Kobberniveau i smågrise- og ungsvinefoder

Smågrisefoder indeholdende ca. 100 mg kobber pr. kg henholdsvis ca. 150 mg kobber pr. kg blev undersøgt til grise i alderen 4-9 uger. Frekvensen af diarré i den efterfølgende ungsvineperiode blev undersøgt, og indholdet af kobber i ungsvinefoderet var ca. 35 mg pr. kg.

Afprøvningen blev gennemført i 2 besætninger, og der indgik i alt ca. 1.060 smågrise pr. gruppe.

I besætning 1 blev der ikke fundet nogen effekt på smågrisenes produktionsresultater ved at reducere foderets indhold af kobber. I besætning 2 blev der derimod fundet en statistisk sikker lavere daglig tilvækst og ringere foderudnyttelse hos de smågrise, som fik foder med det lave kobberindhold. Den manglende effekt af det lave kobberniveau i smågrisefo­deret i besætning 1 kan ikke umiddelbart forklares.

I besætning 1 medførte det reducerede indhold af kobber en tendens til en højere frekvens af behandlinger mod diarré i smågriseperioden. Der var en meget høj behandlingsfrekvens i begge grupper i denne besætning. Der var ikke forskel i antal behandlinger mod diarré hos smågrisene i de 2 grupper i besætning 2. Diarréfrekvensen var lav i begge grupper i denne besætning.

Antal behandlinger mod diarré i ungsvineperioden, hvor foderet indeholdt ca. 35 mg kobber pr. kg, var ikke påvirket af, hvor meget kobber smågrisefoderet havde indeholdt. Det kan derfor ikke anbefales at reducere indholdet af kobber i smågrisefoderet med henblik på at nedsætte frekvensen af diarré i den efterfølgende ungsvineperiode. Samtidig vil en reduktion i smågrisefoderets kobberindhold i nogle besætninger forringe produktions­resultaterne.

BAGGRUND

Flere udenlandske undersøgelser har vist, at der er en positiv effekt på daglig til­vækst og foderudnyttelse ved tildeling af op til 250 mg kobber pr. kg foder i små­grise- og ungsvineperioden. Variationen i effek­ten mellem de forskellige forsøg er dog stor. De fleste undersøgelser viser endvi­dere, at effekten af at tildele ekstra kobber falder med stigende al­der.

Den varierende effekt, der er fundet af kobbertilskud, forklares blandt andet med forskelle i det miljø, hvorunder de enkelte forsøg er gennemført. Det forventes, at kobber har størst effekt hos "belastede" grise. Forsøg har da også vist, at tildeling af kobber til smågrise medførte en reduk­tion i frekvensen af diarré.

Ifølge den danske lovgivning er det kun tilladt at anvende op til 175 mg kobber pr. kg i svinefoder til og med grisenes 16. leveuge, herefter må foderet kun indeholde 35 mg kobber pr. kg foder.

I en spørgeundersøgelse blandt 52 svine­producenter svarede 8, at der var væsent­lige pro­blemer med diarré hos slagtesvine­ne ved over­gangen fra et højt (175 mg pr. kg) til et lavt (35 mg pr. kg) kobberind­hold i slagtes­vinefo­deret. Spørgsmålet er, om det er den store reduk­tion i foderets kobberindhold ved overgang fra smågrise- til slagtesvinefo­der, der er skyld i pro­blemerne med den øgede diar­réfrekvens, der ses i nogle slagtesvi­nebesætninger.

Det er derfor undersøgt, om et lavere kob­berind­hold i smågrisefoderet (100 mg pr. kg) end normalt nedsætter diarréfre­kven­sen ved overgangen til et slagtes­vine­fo­der med maks. 35 mg kobber pr. kg.

Formålet var at fastlægge effekten af kobberindholdet i smågri­se­foderet på de opnåede produktionsresultater i smågrise­perioden samt på diarréfre­kvens og daglig tilvækst i ungsvi­neperio­den (foderet inde­holder her maks. 35 mg pr. kg).

