Løsgående gruppefodrede søer

SAMMENDRAG

Produktionssystemer med løsgående gruppefodrede drægtige søer blev sammenlignet med individuel opstaldning af drægtige søer i tre ­besætninger. De løs­gående søer gik i grupper sva­rende til et ugehold. I to af besæt­ningerne blev de løsgående søer fodret med vådfoder i en lang­krybbe, mens de i den sidste besæt­ning blev fodret med tørfoder på gulv.

Afprøvningen forløb over ca. 35 måneder, og omfattede i alt 1633 kuld fra individuelt opstaldede søer og 1893 kuld fra løsgående søer.

Afprøvningen viste ingen forskel mellem de to forsøgsgrupper med hensyn til fra­vænnede grise pr. årsso, excl. gylte eller kuld pr. årsso, excl. gylte.

De individuelt opstaldede søer fødte generelt 0,3 flere grise end de løsgående søer.

Generelt fravænnede de løsgående søer kuld, der var 1,9 kg tungere end de individuelt op­staldede søer. Det svarer til, at pattegrise fra løsgående søer vejer knap 200 g mere ved fravænning end grise fra individuelt opstaldede søer.

Omløbere blandt de løsgående søer blev fundet 10 dage tidligere end blandt de individuelt opstaldede søer.

Spredningen på tilvæksten i drægtighedsperioden var mindre hos de løs­gående gruppe­fodre­de søer end hos de individuelt opstaldede søer, hvilket bl.a. skyldtes, at de løs­gående søer blev fodret én gang dagligt.

Afprøvningen viste, at det med løsgående drægtige søer er muligt at producere op mod 25 fravænnede grise pr. årsso, excl. gylte. Man skal forvente en ind­kørings­periode på ca. 1 år før driftsledelse og dyremateria­le fungerer optimalt. Indkøringsperioden påvirker pro­duktions­resultaterne i negativ retning. Produktionssystemer til løs­gående søer stiller specielle krav til dyr, stald- og stiindret­ning og driftsledelse.

BAGGRUND

Der har i de senere år vist sig en øget in­teresse for at opstalde drægtige søer­ løse i større eller mindre grup­per. To for­un­der­søgel­ser af "sim­ple" drægtighedsstalde til løsgå­en­de grup­pefod­rede søer har vi­st, at disse systemer kan fungere i praksis.

På baggrund af forundersøgelserne var det desuden muligt at give nogle ret­ningslinier for, hvordan stierne skulle dimensioneres og indrettes, samt hvordan driftsledelsen skulle til­rettelægges.

Stier til løsgående søer kan være billigere og lettere at etablere end stalde til individuel opstaldning af søer, specielt ved ren­overing af stalde.

Det var afprøvningens formål at belyse, om anvendelsen af staldsystemer til løs­gående drægtige søer påvirker pro­duk­tionsresultater­ne samt dyrenes sundhed. Afprøvnin­gen skulle endvidere belyse de arbejdsmæssige forhold ved denne opstald­ningsform. Stald­systemet blev sammen­lignet med in­dividuel opstaldning i bokse eller båse.

MATERIALE OG METODE

Afprøvningen blev gennemført i tre be­sæt­ninger i en periode på 30-40 måneder. Pro­duktionsfor­holdene fremgår af tabel 1.

Stierne til de løsgående søer blev indrettet bl.a. på grundlag af erfaringer fra tidligere undersøgelser.

Før igangsættelse af afprøvningen var alle søer opstaldet i drægtighedsbokse eller -bøjler med halsbindsel. Søerne i de tre be­sætninger blev ved af­prøvningens start delt i to grupper, således at det gennemsnitlige kuldnummer og race/kryds­ningskombination var ens i de to forsøgs­grupper.

Gylte blev ikke indsat i grupper med ældre søer, men blev opstaldet i stier for sig selv. Det skyldtes tidligere erfaringer med, at de ofte bliver holdt væk fra foderet og/eller bliver over­faldet af de ældre søer. Nye søer i løsdriftssystemet blev således først indsat, når de havde faret én gang.

