Vådfodringsstrategi til tunge so- og hangrise

SAMMENDRAG

Tre grupper so- og hangrise blev tildelt vådfoder henholdsvis restrik­tiv i langkrybber, semi ad lib. i kortkrybber og ad lib. i kortkrybber. Der indgik to besætninger og i alt ca. 860 so- og hangrise pr. gruppe. I besætning A indgik grisene i forsøg ved ca. 26 kg. I besætning B indgik grisene i forsøg ved ca. 50 kg. Grisene blev slagtet ved en slagtevægt på ca. 86 kg.

I besætning A var der en signifikant stigning i daglig tilvækst på 29 og 44 g ved henholdsvis semi ad lib. og ad lib. fodring i forhold til restriktiv fodring. Samtidig var der en signifikant stigning i foderforbru­get pr. kg tilvækst på henholdsvis 0,10 og 0,12 FEs og et signifi­kant fald i kødprocent på henholdsvis 0,4 og 0,6 procentenheder. Der var ikke signifi­kant for­skel i disse pro­duktionsresultater mellem semi ad lib. og ad lib. fodring. Der var ikke forskel i procent døde og kassere­de mellem de tre grupper.

I besætning B var der en signifikant stigning i daglig tilvækst på 65 og 66 g ved henholdsvis semi ad lib. og ad lib. fodring i forhold til restriktiv fodring. Der var ikke signifikant forskel i foderforbrug pr. kg tilvækst mellem de 3 grupper. Der var en signifikant forskel i kødprocent på 1,1 procentenhed mellem restriktiv fodring og ad lib. fodring, mens der ikke var signifikant forskel i kødprocent mellem restriktiv og semi ad lib. fodring. Der var ikke forskel i procent døde og kasserede mellem de 3 grupper.

Det kan konkluderes, at ad lib. vådfodring til so- og hangrise slagtet ved en slagtevægt på ca. 86 kg medfører en stor stigning i daglig tilvækst, et moderat fald i kødprocenten og en tendens til øget foderforbrug pr. kg tilvækst i forhold til restriktiv fodring. Endvidere kan faldet i kødprocent, men også stigningen i daglig tilvækst i forhold til restriktiv fodring begrænses ved semi ad lib. fodring fremfor ad lib. fodring.

På baggrund af afprøvningen kan semi ad lib. vådfodring i kort­krybber anbefales til tunge so- og hangrise, hvis der er overskud af smågrise­/ungsvin til indsættelse i slagtesvi­nestal­den, så den øgede tilvækst og det frigjorte stiareal kan udnyttes.

BAGGRUND

Produktion af slagtesvin med en højere slagtevægt end hidtil kan - ved samme afregnings­priser som ved normal slagte­vægt - forbedre økonomien i slagtesvi­neholdet. Dette skyldes hoved­sageligt, at udgiften til smågrise kan fordeles over flere pro­ducerede kg, når slagtevægten øges.

Tilvækst, foderforbrug og kødprocent påvirkes af den anvendte fodringsstrategi, herunder specielt foderstyrken i den sidste del af vækstperioden. Vådfodring efter ædelyst kan give pro­blemer med for høj foderoptagelse hos galte og dermed for lav kødpro­cent. Resultater fra afprøvninger af vådfodringsstrategi til so- og hangrise viser derimod, at det kan være hensigts­mæssigt at indrette stien til ad lib. våd­fodring ved produktion af so- og hangrise. Ved indretning til fodring efter ædelyst spares der krybbeplads, hvorved der kan være en gris mere pr. sti.

Det var afprøvningens formål at belyse effekten af restriktiv, semi ad lib. og ad lib. vådfodring på so- og hangrises pro­duktions­resultater ved produktion af svin med en slagtevægt på 85-90 kg (ca. 115 kg levendevægt). Samtidig blev vækstfor­løbet fulgt for derved at belyse udvik­lingen i tilvækst og foderfor­brug.

Det var herudover formålet at få belyst de forskellige foder­stra­tegi­ers indflydelse på kød- og spisekvaliteten ved pro­duktion af so- og hangrise med en slagtevægt på henholdsvis ca. 75 kg og ca. 87 kg. Denne del af projektet blev vareta­get af Slagteri­ernes Forsknings­institut og er rapporteret derfra.

