27. januar 1994

Meddelelse Nr. 271

Betydningen af urinvejsinfektion for søernes reproduktion

Betydningen af urinvejsinfektion for s√łernes reproduktion

SAMMENDRAG

I alt 504 søer i tre besætninger blev undersøgt for tegn på urinvejsinfektion. Søerne indgik i afprøvningen umiddelbart før en faring, og afsluttede efter den følgende faring. Der blev udtaget urinprøver før og efter den første faring, efter løbning, midt i drægtigheden og før den følgende faring. Der blev undersøgt i alt 1.120 prøver.

Der var tegn på infektion i 19 pct. af prøverne. Kun 56 pct. af de søer, der havde infektion ved én undersøgelse, havde også infektion ved den følgende undersøgelse. Det hyppigste bakteriefund var E. coli fulgt af streptokokker og stafylokokker. Der blev kun fundet Eubakterium suis i fire af prøverne.

Forskellene i produktionsresultaterne mellem søer med og uden urinvejsinfektion var så små, at der ikke kunne påvises en statistisk sikker effekt på produktionsresultaterne på basis af det undersøgte materiale.

Da urinvejsinfektion ofte opstår og helbredes spontant, er det ikke muligt at angive et egnet tidspunkt for behandling. Forebyggelse må tage sigte på at optimere dyrenes miljø, således at de optager nok drikkevand og ikke udsættes for træk, samt sørge for god hygiejne så smittepresset er mindst muligt.

BAGGRUND

Tegn på urinvejsinfektion kan påvises hos ca. 20 pct. af de danske søer. Frekvensen stiger svagt med søernes alder. Diagnosen stilles enten på basis af fund af over 100.000 bakterier pr. milliliter urin eller ved undersøgelse af blæren på slagtesøer (Christensen og Thorup, 1991).

Urinvejsinfektion skyldes ofte bakterier der hyppigt kan påvises i søernes miljø, og der er ingen tydelige symptomer på infektionen.

Ved infektion i blæren med bakterien Eubakterium (tidligere kaldet Corynebakterium) Suis, ses der ofte pus i urinen. Hvis infektionen breder sig til nyrerne, kan der ses blod i urinen.

Den nære kontakt mellem urinveje og kønsorganer har medført frygt for, at urinvejsinfektion kan påvirke reproduktionsresultatet. Dette er beskrevet i flere udenlandske undersøgelser, hvor urinvejsinfektion især er sat i forbindelse med farefeber, omløbning, samt eventuelt med højere dødelighed og lavere tilvækst i diegivningsperioden.

Undersøgelsen skulle afklare, hvad urinvejsinfektion betyder for søernes senere reproduktionsresultater.

MATERIALE OG METODE

Undersøgelsen blev foretaget i tre besætninger, der opnåede acceptable produktionsresultater.

Besætning 1

Besætningen var på 600 årssøer og havde ca. 23 grise pr. årsso. Der blev fodret med tørfoder. Drikkeventilerne i drægtighedsstalden gav i gns. 2 liter vand pr. minut. Der var enkelte søer med mineraludfældninger (kalk) på skamlæberne.

Drikkeventilerne hos disse søer gav i gns. kun 1 liter vand pr. minut.

Besætning 2

Besætningen var på 250 årssøer og havde ca. 22 grise pr. årsso. I besætningen var der perioder med mange omløbere og lav kuldstørrelse. Der blev fodret med tørfoder. Der var opsat nye drikkeventiler i drægtighedsstalden umiddelbart før undersøgelsen.

Besætning 3

Besætningen var på 390 årssøer og havde ca. 23 grise pr. årsso. Der blev fodret med vådfoder baseret på indkøbt færdigfoder og valle. Drikkeventilerne i drægtighedsstalden gav ½ liter vand pr. minut. Trods denne lave ydelse blev der kun observeret enkelte søer med mineraludfældninger på skamlæberne.

For at opsamle urin, blev besætningerne besøgt på det tidspunkt af dagen, hvor størstedelen af søerne urinerede. Når en so urinerede, blev der opsamlet ca. 10 ml urin i et prøveglas. Inden man når at opsamle prøven, vil den første urin skylle de fleste bakterier ud af urinrøret og skeden, hvorefter "midtstrålen" primært vil indeholde bakterier fra blæren. Da der stadig er mulighed for, at urinen kan blive tilblandet bakterier fra skeden, blev resultaterne af urinprøverne defineret som normale, hvis der var under 100.000 bakterier pr. milliliter urin, og som inficerede, hvis der var over 100.000 bakterier pr. milliliter (Christensen et al.).