Tabel 1. Produktionsforhold i de tre besætninger
Besætning	1	2	3
Sundhedsstatus	konv.	MS	MS
Årssøer, stk.	250	300	250
Stipladser, indiv.opstaldn., stk.	90	84	80
Stipladser, løsgående, stk.	90	110	96
Stier til løse søer, stk.	8	10	8
Søer pr. sti, stk.	12	11	12
Stidimension, m	6,0 x 4,0	5,2 x 4,2	6,0 x 3,8
Tilstræbt areal pr. so, m²	2,0	2,0	2,0
Spaltegulvdimension, m	6,0 x 2,0	5,2 x 1,8	6,0 x 1,25
Fodringsprincip	vådfoder	vådfoder	tørfoder
Indsættelsestidspunkt	e.løbn.	e.frav.	e.frav.
Indretning af kassesti i farestalden	delv.sp.gulv / fareboks	delv.sp.gulv / fareboks	delv.sp.gulv / farebøjler
Alder ved fravænning, dage	24	25	26

I alle tre besæt­ninger blev der prakti­seret 1 uges holddrift, således at ét hold "løsgående" søer blev løbet i den ene uge, ét hold "in­dividu­elt opstalde­de" søer blev løbet i den efter­følgende uge osv. Når først søerne én gang havde været opstaldet i løsdriftssyste­met, blev de i denne for­søgs­gruppe, eller de blev sat ud (slagtet).

Flokstørrelsen i stierne med løsgående søer var givet ved det antal søer, der blev løbet pr. uge. Alle søer i en flok var således på samme stadium i drægtighedsperioden, hvil­ket var en fordel med hensyn til fodrings- og arbejdsrutiner.

De gruppefodrede søer blev fodret én gang om dagen, da tidligere undersøgelser har vist, at det giver de bedste mulig­heder for at styre søernes huld. De in­dividuelt op­staldede søer blev fodret to gange om dagen, da det var den strategi, der blev brugt i besætnin­gerne, før af­prøv­ningen blev sat i gang. Begge grup­per af søer blev fodret efter normen som beskrevet i Fokus på "Normer for næringsstoffer", juli 1991, Landsudvalget for Svin, DANSKE SLAGTERIER.

Der blev foretaget registreringer af kuldre­sultater, reproduk­tionsresultater samt søernes og pattegrisenes sundhedstilstand i diegiv­nings­perioden. Statisti­ske forskelle på kuldre­sultaterne testes på antal levendefødte grise, døde grise indtil fravænning samt kuld­vægten ved fravænning.

Søerne blev vejet, når de blev flyttet til og fra fare­stalden.

Der blev foretaget kuldudjævning og an­vendt ammesøer efter behov. I begge tilfælde blev der kun flyttet pattegrise mellem søer i samme forsøgsgruppe.

Hvis en løsgående so i drægtighedsperio­den blev taget ud af flokken, blev dato og årsag noteret. Føl­gende årsager blev regi­streret:

-Omløbet

-Aggressiv overfor andre søer

-Angst for andre søer

-Overfaldet

-Slagsmål

-For fed

-For mager

-Dårlige ben

-Kastet grisene

-Død

Løsgående søer, der blev taget ud af flok­ken på grund af dårlige ben, afvigende huld, mv., blev opstaldet individu­elt indtil faring. Efter fravænning blev de atter indsat i stier til løsgående søer eller blev sat ud/slagtet.

Når en so blev udsat/slagtet, blev årsagen hertil registreret, uanset hvilken gruppe soen kom fra.

"Individuelt opstaldede" søer og "løsgående" søer blev løbet i den samme løbeafdeling og farede i den sam­me farestald.

I besætning 2 blev foderforbruget i diegiv­ningsperioden regi­streret.

I besætning 2 og 3 blev der gennemført arbejds­tids­studi­er i de to opstaldnings­syste­mer. Ar­bejds­tids­studierne blev fore­taget i sam­arbejde med Sta­tens jord­brug­stekniske Forsøg (SjF), Bygholm og blev gennemført sidst i afprøvningsperioden, hvor arbejds­rutinerne vedrørende de løsgående søer var blevet indarbejdet.

RESULTATER OG DISKUSSION

De efterfølgende produktionsresultater om­fatter ikke resultaterne fra den første del af afprøvnings­perioden (det 1. år). Denne periode blev betragtet som en indkørings­perio­de, hvor driftsledel­sen for de løsgående søer blev ændret og til­passet, og hvor søer, der var uegnede til løsdriftssystemet, blev skiftet ud.

Kuldresultater

Kuldresultaterne er vist i tabel 2.

I gennemsnit for afprøvningen fødte de individuelt opstaldede søer 0,3 flere levende­fødte grise pr. kuld end de løsgående søer, hvilket var signifikant sikkert (P<0,05).

Der var ingen vekselvirkning mellem gruppe og besætning.

