Vådfoderstrategi til sogrise

SAMMENDRAG

To grupper sogrise blev tildelt vådfoder henholdsvis restriktivt i langkrybber og efter ædelyst i kortkrybber. Der indgik tre besæt­ninger og i alt ca. 1.650 sogrise pr. gruppe. Grisene ind­gik i for­søg ved ca. 49 kg.

Som gennem­snit for de tre besætnin­ger var forskellen i foder­styrke 0,38 FEs pr. gris pr. dag. Forskellen i foderstyrke betød en signi­fi­kant stigning i daglig tilvækst på 90 gram, en signifi­kant stigning i foderfor­brug pr. kg til­vækst på 0,11 FEs og et signifikant fald i kød­procent på 1,2 ved fodring efter ædelyst. Der var ikke for­skel i pro­cent døde og kasserede mellem grupperne.

Det kan konkluderes, at vådfodring efter ædelyst til sogri­se helt indtil slagtning medfører en stigning i daglig til­vækst, fald i kød­procen­t og moderat stigning i foder­forbrug pr. kg til­vækst i forhold til restriktiv vådfodring.

På baggrund af afprøvningen kan vådfodring efter ædelyst i slut­peri­oden kun anbe­fales til sogrise, hvis der er overskud af smågrise­/ungs­vin til indsæt­telse i slagtesvinestal­den, så den øgede tilvækst og det frigjorte stiareal kan udnyt­tes, og hvis der gennemføres en vis be­grænsning af slutfoderstyrken.

BAGGRUND

I forbindelse med nybyggeri og renovering af slagtes­vinestalde skal der tages stilling til, om stierne skal indrettes til re­striktiv fodring eller til fodring efter ædelyst. Ved indretning til fodring efter ædelyst spa­res der kryb­beplads, hvorved der kan der være 1-2 grise mere pr. sti.

Overgangen til produktion af so-/hangrise har gjort vådfodring efter æde­lyst i sidste del af vækstperioden mere aktuel, da hangrise har noget bedre egenskaber for kødaflejring end galt­grise. Resulta­ter fra en af­prøvning af vådfo­der­stra­tegi til hangrise har vist, at det kan være økono­misk fordel­agtig at fodre hangrise efter ædelyst helt indtil slagtning.

Sogrise har bedre egenskaber for kødaflejring end galtgrise, men dårligere end hangrise. Totaløkonomi­en ved våd­fo­dring efter æde­lyst helt ind­til slagt­ning afhænger derfor af foderstrategiens ind­flydel­se på sogri­senes pro­duktions­resul­tater.

Formålet med afprøvningen var derfor at belyse for­skellige fo­der­strategiers ind­flydelse på sogrisenes produktions­resul­tater.

MATERIALER OG METODER

Afprøvningen blev gennemført i tre besæt­ninger. Produktions­for­hol­dene i de tre besæt­ninger fremgår af tabel 1.

I afprøvningen indgik to grupper. Kontrol­gruppen blev fodret restri­ktivt i lang­krybber fire gange dagligt efter den i besæt­nin­gerne sædvanligvis anvendte foderkurve, men med en tilstræbt slutfoderstyrke på 2,7 FEs/gris pr. dag. Forsøgsgruppen blev fod­ret i kort­krybber efter reel ædelyst, hvorved skal for­stås, at gri­sene havde adgang til foder langt det meste af døg­net.

I besætning A og B blev langkrybberne i forsøgsgruppen ændret til kortkrybber ved delvis overdækning, hvorfor der blev indsat samme antal grise pr. sti i de to grupper. I besætning C blev stierne nyindrettet med henholdsvis lang­krybber og kortkrybber, og der blev ind­sat én gris mere pr. sti i forsøgs­grup­pen.

Grisene indgik i forsøg ved ca. 49 kg. Ungs­vi­nene blev fodret med vådfoder efter æde­lyst.

Der blev anvendt samme foderblanding i de to grupper. Foderet blev sammensat efter "FOKUS PÅ Normer for næringsstoffer", Land­sudvalget for Svin/DANSKE SLAG­TE­RI­ER, 1990. Foderet blev i hver besæt­ning analyseret 3-5 gange for indhold af energi og nærings­stoffer.

I afprøvningen indgik henholdsvis 5, 11 og 5 gentagelser med hen­holdsvis ca. 150, 30 og 130 producerede svin pr. gruppe pr. gen­tagelse i be­sætning A, B og C.

RESULTATER OG DISKUSSION

Foderanalyserne viste som gennemsnit for den enkelte besætning et indhold af energi i overensstemmelse med det forventede. Ind­holdet af aminosyrer opfyldte normerne.

Foderstrategiens effekt på produktionsresulta­terne fremgår af tabel 2.

