Forvanding af diegivende søer

SAMMENDRAG

Vandtildeling via drikkeventiler (selvvanding) er sammen­lignet med selvvanding suppleret med forvanding i diegivningsperioden.

Afprøvningen blev gennemført i to sobesætninger i en periode på 22 måneder (1567 kuld) og omfattede søer og gylte. Søerne var individuelt op­staldede i kassestier og blev fodret med tørfoder. Hele vandfor­syningssystemet blev renoveret og indstillet optimalt inden afprøvning.

Søerne optog i gennemsnit 32 l vand pr. døgn i diegivnings­perioden, når de havde fri adgang til vand via drikkeventiler (selvvanding), mens de i gennemsnit optog 33 l vand pr. døgn, når de desuden fik tilbudt vand i krybben (forvan­ding). Forskellen var ikke statistisk sikker. Der var heller ikke forskel mellem grupperne på produktions­resulta­terne og frekvensen af MMA-behandlinger og langtrukne faringer.

Enkelte søer drak i gennemsnit over 50 l/dag i diegivningsperioden. Resultaterne tyder på, at søernes væskebehov var dækket, men at det daglige behov kan være større end de tidligere antagne 35 l pr. so dagligt.

Afprøvningen viste, at søernes produktions­resulta­ter ikke kunne forbe­dres med forvan­ding, hvis næseventilerne i farestalden ydede 5 l/min., når 20 pct. af søerne drak samtidigt.

Det automatiske forvandingsanlæg var vanskeligt at justere. Der var behov for jævnlig justering af vandmængden.

Anvendelse af et vandfilter på hovedforsyningsledningen reducerede arbejdet med udskiftning og rensning af ventiler med ca. ½ time om ugen i den ene besætning på ca. 450 årssøer.

BAGGRUND

Søernes foderoptagelse i diegivningsperio­den har betyd­ning for søernes huld og mælkeproduktio­nen. Forsøg fra Statens Husdyrbrugsforsøg har vist, at reproduk­tionen i den efterfølgende periode forløber bedre, når soen er i godt huld ved fra­vænning. En stor mælkeproduktion hos soen medvirker til at øge pattegri­senes fravænnings­vægt. Dette har stor betydning for de senere produktions­resulta­ter i små­grisestal­den.

En tidligere afprøvning fra Den rullende Afprøv­ning viste, at forvanding ikke påvirkede søernes produktionsresultater (Meddelelse nr. 87). Allige­vel me­ner mange besæt­ningsejere, at ekstra tildeling af vand har en posi­tiv effekt på foderopta­gel­se og farefe­ber­fre­kvens i diegivnings­perio­den.

Af­prøvningens formål var at sammenligne pro­duktionen hos diegivende søer, der fik tildelt vand fra en drikkeventil (selvvan­ding) med søer, der fik tildelt vand fra drikkeventil og for­van­ding. Samtidigt blev forskellige forvandings­metoder vurderet.

MATERIALE OG METODE

Afprøvningen blev gennemført i en perio­de på 22 måneder i to sobesætninger, hvor alle søer var opstaldet individu­elt i dræg­tigheds- og diegivnings­perioden.

Produktionsforholdene er beskrevet i tabel 1.

I farestierne i begge besætninger var mon­teret næseven­ti­ler, Lund type 11, indstillet til max. ydelse på 5 l/min. ved 2,5 atm vand­tryk.

På hovedforsyningsledningen blev der monteret et fint vandfilter (Silhorko) for at hindre tilstopning af drikkeventilerne med partikler. Der blev monteret reduktions­ventiler (Braukmann) på stikledningerne til hver sektion, så vandtrykket var stabilt.

Under forudsætning af, at hver 5. so drak samtidigt i spidsbelastningsperioder, var kravet til den samlede vandforsy­ning, at hovedfor­synings­ledning og stikled­ninger skulle kunne fremføre:

   1 l/min. pr. farestiplads

   0,6 l/min. pr. dræg­tighedsplads

   0,03 l/min. pr. stiplads i smågrisestaldene.

I besætning A blev der installeret et auto­ma­tisk forvandingsanlæg (Egebjerg) i en række farestier i hver sektion (9 stier). Der blev mon­teret vand­målere, således at vand­opta­gelse via drikkeventiler og via for­vanding kunne regi­streres.

I besætning B blev der etableret manuelt betjent for­vanding med hane for hver sti i halvdelen af farestier­ne. Der var monteret en vand­måler for hver faresti, så vandopta­gelsen kunne registreres individu­elt for hver so.

Søerne skulle have ca. 15 l vand via for­vanding pr. dag, fordelt på to henholdsvis tre daglige tildelinger i forbindelse med fodring. 

Søer­ne fik tildelt ca. 2 FEs pr. dag de første fire uger efter løbning. Herefter blev de fodret efter huld frem til fire uger før fa­ring, hvor foderstyr­ken blev hævet til ca. 3,5 FEs pr. dag. I diegivnings­perio­den blev foderet tildelt efter tilnærmet ædelyst. Foderet var optimeret efter norm.

Søerne var opdelt, så det gennemsnitlige kuldnum­mer og racefordelingen var ens i forsøgs- og kontrolgruppen.

