Sammenligning af parvosorb vet. (hoechst) og ppv-vaccine vet. (sviv)

SAMMENDRAG

Effekten af vaccination imod infektion med porcint parvovirus (PPV) med vacciner fra Hoechst Danmark A/S og fra Statens Veterinære Institut for Virusforskning er afprøvet på 635 sopolte i to besætninger.

Der var en målelig titerstigning efter vaccinationen hos 98,3 pct. af sopoltene. Vaccination med vaccine fra Hoechst Danmark A/S gav en gennemsnitlig titer på 207 titerenheder, mens vaccination med vaccine fra Statens Veterinære Institut for Virusforskning gav en titer på 377 titerenheder. Denne forskel var statistisk sikker. Titerværdierne angiver, hvor meget virus antistofferne i et dyr er i stand til at neutralisere. Under­søgelsen kunne ikke afklare, hvor høj titeren skal være, for at et dyr er godt beskyttet.

I besætning 1 var der ingen tegn på spredning af PPV i løbet af afprøvningsperioden.

I besætning 2 var der spredning af PPV efter at 63 pct. af gyltene havde faret. Der var ikke statistisk sikker forskel på produktionsresultaterne i første eller andet kuld imellem dyr vaccinerede med de to vacciner, eller imellem vaccinerede dyr og kontroldyr. Begge vacciner viste en effekt ved at nedsætte antal dyr med titerstigning efter infektion i forhold til antallet i kontrolgruppen.

Som følge af den begrænsede smittespredning under afprøvnings­perioden, kan det ikke afklares, om der opnås forskellige reproduktionsresultater efter brug af de to vacciner.

BAGGRUND

Porcint parvovirus (PPV) er et virus, der forekommer i de fle­ste sohold. PPV-virus er meget modstandsdygtigt overfor desin­fektion og udtørring. Da symp­tomerne i de fleste tilfælde er uspecifikke, er det ikke muligt at udrydde infektionen. PPV har betydning i soholdet, da infek­tion kan forårsage foster­død, der medfører omløbning eller lav kuld­størrelse. Dette kan eventuelt ses sammen med fødsel af mumificerede eller svagtfød­te grise. Søer, der én gang har haft PPV får sandsynligvis ikke infektionen igen.

Ved at vaccinere avlsdyrene imod PPV undgås forringede re­produktionsresultater. Det er sandsynligt, at inficerede dyr vil udvise en titerstigning efter smitte trods forudgående vaccination.

Undersøgelser i forbindelse med en tidligere afprøvning (Repro­duktionsrapport nr. 9: "Anti­biotikabehandling omkring løb­ning", oktober 1990) viste, at PPV-vaccinationen i mange til­fælde ikke medførte en titer­stigning. Det blev ikke af­klaret, om det var fejl ved vaccinen, opbevaringen i besæt­ningen eller vaccinationstek­nikken, der var årsag til den manglende effekt af vaccina­tion. Ved ny vaccination af de aktuelle dyr blev der i alle tilfælde påvist den forventede titerstigning.

Afprøvningens hovedformål var at sammen­ligne effekten af at bruge to PPV-vacciner under danske forhold. Samtidig skulle af­prøvningen vise, om bestemte typer af dyr ikke reagerer på vaccinationen, samt eventu­elt afklare årsagen til dette.

MATERIALE OG METODE

Afprøvningen blev gennemført i to lukkede besætninger på ca. 400 årssøer, hvor sopolte­ne blev opstaldet i separate stal­de. I begge besætninger blev der opnået produktions­resulta­ter på omkring 22 grise pr. årsso. Sundhedsstatus var hen­holdsvis MS og kon­ventionel. Såvel sopolte som orner blev produceret i besætningerne un­der afprøv­ningsperioden.

Søer og orner i begge besætnin­ger var gen­nemvaccinerede, så det var ikke muligt at afklare omfanget af smitte med PPV i sohol­det. Der var tidligere observeret symptomer i begge besætningerne, der blev til­skrevet PPV-udbrud.

Afprøvningen blev gennemført som dobbelt blindforsøg. Dette betød, at ingen af de invol­verede parter vidste, hvilke grupper af dyr, der blev vacci­neret med hvilken vacci­ne. Ved indkøb af vaccine til afprøv­nings­perioden blev det til­stræbt, at de 2 produktio­ner fra hvert firma var typiske for de to firmaers leverancer. For vaccine fra Statens Veterinære Institut for Virusforskning skete dette ved, at der blev indkøbt vaccine til afprøv­nings­perioden via veterinæraf­delingens kontor i Roskilde. Kontoret indkøber løbende vac­cine. Vaccine fra Hoechst Dan­mark A/S blev afhentet person­ligt på Statens Veteri­nære Se­rumlaboratorium, blandt det vaccine­lager som var til stede på afhentningstids­punktet.