     *)       Tallene er korrigeret for vægt ved indsættelse

     a,b:   Signifikant forskellige (P<0,05)

Som gennem­snit for de tre besætnin­ger var den gen­nem­snitlige foder­styrke 0,38 FEs pr. gris pr. dag større ved fodring efter æde­lyst end ved restriktiv fodring (P<0,05­). Dette resul­terede i en stigning i daglig tilvækst på 90 gram (P<0,05) en stigning i foderfor­brug pr. kg til­vækst på 0,11 FEs (P<0,05) og et fald i kødprocent på 1,2 (P<0,05). Der var ikke for­skel i pro­cent døde og kasserede mellem grupperne.

Der var vekselvirkning mellem behandling og besætning med hensyn til kød­pro­cent (P<0,­05­). Faldet i kød­procent ved fodring efter ædelyst var større i besæt­ning B end i be­sætning A og C. Der var ingen veksel­virkning med hensyn til gennemsnitlig foder­styrke, daglig tilvækst og foder­forbrug pr. kg tilvækst. I overensstem­melse med det store i kødprocent ved fodring efter ædelyst i be­sætning B, var stig­ningen i foderforbrug pr. kg tilvækst dog også størst i besætning B.

Grisenes evne til køda­flejring afhænger af avlsniveau, køn og alder. Optager grisene mere foder end de kan udnytte til kød­aflej­ring, vil en større del af foderet blive omsat i fedtaflej­ring med lavere kødprocent og større foderforbrug pr. kg til­vækst til følge. Dette har speci­elt været til­fældet ved fodring efter ædelyst i be­sætning B.

Det kan konkluderes, at vådfodring efter reel ædelyst til sogri­se helt indtil slagtning med­fører stor stigning i daglig til­vækst, men også fald i kød­procen­t og moderat stigning i foder­forbrug pr. kg tilvækst i forhold til restriktiv vådfodring.

Af tabel 3 fremgår foderstrategiens effekt på produktionsøkono­mien i perioden 49-97 kg, baseret på de gen­nemsnit­lige produk­tions­resultater an­givet i tabel 2.

Selv med indregning af én gris mere pr. sti ved fo­dring efter æde­lyst opnås, ved de an­førte prisforhold, et lidt min­dre DB pr. sti årligt ved fo­dring efter æde­lyst. Stigningen i daglig til­vækst og den eks­tra gris pr. sti kan altså ikke helt opveje faldet i kød­pro­cent og stigningen i foder­for­brug pr. kg tilvækst ved fodring efter reel ædelyst. Det vil derfor være øko­nomisk for­delagtig med en vis begrænsning af sogri­senes foderop­tagelse i slutperioden. Dette vil specielt være til­fældet ved lavere DB pr. gris, idet den øko­nomiske værdi af tilvækst derved er redu­ceret.

       *)     Afregningspris (inkl. efterbetaling) 11,00 kr/kg, foderpris 1,35 kr/FEs

       **)   Henholdsvis 15 og 16 grise/sti ved restriktiv og ad libitum fodring

Foderoptagelsen ved fodring efter ædelyst afhænger af sund­heds­ni­veau, ventila­tion, fodersammensæt­ning, belægnings­grad mv. Begræns­ningen i slut­fo­der­styrke bør afpasses efter aktuel fo­deropta­gelse, grise­nes avls­ni­veau for kødaflej­ring og prisforholdene.

I nyere vådfodringsan­læg kan foderstyrken ved fo­dring efter ædelyst be­græn­ses via foderkur­ver,  der  angiver  den  maksimale dagli­ge foder­til­deling pr. sti. Foder­styrken kan også be­grænses ved længere pau­ser mellem ud­fodrings­perioderne og ved reduk­tion af fo­dersuppens ener­gikon­cen­tration.

Den øgede tilvækst og det frigjorte stiareal ved fo­dring efter æde­lyst, kan kun udnyttes til pro­duktion af flere slagtesvin, hvis man har overskud af smågrise­/ungsvin til ind­sæt­telse i slagtesvi­nestal­den. Kun hvis dette er tilfældet, og kun hvis der gennem­føres en vis begræns­ning af slut­foderstyr­ken, kan våd­fodring efter ædelyst helt indtil slagtning anbe­fales til sogri­se.

Ved sammenligning af sogrise med hangrise (Medde­lelse nr. 244, Den rul­lende Afprøv­ning) kan hangrise omsætte en større mæng­de foder til kødtilvækst end sogrise. Det kan derfor være fordelagtig at opstalde slagtesvi­nene kønsvis og alene begrænse sogrisenes slutfoderstyrke. Opstaldes sogrise og hangri­se sammen, bør slutfoderstyrken begrænses i henhold til sogrisenes produktions­resultater.

REFERENCER

Den rullende Afprøvning. Meddelelse nr. 113, 1986. "Vådfodring efter ædelyst til ung- og slagtes­vin".

Den rullende Afprøvning. Meddelelse nr. 244, 1992. "Vådfoderstrategi til hangrise".

FOKUS PÅ "Normer for næringsstoffer", 1990. Landsudvalget for Svin, DANSKE SLAGTERI­ER