Kalium i foder til smågrise

SAMMENDRAG

I afprøvningen indgik 5 grupper, som fik foder med forskelligt indhold af kalium (8,2; 11,5; 15,6; 19,3 og 14,8 g K pr. FEs) tilsat som kaliumbicarbonat. Foderet i gruppe 5 havde udover et højt indhold af kalium samtidig et højt indhold af klorid (6,2 g pr. FEs). Den vejledende maksimumgrænse for elektrolytbalancen (350 mmol pr. FEs) blev overs­kredet i gruppe 3 (387 mmol) og 4 (486 mmol).

Afprøvningen blev gennemført i én besætning med smågrise i perioden 5-10 uger. Der indgik 8 hold med 7 grise i hver gruppe, i alt 56 grise pr. gruppe.

Der blev ikke fundet forskel i produktions­resul­tater og sundhedstilstand mellem grupper­ne. Der blev ligeledes ikke konstateret øget svineri i stierne, hvor foderet havde et højt indhold af kalium.

Analyser af blodprøver viste ingen tegn på, at grisene var fysiolo­gisk belastede af det høje indtag af kalium.

Et stigende indhold af kalium i foderet øgede vandoptagelsen. Gruppe 4 havde et signifikant højere vandindtag, end de øvrige grupper. For hvert ekstra g kalium, der blev indtaget, blev den daglige vandoptagelse øget med 35 ml pr. gris. Det er derfor vigtigt, at grisene har fri adgang til vand, hvis foderet har et højt indhold af kalium.

Foder med et højt indhold af kalium påvirker ikke grisenes produktionsresultater eller sundhed. Derimod skal en eventuel faldende pris pr. FEs på grund af valg af råvarer med et højt indhold af kalium opvejes mod øgede omkost­ninger til opbevaring og ud­bringning af gylle som følge af et øget vandforbrug.

BAGGRUND

Kaliumioner (K⁺) kaldes sammen med natriumioner (Na⁺) og kloridioner (Cl^-) for elektro­lyt­ter. Koncentrationen af og for­holdet mellem elektrolytterne er betydende for en lang række processer i organismen. Elektrolytterne er vigtige for nerve- og muskelfunk­tionen, syrebalan­cen og pH i maven, samt styringen af væskeba­lan­cen i kroppen. De er også af betydning for næringsstofabsorp­tio­nen i tarmkanalen.

Forholdet mellem natrium-, kalium- og kloridioner kaldes for elektrolytbalancen (se tabel 1). Det vurderes, at elektrolyt­balancen kan svinge mellem 100 og 350 mmol/FEs uden at produktionsresultaterne påvirkes. Summen af de tre ioner (Na⁺, K⁺ og Cl^-) angiver mængden af de stærke elektrolytter. Denne sum angiver den samlede belastning, som nyrerne udsættes for i forbindelse med udskillelse af elek­trolytterne.

I litteraturen er der stor enighed om mind­stenormen for K på 2-3 g K pr. kg foder. Det er derimod usikkert, hvor meget kalium grise kan tåle, uden at det påvirker produk­tionsresul­tater eller sund­hed.

Et for højt indhold af kalium kan give anledning til ringere tilvækst, foderudnyt­tel­se, diarre og i værste fald dødsfald. Der angives en maksimumgrænse på 15 g K pr. FEs, men denne grænse er ikke nøj­agtig fastsat ud fra forsøg med grise.

Et overskud af K udskilles i urinen, hvil­ket øger vandoptagelsen og mængden af urin.

En normalt sammensat foderblanding indeholder ofte 7-8 g K pr. FEs. De mest almindelige proteinfoderstoffer har et højt indhold af kalium, mens kornfoderstoffer­ne har et lavt indhold af kalium. Foder­stof­fer som melasse og valle har et meget højt indhold af Na, K og Cl. Udgør ka­sein­valle således 25 pct. af FEs i en fo­derblanding, er der et indhold på ca. 15,3 g K, 2,7 g Na og 10,9 g Cl pr. FEs. Indeholder blandingen 10 pct. melasse, er der ca. 11,7 g K og 3,0 g Na pr. FEs.

Formålet med denne afprøvning var at beskrive, hvorledes smågrise reagerer på stigende indhold af K i foder, for hermed at fastlægge den produktionsøkonomiske betydning af et stigende indhold af kalium.

MATERIALE OG METODE

Afprøvningen blev gennemført i én be­sætning (Forsøgsstation Sjælland III) med små­grise i alderen 5-10 uger. Afprøvnin­gen omfattede 5 grupper (behand­linger) á 7 grise pr. gruppe og med 8 hold (genta­gelser). Der indgik således 56 grise pr. gruppe.

Grisene blev fravænnet ved 28 dage (gns. 7,8 kg), og grisene blev fordelt således, at der blev taget hensyn til race, alder, kuld og vægt. Grisene blev indsat i forsøget ved en alder på 35 dage (gns. 9,4 kg). Grisene udgik af forsøget ved 70 dage (gns. 26,7 kg).