Urinprøverne blev opbevaret i en køletaske, indtil de samme dag blev afleveret på DANSKE SLAGTERIERs Laboratorium i Kjellerup. Her blev farve og bundfald i prøverne registreret, og ved dyrkning blev antal og type af bakterier undersøgt. Besætningerne blev besøgt hver tredje uge. Søer, der havde 0-4 uger til faring, blev mærket. Der blev opsamlet urin fra de mærkede søer, der urinerede under besøget. Der blev opsamlet urin fra den samme gruppe søer efter faring, efter løbning, midt i drægtigheden, og igen 0-4 uger før faring. Hver so havde således mulighed for at blive undersøgt fem gange i løbet af undersøgelsen.

Søer med et lavt væskeoptag danner mindre urin og vil derfor urinere mindre hyppigt. De havde derfor ikke så store chancer for at komme med i undersøgelsen, selvom de forventes at være mere udsat for urinvejsinfektion.

Udover de sædvanlige registreringer til effektivitetskontrollen, blev behandling af sygdom, udsætterårsager og temperatur efter faring registreret. Søer, der havde en temperatur på over 39,5 grader celcius indenfor 3 dage efter faring, blev ved opgørelsen defineret som tilfælde af farefeber.

RESULTATER OG DISKUSSION

Undersøgelsen omfattede 504 søer, som fik udtaget mindst én urinprøve. Der var 401 søer, der gennemførte til anden faring. Ved hvert besøg lykkedes det at opsamle urin fra lidt over halvdelen af de mærkede søer. Der blev opsamlet 1.120 urinprøver, hvoraf 210 (19 pct.) var inficerede.

Tabel 1 angiver bakteriekoncentrationen i de enkelte urinprøver. Kun i 18 procent af tilfældene var urinen helt fri for bakterietilblanding.



Tabel 1. Bakteriekoncentration i urinprøverne

Bakterier pr. ml. urin

Antal prøver

Procent af prøver

0-10 (steril)

198

18

10-100

6

1

100-1000

205

18

1000-10.000

329

29

10.000-100.000

172

15

*) 100.000-1.000.000

12

1

*) over 1.000.000

198

18

I alt

1.120

100

 

*)Ved fund af mere end 100.000 bakterier pr. ml urin, forventes fundet af bakterier at skyldes infektion i blæren eller i nyrerne. Ved fund af lave koncentrationer af bakterier, kan fundet skyldes, at urinen er blevet forurenet på vej gennem urinrøret og skeden.

Frekvensen af inficerede prøver steg fra 15 pct. hos gyltene til 24 pct. hos 8. lægssøerne. I besætning 1 var der 15 pct. inficerede prøver, i besætning 2 var der 26 pct. inficerede, mens 19 pct. af urinprøverne var inficerede i besætning 3.

Den hyppigste bakterietype var colibakterier, der blev fundet i renkultur i 63 pct. af de inficerede prøver. I 26 pct. af prøverne var der mere end en bakterietype. I resten af de inficerede prøver (11 pct.) blev der fundet streptokokker og stafylokokker.

Frekvensen af inficerede prøver var lavest inden faring, og steg svagt fra faring og indtil midt i drægtigheden. Dette kan være påvirket af fordelingen af prøver fra de enkelte besætninger og af årstiden.

Sammenhængen mellem urinens udseende og koncentrationen af bakterier fremgår af tabel 2 og tabel 3. På grund af tidspres blev registrering af farve og unormalt indhold udeladt i enkelte tilfælde.

De fleste urinprøver var lyse, hvilket kan tyde på, at søerne optog nok vand. Der kunne ikke påvises en sammenhæng mellem urinens farve og frekvensen af infektion.

Der blev påvist unormalt indhold i hver tredje urinprøve. Ved fund af grumset urin eller blod i urinen var der tegn på sammenhæng til frekvensen af urinvejsinfektion.



Tabel 2. Urinens farve og frekvens af infektion

Urinens farve

Antal prøver

Procentdel inficerede prøver

Lys

285

14

Lys gul

502

20

Gul

189

19

Mørk gul

4

75

I alt

980

19



Tabel 3. Forekomst af unormalt indhold i urinen og frekvens af infektion

Urinens indhold

Antal prøver

Procent inficerede

Klar urin uden tilblanding

656

13

Lidt bundfald

208

18

Grumset urin

109

49

Slimet urin

3

33

Blod i urinen

5

60*)

I alt

981

19

*)Der blev påvist E. suis i de tre inficerede prøver.

