Afprøvning af 4 forskellige farestityper

Formål

Formålet med afprøvningen har været at belyse produktiviteten i forskellige farestityper under hensyntagen til at skabe et optimalt nærmiljø for smågrisene.

Meddelelsen omfatter følgende stityper:

I afprøvningen indgik farestier fremstillet af J. Langkjær Staldinventar ApS, Maskinfabriken Jyden, Egebjerg Maskinfabrik A/S, Wagner Domino og Egelund Andersen A/S.

Resultaterne for de enkelte besætninger fremgår af appendix. Besætningerne 231, 232 og 234 var nyetablerede ved afprøvningens start, hvorfor der har været forholdsvis flere 1.lægssøer. Dette påvirker kuldstørrelsen, således at denne ligger 0,5-0,8 gris lavere end i de øvrige 3 beæstninger. Der var tilstræbet en fravænningsalder på ca. 35 dage, men dette har ikke kunnet gennemføres i besætningen 232.

I besætning 235 har dødeligheden været meget høj i diegivningsperioden som følge af en coli-infektion samt dårlig hygiejne i stiterne.

I besætning 234 er ca. 1/3 af kuldene registreret med diarre. Det skyldes formentlig, at der har været svineri i stierne, specielt i begyndelsen af afprøvningsperioden. Svineriet skyldtes manglende brug af gulvvarme samt forkert udformning af smågriserummet.

I tabel 2 er resultaterne for de 4 farestityper angivet.

Dødelighedsprocenten har været ens i de 4 faretityper. Dog er resultatet for kassestien med rum foran soen og kassestien med totalt drænet gulv påvirket af besætning 235, hvor der som nævnt har været en megethøj dødelighed. Korrigeres for dette forhold ligger faretien med rum foran soen på 11 pct. døde og stien med totalt drænet gulv på 7,5 pct. døde. Sidstnævnte svarer til, hvad der tidligere er fundet for denne stitype - 2-2,5 pct. lavere dødelighed end i tilsvarende kassestier med delvis drænet gulv. Den lavere dødelighed kan bl.a. forklares ved det færre antal klemte grise i denne stitype. Materialet viser en forskel på godt 1 pct. i forhold til de andre stityper.

Antal dødfødte grise er ens for de 4 grupper, hvilket er modsat svenske undersøgelser, hvor man har fundet færre dødfødte grise, når soen går løs i farestien.

Forskellen i frekvensen af diarre skyldes ikke farestitypen, men stammer derimod fra besætning 234, hvor der har været problemer med diarre.

Ledbetændelse konstateres hyppigere i kassestierne med delvist drænet gulv, hvilket kan skyldes skader opstået på spaltegulvet. Ledbetændelse kan også skyldes ydre læsioner - fx fra betongulvet - hvorfra infektionen har bredt sig til leddet. Hulpladegulvet i kassestien med totalt drænet gulv har tilsyneladende været skånsomt overfor grisene.

Vurdering af stityperne

Som nævnt under formålet med afprøvningen har det været hensigten at skabe det optimale nærmiljø for smågrisene, bl.a. ved etablering af smågriserum.

Soen og smågrisene stiller ikke de samme krav til temperatur, hvorfor stien må indrettes med en plads, hvor der lokalt kan foretages en opvarmning, som i de første dage efter faring skal ligge på 28-32 °C. Dette kan gøres ved at opbygge et specielt overdækket smågriserum, hvori man ved hjælp af gulvvarme og varmelampe kan skabe den nødvendige temperatur og dermed det rette mikroklima for smågrisene.

Erfaringerne viser, at smågriserummet skal være ca. 0,45 m² med overdækning placeret 45 cm over gulvet. Denne kan være forsynet med en 10-15 cm bred kantplade, som kan være med til at holde på varmen i rummet. I enkelte af de afprøvede stityper var overdækningen i starten hængslet på et rør langs ydervæggen, således at pladen kunne lukkes op. Dette bevirkede imidlertid, at der ved ydervæggen var en 2-3 cm bred sprække, hvorigennem det kunne trække ned i smågriserummet. Dette var en af grundene til, at smågrisene i besætning 234 ikke ville benytte smågriserummet. Overdækningen skal slutte tæt, således at træk undgås, og såfremt stien er placeret ved en ydervæg, er det en god foranstalning at opsætte en isolerende plade for at undgå kuldepåvirkninger fra ydervæggen.

