Fiberrig foderblanding til drægtige søer

SAMMENDRAG

En drægtighedsblanding med 33 pct. fibre efterfulgt af en diegivningsblanding med 22 pct. fibre blev sammen­lignet med brug af en blanding indeholdende 22 pct. fibre i hele cyklus.

Afprøvningen blev gennemført i 2 sobesætninger i en periode på 22 måneder og omfattede søer, gylte samt sopolte fra ca. 5 måneders alderen. Søerne var individuelt opstaldede og blev fodret med tørfoder. Der var 772 kuld i forsøgsgruppen og 795 kuld i kontrolgruppen.

Der var ikke forskelle i resultaterne mellem grupperne. Søerne kvitterede således ikke for den ekstra mængde fibre i drægtighedsperioden. Dette blev målt på faringsprocent, antal levendefødte grise pr. kuld, vægttab i diegivningsperioden og pattegrisenes fravænningsvægt.

Der var generelt ikke problemer med at få søerne til at æde blandingerne. Enkelte unge søer havde dog nedsat ædelyst et par dage efter foderskiftet fra diegivningsblanding til den fiberrige drægtighedsblanding. Der blev ikke konstateret forskelle i søernes sundhedstilstand, målt på frekvensen af MMA-behandlinger og langtrukne faringer.

Denne afprøvning viste, at søernes produktionsresultater i disse 2 besætninger med individuelt opstaldede søer ikke blev forbedret ved anvendelse af en drægtigheds­blanding med 33 pct. fibre efterfulgt af en diegivnings­blanding med 22 pct. fibre, i forhold til at anvende en blanding med 22 pct. fibre i hele cyklus.

BAGGRUND

Søernes foderoptagelse i diegivningsperio­den har betydning for søernes huldtab og størrelsen af mælkeproduktio­nen. Når soen er i godt huld ved fravænning viser forsøg fra Statens Husdyrbrugs­forsøg, at repro­duktionen i den efterfølgende periode forløber bedre. En stor mælkeproduktion hos soen hæver pattegrisenes fravænnings­vægt, hvilket sikrer fravænning af gode grise. Dette har stor betydning for de opnåede produktionsresulta­ter i smågri­sestal­den.

Anvendelsen af fiberrige drægtigheds­blandinger forventes at påvirke volumen af soens tarmkanal. En større volumen for­ventes at resultere i, at soen kan optage en større mængde foder i den efterfølgende diegivnings­periode. Brug af fiberrige drægtighedsblandinger forventes også at give soen en bedre mæt­heds­fornemmelse i drægtigheds­perioden, hvor den dagligt tildelte fodermængde er forholdsvis lille. Hvis soen er mere rolig i denne periode, vil det muligvis øge fosteroverlevel­sen og dermed også kuld­størrelsen samt faringsprocenten.

Der findes i øjeblikket ingen autoriseret analyse til bestemmelse af foderstoffernes indhold af fibre. Derfor anvendes ind­holdet af træstof i praksis, når foderets fyldningsgrad i tarmkanalen skal vurderes. Træstof er imidlertid ikke et sær­ligt godt begreb. I denne afprøvning er det totale fiberindhold, analyseret på Afd. for Dyre­fysiolo­gi, Statens Husdyrbrugsforsøg, anvendt.

Foderblandinger med et højt indhold af fibre har normalt et lavt energiindhold, hvilket øger prisen pr. FEs under de nuværende forhold. Sådanne energifattige blandinger er ikke anvendelige i diegiv­ningsperioden. Derfor medfører brug af fiberrigt drægtighedsfoder, at der også skal an­vendes en diegivningsblanding. Det vil sige, at der kræves en rørstreng til fare- og løbestald og en rørstreng til dræg­tighedsstalden. Det er derfor relevant at få klarlagt, om det forbedrer produktionsresultaterne, når der an­vendes en fiberrig drægtighedsblan­ding, da det øger foderprisen og kræver investering i adskilte rørstrenge.

Afprøvningens formål var at sammenligne en almindelig sofoderblanding, som blev anvendt i både die- og drægtighedsperio­den, med en fiberrig drægtighedsblanding efterfulgt af en almindelig sofoderblanding i diegivningsperioden.

MATERIALE OG METODE

Afprøvningen blev gennemført i en perio­de på 22 måneder i 2 sobesætninger, der anvendte tørfoder. Den ene besætning anvendte hjemmeblandet foder, mens den anden besæt­ning anvendte færdigfoder. Alle søerne var opstaldet individuelt i drægtighedsperioden. Søerne var opdelt, så det gennemsnitlige kuldnummer og raceforde­lingen var ens i begge grup­per. Ingen af besætningerne anvendte strøelse.

Søernes reproduktionsresultater, sundheds­tilstand og kuldresultater blev regi­streret enkeltvis men opgjort gruppevis. Dato for søernes indsættelse i farestalden samt indsættelsesvægt blev registreret. Lige­ledes blev dato for søernes afgang samt afgangs­vægt fra farest­alden regi­streret. Pattegrise, som dødede i dieperioden, blev registreret med dato og årsag. Fravæn­ningsalder, vægt samt diarréfrekvens blev registreret.

Kravene til blandingernes næringsstof- og fiberindhold er vist i tabel 1.

Blandingernes sammensætning var ikke fast i afprøvningsperioden, men der blev stillet krav til blandingernes indhold af næringsstoffer herunder fibre. Der blev kun stillet krav til det totale indhold af fibre, ikke til fordelingen af fibertyper.