I besætning 1 fødte de individuelt opstaldede søer 0,5 grise flere end de løsgående søer, denne forskel var statistisk sikker (P<0,05). I besætning 3 var der en tendens (P<0,06) til flere levendefødte grise hos de individuelt opstaldede søer. I besætning 2 var der ingen statistisk sikker forskel mellem de to forsøgs­grupper med hensyn til antal levendefødte grise.

Tabel 2. Kuldresultater, ekskl. gyltekuld
Besætning	1			2			3			Gennemsnit
Opstaldningsform	Indiv.	Løs	Indiv.		Løs	Indiv.		Løs	Indiv.		Løs
Producerede kuld, stk.	402	442	279		279	242		293	923		1014
Lev.fødte grise pr. kuld, stk.	11,2a	10,7b	11,4		11,6	11,9		11,4	11,5a		11,2b
Dødfødte grise pr. kuld, stk.	0,6	0,7	0,6		0,6	1,0		0,7	0,7		0,7
Kuldstørrelse eft. udjvn., stk	10,9	10,5	11,1		11,3	11,5		11,1	11,1		10,9
Døde grise indtil frav., pct.*)	11,9	10,5	9,9		10,6	13,0a		9,0b	11,7a		10,1b
Kuldvægt v. fravænning, kg **)	67,6	68,1	72,4a		74,6b	72,3a		75,1b	70,7a		72,6b

a og b er signifikant forskellige (P<0,05) indenfor besætninger henholdsvis gennemsnit

*)  Beregnet i forhold til kuldstørrelse efter udjævning og inkl. ammesøer

**) Korrigeret for kuldstørrelse efter udjævning og fravænningsalder

Det er ikke umiddel­bart muligt at forklare disse forskelle, hverken mellem for­søgs­grupperne eller mel­lem besætningerne. I besætning 1 blev søerne indsat i løsdrift umiddelbart efter løbning, hvilket bl.a. kan have haft indflydelse på antallet af levende­fødte grise. I besætning 2 blev de indsat efter fravænning. Be­sætning 3 adskiller sig fra besætning 2 ved, at der blev fodret med tørfoder, og at søerne i diegiv­ningsperioden var opstaldet i stier med farebøj­ler. Det er imidlertid tvivlsomt, om disse forhold har haft indflydelse på antal levende­fødte grise.

Der var ikke forskel på antal død­fødte pat­tegrise i de to for­søgs­grupper. I be­sætning 3 fik de individuelt opstaldede søer lidt flere dødfødte grise, men det skyldtes antageligt det store antal totalfødte pattegri­se.

Der blev i ingen af besætningerne observeret forskel på forløbet af faringerne. Det er således ikke muligt at af- eller bekræfte, om løsgående søer har lettere og kortere faringer end de individuelt opstaldede søer, fordi de har en bedre konstitution.

I besætning 3 døde der signifikant (P<0,05) færre grise i diegivningsperioden hos de løsgående søer end hos de individuelt op­staldede søer, hvilket formodentligt skyldtes, at de løsgående søer var i bedre kondition end de individuelt opstaldede søer, således at de ikke smed sig på pattegrisene. Der var ikke forskel på antal døde grise i dieperioden mellem forsøgs­grupperne i de to øvrige besætninger.

Tabel 3. Sundhedsforhold hos søer og pattegrise
Besætning	1			2			3
Opstaldningsform	Indiv.	Løs	Indiv.		Løs	Indiv.		Løs
MMA-behandling, første 3 dage, pct.	2,4	5,3	9,7		6,2	8,5		6,3
MMA-behandling, efter 3. dag, pct.	1,2	1,1	8,7		5,4	0,0		1,0
Pattegrise m. diarré 1. leveuge, pct.	14,7	16,2	0,7		2,4	2,4		2,0
Pattegrise m. diarré senere, pct.	19,7	18,1	0,3		1,0	1,2		0,0
Pattegrise, døde af diarré, pct.	3,5	5,4	2,9		1,7	4,7		4,0

De løsgående søer fravænnede generelt 1,9 kg tungere kuld end de individu­elt opstaldede søer, denne forskel var stærkt signifikant (P<0,01). I besætning 2 og 3 var kuldvæg­ten på fravænnede grise fra løsgåen­de søer signifikant (P<0,05) højere end kuldvægten på fravænnede grise fra individu­elt opstalde­de søer. Det kan være forårsaget af, at de løsgående søer var i bedre konstitu­tion, og ligeledes var bedre til at passe deres pattegri­se. Der var ingen forskel på kuldvægten mellem forsøgs­grupperne i besætning 1.

