Rutinemæssig antibiotikabehandling omkring tidspunktet for løbning ii

SAMMENDRAG

I syv besætninger med utilfredsstillende lav kuldstørrelse, blev søerne behandlet med antibiotika i seks dage fra to dage efter fravænning. De fleste søer blev derved behandlet indtil efter løbning. Der blev afprøvet tre forskellige antibiotika imod hver sin kontrolgruppe (placebo-behandling).

I den samlede afprøvning gav antibiotikabehandling omkring løbning hverken statistisk sikker effekt på antallet af levendefødte grise eller på faringsprocenten.

For de enkelte antibiotika er resultaterne opgjort på tværs af de syv besætninger, da der ikke blev påvist signifikante besætningseffekter.

Nitrofurantoin gav ingen effekt på hverken faringsprocent eller kuldstørrelse. Der var én besætning, der fik en statistisk sikker lavere kuldstørrelse ved behandlingen.

Lincospectin havde ingen effekt på kuldstørrelsen, men gav en statistisk sikker bedre faringsprocent efter behandlingen. Denne effekt blev observeret i seks af de syv besætninger, og var mest markant for de ældre søer.

Oxytetracyklin gav en statistisk sikker lavere kuldstørrelse. Der var ingen statistisk sikre forskelle i faringsprocenten.

Kønsorganerne og urinblærerne fra en stor del af udsættersøerne blev undersøgt på slagteriet. Undersøgelserne forklarede ikke den lave kuldstørrelse i de deltagende besætninger.

Antibiotikabehandling i soholdet kan medføre utilsigtede produktionsresultater, og bør derfor kun foretages, når der foreligger en specifik diagnose. Da en specifik diagnose sjældent kan stilles, kan behandling forsøges, hvis den foretages under kontrollerede forhold, så strategien straks kan ændres, hvis der observeres uønskede bivirkninger.

BAGGRUND

Rutinemæssig antibiotikabehandling benyttes i mange besætninger. I slagtesvineproduktionen er det oftest specifikke infektioner, der behandles for (f. eks. nysesyge, dysenteri eller transportsyge). Behandlingen kan således planlægges ud fra en viden om den aktuelle bakteries følsomhed, resistensforhold og smittemønster. Det er derfor muligt at lave en begrundet behandlingsplan til en slagtesvinebesætning. I soholdet behandles der oftest symptomer (f. eks. brunstmangel, omløbning, lav kuldstørrelse eller farefeber). Disse problemerne skyldes ofte et sammenfald af flere uheldige faktorer. Derfor er det sjældent muligt at forudsige, om en antibiotikabehandling vil have effekt på den aktuelle lidelse, eller at begrunde hvilket antibiotika og behandlingstidspunkt, der bør anvendes.

Afprøvning af rutinemæssig antibiotikabehandling før faring og omkring løbning er tidligere beskrevet i rapporter fra afdelingen. Ved behandling omkring løbning blev kuldstørrelsen øget i to af seks deltagende besætninger, mens der var en tendens til flere omløbere hos søer, der var behandlet med antibiotika. Ved behandling omkring faring var der tendens til flere tilfælde af farefeber hos de behandlede søer.

I denne afprøvning er de tidligere afprøvninger fulgt op med henblik på at beskrive forhold, der kan forudsige, at en besætning vil have effekt af en bestemt antibiotikabehandling omkring løbning.

MATERIALE OG METODE

Undersøgelsen blev gennemført i syv besætninger, hvor der de sidste kvartaler var opnået færre end 11 totalfødte grise pr. kuld. Inden afprøvningen blev indledt, blev det afklaret om en uheldig alderssammensætning, fejl ved løbestrategien eller andre managementmæssige fejl kunne forklare den lave kuldstørrelse.

To af besætningerne havde deltaget i en tidligere afprøvning af antibiotikabehandling, og havde opnået en statistisk sikker effekt af at behandle søerne omkring løbning med henholdsvis Nitrofurantoin og Oxytetracyklin.

Ved fravænning blev søerne delt i to grupper på basis af lige eller ulige sonummer. Søerne blev behandlet med enten antibiotika eller kontrolblanding (Placebo). Først efter at afprøvningen var afsluttet, blev det oplyst, hvilken søer der var blevet behandlet med antibiotika. Derved blev det sikret, at søer fra begge grupper blev behandlet ens. De enkelte antibiotika er ikke testet imod hinanden.

