Sammendrag
Farestiinventar og bokse fra følgende firmaer blev afprøvet i farestier med delvis spaltegulv i to besætninger:
- Birk-Dahl, fareboks model BD 1502
- DSI-Langkjær, fareboks model F 200
- Egebjerg, fareboks model 2000
- Jyden, fareboks model TS
- Sdr. Vissing, fareboks model SV-L2
Afprøvningen viste, at pattegrisedødeligheden var signifikant (P<0,05) lavere i farestier fra DSI-Langkjær og Egebjerg end i farestier fra Birk-Dahl. Der blev ikke fundet forskel på pattegrisedødeligheden mellem DSI-Langkjær, Egebjerg, Jyden og Sdr.Vissing. Ligeledes var der ingen forskel mellem Birk-Dahl, Jyden og Sdr.Vissing. Der blev ikke fundet forskel på antallet af ihjelklemte grise.
Boksene fra DSI-Langkjær og Egebjerg gav færre trykninger på søernes ryg end de øvrige bokse. Pånær boksen fra Egebjerg har bokse med fingre givet flere trykninger på søernes ryg end boksen med forskudt rør fra DSI-Langkjær. Denne samt tidligere afprøvninger tyder på, at farebokse med forskudt rør bør foretrækkes fremfor bokse med fingre, da de mindsker risikoen for skader på søerne.
Frekvensen af trykninger på søernes halerod var generelt høj for samtlige fabrikater. Trykningerne skyldes skarpe kanter, forkert udformning af baglågen og i nogle tilfælde svejse- og galvaniseringsgrater, der ikke var slebet af før ibrugtagning.
Den funktionsmæssige bedømmelse viste generelt et tilfredsstillende niveau. Firmaerne blev under afprøvningen underrettet om afprøvningens konklusioner, hvilket har medført ændringer på inventaret. Det ændrede inventar vil efterfølgende blive afprøvet i de to besætninger.
For at holde gulvet rent og tørt i stier med delvis spaltegulv skal der være opstøbning langs stiskillevæggene og under soens krybbe. Opstøbningen under krybben udformes således, at den skråner op og væk fra soen og formes som en halvcirkel mellem opstanderens ben.
download
Læs hele meddelelse nr. 257