Vaccinen blev fordelt på mindre pakninger, der blev påført en farvet etiket og koderne a til d. Ved at teste a mod b og c mod d blev firmaerne testet imod hinanden i to gentagel­ser. Først ved opgørelsen af resul­taterne blev det oplyst, at a og d var fra samme firma.

Sopoltene indgik i afprøvnings­perioden ved en alder på ca. 4 måneder. De blev løbende ind­delt i de to grupper, idet hver tiende sopolt blev udtaget til kontrolgruppen. Alle sopoltene blev blodprøvet to gange med 3-ugers interval for at kende sopoltenes smit­testatus ved vaccinatio­nen.

Samtidig med anden blodprøve blev forsøgs­sopoltene vacci­neret med 2 ml PPV-vaccine. Kontrolgruppen blev ikke vacci­neret. Tre uger senere blev sopoltene i forsøgsgrupper­ne vaccineret med 1 ml vaccine. Vaccinatio­nen blev foretaget under huden bag øret, mens so­polten var fikseret med næse­bremse. Alle 635 vaccinationer i afprøvningsperioden blev fo­retaget af den samme person.

Tre uger efter anden vaccina­tion blev der udtaget endnu en blodprøve til måling af vacci­nens effekt. Ved produktions­kontrollen af PPV-vaccine på Statens Veterinære Institut for Virusfor­skning skal der opnås en titer­værdi på mindst 128 titerenheder, for at vaccinen godkendes til salg. De to vac­ciner blev sammenlignet på ba­sis af logaritmisk transfor­merede titerværdier.

Efter vaccination blev sopolte­ne flyttet til løbestalden og løbet.

Ved faring, omløbning eller udsætning blev der udtaget en fjerde blodprøve, til afklaring af om der havde været infektion i løbet af drægtighedsperioden. Alle blodprøverne blev under­søgt for antistoffer imod PPV af Statens Veterinære Institut for Virusforskning. Ved en ti­ter på over 1.000 titerenheder, var det forventet, at gylten havde været udsat for smitte.

Ved faring blev antal levende­fødte, dødfødte, mumificerede og misdannede grise regi­streret. Hvis der var tegn på PPV-infektion i form af abort, færre end syv levendefødte gri­se, mere end to dødfødte grise eller mu­mificerede grise, så blev alle dødfødte fostre fros­set ned. Ved afslutningen af afprøvnings­perioden blev de undersøgt for PPV-anti­stoffer eller -antigener af Statens Veterinære Institut for Virus­forskning.

I besætning 2 blev der under­søgt blodprøver efter anden faring. I denne besætning blev produktionsresultaterne efter anden faring indsamlet fra de daglige registreringer til ef­fektivitets­rapporten.

RESULTATER OG DISKUSSION

Der indgik 743 sopolte i af­prøvningsperio­den. Heraf blev 587 sopolte løbet og 508 farede efter denne løbning. I gennem­snit nåede 68 pct. af de ind­satte sopolte frem til en fa­ring efter første løbning. I alt 635 sopolte blev færdigvac­cinerede, mens 86 sopolte ind­gik som kontroldyr.

Status før vaccination

Der var ikke tegn på PPV-infek­tion blandt sopoltene. Ved før­ste vaccination var der et lavt niveau af antistoffer hos 55 pct. af sopoltene i besætning 1 og hos 84 pct. af sopoltene i besætning 2. Hos resten af so­pol­tene kunne der ikke påvises antistoffer imod PPV. De anti­stoffer, der blev målt hos en del af sopoltene, kan forklares som maternelle antistoffer.

Status efter vaccination

Den tredje blodprøve blev taget 21 til 24 dage efter 2. vacci­nation. Den højeste titer­værdi i kontrolgruppen var på 24 ti­teren­heder. Der var 11 af de i alt 635 sopolte (1,7 pct.) i vaccinations­grupperne, hvor resultatet af tredje blodprøve var under 25 titerenhe­der. Re­sten af sopoltene (98,3 pct.) havde således reageret på vac­cinationen.

Det samlede resultat af blod­prøverne er vist i tabel 1. Der var ikke vekselvirkning imel­lem gruppe og besætning eller gen­tagelse, hvorfor resultaterne vises samlet for de to besæt­ninger og to gentagelser.

Vaccination med vaccine fra Hoechst Dan­mark A/S gav en gen­nemsnitlig titer på 207, mens vaccination med vaccine fra Statens Veterinære Institut for Virusforskning gav en titer på 377. Forskellen var statistisk sikker (P <,001).

Efter brug af vaccine fra Ho­echst Danmark A/S havde 55 pct. af dyrene en titer på over 128 titerenheder efter vaccinatio­nen mod 81 pct. af dyrene vac­cineret med vaccine fra Statens Veterinære Institut for Virus­for­skning. Procentdelen af dyr med en titer på over 128 efter vaccination var uafhængig af dyrenes alder og antistoftiter før vaccination, men var sta­tistisk sikkert påvirket af besæt­ning (P <,001).

a,b,c: Statistisk sikker forskel.