Sundhedsforhold hos søer og pattegrise

Som det fremgår af tabel 3, viste afprøv­ningen ikke væsentlige forskelle mellem de to forsøgs­grupper, hvad angik søernes og pattegrisenes sundhed. I besætning 2 var der en tendens til, at de individuelt opstaldede søer havde lettere ved at få MMA end de løsgående søer. Denne forskel kan ikke umiddelbart forklares. I de to andre besæt­ninger var der ingen sikker forskel mellem de to forsøgs­grupper.

Reproduktionsresultater

Resultater vedrørende søernes reproduktion er vist i tabel 4.

På trods af, at der blev anvendt forskellige strategier med hensyn til, hvornår søerne blev sat i løsdrift blev der i ingen af besæt­ningerne fundet forskel på antal dage fra fravænning til 1. løb­ning eller på antal søer løbet i de første 8 dage.

Tabel 4. Reproduktionsresultater, ekskl. gylte
Besætning	1			2			3			Gennemsnit
Opstaldningsform	Indiv.	Løs	Indiv.		Løs	Indiv.		Løs	Indiv.		Løs
Fravæn. til 1.løbn., dage	6	6	6		6	6		5	6		6
Søer løbet inden 8 dage, pct.	93	90	90		91	94		95	92		92
Løbning til omløbning, dage	49	36	39		27	56		52	47a		37b
Faringsprocent, pct.	89	83	89		90	95		95	91		88
Kuld pr. årsso, stk.	2,35	2,33	2,41		2,43	2,40		2,40	2,38		2,37
Fravæn. grise pr. årsso, stk.	22,5	21,9	24,0		24,6	24,1		24,2	23,4		23,2

a og b er signifikant forskellige (P<0,01)

Afprøvningen viste, at det generelt var let­tere at finde omløbere, hvis søerne var løs­gående. I gennemsnit for afprøvningen blev løsgående søer, der var omløbet fundet 10 dage hurti­gere end individuelt opstaldede søer. Denne forskel var stærkt signifikant

(P<0,0­1). Som det fremgår af tabel 4, var forskel­len størst i be­sætning 1 og 2, som ligeledes havde flest omløbere. Årsagen til at der ikke er sikker forskel mellem grupper­ne i de tre besætninger er, at der ikke har været regi­streret omløbere nok til at påvise en forskel i den størrelsesorden.

Det mindre antal dage fra løbning til om­løbning blev også fundet i en tidligere af­prøvning (meddelelse nr. 181, Den rullende Afprøvning). Denne forskel mellem individu­elt opstaldede og løsgående søer skyldtes formodentlig, at de løsgående søer havde lettere ved at udtrykke og vise deres adfærd. Løsgående søer vil i tilfælde af brunst puffe/­stimulere de andre søer i flokken og/eller springe op på dem, hvilket gør det lettere for driftslederen at registrere, at en given so er i brunst.

Der var ingen statistisk sikker forskel mellem forsøgs­grupperne med hensyn til faringspro­centen.

Samlet resultat

Med hensyn til kuld pr. årsso, excl. gylte, og fra­vænnede grise pr. årsso, excl. gylte, viste denne afprøvning ingen statistisk sikker forskel mellem de to forskellige op­staldnings­former, tabel 4. Det vil sige, at det lavere antal levendefødte grise hos de løsgående søer i to af besætningerne blev opvejet af, at de løsgående søer var bedre til at passe pattegrisene, og at reproduktionsfor­holdene i flere tilfælde talte til de løsgående søers fordel.

Generelt viste afprøvningen, at det med løsgående gruppefodrede søer er muligt at opnå et produktions­resultat på over 2,4 kuld pr. årsso, excl. gylte og knap 25 fravænnede grise pr. årsso, excl. gylte.

Indsættelsestidspunkt

Dannelsen af rangorde­nen - med slagsmål til følge - kan vare fra 12 timer op til ca. en uge. Der­udover kan der gå fra 7 - 10 dage, før rangor­denen er helt stabil. I den perio­de vil der imidlertid kun være få egent­lige slagsmål mellem søerne.

Under dan­nelsen af ran­gordenen er søerne be­lastet både fysisk og psykisk - en til­stand, der har en negativ indflydelse på fostrenes mu­lighed for at sætte sig fast i børen. Fostre­ne sætter sig fast i børen 2. - 3. uge efter løbningen. Hvis søerne først indsættes i løsdrift efter løbning, er der således en risiko for, at ran­gordenen endnu ikke er helt stabil, når fostrene skal sætte sig fast. Det kan bl.a. medføre færre levende­fødte grise og en lavere farings­pro­cent.