Der blev anvendt byg, hvede, sojaskrå, rapskager, kokoskager, solsikkeskrå og grønmel i blandingerne. De anvendte foderstoffer indgik i både kontrol- og forsøgsblandingen, men med forskellige procentenheder. Der skulle anvendes samme vitaminforblanding til blandinger­ne. Selvom forsøgsblandingen kun blev anvendt i drægtighedsperioden, blev den optimeret efter samme retningslinjer som kontrolblandingen m.h.t. aminosyrer for at sikre at blandingerne var sammenlignelige i denne periode.

Søerne fik ca. 2 FEs pr. dag de første 4 uger efter løb­ning. Herefter blev de fodret efter huld frem til 4 uger før faring, hvor foderstyr­ken blev hævet til ca. 3,5 FEs pr. dag. I diegivningsperioden blev foderet tildelt efter tilnærmet ædelyst. Alle sopoltene blev fodret med blanding 1 fra ind­sættelse og frem til løbning.

Forsøgsdesign er vist i figur 1. I forsøgs­gruppen blev foderskiftet fra blanding 1 til blanding 2 foretaget, når søerne blev flyttet fra løbestalden til dræg­tighedsstal­den. Skiftet fra blanding 2 til blanding 1 skete i forbindelse med, at søerne blev flyttet til farestalden.

I afprøvningsperioden blev der udtaget foderprøver, som blev sendt til fuldstæn­dig foderstof-analyse på Steins Labora­torium. Halvdelen af prøverne blev desu­den analyseret for aminosyrer. I løbet af afprøvningsperioden blev der udtaget 6 prøver af hver blanding, som blev sendt til analyse for indhold af fibre på Forsknings­center Foulum, Afd. for Dyrefysiolo­gi. Analysen viste både indhold af opløselige og uopløselige fibre.

RESULTATER OG DISKUSSION

Analyseresultaterne er vist i tabel 2.

Analyserne viste en forskel i totalt fiber­indhold mellem blandingerne på 11 pct. point. Denne forskel var på ca. 75 pct. af det forventede. De opløselige fibre ud­gjorde 21 pct. af total fibre i kontrolblan­dingen, mens de udgjorde 19 pct. af total fibre i forsøgsblandingen.

Indholdet af mineraler var lidt mindre i forsøgsblandingen end i kontrolblandingen, men begge blandinger lå over normen for mineraler til avlsdyr.

Der var ikke problemer med at få søerne til at æde foderblandingerne, men foder­skiftet fra blanding 1 til blanding 2 med­førte i de første par dage nedsat ædelyst blandt de unge søer. Der blev ikke obser­veret manglende ædelyst, når der blev skiftet fra blanding 2 til blanding 1.

Der var ikke vekselvirkning mellem be­sætninger og forsøgsbehandling. Derfor er det kun de gennemsnitlige resultater, som er vist i tabel 3.

Søerne blev i begge grupper overført til farestalden 5 dage før faring.

Der blev ikke fundet forskelle i søerne vægttab i diegiv­ningsperioden, i grisenes fravæn­ningsvægt eller pattegrisedødelig­heden. Der var ikke forskelle i årsager til dødsfald blandt pattegrisene i de to grup­per.

Det tyder således ikke på, at anvendelse af en fiberrig drægtighedsblanding virker stimulerende på foderoptagel­sen i den efterfølgende diegivningsperiode. Resulta­terne fra afprøvningen "Grønmel til dræg­tige søer" viste, at søernes moderegen­skaber i diegivnings­perioden blev påvirket negativt, når de havde fået en drægtig­hedsblanding med 30 pct. grønmel (­ca. 25 pct. fibre). Dette blev ikke eftervist i denne afprøvning, selvom pattegrisedøde­ligheden i dieperioden var lidt større og fravænningsvægten lidt lavere i forsøgs­gruppen. I afprøvningen af "Roepiller til søer" blev der heller ikke fundet effekt på produktionresultaterne af at anvende en drægtigheds­blanding indeholdende 35,9 pct. fibre henholdsvis 22,9 pct. fibre.

Reproduktionsresultaterne, målt på antal levendefødte grise pr. kuld og faringspro­cent, viste heller ikke forskelle mellem de to grupper. Det skal bemærkes, at der blev udsat flest søer i kontrolgruppen, men forskellen var ikke statistisk sikker. Der var ingen systematik i udsætterårsagerne.

Afprøvningen af "Kokoskager til søer" viste, at forsøgsfoderet påvirkede kuldstør­relsen positivt. Forsøgsfoderet indeholdte 20,3 pct. uopløselige fibre, mens kontrol­foderet indeholdte 15,3 pct. uopløselige fibre. Fiberindholdet var beregnet.

Der er således intet som tyder på, at anvendelse af en fiberrig drægtigheds­blanding medfører et mindre fostertab hos individuelt opstaldede søer. Denne under­søgelse kan ikke anvendes til at drage samme konklusion med hensyn til løs­gående drægtige søer. Resultaterne fra afprøvningen "Grønmel til drægtige søer" antydede, at der var en sammenhæng mellem fiberindhold i drægtighedsfoderet og faringsprocenten i besætningen med løsgående søer.

Denne undersøgelse har således vist, at der ikke er nogen effekt af at anvende en drægtig­hedsblanding med 33 pct. fibre efterfulgt af en diegivningsblanding med 22 pct. fibre, sammenlignet med at an­vende samme blanding med 22 pct. fibre i hele cyklus til individuelt opstaldede søer.

De gennemførte afprøvninger tyder således på at et totalt fiberindhold i en sofoder­blanding, der anvendes i hele cyklus, skal udgøre omkring 22 pct. for at fungere bedst.

REFERENCER

Den rullende Afprøvning, Meddelelse nr. 183, 1990. Kokoskager til søer.

Den rullende Afprøvning, Meddelelse nr. 222, 1992. Grønmel til drægtige søer.

Den rullende Afprøvning, Meddelelse nr. 228, 1992. Roepiller til søer.