MATERIALE OG METODE

Afprøvningen er gennemført i 2 besæt­ninger. Der indgik i hver besætning 8 hold smågrise og ungsvin, i alt ca. 670 grise pr. gruppe i besætning 1 og ca. 390 grise pr. gruppe i besætning 2.

I forbindelse med fravænning blev smågri­sene fordelt i 2 grupper, så disse var ens med hensyn til alder, race og vægt. I besætning 1 var fravænningsvægten i gennemsnit 6,2 kg og i besætning 2 vejede grisene ved indsættelse i smågrisestalden 6,7 kg. Grisene blev i den samme gruppe indtil afgang fra ungsvinestalden. Grup­peinddelingen fremgår af tabel 1.

Råvaresammensætningen var ens mellem de to grupper foder, og det var således kun indholdet af kobber, der varierede. Der blev tilstræbt fodring efter ædelyst i hele forsøgsperioden.

I smågriseperioden blev tilvækst, foderfor­brug og sygdomsbehandlinger registreret. I ungsvineperioden blev der kun registreret tilvækst og sygdomsbehandlinger.

RESULTATER OG DISKUSSION

Analyser af foderets næringsstofindhold viste, at der bortset fra kobber ikke var væsentlige forskelle mellem de 2 grupper, og at indholdet stort set svarede til det forventede. Det analyserede indhold af kobber fremgår af tabel 2. Der var en spredning i indholdet af kobber på mellem 10 og 30 mg for de enkelte blandinger. I smågrisefoderet var der i gennemsnit et lidt lavere indhold af kobber i kontrolfo­deret end forventet.

Produktionsresultaterne fremgår af tabel 3. Heraf ses, at der var forskellig effekt af de 2 behandlinger i de 2 besætninger.

I besætning 1 var der ikke forskel i pro­duktions­resultaterne i smågriseperioden, hvorimod der i besætning 2 var en sta­tistisk sikker ringere tilvækst og foderud­nyttelse hos grisene, der fik det lave kob­berindhold. Ud fra tidligere forsøg, både danske og udenlandske, var det forventet, at der skete en nedgang i produktions­resultaterne i smågriseperioden. Der er ikke umiddelbart nogen forklaring på, at der i besætning 1 med et lavt produk­tions­niveau ikke blev fundet nogen effekt af det lave kobberniveau. Men som nævnt tid­ligere er der også i udenlandske forsøg fundet en meget varierende effekt af kob­ber på produktionsresultaterne.

I besætning 1 medførte det reducerede indhold af kobber en tendens til en højere frekvens af behandlinger mod diarré i smågriseperioden. Der var dog i begge grupper en meget høj behandlingsfrekvens mod diarré i denne besætning. Som det fremgår af tabel 3, var frekvensen af behandlinger mod diarré i besætning 1 90 pct. i gruppe 1 og 113 pct. i gruppe 2. Den meget høje behandlingsfrekvens skyldes, at grisene i en sti er behandlet flere gange. Der var ikke forskel i antal behandlinger mod diarré hos smågrisene i de 2 grupper i besætning 2, og diarréfre­kvensen var lav i begge grupper i denne besætning.

I ungsvineperioden var der i ingen af besætningerne forskel på frekvensen af diarré mellem de 2 grupper, og behand­lingsfrekvensen var meget lav. Kobberind­holdet i smågrisefoderet havde således ingen betydning for frekvensen af diarré i ungsvineperioden. Gødningen ændrede farve og karakter efter en nedgang til 35 ppm kobber, og gødningen blev mere lind og lys, uden at det gav anledning til en øget diarréfrekvens. Før afprøvningen blev sat i gang, fik grisene i begge besætninger i ungsvinestalden foder med ca. 175 mg kobber pr. kg. Der blev ikke registreret sikker forskel mellem de 2 behandlinger i daglig tilvækst i ungsvine­perioden.

Frekvensen af diarré i ungsvineperioden var ikke påvirket af smågrisefoderets indhold af kobber, og det kan derfor ikke anbefales at reducere indholdet af kobber i smågrisefo­deret med henblik på at nedsætte frekvensen af diarré i den efterføl­gende periode. Samtidig vil en reduktion i smågrisefo­derets kobberindhold i nogle besætninger forringe produktions­resultater­ne.