækst (10 g). Der var ingen væsentlige forskelle med hensyn til foderudnyttelse, kødprocent og sygdomsmæssige forhold.

Gødningskonsistensen og graden af svineri i stierne var ens for kontrol- og forsøgsgruppen, selv om forsøgsgrisene forbrugte op til 30 l vand ekstra pr. gris.

Der blev ikke i afprøvningsperioden (ca. 1 år) fundet øget tæring af inventar og spaltegulve ved fodring med valleprodukter. En eventuel langtidseffekt kan ikke vurderes på dette grundlag.

Meromkostninger forbundet med vådfodring med valleprodukter er beregnet til 0,2 øre pr. l valleprodukt, forudsat at der alternativt anvendes vand i vådfoderet, og at dette vand er gratis. Ligeledes er det forudsat, at der i forvejen er investeret i valletank.

BAGGRUND

Valle er sædvanligvis et relativt billigt foder­stof, som derfor har fundet udbredt an­vendel­se, for­trinsvis som foder til slag­tesvin.

Som hovedregel handles der med to kate­gori­er af valle, nemlig A (valle) og B (beriget permeat). Der indgår forskellige valletyper i hver kategori.

Valle (kategori A) er således et restprodukt fra fremstilling af oste (ostevalle) og kasein (kasein­valle). Beriget permeat (kategori B) er et restpro­dukt fra produktion af f.eks. fetaost og kasein på basis af ultrafiltrering. Under ultrafiltrering fjernes visse protei­ner, således at sammensætningen og for­døjeligheden af aminosyrerne ændres. Desuden foretages en opkoncentrering til ca. 7 pct. tørstof.

Næringsindholdet afhænger således af valletypen. Den kan have stor indflydelse på fuldfoderets næringsindhold, da valle ofte udgør 15 - 25 pct. af FEs i foderet.

Der har i mange besætninger været konsta­teret svingende indhold af tørstof og pro­tein fra leveran­ce til leverance, hvilket gør det vanskeligt at sikre svinene en korrekt og stabil forsyning med nærings­stoffer.

Vallens relativt høje saltindhold medfører samtidigt, at grisenes vandoptagelse øges. Herved øges omkostningerne til lagring og udbringning af gylle.

Formålet med afprøvningen var derfor at:

-	undersøge variationen i forskellige valletypers næringsindhold fra leverance til leverance.
-	belyse forskellige valletypers effekt på slagtesvins foderoptagelse, foderudnyt­telse, tilvækst og sundhed.
-	vurdere omfanget af tæring på inventar og spaltegulv
-	beregne vallens anvendelsespris.

MATERIALE OG METODE

Afprøvningen blev gennemført i to be­sætninger, der anvendte restriktiv våd­fo­dring og sektioneret holddrift.

I forsøget indgik to grupper. Der var i besætning A 11 gentagelser (hold) med ca. 130 grise pr. gruppe. I besætning B var der 14 gentagelser med ca. 125 grise pr. gruppe. Afprøvningen omfattede i alt 6347 grise.

De to grupper var sammensat således, at grisene ved indsættelse havde samme kønsfordeling og vægt.

Grisene i gruppe 1 udgjorde kontrolgrup­pen og blev tildelt vådfoder, hvor væske­delen bestod af vand. I vådfoderet til for­søgsgruppen bestod væskedelen enten af ostevalle (besætning A) eller beriget per­meat (besætning B). Begge valleprodukter udgjorde gennemsnitligt 17 pct. af FEs i vådfoderet.

Tørfoderdelen bestod i begge besætninger og grupper af korn, sojaskrå, animalsk fedt og mineraler. Besætning A anvendte desu­den fedtrige rapskager i en kortere perio­de.

Indholdet af næringsstoffer og energi var beregnet at være ens for begge grupper inden for besætning. Næringsindholdet opfyldte normerne som angivet i "Fokus på normer for næringsstoffer" (1990).

Begge de anvendte valleprodukter blev leveret af MD-Foods 3 - 4 gange ugentligt.