Søerne indgik i afprøvningen ved fravæn­ning.  Fra dag 2 til dag 7 efter fravænning fik søerne forsøgs- eller kontrolblandingen som topdressing ovenpå foderet én gang daglig. Herefter blev søerne fulgt indtil faring, omløbning eller udsætning. Alle udsatte søer blev så vidt muligt undersøgt på slagteriet.

Følgende antibiotika blev undersøgt i besætningerne (tabel 1).

Tabel 1. Rækkefølge for afprøvning af de tre antibiotika
Periode	1. periode	2. periode	3. periode
Forsøgsgruppe	Lige sonummer	Ulige sonummer	Ulige sonummer
Besætning nr. 1 Besætning nr. 2 Besætning nr. 3 Besætning nr. 4 Besætning nr. 5 Besætning nr. 6 Besætning nr. 7	nitrofurantoin nitrofurantoin nitrofurantoin nitrofurantoin nitrofurantoin nitrofurantoin nitrofurantoin	lincospectin lincospectin lincospectin lincospectin lincospectin oxytetracyklin oxytetracyklin	- oxytetracyklin oxytetracyklin oxytetracyklin oxytetracyklin lincospectin lincospectin

En periode omfattede behandling af ca. 60 søer i hver gruppe, og længden varierede således med besætningsstørrelsen. Besætningerne var i gennemsnit på 200 årssøer, og med 120 behandlinger pr. periode kom en del af kontrolsøerne fra første periode i behandlingsgruppen i periode 2, mens en del søer var i behandlingsgruppen i både periode 2 og 3.

Nitrofurantoin. Der blev givet 2 gram aktivt stof pr. so pr. dag. Nitrofurantoin er et bredspektret antibiotikum, der hurtigt optages fra tarmkanalen, men som også hurtigt udskilles igen igennem nyrerne. Behandlingen kostede ca. 3 kr. pr. so.

Lincospectin^R Vet. Der blev givet 20 gram premix pr. so pr. dag, indeholdende 440 mg lincomycin og 440 mg spectinomycin. Lincomycin optages let fra tarmen, og virker imod grampositive bakterier. Spectinomycin virker kun i tarmen, og er effektiv imod de gram negative bakterier. Behandlingen kostede ca. 22 kr. pr. so.

Oxytetracyklin. Der blev givet 2 gram aktivt stof pr. so pr. dag. Oxytetracyklin er bredspektret, og der opnås effektiv koncentration i langt de fleste organer. Behandlingen kostede ca. 38 kr. pr. so.

Priserne for behandling er excl. moms.

Tre gange i løbet af afprøvningen blev der opsamlet 20 urinprøver i hver besætning, for at afklare hvilke bakterietyper der var i urin- og kønsorganerne. Der blev udtaget blodprøver fra seks søer, der havde haft lav kuldstørrelse ved sidste faring og fra seks gylte, for at afklare forekomsten af en række infektioner i besætningerne.

RESULTATER OG DISKUSSION

I den samlede afprøvning medførte antibiotikabehandling et fald i kuldstørrelsen på 0,2 gris fra 10,6 til 10,4 levendefødte grise og en stigning i faringsprocenten fra 84 til 85 procent. Der var ikke statistisk sikker forskel på disse resultater. Der blev ikke påvist statistisk sikre vekselvirkninger imellem de enkelte besætningers resultater. Resultaterne angives derfor som gennemsnit for de enkelte antibiotika.

Behandling med Nitrofurantoin

De opnåede resultater er angivet i tabel 2.