I besætning 1 blev søerne sat i løsdrift umid­delbart efter løbning - hvilket i prak­sis vil sige, at 83 pct. af søerne blev indsat i løs­drift i drægtighedsstalden i den første uge, efter de blev løbet. De øvri­ge søer kom i dræg­tig­heds­stal­den på et tids­punkt, hvor der var en risiko for, at rangorden­dannelsen ville kunne få negativ indflydel­se på antal fostre, der sætter sig fast. Dette er antageligt årsa­gen til, at der i be­sætning 1 blev fravænnet 0,6 færre grise pr. årsso hos de løsgående søer.

Afprøvningens resultat tyder ikke på, at indsættelses­tidspunktet har indflydelse på, hvor hur­tigt søerne kom i brunst, efter de er blevet fra­vænnet - der er ingen forskel i antal dage fra fravænning til 1. løb­ning.

Hvis søerne er individuelt opstaldet i løbeaf­delingen, skal de hurtigst muligt, dvs. senest 8 dage efter, slippes løs, når de er blevet løbet. I besæt­ning 1 og 3, hvor søerne var individuelt opstaldet i forbindelse med løb­ningen, var faringspro­centen hos løsgående søer på henholdsvis 88,8 pct. og 95,2 pct., når søerne blev indsat i flokken senest 8 dage efter løbning. Hvis søerne blev indsat i løsdrift senere end 8 dage efter løbning, var faringsprocenten på henholdsvis 80,2 pct. og 90,3 pct.

Afprøvningen viste, at indsættel­sestidspunktet har ind­flydelse på faringspro­centen. I besæt­ning 2 og 3 hvor søerne blev indsat i løs­drift straks efter fravænning, var der ingen forskel mellem forsøgs­grupperne. I be­sæt­ning 1, hvor søerne først blev sat i løs­drift, efter de var blevet løbet, var fa­rings­pro­cen­ten mindst hos de løsgående søer. Det be­tyder, at et indsættelses­tidspunkt efter fra­vænning bør foretrækkes fremfor indsættelse umiddelbart efter løbning.

Indkøringsperiode

Erfaringen fra tidligere undersøgelser har vist, at man ved opstart af pro­duktionssy­stemer med løsgående søer skal forvente en ind­køringsperiode på ½ - 1½ år, før der kan opnås tilfredsstillen­de pro­duktions­resulta­ter. Det skyldes, at resultaterne i starten vil være negativt påvirket af:

1.	Manglende rutine i at passe løsgående  søer.
2.	Uegnede søer der ikke fun­gerer i løsdriftssystemet, fordi de er aggres­sive over for de andre søer, har dårlige ben eller andet.

Søer, der ikke fungerer i systemet, skal hurtigst muligt sættes ud, da det ellers typisk vil være nødven­digt, at opstalde dem indivi­duelt i hver drægtigheds­periode. Er et pro­duktions­system etableret samtidig med en udvidelse af besætningen, vil det være fri­stende at beholde disse søer for hurtigst muligt at få fyldt stalden op. Dette vil helt

givet forlænge ind­køringsvan­skelighederne. For søer der tidligere har været opstaldet individuelt skal der forventes en indkørings­periode på minimum ½ år, før de har vænnet sig til løsdriftssystemet. Vanskeligheder i indkørings­perioden kan muligvis blive min­dre om­fattende ved nyetablering af en be­sætning, hvor man starter med polte.

I indkøringsperioden vil der være mange ømbenede søer, fordi de ikke er vant til at bevæge sig så meget. I afprøvningens ind­køringsfase samt i alle andre kendte tilfælde var problemet med ømbenede søer overstået i løbet af ½ - 1 år. Der kendes ikke på nuværende tidspunkt tiltag, der kan afkorte denne periodes længde.

I afprøvningen blev indkøringsperioden sat til 1 år for de tre involverede besætninger. I indkøringsperioden vil der altid være en mindre produktivitet end i den efterfølgende periode. For­skellen mellem indkørings­perio­den og den efterfølgende periode målt i kuld pr. årsso, excl. gylte og fravænnede grise pr. årsso, excl. gylte er vist i figur 1.

Som det fremgår af figur 1, var der generelt i alle besætninger og i begge forsøgsgrupper sket en frem­gang i produktiviteten fra ind­kørings­perioden til den efterfølgende periode. Men mel­lem for­søgs­grupperne var pro­duk­tions­frem­gan­gen dobbelt så stor for de løs­gående søer som for de individuelt opstalde­de søer.