Ostevallen blev opbevaret i en rustfri ståltank, der rummede 30 tons og var udstyret med omrører. Omrøring blev foretaget umiddelbart før overpumpning til blandekar i forbindelse med foderfremstil­ling. Tanken blev ikke vasket regelmæssigt og blev aldrig tømt fuldstændigt mellem hver valleleverance.

Permeatvallen blev opbevaret i 2 rustfri ståltanke á 25 tons. Disse blev ikke ren­gjort, men tømt på skift. Tankene var ikke forsynet med omrører, men permeatet blev cirkuleret ved pumpning i 3 - 5 minutter, før det skulle anvendes til fremstilling af foder.

Inden for hver gruppe blev registreret tilvækst, foderforbrug, kødpct. og syg­domsforhold. Desuden blev vandforbruget registreret.

For løbende at følge indholdet af nærings­stoffer i valle og permeat blev der udtaget prøver hver 14. dag til analyse for tørstof og råprotein. En gang månedligt blev desuden foretaget fuldstændig foder­stofana­lyse samt bestemt indholdet af en række aminosyrer og mineraler. På to prøver af beriget permeat blev endvi­dere bestemt indholdet af fire mikro­mi­neraler.

Prøver af vådfoder blev udtaget ca. 1 gang pr. måned og underkastet samme analyse­program som valle- og permeatprøverne.

RESULTATER OG DISKUSSION

Næringsstofsammensætning

Ostevalle og beriget permeat er siden 1.3.1991 solgt af MD-Foods med følgende garantier:

	Ostevalle	Beriget Permeat
Tørstof, pct. Råprotein, pct. pH	5,5 (±10%) 0,6 - 0,8 4,0 - 4,5	7,0 (±10%) 0,3 - 0,6 4,0 - 4,5

Tabel 1 viser sammensætningen af osteval­le og beriget permeat.

Tabel 1.	Gns. analyseret indhold af næringsstoffer i ostevalle og beriget permeat pr. kg tørstof
		Ostevalle	Beriget permeat
Antal prøver		14	25
Vand, pct.		94,1	93,60
Indhold pr. kg tørstof
Råprotein, pct.		11,0	6,4
Råfedt, pct.		1,4	0,5
NFE, pct.		79,1	83,7
Råaske, pct.		8,5	9,4
FEs		1,07	1,02
Calcium, g/kg		6,8	6,9
Fosfor, g/kg		6,9	7,7
Natrium, g/kg		8,0	8,9
Klorid, g/kg		-	26
Kalium, g/kg		-	23
Lysin g/kg		8,1	2,2
Methionin, g/kg		1,4	0,4
Cystin, g/kg		2,0	0,4
Threonin, g/kg		5,9	1,5
pH		4,1	4,2
Kobber, mg		-	0,2
Jern, mg		-	1,2
Zink, mg		-	1,9
Mangan, g		-	0,05

Analyseresultaterne viser, at disse garantier gennemsnitligt set er overholdt, men at enkelte partier afveg udover grænse­vær­dierne. Indholdet af råprotein varierede således fra 0,40 pct. til 0,74 pct. (osteval­le) og fra 0,21 pct. til 0,94 pct. i beriget permeat. Tørstofindholdet varierede fra 4,8 pct. til 8,8 pct. (ostevalle) og fra 4,0 pct. til 8,0 pct. (beriget perme­at).

Det bemærkes, at en væsentlig del af de partier, som afveg udover de fastsatte garantier for råprotein og tørstof, blev le­veret før garantiordningen trådte i kraft. Desu­den blev prøverne ikke, som forudsat i gara­ntibestemmelserne, udtaget fra tank­vogne­ne, men fra valletankene.

Det analyserede indhold af andre nærings­stoffer var gennemgående på niveau med resultater fra tidligere analyseserier, bort­set fra et væsentligt højere indhold af fosfor (57 pct.) og livsvigtige aminosyrer (op til 75 pct.) i beriget permeat i forhold til tidligere.

Variationen i valleprodukternes nærings­indhold, udtrykt som enkeltanalysers af­vigelse fra analysegen­nemsnittet, var typisk op til 20 pct. for makromineraler og op til 100 pct. for aminosyrer.