Søernes repro­duktionsresultater, sundheds­tilstand og kuldresultater blev registreret enkeltvis, men opgjort gruppevis. Lige­ledes blev søernes vægt ved ind- og afgang og vand­forbruget samt produktionsresulta­terne i diegivningsperioden registreret.

RESULTATER OG DISKUSSION

Produktionsresultaterne fra besætningerne er vist i tabel 2.

Den gennemsnitlige vandoptagelse for begge besætninger var henholdsvis 32 l ved selvvanding og 33 l ved forvanding, men der var stor forskel i søernes vand­optagelse mellem besætningerne. Derfor er resultaterne fra begge besætninger vist i tabellen.

Indenfor besætningerne var der ikke sta­tistisk sikker forskel (P<0,05) mellem grup­perne med hensyn til søernes vandfor­brug og vægttab i diegiv­nings­perioden, pattegrise­nes fravæn­ningsvægt og dødelig­hed.

Forskellen i søer­nes vandforbrug på ca. 15 l dagligt mellem besætningerne kan ikke umiddelbart forklares, men skyldes sand­synligvis et samspil mel­lem dyr, fodring og stald­klima.

I besætning B (manuel tildeling) drak søerne den planlagte vandmængde på ca. 15 l vand pr. dag fra forvan­ding, mens søerne i besæt­ning A (auto­matisk tildeling) ikke optog den forventede mæng­de vand. Søer­ne i denne besætning kom­pen­serede ved at drikke til­svarende mere vand fra drikke­ventilen.

Enkelte søer i besætning B drak i gennem­snit over 50 l/dag i diegiv­ningsperioden. Resultaterne tyder på, at søernes væskebe­hov var dækket, men at det daglige behov er større end de tidligere antagne 35 l pr. so dagligt.

Forvandingsteknik

Afprøvningen har givet den er­faring, at auto­matiske forvandingsanlæg er meget van­skelige at indstille. Venti­lerne til do­sering i de enkelte krybber var af nåleventiltypen, som er præcise, men uden skala. Derfor var forudind­stilling van­skelig.

Når ventiler­ne til en række søer skulle efter­justeres på grund af én eller flere søer, som ikke kunne drikke vandet, var det nødvendigt at efter­ju­stere alle venti­ler i ræk­ken. Det skyldes tilsyneladende, at reduk­tions­venti­len ikke kunne holde vand­tryk­ket konstant uanset ventil­justering.

I besætning A med automatisk forvanding blev vandet forsøgsvis tildelt enten lige før, under eller lige efter uddosering af foder, for at undgå enkelte søers uheldige adfærd med at kaste vand ud af kryb­ben. Ingen af meto­derne ­medførte, at vand­mængden kunne fastholdes på 5-8 l pr. fodring.

Manuel tildeling af vandet fungerede bedst, idet der kunne tages individuel­le hensyn til søerne.

Vandfiltrering

I besætning A med ca. 450 årssøer og småg­riseproduktion blev vand­filtret ren­set/skiftet fire gange på 2 år. Brugen af filter medførte en arbejds­be­sparelse på ca. ½ time pr. uge, som tidligere blev brugt til ud­skiftning og rens­ning af drikke­venti­ler. Besparelsen i tid kunne betale for investeringen i et filter (ca. kr. 8.000). Udover tidsbesparelsen, som vil variere fra besætning til besætning, giver et filter en større sikkerhed for, at drikkeventiler ikke tilstop­pes.

Krav til vandforsyning

Denne afprøvning har vist, at der ikke kunne opnås bedre pro­duktions­resultater ved at tildele de diegi­vende søer vand udover den mængde, som de selv kunne optage via en drikkeven­til, der ydede 4-5 l vand pr. mi­nut. Dette stem­mer over­ens med kon­klu­sionen i Med­delel­se nr. 87 fra Den rullen­de Afprøvning.

Grunden til, at mange producenter i prak­sis har positive erfaringer med forvanding, skyldes sandsynligvis dårlig eller mangel­fuld funktion af den eksisterende vandfor­syning. Ventilernes ydelse kan fx være for lav, ventilerne tilstoppede, eller vandfor­syningens kapacitet kan være så lav, at alle søer ikke kan få tilstrækkeligt med vand samtidigt. 

En tidlige­re undersøgelse af vand­forsyning i farestalde­ne viste, at ventilerne generelt ydede for lille vandmængde. Det gjorde sig også gældende i besætninger, hvor ventil­typen var i orden. Der var desuden stor forskel i ventilernes ydelse indenfor samme besætning.

Derfor er det vigtigt at optimere vand­forsy­ningen til:

1.   ejendommen

2.   stalden

3.   staldafsnittet

4.   det enkelte dyr.

Hvis det ikke er muligt at forsyne hele ejen­dommen optimalt med vand, bør specielt staldene sikres tilstrækkeligt vand og ikke mindst stald­afsnit med diegivende dyr. Dette kan gøres ved at etablere stød­pude­tanke til staldsystemet.

REFERENCE

Den rullende Afprøvning, Meddelelse nr. 87, 1985. Vandtildeling til søer i diegiv­nings­perioden.