 * Der er korrigeret for en statistisk sikker effekt af besætning og af gentagelse

** Der er korrigeret for en statistisk sikker effekt af besætning

Produktionsresultater

Ved planlægning af afprøvningen var det forventet, at der lø­bende ville ske en infek­tion af gyltene efter løbning, og at infektion ville reducere kuld­størrelsen hos de ikke vacci­nerede sopolte.

Der var ikke tegn på smitte med PPV i besætning 1 i afprøv­ningsperioden. Der blev under­søgt 87 fostre fra besætningen. Der blev ikke påvist PPV-anti­stoffer eller -antige­ner i no­gen af disse. Som følge af at der ikke blev observeret titer­stigninger hos kontrol­dyrene i denne besætning, blev det be­sluttet ikke at undersøge alle fostrene.

I besætning 2 var der ingen symptomer på smittespredning i prøver fra kontroldyr inden ca. 63 pct. af dyrene havde faret. Efter de følgende faringer var der høje titre som tegn på PPV-infektion hos halvdelen af kon­trol­dyrene. De 103 gylte, der farede senere, havde således været drægtige i smitteperio­den.

Der blev i alt undersøgt 171 fostre fra be­sætning 2. Der blev påvist antistoffer imod PPV i fire af disse (2 pct.), stammende fra tre søer. Der blev ikke påvist parvovirus i nogen af de undersøgte fostre.

Der var kun ca. 45 gylte, der farede i hver af forsøgsgrup­perne, efter at der var påvist spredning af PPV i besætning 2. Forskellen i kuldstørrelse var ikke signifikant.

Ved faring i besætning 2 var der statistisk sikkert flere dyr med titerværdier på over 1.000 titerenheder i kontrol­gruppen end blandt de vacci­nerede dyr. Dyr med titer på over 1.000 har reageret tyde­ligt på infektion i løbet af drægtigheden. Dette tyder på, at begge vacciner har haft en beskyttende ef­fekt.

Efter anden faring havde alle søerne i be­sætning 2 været ud­sat for risikoen for PPV-infek­tion. En stor del af søerne havde da også haft en stigning i antistoftiteren i løbet af 2. drægtighed som tegn på infek­tion. Over halvdelen af kon­trolholdet havde en tydelig stigning i antistoftiteren, men dette havde kun haft en begræn­set betydning for repro­duk­tions­resultaterne, hvilket kan skyldes det lille antal dyr, tidspunktet for smitte eller at den pågældende PPV-stamme ikke gav ret mange tilfælde af fo­sterdød.

Den meget begrænsede smitte­spredning i besætningerne kan skyldes, at den øvrige del af soholdet var vaccineret efter gældende anbefalinger, således at de ikke-vaccinerede kontrol­dyr, der kunne medføre spred­ning af smitte, kun udgjorde 2 pct. af besætningen.

Titerværdierne angiver, hvor meget virus antistofferne hos den enkelte sopolt er i stand til at binde. Der er ikke gen­nemført praktiske forsøg, der viser, hvor høj titer der skal være, for at et dyr er beskyt­tet. Der findes undersøgelser, der viser, at en titer på 10 titerenheder kan være tilstræk­keligt til at beskytte imod infektion. Det er dog ikke klart, om titerenhederne er målt på samme måde i de før­nævnte forsøg som i denne af­prøvningsperiode. Grænsevær­di­en på 128 anvendes ved produk­tionskontrollen af PPV-vaccine på Statens Veterinære Institut for Virusforskning, og er gæl­dende for en blod­prøve udtaget 10 dage efter 2. vaccination, mens blodprøverne i denne un­dersøgelse blev udtaget 21 dage efter sidste vaccination. Det kan ikke udelukkes, at der er sket et titerfald i løbet af de følgende 14 dage.

Afprøvningen viste, at ved kor­rekt opbe­varing af vaccine og korrekt vaccinations­teknik, opnås der en målelig effekt af vacci­nationen hos næsten alle dyrene. Der var imidlertid 32 pct. af sopoltene, der ikke opnåede den forventede anti­stoftiter. Der var statistisk sikker forskel på vaccinerne fra de to firmaer til at frem­kalde en antistoftiter på over 128 titerenheder. Der var også statistisk sikker forskel på antistofdannelsen hos sopol­te fra de to besætninger. Titeren efter vacci­nation var ikke på­virket af niveauet af mater­nel­le antistoffer ved vaccination. Dette ni­veau var imidlertid lavt i forhold til titeren i besætninger, hvor der sker en aktiv infektion af søerne.

Med det begrænsede antal dyr, der blev udsat for smitte, er det ikke muligt at belyse virk­ningen af PPV-infektion, eller at afklare om de to vacciner har forskellig effekt på pro­duktions­resultaterne.

Afprøvningen viste, at der dels var forskel på vaccinerne, dels var besætningsfaktorer, der har betydning for antistoftiteren efter vaccination. Der var ikke nogen effekt af alder eller antistof­titer ved vaccination på anti­stoftiter efter vaccination.