De målte pH-værdier i valle og permeat varierede fra 3,6 til 5,2 med størstedelen inden for garantiinter­vallet 4,0 - 4,5.

Det analyserede indhold af mikromineraler i de to prøver af beriget permeat var no­get lavere end tabelværdierne fra Andersen og Just (­1983) angiver.

Det analytisk bestemte indhold af FEs i vådfoderprøverne var 0,01 - 0,04 FEs pr. kg lavere end det forventede(0,30 F­Es/kg). Analyser af næringsindholdet pr. FEs viste imidlertid god overensstemmelse med det beregnede indhold.

Vådfoderets pH-værdi var i gennemsnit ca. 5, uanset om væsken bestod af vand, ostevalle eller permeat. Anvendelse af fælles eller separate blandekar til kontrol- og forsøgsfoder gav ligeledes ens pH-værdier. At pH i vådfoderblandingerne var ens kan derfor ikke forklares alene ved mulig over­slæb­ning af mælke­syre­bakterier fra for­søgs- til kontrol­blan­ding (podning).

Produktionsresultater

Tabel 2 viser de gennemsnitlige produk­tionsresultater fra de to besætninger i afprøvningen. Da der ikke var vekselvirk­ning mellem besætning og forsøgsbehand­ling, er kun det samlede resultat vist.

Resultaterne af afprøvningen viser, at de valle/permeatfodrede grise havde en signi­fikant større daglig foderoptagelse end grisene på kontrolholdet. Valle/permeat­gruppen opnåede som følge heraf en lidt højere til­vækst, der dog ikke antog signifi­kans (P <.15). Der var ikke nævn­eværdi­ge for­skelle mellem grupperne med hensyn til foderudnyttelse og kødpct.

Der var ingen forskel i andelen af døde og kasserede grise mellem grupperne, lige-som der heller ikke optrådte forskelle i fore­komsten af sygdomsbemærkninger og årsager til dødsfald og kassationer.

Fodring med ostevalle og beriget permeat i mængder på ca. 17 pct. af FEs har ikke i denne afprøvning vist sig at have negativ effekt på grisenes produktionsresultater. Det skal dog tages i betragtning, at af­prøvningen er gennemført med vallepartier af forholdsvis ensartet kvalitet, og at der er leveret valle af samme type fra gang til gang.

Gødningskonsistensen og graden af svineri i stierne var nogenlunde ens i de to grup­per. At fodring med valle i stedet for vand skulle give anledning til højere diar­réfre­kvens og mere svineri i stierne kan såle­des ikke bekræftes i denne afprøvning. Det noteres dog, at valleandelen af foderet var moderat, og at afprøvningen blev gen­nem­ført i stalde med fuldspaltegulv, hvil­ket er­faringsvis giver færre problemer med svineri.

Tabel 2. Produktionsresultater. Gennemsnit af besætning A og B
	Kontrol	Valle
Producerede svin	3167	3180
Vægt ved indsættelse, kg	35,2	35,1
FEs pr. dag	2,19a	2,23b
Daglig tilvækst, g	689	699
FEs pr. kg tilvækst	3,18	3,19
Kødprocent	58,4	58,3
Døde/kasserede, pct.	3,5	3,1

a, b: P<0,05

Vandforbrug fra drikkeventiler

I besætningen der anvendte permeatvalle, blev vandforbruget fra drik­keventiler op­gjort for 4 hold á ca. 130 grise pr. gruppe. Grisene på kontrolfoderet brugte i gennem­snit 129,9 l vand pr. gris mod 158,7 l hos grisene på permeatfo­deret. Den berigede permeat øgede grisenes samlede væ­skefor­brug med knap 30 l pr. gris, svar­ende til 22 pct.

Til sammenligning optog grisene i begge grupper ca. 620 l vand pr. gris fra våd­foderet, beregnet ud fra det analytisk bestemte vandindhold og grisenes foderop­tagelse. Vandforbruget fra vådfoderet svarer til ca. 2,6 l pr. FEs.

