SAMMENDRAG

Fem grupper af smågrise blev sammenlignet. Foderet til grisene i gruppe 1 indeholdt ikke meldrøje, mens grisene i de øvrige grupper (2-5) fik tildelt et foder med stigende indhold af meldrøje, hvor niveauet var henholdsvis 250, 500, 1.000 og 2.000 ppm meldrøje. Foderet i gruppe 4 indeholdt 1.000 ppm meldrøje, hvilket er det niveau af meldrøje, der maksimalt tillades i foder.

Grisene i gruppe 5, som fik et foder indeholdende 2.000 ppmmeldrøje, havde en signifikant lavere foderoptagelse og en signifikant lavere tilvækst end de grise, der fik et foder med henholdsvis 0, 250, 500 og 1.000 ppm meldrøje. Mellem de fire øvrige grupper (1-4) var der ikke forskel i foderoptagelse og tilvækst. Der var ingen forskel i foderudnyttelse eller procent døde grise mellem de fem grupper.

Der blev udtaget blodprøver fra otte grise i hver af de fem grupper. Blodprøverne blev analyseret for seks forskellige blodparametre til vurdering af lever- og nyrefunktion samt eventuel beskadigelse af muskelceller. Mellem grisene i de fem grupper var der ikke forskel i blodprøveanalyserne. Meldrøje indeholder giftige alkaloider, men analyse af de udtagne blodprøver viste ikke tegn på indhold af disse stoffer. Et eventuelt indhold af alkaloider lå derfor under detektionsgrænsen på 0,01 µg alkaloid pr. ml plasma.

Visuel bedømmelse af dyrenes tilstand blev foretaget af en dyrlæge en gang om ugen. Ingen grise i de fem grupper viste symptomer på meldrøjeforgiftning.

Dette forsøg viste, at med et indhold på 2.000 ppmmeldrøje, faldt smågrisenes foderoptagelse og tilvækst signifikant. Forsøget giver dog ikke anledning til at ændre maksimumgrænsen på 1.000 ppm meldrøje i foder. Lovgivningen angiver foderets indhold af meldrøje på vægtbasis (mg inficerede kerner pr. kg kerne). Ved brug af denne måleenhed tages der ikke hensyn til variation i de inficerede kerners indhold og sammensætning af alkaloider.

BAGGRUND

I 1991 rapporteredes om et stigende antal tilfælde af meldrøjeangreb i rug. Stigningen skyldtes dels gunstige klimatiske betingelser for vækst af meldrøje, og dels en stigende udbredelse af hybridrug, der er mere modtagelig overfor meldrøjeangreb end traditionelle rugsorter.

Meldrøje er en sæksporesvamp, der blandt kornarterne primært angriber rug og triticale. Meldrøje er betegnelsen for svampens hvilestadium "sklerotiet", der ved infektion indtager kernens plads i akset. Sklerotiet er et ½-2 cm langt, mørktfarvet frugtlegeme. Det indeholder bl.a. nogle giftige alkaloider, der har giftvirkning på mennesker og dyr, heriblandt svin.

Forgiftning forårsaget af meldrøje kan give forstyrrelser i centralnervesystemet og hæmme blodgennemstrømningen i kroppens yderste (perifere) dele. Hos svin viser meldrøjeforgiftning sig bl.a. ved reduceret foderoptagelse og reduceret tilvækst hos svin i vækst samt ved aborter og mælkemangel hos søer.

Der er usikkerhed om, hvor meget meldrøje svin kan tåle uden at sundhed og produktionsresultater påvirkes i negativ retning. I Landbrugsministeriets bekendtgørelse om foderstoffer (nr. 19 af 13.01.1992) anføres et tilladt størsteindhold af meldrøje på 1.000 ppm i fuldfoder (svarer til 1 g meldrøje pr. kg foder). Udenlandske forsøg har vist, at tildeling af foder med 1.000 ppm meldrøje til slagtesvin giver nedsat tilvækst.

Formålet med forsøget var, på baggrund af et givent parti korn med et kendt indhold af meldrøje, at undersøge konsekvenserne ved fodring med forskellige niveauer meldrøje. Dette for at vurdere, om den nuværende grænseværdi for meldrøje er passende, samt i hvilket omfang meldrøjeinficeret korn kan bruges i foder til grise i vækst.

MATERIALE OG METODE

Forsøget blev udført med smågrise på forsøgsstationen "Sjælland III". I forsøget blev der sammenlignet foderblandinger med fem forskellige niveauer af meldrøje. Med syv grise pr. gruppe og fem gentagelser, indgik der i alt 175 grise i forsøget. Forsøgsopstilling fremgår af tabel 1.