Tabel 2. Nitrofurantoin-behandling omkring løbning
	Forsøg	Kontrol
Antal behandlede søer Antal løbne søer Diegivningsdage før behandling Antal fravænnede grise før behandling Dage til 1. løbning Søer løbet inden 8 dage, pct. Faringsprocent Levendefødte grise pr. kuld Dødfødte grise pr. kuld Totalfødte grise pr. kuld Misdannede grise/kuld Antal kuld med misdannede grise Antal døde søer	435 435 24,3 9,2 6,1 89 83 10,1 0,7 10,8 0,10 25 3	436 435 25,0 9,1 6,3 86 82 10,2 0,8 10,9 0,05 16 11

Der blev ikke påvist statistisk sikre forskelle på de samlede resultater. Der var én besætning, hvor der var en statistisk sikker lavere kuldstørrelse hos de søer, der blev behandlet med nitrofurantoin. I denne besætning blev der henholdsvis opnået 9,3 og 10,2 levendefødte grise i forsøgs- og kontrolgruppen. Der var én besætning med tendens til reduceret kuldstørrelse hos de behandlede søer, mens tre besætninger opnåede en svagt positiv effekt. Besætningen, der havde haft en tydelig effekt af behandlingen ved en tidligere undersøgelse, opnåede 10,3 og 10,2 levendefødte grise i forsøgs- og kontrolgruppen. Den lave faringsprocent og den høje dødelighed i denne del af afprøvningen skyldtes problemer i en enkelt besætning. Der var en tendens til tidligere brunst i forsøgsgruppen. Dette havde imidlertid ingen effekt på søernes produktionsresultater.

Behandling med Lincospectin^R Vet.

Resultaterne af denne del af undersøgelsen er angivet i tabel 3.

Der blev ikke påvist nogen statistisk sikker forskel på kuldstørrelsen. For de enkelte besætningers vedkommende var der ingen statistiske forskelle. Der var tendens til positiv effekt af behandlingen i to besætninger, og tendens til negativ effekt i fem besætninger.

Tabel 3. Lincospectin-behandling omkring løbning
	Kontrol	Forsøg
Antal behandlede søer Antal løbne søer Diegivningsdage før behandling Antal frav. grise før behandling Dage til 1. løbning Løbet inden 8 dage, pct. Faringsprocent Levendefødte grise pr. kuld Dødfødte grise pr. kuld Totalfødte grise pr. kuld Misdannede/kuld Kuld med misdannede grise Antal døde søer	352 352 26,0 9,0 6,0 90  83a 10,7 0,8 11,4 0,03   5   1	343 342 25,7 9,4 6,2  89 88b 10,6 0,7 11,3 0,04  13   3

 

^a,b: Resultater med forskelligt indeks var statistisk sikkert forskellige.(P<0,05).

Faringsprocenten var statistisk sikkert højere i behandlingsgruppen. Denne tendens var til stede i seks af de syv deltagende besætninger. Tabel 4 angiver årsagerne til at søerne afsluttede i afprøvningen, og viser at forskellen i faringsprocenten skyldtes en forskel i antallet af uspecifikke omløbninger, mens der blev udsat lige mange søer på grund af manglende drægtighed fra de to grupper.

Tabel 4. Lincospectin-behandling. De enkelte søers resultater.
Gruppe	Kontrol		Forsøg
Resultat	Antal	Pct.	Antal	Pct.
Faring Omløbning Abort Flåd Tom Andet Død	291 40 2 3 10 5 1	83 11 1 1 3 1 -	302 21 3 1 9 3 3	88 6 1 - 3 1 1
I alt	352	100	342	100

Oxytetracyklin

Resultaterne af denne del af undersøgelsen er angivet i tabel 5.

Tabel 5. Oxytetracyklin-behandling omkring løbning
	Kontrol	Forsøg
Antal behandlede søer Antal løbne søer Diegivningsdage før behandlet Antal fravænnede grise før behandlet Dage til 1. løbning Søer løbet inden 8 dage, pct. Faringsprocent Levendefødte grise pr. kuld Dødfødte grise pr. kuld Totalfødte grise pr. kuld Misdannede grise/kuld Kuld med misdannede grise Antal døde søer	386 380 25 9,2 5,7a 90a 88 11,0a 0,8 11,8a 0,016 5 6	371 370 26 9,2 6,1b 86b 84 10,5b 0,7 11,2b 0,017 5 3

 

^a,b: Resultater med forskelligt indeks var statistisk sikkert forskellige. (P <0,05).

