Søernes foderstyrke de første fire uger efter løbning

SAMMENDRAG

Forskellige foderstyrker 1,8; 2,3 og 3,0 FEs pr. dag i de første fire uger efter løbning blev sammenlignet.

Afprøvningen blev gennemført i 3 sobesætninger over en periode på 15 måneder og omfattede søer og gylte - i alt 1.879 kuld. Søerne var individuelt op­staldede i drægtigheds­perioden og blev fodret med tørfoder.

Søerne fulgte uden problemer de tre foderstyrker, og deres huld blev vurderet visuelt efter en karakterskala 1-4 ved løbning og 4 uger efter løbning.

Effekten af de 3 foderstyrker i den 4 ugers periode var ens i besætningerne, således faldt huldkarakteren svagt i perioden, når søerne fik 1,8 FEs pr. dag. Den steg svagt, når søerne fik 2,3 FEs pr. dag, og den steg lidt mere, når søerne fik 3,0 FEs pr. dag. Dette stemmer overens med, at en gennemsnits­so har behov for ca. 2 FEs pr. dag til vedligehold.

Der var ikke statistisk sikre forskelle i produktions­resultater eller reproduktionsindeks mellem de 3 forskellige foderstyrker. Der var dog en tendens til bedre reproduktions­indeks ved foderstyrke 2,3 og 3,0 FEs pr. dag i forhold til 1,8 FEs pr. dag. Afprøvningen viste, at det ikke giver dårligere reproduktionsresultater at tildele søerne op til 3,0 FEs pr. dag i de første 4 uger efter løbning.

I besætninger, hvor søernes huld er for dårligt ved løbning, kan søerne tildeles 3,0 FEs pr. dag i de første 4 uger efter løbning. Perioden, hvor søernes huld kan genoprettes, bliver således længere.

Ud fra en foderøkonomisk betragtning er det bedre at undgå vægttab hos søerne i diegivnings­perioden ved at tildele en høj foderstyrke i denne periode fremfor at skulle reparere på et huldtab i diegivningsperioden ved at tildele en højere foderstyrke i den efterfølgende drægtigheds­periode.

BAGGRUND

Flere udenlandske forsøg har antydet, at foderstyrken i de første tre-fire uger af drægtigheds­perio­den har betyd­ning for, hvor mange fostre der implanteres. I de gennemførte for­søg er resultaterne opgjort ved tælling af fostre i børhornene, når fostrene var fire-fem uger gamle. Det kan således ikke afgøres, hvor mange af de talte fostre, der ville have resul­teret i leven­defød­te grise.

På baggrund af disse forsøg anbefales en foderstyrke på 1,8-2,2 FEs pr. dag de første 4 uger efter løbning, hvilket svarer til behovet for energi til soens vedlige­hold. Derefter fodres soen efter huld frem til 4 uger før faring, hvor foderstyrken øges til 3,5 FEs pr. dag.

I visse produktionssystemer, hvor de drægtige søer fodres med vådfoder (flere søer pr. ventil) eller er løsgående efter løb­ning, er det vanskeligt - om ikke umu­ligt - at sikre, at alle søerne får den lave foderstyrke de første fire uger efter løb­ning. Det kan kun sikres effektivt ved in­dividu­el fodring.

Der er dog intet, som tyder på, at besæt­ninger med vådfoder eller løsgående dræg­tige søer skulle have ekstraordinære pro­blemer med lav kuld­størrelse. Derfor er det vig­tigt at få klarlagt, hvor stor be­tydning foderstyr­ken i de første fire uger efter løbning har for kuldstørrel­sen, daetablering af in­dividuel fodring i denne periode er forbundet med ekstra om­kost­ninger. Ydermere kan en længere perio­de end den nuværende til huldregulering være ønske­lig i besætnin­gerne.

Afprøvningens formål var at undersøge, om en daglig foderstyr­ke på henholdsvis 1,8 FEs, 2,3 FEs og 3,0 FEs de første 4 uger efter løbning påvirker kuldstør­relsen i det efterfølgende kuld. Hvis det har betydning, skal dette inddrages i over­vejelserne omkring pro­duktionsan­læg­gets indretning, da søerne så skal fodres in­dividuelt de første 4 uger af drægtigheds­perioden.

MATERIALE OG METODE

Afprøvningen blev gennemført over en periode på 15 måneder i 3 sobesætninger. Søerne blev fodret med tørfoder i drægtig­hedsperioden.

Alle søerne var opstaldet individuelt i drægtigheds­perioden, og der blev ikke tildelt halm. I besætning C gik gyltene i løsdrift, så individuel fodring var umulig. Gyltene fra denne besætning var derfor ikke med i afprøvningen. De søer, som løb om, efter at de var indsat i afprøvning, blev registreret som omløbere, men deres senere kuld indgik ikke i resultatopgørel­sen.

Besætningsdata er vist i tabel 1.

Grupper

Forud for afprøvningens start blev søerne delt i 3 grupper, som var ens med hensyn til søernes gennem­snitlige antal kuld. Foderstyrk­en i de 3 grupper er vist i tabel 2.

Alle søerne blev fodret efter samme foder­strategi i diegivningsperio­den.

Registrering

Der blev opsamlet reproduktionsdata via E-kontrol i besætningerne, suppleret med vurdering af søernes huld ved løbning og 4 uger efter løbning. Huldvurderingen blev foretaget efter karakterskala på bag­grund af en visuel bedømmelse af søerne. Karakterskala og tegning til beskrivelse af søernes huld fremgår af figur 1.