Figur 1.

Produktiviteten i indkøringsperioden (a) og den efterfølgende periode (b) målt i kuld pr. årsso, excl. gylte og fravænnede grise pr. årsso, excl. gylte.

Det er ikke på nuværende tidspunkt muligt at give klare og entydige anvisninger på, hvad der kan gøres for at begrænse indkørings­periodens længde mest muligt, men enkelte råd kan dog gives. I projekteringsfasen bør man gøre brug af de retningslinier, der findes vedrørende indretning af stier til disse løs­driftssy­stemer. I forbindelse med opstarten på produktionen bør man hurtigst muligt ind­arbejde de retningslinier og gøre brug af de erfaringer, der foreligger vedrørende driftsle­delse i disse produktionssy­stemer. Disse forhold er beskrevet i Fokus på "Drægtig­heds­stalde", januar 1993, Landsudvalget for Svin, DANSKE SLAGTERIER

Udtagning- og udsætterårsager

Som det fremgår af tabel 5, var antallet af søer, der måtte tages ud af flokken, fordi de løb om, blev overfaldet, fik dårlige ben m.v., forskellig mellem besætningerne og var aftagende igennem afprøvnings­perioden. I indkørings­perioden blev 17 - 20 pct. af de løsgående søer taget ud af flokken og op­staldet in­dividuelt i besætning 2 og 3. Søerne blev primært taget ud, fordi de løb om, blev overfaldet af andre søer eller døde. Efter indkøringsperioden blev kun ca. 10 pct. af søerne taget ud af flokken. Årsagerne var primært de samme - omløbning, dårlige ben eller overfald.

I besætning 1 var de tilsvarende tal 13 pct. i ind­køringsperioden og 18 pct. i den efter­følgende perio­de. Ud­sætterårsagerne var primært omløbning og dårlige ben.

Som det fremgår af tabel 6, var der mellem besæt­ningerne stor forskel på andelen af søer, der måtte udsættes/slagtes i de for­skellige perioder. Set over hele afprøvnings­perioden blev der i besætning 1 og 2 udsat flest løsgående søer, men som det fremgår af tallene for de opdelte perioder for besætning 2 og 3, var der store udsving mellem perio­derne. Således kan en lille udskiftning i den ene periode være vendt til en større udskift­ning i den efterfølgende periode osv. Ek­sempelvis blev 60 pct. af de søer, der blev sat ud i besætning 2, sat ud i indkørings­perioden, mens de tilsvarende tal for be­sætning 1 og 3 var henholdsvis 36 og 52 pct.

Der var ingen sikker forskel i det gennem­snitlige antal kuld pr. so mellem de to for­søgs­grupper.

Tabel 5. Udtagningsårsager for søer i løsdrift, pct.
Besætning	1					2								3
Periode	Indkør.		Efterfølg.		Indkør.				Efterfølg.			Indkør.			Efterfølg.
Søer, der er taget ud af flokken, pct.	13		18		20				11			17			11
Heraf taget ud pga. omløbning, pct.	36		56		41				34			56			60
Heraf taget ud pga. dårlige ben, pct.	35		18		10				16			8			10
Heraf taget ud pga. aggressivitet, pct.	5		0		0				0			0			0
Heraf taget ud pga. afmagring, pct.	8		1		1				10			0			0
Heraf taget ud pga. fedme, pct.	0		0		1				0			0			0
Heraf taget ud pga. slagsmål, pct.	5		3		0				3			0			0
Heraf taget ud pga. død, pct.	0		5		15				6			14			13
Heraf taget ud pga. overfald, pct.	8		6		21				19			3			7
Heraf taget ud pga. angst, pct.	3		3		1				6			8			3
Heraf taget ud pga. kastning, pct.	0		8		10				6			11			7
Tabel 6. Andel af udsatte/slagtede søer i forskellige perioder af afprøvningen
Besætning		1						2					3
Opstaldningsform		In­div.		Løs			In­div.			Løs	In­d­iv.					Løs
Udsat hele afprøvningsperioden, stk.		128		154			89			108	77					75
Heraf udsat i indkøringsperioden, pct.		38		36			40			60	61					52
Heraf udsat i den efterfølg. periode, pct.		62		64			60			40	39					48
Gns. antal kuld pr. so, stk.		4,0		3,8			3,4			3,6	3,8					3,8

Der var ingen sikker forskel i det gennem­snitlige antal kuld pr. so mellem de to for­søgsgrupper.