Seks af besætningerne deltog i denne del af undersøgelsen. Efter behandling med oxytetracyklin blev der opnået en statistisk sikker lavere kuldstørrelse, og statistisk sikkert flere dage fra fravænning til første løbning. For de enkelte besætningers vedkommende var der statistisk sikkert færre levendefødte i én besætning, og fire besætninger med tendens til færre levendefødte. I én besætning var der flere levendefødte grise i forsøgsgruppen, mens én besætning havde lige mange levendefødte grise i begge grupper. I sidstnævnte besætning havde en tidligere afprøvning vist, at der blev opnået statistisk sikkert flere levendefødte grise efter behandling med oxytetracyklin.

Urinprøver

Der blev udtaget 368 urinprøver. I 14 pct. af disse blev der fundet store mængder af bakterier. Frekvensen i de enkelte besætninger varierede fra 2 til 29 pct. af prøverne. Der var nonhæmo-lytiske colibakterier i 63 pct. af de positive urinprøver, mens der i de resterende 39 pct. blev fundet hæmolytiske colibakterier, streptokokker, stafylokokker og corynebakterier. I tidligere undersøgelser har frekvensen af non-hæmolytiske colibakterier været højere, idet disse udgjorde ca. 80 pct. af de 20 pct. urinprøver med bakterier. Der ser således ud til at være sket en bedring i frekvensen af urinvejsinfektioner i form af færre urinprøver med colibakterier. Dette kan forklares med bedre hygiejne i staldene, forbedrede drikkeventiler og en hyppigere brug af antibiotika. Der kan imidlertid også være tale om, at opsamlingsmetoden er blevet forbedret siden de tidligere undersøgelser. Det var ikke muligt at påvise en sammenhæng imellem smittepresset og resultatet af antibiotikabehandlingen i de enkelte besætninger.

Slagteundersøgelser

446 udsættersøer der blev undersøgt på slagteriet i løbet af afprøvningen. Antallet af søer fra de enkelte besætninger varierede som følge af besætningsstørrelse, om søerne skulle omlades på vej til slagteriet, og de enkelte slagteriers arbejdsgange.

Ved undersøgelsen på slagteriet blev æggestokkene, børen, nyrerne og urinblæren undersøgt.

Undersøgelserne gav kun få oplysninger, der kunne forklare, hvorfor der blev opnået lave kuldstørrelser i de deltagende besætninger.

En stor del af de udsatte søer var acykliske eller i forbrunst ved slagtning, da de blev slagtet umiddelbart efter fravænning. Af de søer der blev udsat på grund af manglende brunst havde 68 pct. gule legemer i æggestokkene. Disse må forventes at have haft mindst en cyklus inden udsætning. Ikke observeret brunst kan således ofte være forklaringen på manglende brunst.

Blandt søer udsat på grund af manglende drægtighed var 50 pct. cykliske. Der var et meget stort antal af disse søer, der var i forbrunst. Dette kan skyldes, at disse søer var acykliske ved udsætning, men at transporten til slagteriet har sat dem i gang med en cyklus. Der skal gå 1-2 dage fra transporten til den nye cyklus kan ses i æggestokkene. Det blev ikke registreret, hvor mange af søerne der havde passeret en samlestald på vej til slagteriet, eller hvor mange af søerne der havde stået over på slagteriet.

Ti pct. af de tomme søer havde cyster i æggestokkene. Denne frekvens er høj i forhold til tidligere undersøgelser. Cyster vil give falsk positive drægtighedsdiagnoser ved traditionel ultralydscanning. Der blev fundet fostre i 17 af børene. Det blev ikke registreret, om det drejede sig om fosterdele, der forhindrede en drægtighed, eller om der var tale om søer, der var drægtige ved slagtning. Det sidste var sandsynligvis tilfældet for de fem drægtige dyr, der blev udsat på grund af brunstmangel, men som var drægtige. Det drejede sig om to sopolte og tre førstelægssøer fordelt på fire besætninger.

Der blev undersøgt 424 blærer. Der blev fundet tegn på blærebetændelse i 17 pct. af disse. En tredjedel af blærerne med blærebetændelse var fra søer, der var udsat på grund af alder, selvom disse kun udgjorde 21 pct. af materialet. Der var ingen andre tegn på sammenhænge imellem udsætterårsag og blærebetændelse.