Huldkarakter:

Figur 1. Vurdering af søernes huld

Huldkarakter 1. = For mager - Hofteben og rygrad træder tydeligt frem.

Huldkarakter 2. = Mager - Hofteben og rygrad kan ses.

Huldkarakter 3. = Middel - Hofteben og rygrad kan mærkes med et let håndtryk.

Huldkarakter 4. = Fed - Hofteben og rygrad er skjult.

Analyser

I afprøvningsperioden blev der udtaget foderprøver af besætningernes sofo­derblan­dinger, som blev sendt til fuldstæn­dig fodersto­fanaly­se på Steins Labora­torium for at sikre, at de var i over­ens­stemmelse med de danske normer for avlsdyr.

RESULTATER OG DISKUS­SION

De anvendte sofoderblandinger var i over­ensstemmelse med normen for nærings­stoffer til avlsdyr.

Løbende kontrol af fodervolumen og det beregnede indhold af FEs pr. kg sofoder sikrede, at de tre foderstyrker blev fulgt i besætningerne.

Der var ikke problemer med at få søerne til at optage de tildelte fodermængder i de første fire uger efter løbning.

Der var ikke vekselvirkning mellem de 3 besætninger, så det er kun gennemsnits­tallene, der er vist i tabel 3.

Der var forskel i søernes huld ved løbning mellem de 3 besætninger. I besætning A var huldkarakteren i gennemsnit: 2,6; i besætning B: 2,8 og i besætning C: 3,0. Dette påvirkede ikke fodereffekten af de forskellige foderstyrker i besætningerne, således faldt huldkarakteren svagt i perio­den, når søerne fik 1,8 FEs pr. dag. Den steg svagt, når søerne fik 2,3 FEs pr. dag, og den steg lidt mere, når søerne fik 3,0 FEs pr. dag. Dette stemmer overens med, at en gennemsnits­so har behov for ca. 2 FEs pr. dag til vedligehold.

Der var samme tendens mellem grupperne i reproduktionsindekset i de tre besæt­ninger, så forskellene i de brugte fo­derblandingers energi- og træstofindhold har ikke påvirket resultaterne.

Der var ikke statistisk sikre forskelle i produktions­resultaterne mellem de 3 grup­per inden for den enkelte besætning eller på gennem­snitstallene.

Der var dog en tendens til bedre reproduk­tions­indeks ved foderstyrke 2,3 og 3,0 FEs pr. dag i forhold til 1,8 FEs pr. dag. Gyltene reagerede på samme måde, som søerne på de 3 forskellige foderstyrker.

I besætningerne blev søerne - som var i god foderstand ved løbning, og som fik 3,0 FEs pr. dag i de første 4 uger efter løbning - for fede. For at undgå at de var for fede ved faring, fik søerne mindre foder i drægtighedsperioden.

Betydningen af soens huld ved løbning og den efterfølgende foderstyrke er også blevet vurderet. Denne vurdering er kun gennemført på gennemsnitstallene, men der er korrigeret for effekt af besætninger­ne. Antallet af søer, som fik huldkarak­teren 1 eller 4 ved løbning, var meget lille, derfor er det kun resultater for søer med huldkarakteren 2 eller 3 ved løbning, som er vist i tabel 4.

Der var ikke statistisk sikker forskel i reproduktionsindeks mellem grupperne, selvom tallene tyder på, at reproduktions­indekset stiger ved stigende foderstyrke.

I de fleste besætninger taber søerne sig i diegivningsperioden. Det skyldes, at fo­deroptagel­sen i diegivningen ikke har været stor nok til at dække næringsstofbe­hovet til mælkeproduk­tionen, og der­for mobiliserer soen næringsstoffer fra krop­pen. Det koster i øvrigt væsentligt mere foder, når soen mobiliserer næringsstoffer fra kroppen, da soen i drægtighedsperio­den bruger ca. 4 FEs pr. kg tilvækst. Derud­over er der et energitab ved om­dannelsen af kropsvæv til mælk.

Konklusionen på afprøvningen er således, at det ikke giver dårligere reproduktions­resultater at tildele søerne op til 3,0 FEs pr. dag i de første 4 uger efter løbning. Denne afprøvning har ikke kunnet efter­vise resultaterne af de udenlandske forsøg, som viste, at svag fodring de første 4 uger efter løbning øger an­tallet af overlevende fostre.

I de udenlandske forsøg er resultaterne opgjort ved tælling af fostre i børhornene, når fostrene er fire-fem uger gamle. Når det sammenholdes med kuldresultaterne fra denne afprøvning, tyder det på, at der sker et yderligere fostertab, når de er fire-fem uger gamle og frem til faring. Det kan således ikke afgøres, hvor mange af de talte fostre, der ville have resul­teret i leven­defød­te grise.

Afprøvningens resultater betyder også, at man ikke behøver at tage hensyn til, at søerne skal fodres individuelt i de første 4 uger efter løbning, når det sikres, at hver so ikke æder mere end 3,0 FEs pr. dag i denne periode.

I besætninger, hvor søernes huld er for dårligt ved løbning, kan søerne tildeles 3,0 FEs pr. dag i de første 4 uger efter løb­ning. Perioden, hvor søernes huld kan genoprettes, kan således blive længere. Ud fra en foderøkonomisk betragtning er det bedre at undgå vægttab hos søerne i die­givningsperioden ved en høj foderstyrke i denne periode fremfor at skulle reparere på et huldtab i diegivningsperioden ved en højere foderstyrke i den efterfølgende drægtighedsperiode.