MATERIALE OG METODE

Afprøvningen blev gennemført i to be­sætninger. Produktionsfor­holdene i de to besætninger fremgår af tabel 1.

I afprøvningen indgik 3 grupper. Gruppe 1 blev fodret restrik­tivt i langkrybber 4 gange dagligt efter en anvist foderkurve med en slutfoderstyr­ke på 2,8 FEs/gris pr. dag som udgangspunkt. Gruppe 2 (semi ad lib.) og gruppe 3 (ad lib.) blev fodret i kort­krybber. Gruppe 2 blev fodret "efter ædelyst", men med en maksimal foderstyr­ke på 2,9 FEs/gris pr. dag som udgangs­punkt. Gruppe 3 blev fodret efter reel ædelyst, det vil sige uden nogen begræns­ning af foderstyrken og adgang til foder langt det meste af døgnet.

I begge besætninger blev langkrybberne i gruppe 2 og 3 ændret til kortkrybber ved delvis overdækning, hvorfor der blev indsat samme antal grise pr. sti i de tre grupper.

I besætning A blev der indsat 14 grise pr. sti. So- og hangrise var opstaldet blandet med undtagelse af de sidste tre hold, hvor de var op­staldet særskilt ved hver sin udfod­ringsventil. I besætning B blev der indsat 20-21 grise pr. sti. So- og hangrise var opstaldet særskilt, men ved samme udfodrings­ventil.

Hver stifuld grise blev leveret ad 3 gange. De to (besætning A) henholdsvis to-tre (besætning B) hurtigst voksende grise i hver sti blev levere­t ved normal slagtevægt (ca. 75 kg) for at skaffe plads i stien. De re­sterende grise blev leveret ligeligt for­delt på 2. og 3. levering ved en tilstræbt gennemsnitlig slagtevægt på 85-90 kg.

I besætning A blev grisene indsat ved ca. 26 kg. Op til 50-60 kg til­stræbtes fodring efter tilnærmet ædelyst i gruppe 1. I be­sætning B blev grisene indsat i forsøg ved ca. 50 kg. Ungsvi­nene blev i denne be­sætning fodret med vådfoder efter ædelyst.

I hver besætning blev der anvendt samme foderblanding i de tre grupper. I besæt­ning A anvendtes færdigfoder og vand. I be­sætning B anvendtes færdigfoder, vand og i kortere tid valle. Foderet blev i hver besætning analyseret 5-7 gange for indhold af energi og nærings­stoffer. I besætning A indgik 12 hold (gen­tagelser) á ca. 50 pro­ducerede svin pr. gruppe. I besætning B

indgik 5 hold á ca. 40 pro­ducerede svin pr. gruppe. De for­holdsvis få antal hold i be­sætning B skyldtes prakti­ske vanskelig­heder med afprøv­ningens gennem­førelse.

For at belyse udviklingen i foderoptagelse, tilvækst og foderud­nyttelse ved henholds­vis restriktiv - og ad lib. fodring blev en del af grisene i begge besætninger vejet dobbelt-stivis hver 14. dag. Samtidig blev foderforbruget registreret.

RESULTATER OG DISKUSSION

Foderanalyserne fra besætning A viste generelt et lavere energiind­hold end for­ventet, og indholdet af methionin var i 2 ud af 5 prøver 5-10 pct. lavere end nor­men.

Foderanalyserne fra besætning B viste et indhold af nærings­stoffer i overensstem­melse med det forventede. Indholdet af aminosyrer opfyldte normerne.

I begge besætninger blev foderkurven til gruppe 1 og den tilladte maksimale foder­styrke til gruppe 2 gentagne gange justeret ned i henhold til aktuel ædelyst og for at opnå forskel i den gennemsnitlige foder­styrke mellem grupperne. I gruppe 1 var kurvens gennemgående foderstyrke i slutperioden 2,6-2,7 FEs pr. gris pr. dag.

I gruppe 2 var den gennemgående tilladte maksimale foderstyrke 2,7-2,8 FEs pr. gris pr. dag.

Foderstrategiens effekt på produktions­resultaterne fremgår af tabel 2. På grund af forskellen i indsættelsesvægt er resulta­terne fra de to besætninger analyseret hver for sig.