Ved fravænning blev fem eller 10 grise taget fra samme so og ligeligt fordelt over de fem grupper, således at forsøget var genetisk balanceret. Ved fordelingen blev der ligeledes taget hensyn til vægt og alder. Grisene var 28 dage gamle og vejede gennemsnitligt 8,7 kg ved fravænning. Ved indsætning i forsøg var grisene gns. 35 dage og vejede gns. 10,9 kg, mens de ved forsøgets afslutning var gns. 70 dage og vejede gns. 29,1 kg.

Grise fra alle fem grupper fik det samme foder i den første uge efter fravænning (4.-5. leveuge). Fra indsættelse i forsøget (5. uge) og frem til forsøgets afslutning (10. uge) blev der anvendt fem foderblandinger, hvor rugdelen blev udskiftet med stigende mængde meldrøjeafrens fra rug høstet i efteråret 1991.

Der blev tilstræbt fodring efter ædelyst gennem hele forsøgsperioden. Foderblandingernes sammensætning fremgår af tabel 2.

Foderet blev produceret ad én gang. Foderprøver blev analyseret på Steins Laboratorium for indhold af råprotein, råfedt, træstof, aske, calcium og fosfor, samt indhold af aminosyrerne; lysin, methionin, cystin og treonin.

Grisenes adfærd og sundhedstilstand blev nøje fulgt gennem hele forsøget. Én gang om ugen blev eventuelle påvirkninger af centralnervesystemet, (grad af svimmelhed, sløvhed og lammelser) og blodgennemstrømningen i kroppens perifere dele (grad af blåfarvning af øre, hale, krop samt vævsdød) registreret efter en skala fra 1-4. Vurderingen blev foretaget af samme dyrlæge gennem hele forsøget.

For at følge udviklingen i forskellige blodparametre, blev der udtaget blodprøver fra grise i forsøgets fire første hold. Blodprøverne blev udtaget fra to grise i hver gruppe. Grisene blev tilfældigt udvalgt fra de fem forsøgsgrupper, og der blev hver uge taget dobbeltprøver af de samme grise. Således blev der taget blodprøver fra 40 grise hver fem gange.

*Blandingerne var sammensat ud fra normerne til 6 ugers grise (Fokus på "Normer for næringsstoffer", 1991, Landsudvalget for Svin, DANSKE SLAGTERIER). Alle blandinger var tilsat 50 ppm Carbadox.

Statens Veterinære Serumlaboratorium gennemførte analyse af blodets indhold af ALAT, ASAT, bilirubin, kreatinin, creatinkinase og urinstof. Resultater fra disse analyser blev brugt til at vurdere lever- og nyrefunktion, samt beskadigelse af muskelceller, idet forhøjet koncentration i blodet af ALAT og bilirubin er tegn på celleskader i leveren. Forhøjet koncentration af kreatinin og urinstof er tegn på svigtende nyrefunktion. Forhøjet koncentration af creatinkinase er tegn på celleskader i musklerne, mens forhøjet koncentration af ASAT er tegn på celleskader i hjerte, lever og skeletmuskulatur.

Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, Institut for Farmakologi og Patobiologi gennemførte analyser for indhold af alkaloider i 200 blodprøver, 1 prøve af afrenset rug med ca. 10 pct. sklerotier samt 1 foderprøve af hver af de 5 blandinger. Analyse af alkaloiderne: Ergotamin, ergometrin og alfa-ergocryptin blev efter ekstraktion foretaget ved hjælp af højtryksvæskecromatografi (HPLC).

RESULTATER OG DISKUSSION

Blandingernes analyserede indhold af næringsstoffer fremgår af tabel 3. Forsøgets resultater fremgår af tabel 4 samt figur 1 og 2.

*Beregnet ud fra kemisk analyse

Foderoptagelsen hos grisene i gruppe 5, med det højeste indhold af meldrøje i foderet, var generelt lavere end foderoptagelsen i de fire øvrige grupper (jf. figur 1). Forskellen mellem gruppe 3 og gruppe 5 var signifikant (P <,05), mens forskellen mellem de øvrige grupper ikke var statistisk sikker. Der var dog tendens til forskel i foderoptagelsen mellem gruppe 2 og gruppe 5 (P=,06) samt gruppe 4 og gruppe 5 (P=,06). Der kan være to årsager til faldet i foderoptagelsen. Meldrøjes bitre smag og/eller en eventuel effekt af alkaloiderne på grisenes appetit.

Figur 1.  Gennemsnitlig daglig foderoptagelse (a,b: Signifikant forskel, P <,05).