Grisene på kontrolfoderet brugte således i alt ca. 750 l vand pr. gris, svarende til 3,1 l vand pr. FEs, mod ca. 780 l vand pr. gris (3,2 l vand pr. FEs) på permeatfo­deret.

I den anden be­sætning blev regi­streret en næsten tilsvarende stigning i grisenes vandforbrug fra drikkeventiler (21 l) ved fodring med valle. Vandfor­bruget er dog her kun op­gjort for de første 66 ud af i alt 81 foder­dage på et hold og kan derfor kun betrag­tes som orienterende.

Målingerne af vandforbruget viser således, at selv om grisene fodres med vådfoder, der i forvejen indeholder ca. 78 pct. vand, kan de forbruge op til  0,5 - 0,6 l vand ekstra pr. FEs vådfoder fra drikke­ventiler­ne. Det gælder, uan­set om våd­foderet er baseret på vand eller valle/per­me­at. Den ekstra vandoptagel­se er dog størst ved valle/permeatfodring, formentlig på grund af dennes højere saltindhold.

Økonomi

Vallens anvendelsespris kan opgøres som anskaffelsespris med tillæg af omkostnin­ger fra evt. produktionstab, gyllelagring og -håndtering, slid og tæring på inventar m.v. Det forudsættes, at valletank er in­stal­leret i forvejen. Anvendelsesprisen bliver således den reelle pris, som skal betales for vallen, og dermed den pris, som skal anvendes ved sammenligning med andre foderstoffer.

Der er ikke i afprøvningen fundet for­skelle i produktionsresultaterne til ug­unst for valleprodukter, hvorfor produk­tions­værdi­en ikke belastes heraf.

Det ekstra vandforbrug ved anvendelse af permeat medfører omkostning­er til øget kapacitet til gylleopbevaring. Disse  kan anslås til 170 kr. pr. m³, svarende til ca. 4 kr. pr. produceret svin ved 30 l ekstra vandforbrug og 9 måneders gylleop­be­varing.

Ved en gennemsnitlig årlig forrentning og afskrivning på 18,4 pct. af det investerede beløb (10 år, 13 pct. rente p.a.) øges produktionsomkostnin­gerne pr. produceret svin med 0,75 kr. Hertil kommer de øgede udbringningsud­gifter, der kan an­sættes til ca. 50 øre pr. produceret svin ved en udbringningsudgift på 15 kr. pr. m³ gylle. I alt øges produk­tionsomkostningerne med i alt ca. 1,25 kr. pr. produceret svin ved vådfodring med valle/permeat i stedet for vand.

Med en permeatandel på 17 pct. af FEs forbruges ca. 600 l permeat pr. produceret svin. De ekstra omkostninger til lagring og udbringning udgør da 0,2 øre pr. l valleprodukt.

I ingen af de to besætninger, der deltog i afprøvningen, blev der konstateret øget tæ­ring af inventar og spaltegulv ved fodring med valleprodukter. Spaltegulvene var dog relativt nye ved afprøvningens start. Desu­den forløb afprøvningen over relativt kort tid. En evt. langtidseffekt kan derfor ikke vurderes og er ikke medtaget i de økono­miske overvejel­ser.

Alt i alt viser beregninger, baseret på resultaterne fra denne afprøvning, at valle­produkters anvendelses­pris kan ansættes til mejeriets salgspris med tillæg af 0,2 øre pr. liter, forudsat at der alternativt anven­des vand i vådfoderet, og at dette vand er gratis.

Praktiske anvisninger vedr. opbe­varing af og fodring med valleprodukter er beskrevet i pjecen Fokus på valle og be­riget permeat, hvortil der henvises.

REFERENCER

Andersen, P.E. og A. Just, 1983. Tabel­ler over foderstoffers sammensætning m.m. Det Kgl. danske Landhushold­nings­selskab

FOKUS PÅ Normer for næringsstoffer, 1990, Landsudvalget for Svin, DANSKE SLA­G­T­ERI­ER

FOKUS PÅ Valle og beriget permeat, 1992, Landsudvalget for Svin, DANSKE SLAG­TERIER