Af de søer, der havde urinvejsinfektion ved én undersøgelse, havde kun lidt over halvdelen (56 pct.) også urinvejsinfektion ved den følgende undersøgelse. Intervallet imellem to undersøgelser var 3 til 6 uger. Hos en stor del af søerne ophørte infektionen således af sig selv.

Der var 14 søer, hvor der blev opsamlet urin alle fem gange. Én af søerne havde ved de første to opsamlinger en infektion med Colibakterier, mens der i de to sidste opsamlinger var flere bakterietyper til stede. Trods dette leverede denne so henholdsvis 10 og 14 levendefødte grise i løbet af undersøgelsen. De øvrige 13 søer havde kun høje bakteriekoncentrationer i urinen ved én eller to af undersøgelserne.

Eubakterium suis blev fundet i urinprøver fra fire søer. Alle prøverne var udtaget i farestalden. I tre af prøverne med E. suis var der blod, mens der var pus i den sidste. De tre søer med blod i urinen blev udsat ved fravænning, mens en efterfølgende urinprøve fra den fjerde so viser, at denne helbredte sig selv uden behandling.

I de følgende fire tabeller fremgår de reproduktionsresultater, som søerne opnåede efter den enkelte urinprøve. Resultaterne er opdelt for søer med henholdsvis normal og inficeret urin.

Tabellerne angiver således, hvilken betydning urinvejsinfektion på et givet tidspunkt i cyklus har for de efterfølgende reproduktionsforhold. Alle resultaterne er korrigeret for en eventuel besætningseffekt og for effekt af kuldnummer. Antal fravænnede grise og fravænningsvægt er desuden korrigeret for effekten af diegivningsperiodens længde.

Besætningerne var ikke pålagt en specifik strategi for farefeberbehandling, hvorfor antal behandlede søer afviger fra antal søer med temperatur over 39,5 grader.

Resultaterne for første og anden faring i forsøgsperioden er opgjort samlet i tabel 4. Resultatet for en faring er kun medtaget, hvis der er opsamlet en urinprøve forud for den pågældende faring. De bedste resultater blev opnået for søer uden urinvejsinfektion. Forskellene var meget små. Der var tendens til forskel i fravænningsvægten (P <,06).



Tabel 4. Produktionsresultater fordelt efter resultat af urinprøve udtaget 0-4 uger før faring

Resultat af urinprøve

Normal

Inficeret

Antal søer

403

80 (17 pct.)

Levendefødte grise pr. kuld

11,7

11,3

Dødfødte grise pr. kuld

0,7

0,8

Døde i diegivningsperioden, pct.

12

13

Antal fravænnede grise

9,5

9,4

Fravænningsvægt, kg.

58,9

55,5

Søer behandlet mod farefeber, pct.

21

23

Søer med temp. over 39,5 grader celcius, pct.

15

17



Tabel 5. Produktionsresultater fordelt efter resultat af urinprøve udtaget i diegivningsperiode

Resultat af urinprøve

Normal

Inficeret

Antal søer

177

44 (19 pct.)

Døde i diegivningsperioden, pct.

12

12

Antal fravænnede grise

9,7a

8,9b

Fravænningsvægt pr. gris, kg

6,5

6,6

Dage til første løbning

6,0

6,5

Fravænnede søer løbet inden 8 dage, pct.

79

73

Faringsprocent i det følgende kuld

86

81

a, b: Statistisk sikker forskel

Produktionsresultaterne efter urinprøve udtaget i diegivningsperioden er angivet i tabel 5. Der var en svag tendens til, at urinvejsinfektion i diegivningstiden havde en negativ effekt på reproduktions¬≠resultaterne efter fravænning. Der var statistisk sikker forskel på antal fravænnede grise i de to grupper. Der var imidlertid ikke forskel på det antal grise, der var døde i diegivningstiden. Forskellen skyldes, at søerne kom til at ligge med forskellig kuldstørrelse efter kuldudjævningen. Der var en lige stor procentdel af søerne, der var behandlet for farefeber i normal- og infektionsgruppen, så det er ikke på grund af forventet dårligere moderegenskaber, at der var sat færre grise til søerne med infektion. Der er sandsynligvis tale om et tilfældigt resultat, hvilket kan forventes, når der indgår så mange opgørelser, som der gør i denne undersøgelse.



Tabel 6. Produktionsresultater fordelt efter resultat af urinprøver udtaget imellem fravænning og 30 dage efter løbning

Resultat af urinprøve

Normal

Inficeret

Antal søer

175

44 (20 pct.)