Ekstra pladser

Erfaringer fra bl.a. denne afprøvning har vist, at når produktionssystemer til løsgående søer er blevet indkørt, skal der være mini­mum 10 pct. ekstra pladser fx i form af drægtighedsbokse, hvor bl.a. omløbere, syge søer og søer med dårlige ben kan opstaldes, tabel 5. Det nødvendige antal ekstra pladser afhænger bl.a. af, hvor god driftslederen er til at få sat uegnede søer ud/slagtet. Ofte vil det forholde sig sådan, at en so, der én gang er blevet taget ud af flokken, fordi den ikke kan klare sig, også vil blive taget ud i den efterfølgende drægtighedsperiode. Løsningen er derfor at sætte soen ud, således at den ikke konstant optager plads i bøjlerne/bokse­ne.

En stor variation i antal søer, der løbes pr. uge, kan også lægge beslag på de ekstra pladser, fordi der - afhængig af stiernes størrelse - er en øvre grænse for, hvor man­ge søer der kan gå i stierne. Derfor må nogle af søerne opstaldes andre steder.

Gylte

Gyltene er i vækst og har derfor behov for en større foderoptagelse end de øvrige søer. Det har i flokke med løsgående gruppefodre­de søer vist sig at give problemer, da gyltene i nogle tilfælde slet ikke får adgang til fo­deret, fordi de bliver jaget væk af de ældre søer. Det kan imidlertid ikke af­vises, at gyltene bedre vil kunne klare sig blandt ældre søer, hvis de indsættes, når de er 8 mdr. eller derover, dels fordi de er større, og dels fordi de har større erfaring med at omgås andre søer.

Gyltene kan fx opstaldes i en sti for sig, hvor der kontinuerligt tages gylte ud og sættes gylte ind. Hvis gyltene ikke tidligere har været individuelt opstaldet, bør de tages ud af flokken ca. 14 dage før faring og opstal­des i en boks fx i farestalden. Dette skyldes, at gyltene ellers har lettere ved at få farefe­ber, hvilket er set i tidligere afprøv­ninger (Meddelelse nr. 181, Den rullende Afprøv­ning).

Styring af søernes huld

Mindre end 5 pct. af de løsgående søer blev taget ud af flokken, fordi de enten var for magre eller for fede. Som det fremgår af tabel 7, var de løsgående søers tilvækst i drægtigheds­perioden større end tilvæksten på individuelt opstaldede søer - uanset fodrings­princippet. Spredningen på de løsgående søers tilvækst var væsentligt mindre end de individuelt opstaldede søer i de besætninger, hvor søerne blev fodret med våd­foder. Årsa­gen til den mindre spredning på tilvæk­sten hos de løsgående søer var, at de blev fodret én gang om dagen i modsætning til de in­dividuelt opstaldede søer, der blev fodret to gange om dagen. Én daglig fo­dring med våd­foder vil, alt andet lige, give søer med et mere ens­artet huld. Dette skyl­des, at mæng­den af foder ved en daglig fodring er så stor, at selv den mest for­slugne so ikke kan æde alt foderet fra de mere lang­somt ædende søer, som den "deler" våd­fodrings­ventil med.

Tabel 7. Søernes tilvækst og vægttab
Besætning	1			2			3
Opstaldningsform	In­div.	Løs	In­div.		Løs	In­div.		Løs
Tilvækst i drgt.pe­rio­den, kg	43	52	39		42	28		36
Spredning på søernes til­vækst	32	22	34		25	25		22
Vægttab i diegivn.perioden, kg *)	26	29	30		29	25		25
Spredning på søernes vægttab	23	18	24		18	17		18

*) vægttabet er inkl. pattegrise og efterbyrd.

I besætning 3, hvor søerne blev fodret med tørfoder, var forskellen på spred­ningen mellem de to forsøgs­grup­per ikke så stor som i besætning 1 og 2, på trods af at de individuelt opstaldede søer også i denne besætning blev fodret to gange om dagen. Det skyl­des, at tørfoder i højere grad ligger i vel­definerede bunker foran den pågæl­dende so, hvorved nabosøerne har vanskeligere ved at æde foderet fra den.

Der var ingen entydig forskel mellem for­søgs­grupper­ne med hensyn til søernes vægt­tab i diegivnings­perioden. Men ligesom i drægtigheds­perioden var spredningen mindst hos de løs­gående søer.