I besætning A var den gennemsnitlige foderstyrke 0,17 og 0,24 FEs/gris pr. dag større ved henholdsvis semi ad lib. og ad lib. fodring end ved restriktiv fodring (P<0,05). Dette resulterede i en stigning i daglig tilvækst på henholdsvis 29 og 44 g (P<0,05). Samti­dig gav det en stigning i foderforbru­get pr. kg tilvækst på hen­holdsvis 0,10 og 0,12 FEs (P<0,05) og et fald i kødprocent på henholdsvis 0,4 og 0,6 (P<0,05). Der var ikke signifikant for­skel i nævnte produktionsresultater mellem semi ad lib. og ad lib. fodring.

Der var ikke signifikant forskel i procent døde og kasserede mellem de tre grupper.

En del af forklaringen på det større foder­for­brug ved semi ad lib. og ad lib. fodring i forhold til restriktiv fodring formodes at være et større foder­spild. (Først midt i afprøv­nings­perioden blev der isat gitter til opdeling af kort­krybberne i ædepladser).

I besætning B var den gennemsnitlige foderstyrke 0,22 FEs/gris pr. dag større ved ad lib. fodring end ved restrik­tiv fodring (P<0,05). Der var ikke signifi­kant forskel i foderstyrke mellem restriktiv og semi ad lib. fodring. Den daglige tilvækst var henholdsvis 65 og 66 g større ved henholdsvis semi ad lib. og ad lib. fodring end ved restriktiv fodring (P<0,05). Kødpro­centen var 1,1 procen­tenhed min­dre ved ad lib. fodring end ved restrik­tiv fodring (P<0,05). Der var ikke signi­fi­kant forskel i kødpro­cent mellem restrik­tiv og semi ad lib. fodring. Der var ikke signifikante forskelle i nævnte pro­duk­tionsresultater mellem semi ad lib. og ad lib. fodring.

Der var ikke signifikant forskel i foderfor­brug pr. kg tilvækst og i procent døde og kasserede mellem de tre grupper.

Trods justeringer af den tilladte maksimale foderstyrke til gruppe 2 (semi ad lib. fodring) var der hverken i besætning A eller B signifi­kante forskelle i gennemsnit­lig foderstyrke eller afledte pro­duktions­resultater (daglig tilvækst, foderfor­brug pr. kg tilvækst og kødprocent) mellem gruppe 2 og gruppe 3 (ad lib. fodring). Den gennemgående tilladte maksimale foder­styrke på 2,7-2,8 FEs pr. gris daglig i gruppe 2 må altså næsten have svaret til grisenes reelle ædelyst i slutperioden.

En sammenligning af produktionsresulta­terne i gruppe 2 og 3 viser, at det med foder­kurver, der angiver den maksimalt tilladte foderstyr­ke, er muligt at gennem­føre en vis begrænsning af foderstyr­ken i slut­perioden ved fodring i kortkrybber. Der­ved begrænses faldet i kødprocent, men også stigningen i tilvækst i forhold til restriktiv fodring i langkrybber.

Ud fra resultaterne i de to besætninger kan det konkluderes, at ad lib. vådfodring til so- og hangrise slagtet ved en slagtevægt på ca. 86 kg medfører en stor stigning i daglig tilvækst, et moderat fald i kødpro­cent og en tendens til øget foderforbrug pr. kg tilvækst i forhold til restriktiv fodring. Endvidere kan faldet i kødpro­cent, men også stigningen i daglig tilvækst i forhold til restriktiv fodring begrænses ved semi ad lib. fodring fremfor ad lib. fodring. For de sidste tre hold i besætning A blev pro­duktions­resultater­ne registreret særskilt for henholdsvis sogrise og hangrise for derved at få en vurdering af en eventuel vekselvirkning mellem køn og fodrings­strategi ved tungsvineproduktion.

Grundet det lille talmateriale kan der ikke drages sikre konklusioner. Resultater­ne tyder på, at der under de pågældende besætningsfor­hold ikke er væsentlig for­skel på fodringsstrategi­ens effekt på pro­duktions­resultaterne hos de to køn. Tid­ligere afprøvninger (Medd. 244 og 245, Den rullende Afprøvning) har vist, at faldet i kødprocent og stigningen i foder­forbrug pr. kg tilvækst ved ad lib. fodring i forhold til restriktiv fodring er større for sogrise end for hangrise.