Den lavere foderoptagelse hos grisene i gruppe 5 gav tilsvarende lavere tilvækst. Grisene i gruppe 5 havde således en signifikant lavere daglig tilvækst end grisene i de øvrige grupper. Den daglige tilvækst i gruppe 5 var 28 g lavere end i gruppe 1 (P <,05), 49 g lavere end i gruppe 2 (P <,001), 46 g lavere end i gruppe 3 (P <,001) og 39 g lavere end i gruppe 4 (P <,01). Den gennemsnitlige daglige tilvækst i de 5 grupper er vist i figur 2.

Der var ikke statistisk sikker forskel i grisenes foderudnyttelse mellem de fem grupper, hvor foderforbruget svingede fra 1,80 FEs pr. kg tilvækst til 1,85 FEs pr. kg tilvækst (jf. tabel 4).

Analyse af sklerotierne viste et indhold af ergotamin på 200 µg/g (s.d. 31 µg/g; n = 3), alfa-ergocryptin på 43,5 µg/g (s.d. 6,0 µg/g; n = 3) og ergometrin på 11,2 µg/g (s.d. 1,7 µg/g; n = 3), hvilket svarer til en fordeling på 79 pct. ergotamin, 17 pct. alfa-ergocryptin og 4 pct. ergometrin.

De tre mest fysiologisk aktive alkaloider (ergotamin, alfa-ergocryptin og ergometrin) havde således et totalindhold på 250 ppm i sklerotierne. I dette forsøg er alkaloiderne ergacornin, ergocristin og ergosin ikke bestemt, hvor disse normalt udgør en betydelig del af alkaloidindholdet i sklerotier (Rasmussen, 1991a). I udenlandske forsøg angives det totale indhold af alkaloider i sklerotier (ud fra spektrofotometrisk totalbestemmelse) at ligge mellem 1.000 ppm og 5.000 ppm afhængig af værtsplante og lokalitet.

Figur 2.  Gennemsnitlig daglig tilvækst (a,b: Signifikant forskel, P <,05).

Der blev ikke påvist indhold af alkaloider i de analyserede blodprøver. Et eventuelt alkaloidindhold i blodet må derfor ligge under detektionsgrænsen på 0,01 µg alkaloid pr. ml plasma. Analyse af foderets indhold af alkaloider gav ingen resultater, som var nøjagtige nok til at vurdere en forskel mellem de fem blandinger. Dette understreger nødvendigheden af mere sikre metoder til bestemmelse af alkaloider.

Analyser af blodets indhold af ALAT, ASAT, bilirubin, kreatinin, creatinkinase og urinstof viste ingen statistisk sikre forskelle i udvikling hen over tid mellem grisene i de fem grupper. Disse analyser blev gennemført for at vurdere lever- og nyrefunktion, samt beskadigelse af muskelceller. For at illustrerer en typisk udviklingen i den fem ugers forsøgsperiode for disse analyser af blodprøver, er ALAT-værdien for grisene i hver af de fem grupper vist som eksempel i figur 3.

Figur 3.  Udvikling i ALAT-værdi for grisene i de fem grupper.

Visuel bedømmelse af dyrenes sundhedstilstand blev foretaget af en dyrlæge. Der blev ikke påvist effekt af meldrøje på centralnervesystem og blodgennemstrømning.

På baggrund af dette forsøg kan det konkluderes, at foder med 2.000 ppmmeldrøje og 0,5 ppm alkaloider (indhold af ergotamin, alfa-ergocryptin og ergometrin beregnet på baggrund af indhold i sklerotierne) til smågrise reducerer foderoptagelse og tilvækst. Dette forsøg danner ikke baggrund for at nedsætte maksimumgrænsen på 1.000 ppm meldrøje i foder.

Den nuværende lovgivningen tager ikke hensyn til variation i sklerotiers indhold og sammensætning af alkaloider. I fremtiden bør der sker måling af de skadelige indholdsstoffer i sklerotierne i stedet for den nuværende vurdering ud fra vægtbasis.

REFERENCER

Landbrugsministeriet, 1992. Bekendtgørelse om foderstoffer. Bekendtgørelse nr. 19 af 13. januar 1992.

Mantle, P.G. 1969. The Role of Alkaloids in the Poisoning of Mammals by Sclerotia of Claviceps spp. J. Stored Prod. Res. 5, 237-244.

Rasmussen, G. 1991a. Meldrøje i Korn - Oversigt. Levnedsmiddelstyrelsen. Centrallaboratoriets Afd. B.: Kemiske levnedsmiddelforureninger. Rapport nr. F 91011. 10 pp.

Rasmussen, G. 1991b. Meldrøjealkaloider i Mel og Kerner. Levnedsmiddelstyrelsen. Rapport nr. F 91012. 10 pp.