Fordeling af afkom efter krydsløbning med orne og ks

SAMMENDRAG

Det er undersøgt, om det er besætningsornen eller KS-ornen, der bliver far til grisene, når der krydsløbes med orne fulgt af KS. I alle tilfælde blev besætningsornen benyttet til første løbning.

Ved et interval på 8 timer mellem løbning med besætningsornen og insemineringen, blev KS-ornen far til 1 pct. af afkommet.

Ved et interval på 24 timer mellem løbning med besætningsornen og insemineringen, blev KS-ornen far til 43 pct. af afkommet.

Årsagen til, at besætningsornen blev far til så stor en del af grisene, antages at skyldes det store antal sædceller, som denne afsætter ved løbningen.

Ved et ønske om at udnytte KS-ornernes avlsmæssige egenskaber fuldt ud, bør der kun løbes med KS. Krydsløbning med orne fulgt af KS vil give en del grise efter KS-ornen, hvis der er 24 timer mellem de to løbninger.

BAGGRUND

Målet med en løbestrategi er at opnå flest mulig levedygtige grise, og at grisene har de ønskede arvelige egenskaber. Strategien skal desuden være økonomisk fordelagtig og arbejdsmæssigt enkel.

Disse krav forventes at være opfyldt, når der løbes med orne ved observation af brunst, og der derefter benyttes KS i anden løbning. Denne strategi medfører, at ornen foretager brunstkontrollen, og lægger et depot af sædceller i æggelederne, som kan befrugte ægcellerne i de få tilfælde, hvor ægløsningen sker inden insemineringen. Det forventes dog, at den efterfølgende inseminering i de fleste tilfælde sker umiddelbart før ægløsningen, på det optimale tidspunkt for løbning. Derved forventes en stor del af afkommet at blive efter KS-ornen.

En KS-sæddosis på 2 milliarder bevægelige sædceller skal imidlertid konkurrere med de 30 -60 milliarder sædceller, der stammer fra ornen. Desuden har den nyeste forskning vist, at ægløsningen ikke sker ved afslutningen af brunsten, men efter at 2/3 af brunsten er forløbet. Denne afprøvning skulle derfor afklare, hvilken betydning løbning med orne fulgt af inseminering har for fordelingen af afkommet.

Hos grise fra søer, der er løbet med flere orner, er det muligt at bestemme faderskabet på basis af en blodprøve. Ved kendskab til soens og ornernes blodtyper og enzymsystemer, kan det bestemmes hvilken orne grisene stammer fra. Grisene skal være 6 uger gamle ved undersøgelsen, før blodtyperne og enzymsystemerne er fuldt udviklede.

MATERIALE OG METODE

Afprøvningen blev gennemført på forsøgsstation Grønhøj. Der indgik 2 grupper søer. Søerne blev fravænnet onsdag formiddag. Fra søndag morgen blev der foretaget brunstkontrol med orne to gange dagligt.

De søer, der kom i brunst om søndagen blev løbet med besætningsorne søndag eftermiddag (dag 4 efter fravænning), mens søer i gruppe 2 blev løbet med orne mandag morgen mellem klokken 8.00 og 9.00. Søer fra begge grupper blev insemineret mandag eftermiddag mellem klokken 15.00 og 16.00. Søerne blev kun løbet, hvis de viste en god stående brunst.

I gruppe 1 var der 24 timer mellem de to løbninger, mens der var 6 til 8 timer mellem løbningerne i gruppe to. Sæden var omkring 8 timer gammel ved inseminering. Behandlingen af grupperne er angivet i tabel 1.

Der blev i alt benyttet 3 HD-KS-orner og 8 HD-besætningsorner i forskellige kombinationer. Ornernes frugtbarhed var kontrolleret ved renløbninger.

Ved faring blev antal levendefødte og dødfødte grise samt kønnet på de levendefødte grise registreret, og grisene blev mærket individuelt. Seks uger efter faring blev der taget en blodprøve til faderskabstest fra de grise, der var i live på dette tidspunkt.

RESULTATER OG DISKUSSION

I gruppe 1 blev der løbet 20 søer, hvoraf 19 søer farede med i alt 244 levendefødte grise.

I gruppe 2 blev der løbet 18 søer, hvoraf 15 søer farede med i alt 187 levendefødte grise.

I gruppe 1 var 11 af søerne i brunst søndag morgen. Disse søer blev således insemineret 32 timer efter første observation af brunst. I gruppe 1 var 7 af søerne stadig i brunst ved brunstkontrol et døgn efter inseminering.

