Roemelasse i foder til diegivende søer

Der blev fremstillet 6 pelleterede sofoderblandinger, som havde samme energi- og proteinind­hold, men et stigende indhold af roemelasse fra 0 til 20 pct. i blandingen. For at opnå samme energiindhold i foderblandingerne blev der tilsat stigende mængder fedt. Hver blanding blev givet til 16-18 diegivende søer for at kunne fastlægge en responskurve for søernes foder- og vandoptagelse samt produktionsresultater. Der indgik i alt 100 søer i undersøgelsen.

Der var ingen problemer med at få søerne til at æde foderet, og der blev ikke konstateret forskel i søernes sundhed. Der var tendens til, at roemelassen virkede stimulerende på foderoptagelsen op til en iblanding i foderet på ca. 13 pct.

Søernes vandoptagelse steg statistisk sikkert, når mængden af roemelasse steg. En forøgelse af roemelasse­an­delen med 1 pct. i foderet øgede vandforbruget i hele diegiv­nings­perioden med ca. 12 liter i alt.

Der var ikke sikker sammenhæng mellem procent roemelasse i foderet og søernes vægttab i diegivnings­perioden eller moderegenskaberne udtrykt ved pattegrisenes kuldvægt ved fravænning og dødelighed i diegivningsperioden. Somælkens sammensætning var ikke påvirket.

Undersøgelsen har vist, at tilsætning af op til 20 pct. roemelasse til ­foderet ikke påvirker diegivende søers sundhed og produktionsresultater, når de har fri adgang til vand. Det må forventes, at det samme gør sig gældende for drægtige søer.

BAGGRUND

Roemelasse er et biprodukt fra sukkerin­dustrien. Det er et rent energifoderstof uden fibre og med et begrænset indhold af protein. Roemelasse har et højt indhold af kalium og natrium.

Kalium opretholder det osmotiske tryk i cellerne, hvilket er nødvendigt for normal cellefunktion. For at undgå et forøget kaliumniveau i cellerne er det nødvendigt, at der er tilstrække­ligt vand til rådighed. Kaliumbalancen reguleres blandt andet af binyrebark­hormonet aldosteron, som ved en forøgelse af kalium ud over det norma­le øger udskillel­sen af kalium igennem nyrerne. Aldosteron for­årsager samtidig en tilbageholdelse af natrium, hvilket bidrager til normali­sering af forholdet mellem kalium og natrium.

Ved nedsat funktion af nyrerne (for ek­sempel som følge af et stort sukkerind­hold) og ved dehydrering, for eksempel i forbindelse med diarré, kan kaliumkon­centrationen i vævsvæ­skerne blive så høj, at det medfører dødsfald.

Forsøg med slagtesvin har vist, at store mængder melas­se kan forårsage diarré, lavere tilvækst, ringere foderudnyttelse og højere dødelighed, når der ikke er fri adgang til vand (Medd. nr. 130 fra Den rullende Afprøvning).

Roemelasse i foderet vil sandsynligvis stimulere søernes fo­deropta­gelse, hvilket specielt er relevant i diegivnings­perioden, da det kan resultere i en større mælkepro­duk­tion og mindre vægttab. Derudover øger tilsætning af roemelasse foderets indhold af letfordøje­lig energi og forbed­rer pillekvaliteten i færdigfoder.

Afprøv­ningen er gennemført i samarbejde med De Danske Sukkerfabrikker.

Det var afprøvningens formål at under­søge, hvorledes tilsætning af op til 20 pct. roemelasse i foderet til diegivende søer påvirkede foderoptagelsen samt søernes moderegen­skaber og sundhed.

MATERIALER OG METODER

Afprøvningen blev gennemført på for­søgsstation Sjælland III. Der indgik 6 niveauer af roemelasse (0 - 2,5 - 5,0 - 10,0 - 15,0 og 20,0 pct.) i foder til diegi­vende søer.

De 6 foderblandinger var pelleterede tørfoderblan­din­ger. Blan­dingerne var sammensat ud fra normen til diegivende søer (Fokus på "Nærings­stofnormer", 1991). Foderblandingerne havde samme energi- og proteinni­veau - 1,06 FEs pr. kg og 130 g fordøjelig råprotein pr. FEs.

For at opnå samme energiindhold i blan­dinger­ne blev der tilsat fedt. Der blev taget højde for roemelassens indhold af natrium ved at reducere tilsætningen af fodersalt. Således kunne natriumindholdet i blandin­gerne holdes på et normalt ni­veau. Blan­dingerne blev fremstillet ad 2 gange, og sammen­sætningen er vist i tabel 1.