Figur 1 (a,b,c) og figur 2 (a,b,c) viser ud­viklingen i foderop­tagelse, daglig tilvækst og foderud­nyttelse ved henholdsvis restriktiv fodring og ad lib. fodring. Tallene er marginal­værdier, altså aktuel foderop­tagelse, daglig tilvækst og foderudnyttelse ved forskellig vægt.

Figurerne viser det samlede billede for de to besætninger. Hver værdi/punkt svarer til gennemsnittet af en dobbelt-stifuld grise, (i denne tekst er de enkelte punkter ikke medtaget i figurerne, men kopi af originalfigurer kan rekvireres ved henvendelse til: Landsudvalget for Svin, DANSKE SLAGTERIER, Axeltorv 3, 9 København V., tlf. 33 11 60 50. (Red.)). De angivne kurver er den bedst tilpassede regres­sionslinje ud fra de an­givne værdier/punkter.

Ved vurdering af ud­viklingen i nævnte egen­skaber skal det bemærkes, at belæg­ningen har været høj, kun ca. 0,56-0,60 m² nettoareal pr. gris indtil ca. 95 kg's vægten, derefter kun ca. 0,66-0,70 m² indtil ca. 110 kg's vægten.

Foderoptagelsen ved restriktiv fodring har som for­ventet et kurveformet forløb. I overensstemmelse med de anvendte foder­kur­ver, når foderoptagelsen et plateau omkring 80 kg's vægten. Ved ad lib. fodring er foderoptagelsen derimod stigen­de i hele perioden. Den høje belægning formodes dog at have betydet en vis be­grænsning af foderopta­gelsen i sidste del af perioden.

Den daglige tilvækst ved restriktiv fodring synes at toppe i vægtinter­vallet 50-70 kg. Derefter synes tilvæksten at af­tage. Dette er i overensstemmelse med, at vedlige­holdel­sesbehovet stiger med vægten (ca. 0,1 FEs pr. 10 kg), mens foderoptagelsen som nævnt har nået det planlagte plateau. Ved ad lib. fodring er der fundet meget stor spredning i værdierne, men den dagli­ge tilvækst synes næsten konstant i hele vægtperio­den, jf. den stigende foderopta­gelse.

Foderforbruget pr. kg tilvækst er i over­ensstemmelse med det stigende vedlige­holdelsesbe­hov stigende i hele perioden ved såvel restriktiv fodring som ad lib. fodring. Stigningen synes større ved ad lib. fodring end ved restriktiv fodring, hvilket tillægges en større fedtaflejring ved ad lib. fodring.

Foderstrategiens effekt på produktions­økonomien baseret på tilvækst, foderfor­brug pr. kg tilvækst og kødpro­cent angivet i tabel 2 fremgår af tabel 3.

Med indreg­ning af én gris mere pr. sti ved semi ad lib. og ad lib. fodring opnås det største dækningsbidrag pr. sti årligt ved semi ad lib. fodring. Den øgede tilvækst og det frigjorte stiareal ved semi ad lib. og ad lib. fodring kan kun udnyttes, hvis man har overskud af smågrise/ungsvin til ind­sættelse i slagtesvinestal­den. Hvis dette er tilfældet, kan semi ad lib. vådfodring i kortkrybber anbefales ved produktion af tunge so- og hangrise.

Galtgrise har en dårligere evne til køda­flejring end so- og hangrise. Ved pro­duktion af tunge so- og galtgrise og brug af vådfoder anbefales - på baggrund af resultaterne fra Medd. 113, Den rullende afprøvning og denne afprøvning - restrik­tiv fodring i langkrybber.

REFERENCER

Den rullende Afprøvning, Meddelelse nr. 113, 1986, Vådfodring efter ædelyst til ung- og slagtes­vin.

Den rullende Afprøvning, Meddelelse nr. 244, 1992, Vådfoderstra­tegi til hangrise.

Den rullende Afprøvning, Meddelelse nr. 245, 1993, Vådfoderstra­tegi til sogrise.