Af 383 undersøgte par nyrer, var der tegn på infektion i 2 pct. (9 par). Dette resultat skal sammenholdes med, at ca. 30 pct. af alle selvdøde søer har nyrebækkenbetændelse. Nyrebækkenbetændelse er således en hurtigt forløbende sygdom, der ikke kan påvises ved slagteundersøgelser.

Antallet af ægløsninger i den sidste brunst før slagtning blev opgjort hos 204 søer. Dette giver et skøn over, hvor meget af kuldstørrelsen der skyldes antallet af ægløsninger, og hvor meget der skyldes løbningen eller fosterdød efter befrugtningen. Hvis der var lav kuldstørrelse, og et lavt antal ægløsninger, så skulle fejlen findes i antallet af ægløsninger, og dermed i forhold der lå før befrugtningen, mens et højt antal ægløsninger og lav kuldstørrelse skulle forklares med dårlig befrugtning eller forhøjet fosterdødelighed.

Tabel 6. Antal ægløsninger hos søer slagtet lige efter fravænning.
Besætning	Antal søer	Ægløsninger	Pct. foster overlevelse	Totalfødte i  afprøvningen
1 2 3 4 5 6 7	19 5 16 4 15 5 5	18,5 19,4 17,8 13,5 15,3 18,8 14,8	59 60 61 84 76 59 74	11,0 11,6 10,9 11,4 11,6 11,0 11,0

Resultaterne i tabel 6 er baseret på søer, der har faret mindst én gang. Der var stor variation i antal ægløsninger hos de enkelte søer, så resultaterne bør vurderes med forsigtighed. Fosteroverlevelsen er beregnet ved at dividere den fundne kuldstørrelse med antallet af ægløsninger. Dette angiver hvor mange procent af de løsnede æg, der er blevet til fuldbårne grise. Antal totalfødte er opgjort fra afprøvningen, og omfatter ikke kuld efter gylte eller søer der blev omløbet. Det forventes, at den gennemsnitlige fosteroverlevelse hos danske søer er på ca. 60 pct. Fosteroverlevelsen bliver dog lidt højere ved lave antal ægløsninger. Der var ingen besætninger med så lav fosteroverlevelse, og dermed ingen tegn på dårlig befrugtning eller høj fosterdødelighed. Den lave kuldstørrelse skyldes således for få ægløsninger. Den meget høje fosteroverlevelse, som er fundet i tre af besætningerne, kan skyldes det lille talmateriale. Der skal indgå mange søer, for at antallet af ægløsninger kan afklare, om lav kuldstørrelse skyldes få ægløsninger eller dårlig befrugtning/høj fosterdødelighed.

Undersøgelse af blodprøver

Blodprøverne blev undersøgt for antistoffer imod Glässers syge (transportsyge) og Rødsyge serotype 2 og 10 hos Intervet Scandinavia AS, og for antistoffer imod Porcint parvovirus og Leptospira bratislava ved Statens Veterinære Serumlaboratorium. Analyserne for rødsyge er en nyudviklet metode, der er undersøgt ved eksperimentelle laboratorieinfektioner. Metoden er ikke testet til brug ved feltforsøg.

Blodprøverne gav meget varierende resultater for de enkelte besætninger. Der var 33 pct. af prøverne, der viste en utilfredsstillende titerstigning efter PPV-vaccination hos gyltene. Dette svarer til fund ved tidligere undersøgelser, og antyder, at der stadig ikke opnås en tilfredsstillende effekt af PPV-vaccination i alle besætninger. Der blev fundet reagenter for Leptospira bratislava i alle besætningerne. I alt 13 pct. af dyrene havde antistoffer imod Leptospira bratislava. Der var lave titre imod Haemophilus parasuis (Glässers sygdom) i tre besætninger, mens der var dyr med høje titre i de resterende fire besætninger. Der blev undersøgt for antistoffer imod Rødsyge serotype 2 og 10. Der var høje titre imod serotype 2 hos 44 pct. af søerne og imod serotype 10 hos 27 pct. af dyrene. I to af besætningerne blev der kun fundet dyr med meget lave antistoftitre imod serotype 2. Dette var overraskende, da der blev vaccineret imod Rødsyge i alle besætningerne, hvorfor en vis titerstigning var forventet.