Gulvvarme

Ved starten af afprøvningerne blev der kun anvendt gulvvarme for om muligt at nedbringe energiudgifterne. Efter kort tid blev det klart, at gulvvarmen ikke var tilstrækkelig til lære grisene at benytte smågriserummet tilstrækkeligt hurtigt, og gulvvarmen blev derfor suppleret med en varmelampe de første 3 dage efter faring. Varmelampen skal placeres ved soens bagende umiddelbart før og under selve faringen. Man kan derefter ændre lampens placering således, at man leder grisene til smågriserummet. Placering af varmelampen på en svingarm monteres på skillerummet kan være med til at lette arbejdet.

Gulvvarme er et godt supplement til varmelampen. Man skal blot være opmærksom på, at temperaturen ikke bliver for høj på gulvet, da grisene vil begynde at svine for at aflede varmen. En fremløbstemperatur på 30-35 °C vil være passende, men selvfølgelig afhænger fremløbstemperaturen af varmeslangernes placering i gulvet. Overfladetemperaturen på gulvet må aldrig overstige 20 °C. Anvendt rigtigt giver gulvvarme mulighed for at styre klimaet omkring smågrisene, og det må absolut tilrådes at etablere denne, når der bygges nyt.

Farestien med totalt drænet gulv er endnu ikke set med smågriserum herhjemme, men den lokale opvarmning sikres her ved hjælp af gasbrændere eller el-varmepaneler. Denne koncentrerede lokale opvarmning bevirker, at grisene tilsyneladende befinder sig under varmekilden, når de ikke dier ved soen, idet det øvrige miljø i stien ikke animerer grisene til at opholde sig der. Dette i forbindelse med en god fiksering af soen i boksen er årsagen til det meget lave antal klemte grise i denne stitype.

Energiforbruget er imidlertid stort ved denne indretning, men forbruget kan nedbringes ved at anvende gummimåtter eller anden liggeplade under varmekilden.

Svineri i stierne

Som nævnt under enkeltresultaterne har der været enkelte besætninger, hvoi man har haft problemer med svineri i stierne. I tabel 3 er det på baggrund af subjektive vurderinger forsøgt at graduere svineriet i de enkelte stityper.

I trekantstien er det oftest på foderbordet, der er konstateret svineri. Det kan stamme fra soens savlen, når hun forsøger at æde smågrisefoderet, som ligger på foderplatformen. Endvidere kan svineriet opstå som følge af vandsprøjt fra soens drikkeventil. Smågrisenes adgang til vand sker fra en fordybning - med overløb til soens krybbe - under soens drikkeventil. Dette drikkesystem har ikke fungeret tilfredsstillende i stitypen fra J. Langkjær, hvorfor man skal være opmærksom på smågrisenes væskeforsyning i trekantstien. Eventuelt kan man opsætte en speciel smågriseventil med afløb til soens krybbe.

Svineri i den øvrige del af stien ses kun i ubetydeligt omfang, og dette oftest ved overgangen fra rensegang til leje. I varme perioder vil søerne ligge i rensegangen, men det har ingen indflydelse haft på diarreforekomsten hos grisene. Omkring faring skal stien være aflukket ud til rensegangen for at sikre, at soen farer inde i lejet.

I kassestierne med rum foran og ved siden af soen er der også konstateret svineri omkring soens krybbe, som følge af vandspild og savlen. Det kan være en effektiv foranstaltning at reducere vandtrykket samt at understøbe soens krybbe, idet grisene ofte sviner der, når betongulvet er fugtigt.

I stien med rum foran soen er der ofte konstateret svineri i smågriserummet, som er for stort. Grisene sviner i den ene ende og ligger i den anden. Placering af en halmballe eller anden afskærmning i halvdelen af rummet de første 10-14 dage efter faring kan afhjælpe problemet. Der kan ydermere være problemer med at få grisene trukket op i rummet, men her kan en rigtig anvendelse af varmelampen - som beskrevet på side 4 - være med til at få grisene trukket op i rummet.