I besætning 2 blev foderoptagelsen i diegivnings­perioden registreret til at være 157 FEs for de in­dividuelt opstaldede søer og 163 FEs for de løsgående søer. Denne forskel kan ikke med sikkerhed siges at have haft ind­flydelse på kuld­vægten eller søernes vægttab i diegivnings­perio­den.

Arbejdstidsstudier

Arbejdstidsstudierne viste, at der var større forskel på, hvor meget tid man generelt brugte på at passe søer i de for­skellige be­sætnin­ger, end der var mellem de to for­skelli­ge op­stald­ningsfor­mer, tabel 8. I besæt­ning 2 blev der brugt 14 pct. min­dre tid til at passe de løsgående søer i forhold til de individuelt opstaldede søer, mens der i be­sætning 3 blev brugt 12 pct. mere tid.

Tabel 8. Arbejdsbehov ved pasning af 150 drægtige søer, mandminutter pr. uge
Besætning	2			3
Opstaldningsform	Indiv.	Løs	Indiv.		Løs
Fodring	7	7	77		210
Rensning/strø­ning, tilsyn	148	115	259		175
Indsætte søer i drgt.stald	18	6	16		10
Udtage søer til fx farestald	9	19	20		14
Drægtighedsunder­søgelse	10	14	14		22
Vaccinering af søer, mv.	28	28	8		9
Føre sotav­le/EDB	5	1	- *)		- *)
Udslusning af gylle	1	2	- **)		- **)
I alt Indeks	222 100	191 86	394 100		440 112

*)  Blev ikke registreret særskilt

**) Der var linespilsanlæg til håndtering af fast gødning

I be­sætning 3 blev der ge­nerelt brugt dob­belt så lang tid på at passe søer som i besætning 2, bl.a. fordi tørfoderet blev tildelt manuelt, og fordi der blev brugt en del halm. I besæt­ning 2 fik søer­ne våd­foder, og der blev kun brugt lidt halm.

Især den manuelle tildeling af tørfoder til de løsgående søer var tidskrævende. Der må imidlertid sættes spørgsmålstegn ved, om arbejdsforbruget ved fodring af løsgående søer generelt er så stort, fordi de får tildelt tørfoder eller om det eventuelt skyldes særli­ge forhold i besætning 3. Erfaringen fra andre besætninger er, at det ikke er mere tidskrævende at fodre løsgående søer med tørfoder, specielt ikke når de kun fodres én gang om dagen.

Igangværende og kommende afprøv­ninger

Ud fra afprøvningen samt tidligere og sidelø­bende undersøgelser er det muligt at opstille en række anbefalinger vedrørende stald- og stiindretning samt driftsledelse i disse pro­duktionssystemer, se Fokus på "Drægtigheds­stalde", januar 1993, Landsudvalget for Svin, DANSKE SLAGTERIER.

Disse anbefalinger er primært erfaringer indsamlet i besætnin­ger, der har indrettet stierne på forskellig måde, og det vil derfor være nødvendigt at udvide denne erfarings­indsamling i en efter­følgende fase i nogle flere besætninger, hvor stierne er indrettet som det anbefales på nuværende tidspunkt.

Igangværende undersøgelser skal afklare, om der er forskel på produktionsresultaterne, når søerne bliver indsat i flokken på forskellige tidspunkter før eller efter løbning, og om denne forskel kan betale for eventuelle eks­trainvesteringer og -arbejde. Følgende ind­sættelsesstrategier undersøges:

-	Indsættelse straks efter fravænning kontra indsættel­se straks efter løbning
-	Indsættelse straks efter fravænning kontra indsættel­se 4 uger efter løbning (efter drægtigheds­kontrol).

Indkøringsfasen er en dyr og problematisk fase, der kan strække sig op til 1 år. Det er ikke muligt på nuværende tidspunkt at give anvisninger på, hvordan effekten af denne fase afkortes eller lempes mest muligt. Da dette område er essentielt for disse produk­tionssy­stemer, er det et område, der vil blive belyst i frem­tiden.

REFERENCER

Orientering fra Den rullende Afprøvning, 1988. Forundersøgelse af "simple" drægtig­heds­stalde til løsgående søer.

Den rullende Afprøvning. Meddelelse nr. 181, 1990. Transpondersystemer til drægtige søer.

Fokus på "Normer for næringsstoffer", juli 1991, Landsudvalget for Svin, DANSKE SLAGTERIER.

Erfaringer fra Den rullende Afprøvning, 1992. Løs­gående, gruppefod­rede drægtige søer.

Fokus på "Drægtighedsstalde", januar 1993, Landsud­valget for Svin, DANSKE SLAG­TERIER.