Den første uge efter fravænning blev grisene i alle 5 grupper fodret med be­sætnin­gens almindelige fravænningsblan­ding. I den efterfølgende periode (35-70 dage) blev grisene i de 5 grupper tildelt blandinger med forskelligt indhold af K.

Blanding 5 havde udover et højt indhold af K også et højt indhold af Cl. De 5 for­søgsbehandlinger fremgår af tabel 1.

Blandingerne blev produceret ad to gange. De blev analyseret på Steins Laboratorium for råprotein, råfedt, træstof, aske, amino­sy­rer­ne; lysin, methionin, cystin, treonin og mineralerne; Ca, P, K, Na og Cl. Blandin­ger­nes sammensæt­ning fremgår af tabel 2.

Foderblandingerne var sammensat ud fra Fokus på "Normer for Nær­ingsstoffer", 1991, Landsudvalget for Svin, DANSKE SLAGTERIER.

Grisene blev vejet ved fravænning, ved forsøgets start (mellem­vejning) og ved afgang. I perioden fra mellemvejning til afgang blev der registr­eret foder­forbrug, dødelighed samt behandlinger mod diarré. Derudover blev vandforbruget målt for samtlige hold. Der var opsat drikke­kopper i samtlige stier.

Et par dage før grisene blev vejet ud af forsøget, blev der i hold 2-8 udtaget blod­prøver fra 1 gris i hver gruppe. Disse blodprøver blev analyseret for indhold af vasopressin, renin og for koncentration af Na⁺, K⁺ og protein.

RESULTATER OG DISKUSSION

Det analyserede indhold af næringsstoffer fremgår af tabel 3.

Indholdet af lysin var lidt lavere end forventet i blanding 2, 3, 4 og 5. Der var samtidig en lille afvigelse i indholdet af Na, K og Cl i foderblandin­gerne i forhold til planlagt.

Produktionsresultaterne fremgår af tabel 4.

Der blev ikke fundet signifikant forskel på produktions­resultater og sundhedstilstand mellem grupperne. Der blev ligeledes ikke observeret øget svineri i stierne, hvor foderet havde et højt indhold af kalium. Dette tyder på, at et højt indhold af K, og et højt indhold af K og Cl samtidig, ikke har øget frekvensen af diarré.

I gruppe 3 og 4 oversteg elektrolytbalan­cen det vejledende maksimum på 350 mmol pr. FEs, uden at det påvirkede produk­tionsresultaterne. Der er ud fra dette ingen grund til at forsøge at ned­bringe en for høj elektrolytbalance, hvis over­skridel­sen alene skyldes kalium. Der var ingen negativ effekt ved en høj be­lastning med stærke elektro­lytter. Nyrerne har tilsynela­dende ikke haft problemer med at udskille en mængde elektro­lyt­ter, der svarer til niveauet i gruppe 4 og 5 (649 - 631 mmol/FEs­).

Ved analyse af blodprøverne for indhold af hormonerne vasopressin og renin samt for koncentration af Na⁺, K⁺ og protein, fandtes der ingen tegn på, at grisene var kronisk fysiologisk belastede ved de høje indtag af kalium.

Vandoptagelsen er vist i figur 1. Heraf ses, at gruppe 4 havde en signifikant højere daglig vandoptagelse end de øvrige grupper. Der var ingen forskel i vandind­taget mellem de øvrige grupper. Det kan samtidig ses, at et øget indhold af Cl i gruppe 5 ikke påvirkede vand­indtaget.

Vandindtag pr. FEs viser samme tendens som dagligt vandindtag. Det var dermed ikke indtaget af tørstof, men foderets indhold af kalium, der var årsag til det højere vandindtag i gruppe 4. Det er derfor vigtigt, at grisene har fri adgang til vand, hvis der er et højt indhold af kalium i foderet.

Fysiologisk regulerer grise et højt indtag af elektrolytter ved at øge vandoptagelsen. Der blev i denne afprøvning fundet en liniær sammenhæng mellem indtag af kalium og vand.

For hvert ekstra g ka­lium, der blev ind­taget, blev vand­indtaget øget med 35 ml pr. gris pr. dag. Dette giver en tilsva­rende forøgelse af gylle­mæng­den, og dermed en forøgelse i om­kostningerne til opbevaring og transport af gylle.

Kaliumniveauet havde ingen produktions- eller sundhedsmæssig effekt på grisene. Der blev derimod fundet en øget van­dop­tagelse. Ved en økonomisk vurdering af en given foderblan­ding skal en eventu­el

lavere pris pr. FEs på grund af valg af råvarer med et højt indhold af kalium dermed sammenholdes med de øgede omkostnin­ger til opbevaring og udbring­ning af gylle.