Levendefødte grise pr. kuld

11,5

11,2

Dødfødte grise pr. kuld

0,9

0,8

Faringsprocent

87

82



Tabel 7. Produktionsresultater fordelt efter resultat af urinprøve udtaget 30 til 80 dage efter løbning

Resultat af urinprøve

Normal

Inficeret

Antal søer

156

42 (21 pct.)

Levendefødte grise

11,6

11,2

Dødfødte grise

0,8

0,9

Faringsprocent

90

76

Resultaterne i tabel 6 viser, at der var en svag tendens til, at urinvejsinfektion efter løbning medførte en lidt lavere faringsprocent og kuldstørrelse.

Tabel 7 viser, at fund af infektion i urinvejene midt i drægtigheden ikke havde statistisk sikker betydning for resultatet af den følgende faring. Der var tendens til en lavere faringsprocent og til en lidt lavere kuldstørrelse for søer med urinvejsinfektion. Den lavere faringsprocent kan skyldes, at de tomme søer endnu ikke var fundet på tidspunktet for urinprøven.

Med det antal søer, der indgik i undersøgelsen, kunne det ikke påvises med statistisk sikkerhed, at urinvejsinfektion har betydning for produktionsresultaterne. Betydningen af urinvejsinfektion er således begrænset, og det kan ikke forventes, at effekten kan observeres i den enkelte besætning. Dette svarer til resultaterne opnået i USK-so-projektet.

Ved infektion med staldbundsbakterier i urinvejene ses der normalt ingen direkte symptomer, men der er en svag tendens til, at de inficerede søer opnår ringere reproduktionsresultater. Halvdelen af de søer, der har urinvejsinfektion, vil rense sig for infektionen i løbet af 3-6 uger. Lige så mange søer, der ikke var inficerede tidligere, vil i det samme tidsrum få infektionen. Derved vil frekvensen af søer, der har urinvejsinfektion, være relativt stabil i hele cyklus. Tilsvarende resultater blev opnået i en forundersøgelse, hvor én ud af 13 søer, der blev undersøgt dagligt igennem én uge, spontant ophørte med at udskille bakterier. Enkelte søer ville således skifte forsøgsgruppe, hvis urinprøven var opsamlet på en anden dag.

Urinvejsinfektion kan skyldes infektion med bakterien Eubakterium suis, og vil da give tydelige symptomer. Foruden det typiske udbrud, der ses 2 til 4 uger efter løbning, så ser det ud til, at smitten kan ske, eller at en skjult infektion kan bryde ud i farestalden. Nyrebækkenbetændelse kan således være årsag til dødsfald i farestalden, hvorfor søer med blod i urinen efter faring bør behandles.

Besætningsundersøgelse af urinprøver eller USK-undersøgelse af slagtesøer fra en besætning, kan angive frekvensen af søer med urinvejsinfektion. Imidlertid vil resultatet sjældent få betydning for, om en behandling bliver foretaget.

En generel behandlingsstrategi kan ikke anbefales, da urinvejsinfektion tilsyneladende løbende opstår og forsvinder igen. Behandling vil sjældent have en længerevarende effekt. Dette er da også påvist i afprøvninger af rutinemæssig antibiotikabehandling omkring faring eller fravænning.

I stedet bør det tilstræbes, at frekvensen af søer med urinvejsinfektion holdes lavt på ethvert tidspunkt af cyklus. Dette forudsætter en god hygiejne, og at søerne har let adgang til friskt drikkevand. Derved vil søerne drikke mere, så de urinerer hyppigere. Dette vil forhindre, at bakterierne trænger ind i urinvejene.

Urinvejsinfektion har en svag tendens til at få negativ effekt på produktionsresultaterne. Effekten er så begrænset, at den ikke kunne påvises med statistisk sikkerhed i denne undersøgelse.

REFERENCE

Christensen, G.; Thorup, F; 1991. Urinvejsbetændelse hos svinet. Dansk VetTidskr. 74, 536-743.

Christensen, G. et al. Under publicering. Diagnostik af urinvejsbetændelse hos slagtesøer.

Thorup, F.; 1993. Rutinemæssig antibiotikabehandling omkring tidspunktet for løbning II. Meddelelse nr. 253 fra Den rullende Afprøvning, Landsudvalget for Svin, DANSKE SLAGTERIER.


Institution: Landsudvalget for Svin, Videncenter for Svineproduktion, Den rullende Afprøvning

Forfatter: Flemming Thorup

Udgivet: 27. januar 1994

Dyregruppe: Søer

Fagområde: Reproduktion