Søerne i de 6 grupper fik tildelt samme blanding i drægtighedsperioden. En uge før forventet faring og indtil fravænning fik søerne forsøgsfoderet. Søernes fodring blev gennemført efter følgende retnings­linier:

Drægtighedsperioden

-Den sidste uge før faring:      3,5 FEs pr. dag

-De sidste 3 dage før faring:   2,0 FEs pr. dag

Diegivningsperioden

Der blev fodret efter tilnærmet ædelyst med følgende mini­mumsmængder pr. dag:

-Indtil 7. dagen efter faring:     2,0 FEs + 0,2 FEs pr. gris

-Fra 7.-14. dagen efter faring: 2,0 FEs + 0,3 FEs pr. gris

-Fra 14. dagen til fravænning: 2,0 FEs + 0,4 FEs pr. gris

Fra hvert ugehold blev der udtaget 6 søer, som blev tilfældigt fordelt på de 6 be­handlinger. Der blev gennemført forsøg med 18 ugehold. Pattegrisene blev fra­vænnet efter 4 uger.

Søernes individuelle foder- og vandopta­gelse blev registreret hver uge. Søernes vægttab i diegivningsperioden og frekven­sen af MMA-behandlinger blev regi­streret.

Der blev foretaget kuldudjævning, når søerne i et ugehold havde faret. Fra­vænningsvægten blev registreret. Pattegri­se, der døde i diegivningsperioden, blev registreret med dato og årsag.

Der blev udtaget mælkeprøver fra 12 søer 11 dage efter faring. Prøverne blev analy­seret for næringsstofind­hold af Centralla­boratoriet, Forskningscenter Foulum. Der blev foretaget dobbeltbestemmelse på mælkeprøverne.

Der blev udtaget to prøver af hver fo­derblanding. Prøverne blev analyseret som fuld­foderanalyse inkl. kalcium, fosfor, natrium, kalium, klorid, lysin, methionin, cystin og treonin på Steins Laboratorium.

RESULTATER OG DISKUSSION

Elektrolytbalancen er et udtryk for for­holdet mellem kationer (Na⁺ og K⁺) og anioner (Cl^-) i en foderblanding. I traditio­nelle foderblandinger er elektrolytbalancen mellem 150 og 250 meq/FEs. Elektrolyt­balancen er beregnet efter følgende for­mel:

Meq/FEs = (g Na⁺ / 23,0 + g K⁺ / 39,1 - g Cl^- / 35,5) x 1000

Da roemelasse indeholder meget kalium, vil elektrolytbalancen være stigende ved stigende melasseindhold, hvilket fremgår af tabel 2.

Blandingen med 20 pct. roemelasse inde­holdt over 300 meq/FEs, men der blev ikke registreret nogle tilfælde af vandig gødning eller diarré hos søerne.

Foderblandingerne havde en ensartet pillekvalitet, og som det fremgår af tabel 2, var der god overensstemmelse mellem blandingernes analyserede indhold af næringsstoffer. Indholdet af methionin er relativt lavt.

Der var ingen problemer med at få søerne til at æde det melas­serige foder.

Søernes vandoptagelse steg statistisk sik­kert (P<,0001) ved stigende indhold af roemelasse. Ved forøgelse af roemelasse­an­delen med 1 pct. blev vandbe­hovet i diegiv­ningsperioden forøget med ca. 12 liter.

Det øgede behov for vand kan dels for­klares med roemelasses store sukker- og elektrolytind­hold, som gør roemelassen osmotisk aktivt og trækker vand ud i tarmkanalen, og dels med et øget vandbe­hov til kaliumudskillelse igennem nyrerne.

Produktionsresultaterne fremgår af tabel 3.

Korrigeret for søernes kuldnummer og kuldstørrelse efter kuldudjævning.

Der var en tendens til, at søernes foderop­tagel­se steg op til ca. 13 pct. roemelasse i foderet, hvorefter den faldt igen. Dette medførte imidlertid ikke sikre forskelle i søernes vægttab i diegivnings­perioden eller moderegen­skaberne udtrykt ved pattegrise­nes kuldvægt ved fravænning og dødelig­hed i diegivnings­perioden. Effekten af en større foderoptagelse i diegivningsperioden var sandsynligvis kommet klarere til ud­tryk, hvis der havde indgået et større antal søer i undersøgelsen, fordi spredningen på de målte produktionsresultater var for­holdsvis stor.

I tabel 4 er vist resultaterne af mælkeana­lyserne.

Der var ingen forskelle i somælkens sam­mensætning mellem grupperne.

En foderblanding til diegivende søer kan således indeholde op til 20 pct. roemelas­se, når søerne har fri adgang til vand.

Det må forventes, at drægtige søer også kan fodres med en blanding indeholdende op til 20 pct. roemelasse.

REFERENCE

Den rullende Afprøvning, Meddelelse nr. 130, 1987, "Melasse til slagtesvin"

"Fokus på normer for næringsstoffer", Juli 1991, Landsudvalget for Svin/­DS