Konklusioner

Behandlingen med nitrofurantoin havde ingen statistisk sikker effekt på de opgjorte parametre. Der var én besætning, hvor behandlingen havde statistisk sikker negativ effekt på kuldstørrelsen. En besætning, hvor behandlingen tidligere havde haft effekt, havde ikke længere effekt af dette antibiotika.

Behandlingen med Lincospectin^R Vet havde en statistisk sikker positiv effekt på faringsprocenten. Denne effekt kunne iagttages i seks af de syv deltagende besætninger, og skyldtes at der var færre omløbere i forsøgsgruppen. Effekten på faringsprocenten blev kun opnået med efter behandling med dette antibiotika. Dette tyder på, at Lincospectin^R Vet virker effektivt imod en organisme eller opkoncentreres i et organ, hvor de to øvrige antibiotika ikke har effekt. Der kan dog være tale om, at Lincospectin^R Vet blev benyttet i en periode, hvor specielle smitteforhold var tilstede.

Behandling med oxytetracyklin havde en statistisk sikker negativ effekt på antal dage til første løbning og på kuldstørrelsen og ingen statistisk sikker effekt på faringsprocenten. Den negative effekt på antal dage til første løbning og på kuldstørrelsen kan skyldes, at dette meget bredspektrede antibiotika har forstyrret søernes bakteriebalance. Der kan dog også være tale om, at smagen nedsatte søernes ædelyst.

En opgørelse af antallet af ægløsninger hos udsætterdyrene, er en metode til at afgrænse problemet "lav kuldstørrelse" til at dreje sig om enten "for få ægløsninger" eller "normalt antal ægløsninger med dårlig befrugtning eller forøget fosterdød". Der skal undersøges et stort antal søer, før der kan opnås et tilstrækkeligt stort materiale til at drage holdbare konklusioner.

Resultaterne i denne afprøvning antydede, at den lave kuldstørrelse i disse besætninger primært var forårsaget af "få ægløsninger". Dette kan være en forklaring på, at de afprøvede behandlinger ikke havde positiv effekt på kuldstørrelsen.

En tredjedel af gyltene var ikke tilfredsstillende beskyttede imod PPV, selvom de var blevet vaccinerede, og i to besætninger kunne der ikke påvises tegn på antistoffer imod Rødsyge, selvom alle dyrene var vaccinerede imod Rødsyge. Det tyder på, at der stadig er besætninger, hvor der sker fejl omkring vaccinationerne.

Der blev fundet tegn på infektion med Leptospira Bratislava i alle besætningerne, men frekvensen af inficerede dyr var lav i alle besætningerne.

Der blev fundet høje titre imod Rødsyge (Erysipelothrix rhusiopatiae) serotype 2 og 10 i fem af de deltagende besætninger, hvilket tyder på en (overstået) infektion hos en del af søerne i disse besætninger. Der var en højere frekvens af søer med høje antistoftitre imod serotype 2 (44 pct.) end imod serotype 10 (27 pct.).

Antibiotikabehandling omkring løbning for at øge kuldstørrelsen kan ikke anbefales med de afprøvede antibiotika. Der kan være andre antibiotika end de her afprøvede, der har en positiv eller negativ effekt på kuldstørrelsen. Der blev opnået en statistisk sikker bedre faringsprocent efter behandling med Lincospectin^R Vet. Afprøvningen viste ikke, om denne effekt vil være vedvarende i de enkelte besætninger, eller om den vil ophøre i forbindelse med at der opnås resistens.

Ved reproduktionsproblemer, der skyldes bakterieinfektion, bør antibiotikabehandling kun anvendes under effektiv observation. Hvis den ønskede effekt ikke hurtigt opnås, bør behandlingen ophøre, så en eventuelt uheldig effekt af behandlingen ikke påvirker besætningens produktionsresultater.

REFERENCER

Rapport nr 9. "Antibiotikabehandling omkring løbning i besætninger med lav kuldstørrelse". DANSKE SLAGTERIER, 1990.

Orientering vedrørende "Lincomix^R Vet. til søer omkring faring". Landsudvalget for Svin, DANSKE SLAGTERIER, 1991.

Orientering vedrørende "Fosterdød hos renracede søer". Landsudvalget for Svin, DANSKE SLAGTERIER, 1991.