I gruppe 2 var 12 af søerne først i brunst mandag morgen. Disse søer blev således insemineret 8 timer efter første observation af brunst. Blandt søerne i gruppe 2 var 9 søer stadig i brunst et døgn efter inseminationen.

Af de 431 levendefødte grise blev 406 grise faderskabstestet. De resterende grise døde inden de nåede 6-ugers alderen (4 pct.). Der var endvidere 6 grise, der ikke indgik i undersøgelsen på grund af forbytning af blodprøver eller øremærker.

Resultatet af blodprøverne er angivet i tabel 2.

I gruppe 1 blev besætningsornen far til alle grise i 5 af kuldene. De 14 øvrige kuld var blandede kuld, hvor såvel besætningsornen som KS-ornen var far til en del af grisene. I det begrænsede materiale kunne der ikke observeres forskel på de enkelte KS-orners evne til at blive far til grisene. Der var ingen kuld, hvor KS-ornen blev far til alle grisene i kuldet.

I gruppe 2 blev besætningsornen far til alle grisene i 14 af de 15 kuld, mens KS-ornen blev far til 14 pct. af grisene i det sidste kuld.

I gruppe 1 var der statistisk sikkert flere blandede kuld (p<,001) og statistisk sikkert flere grise efter KS-ornen (p<,0001) end i gruppe 2. Med stigende kuldstørrelse steg frekvensen af grise efter KS-ornen (p<,03). Årsagen til dette er ikke afklaret, men kan skyldes, at søer med tidlig brunst og dermed også lidt højere kuldstørrelse indgik i gruppe 1.

Kønsfordelingen i de blandede kuld var 77 sogrise og 79 ornegrise. Efter besætningsornen var 40 pct. af grisene sogrise, mens 55 pct. af grisene efter KS-ornen var sogrise. Denne forskel er ikke statistisk sikker.

I begge grupper var tidspunktet for sidste observation af brunst hos søerne i gennemsnit et døgn efter insemineringen. Det forventes derfor at insemineringen er foretaget inden ægløsningen hos de fleste søer i begge grupper.

Resultaterne i gruppe 1 viser, at selvom besætningsornen forventes at afsætte 15 gange så mange sædceller som det antal, der benyttes ved KS, så var besætningsornens sædceller så svækkede efter et døgn i æggelederen, at KS-dosen, der ved insemineringen var 8 timer gammel, blev ophav til ca. halvdelen af grisene. Dette bekræfter, at sædens holdbarhed er større i ornen eller i sædtuben end i soen. Det er ikke sandsynligt, at ornens sædceller ikke er befrugtningsdygtige efter 24 timer i æggelederne, men resultaterne viser, at på tidspunktet for ægløsning havde KS-sædcellerne et fortrin i forhold til ornens sædceller, i form af en bedre befrugtningsevne.

I gruppe 2 blev besætningsornen far til 99 pct. af afkommet. Den mest sandsynlige forklaring på dette er, at de enkelte sædceller fra såvel besætningsornen som KS-ornen havde samme frugtbarhed på ægløsningstidspunktet. Det store antal sædceller fra besætningsornen har så medført, at den blev far til flest grise. En anden forklaring kan være, at besætningsornen muligvis er i stand til at lukke for den efterfølgende inseminering ved hjælp af gelfraktionen. Endelig kan insemineringen være foretaget efter ægløsningen hos søerne i gruppe 2. Det sidste er mindre sandsynligt, da halvdelen af søerne i gruppe 2 stadig var i brunst et døgn efter insemineringen.

Ved løbning med orne fulgt af insemination indenfor 6-8 timer, så vil KS-ornen kun blive far til omkring 1 pct. af grisene.

Hvis der krydsløbes med orne og inseminering med 24 timers interval, så vil KS-ornen blive far til omkring halvdelen af grisene.

Baseret på den nuværende viden om befrugtningsforløbet, så er det usandsynligt, at inseminering før løbning med besætningsorne vil give grise efter KS-ornen.

Ved valg af en løbestrategi der indeholder brug af KS, anbefales det at benytte renløbning med KS til flest mulige af søerne, da dette giver det fulde udbytte af den genetiske avlsværdi hos KSornerne. Samtidig opnås en kontrol af inseminørens evner til at gennemføre KS. Hvis løbestrategien fortsat baseres på krydsløbninger, og der ønskes en effekt af at anvende genetisk overlegne KS-orner, så bør det tilstræbes, at der er et interval på 24 timer mellem brugen af besætningsornen og insemineringen.