I kassestien med totalt drænet gulv kan der opstå gødningsophobninger bag soen før faring og umiddelbart efter faring, inden grisene bliver store nok til at træde gødningen ned. Dette har været medvirkende til, at der i arbejdstidsundersøgelserne er registreret rensearbejde i denne stitype.

Arbejdstidsstudier

I tilknytning til undersøgelserne er der blevet udført arbejdstidsstudier (Meddelelse nr. 139) af Statens jordbrugstekniske Forsøg, Bygholm og resultaterne fra disse er angivet i tabel 4.

Tabellen viser, at stitypen har indflydelse på arbejdsforbruget ved fodring, rensning og strøning, og endvidere har den indflydelse på arbejdsforbrug ved den rengøring, som finder sted, når søerne fravænnes. Rengøringsarbejdet efter fravænning er ca. dobbelt så stort i kassestien med rum foran soen og trekantstien som i de 2 andre stityper. Der er endvidere også forskel på den tid, der medgår til at fange og kastrere smågrisene, og her har trekantstien været den stitype, hvor det har været lettest at få fat i grisene. I stien med totalt perforeret bund har det været svært at fange grisene, idet soens farebøjle skiller stien på langs.

Det mindste arbejdsbehov totalt er fundet i kassestier med smågriserum ved siden af soen og i kassestien med totalt drænet gulv. Trekantstien til løsgående søer har været den mest arbejdskrævende stitype, og det er specielt rense- og strøarbejdet, som belaster arbejdsforbruget. I trekantstien er der anvendt 2-2,5 kg halm pr. sti pr. dag, medens der i de øvrige kassestier med delvist drænet gulv er anvendt 0,5-1,0 kg pr. dag.

Afslutning

På baggrund af de opnåede produktionsresultater må stitypen med totalt drænet gulv, hvor soen er fikseret i en boks, fremhæves. De øvrige 3 typer adskiller sig ikke fra hinanden produktionsmæssigt, hvorimod der arbejdsmæssigt er konstateret forskelle. Kassestien med smågriserum ved siden af soen må betegnes som et velegnet alternativ, idet den yder god beskyttelse af smågrise, har gode oversigtsforhold og kan kombineres med en vis anvendelse af strøelse, som er med til at skabe et godt mikroklima.

Kassestierne i deres nuværende form er kommet for at blive, om end der kan findes forbedringer her og der - bl.a. med hensyn til soens fiksering. Trekantstien må absolut betegnes som et velegnet alternativ for de producenter, som ønsker løsgående søer og samtidig mulighed for anvendelse af rigelige mængder halmstrøelse.

I forhold til Meddelelse nr. 4, okt. 1978 er der sket en betydelig forbedring af farestierne i relation til smågrisenes nærmiljø samt reducering af smågrisedødeligheden.

En reducering af dødeligheden på blot et par procent kan medvirke til at forbedre økonomien betydeligt. Regnes der med 4 ugers fravænning, 1 uge til rengøring og 1 uge til soen i farestien før faring fås 8,7 faringer pr. faresti pr. år. Med 9,5 levendefødte grise pr. kuld vil en reduktion af dødeligheden med 2 pct. betyde 1,7 grise mere pr. faresti om året. Med et dækningsbidrag på kr. 230 pr. “marginalgris” vil dette for en besætning med 40 farestier betyde kr. 15.640 i øget dækningsbidrag.

Det tværfaglige projekt “Landbrugsbyg 77-80" omfatter følgende institutioner:

Statens Husdyrbrugsforsøg, Afd. for forsøg med svin, Statens Byggeforskningsinstitut, Instituttet for Intern Medicin ved Landbohøjskolen, Landskontoret for Bygninger og Maskiner, Jordbrugsøkonomisk Institut, Landboorganisationernes Fællesudvalg, Statens jordbrugstekniske Forsøg, Bygholm, svineproduktionskonsulenterne og Landsudvalget for Svineavl og -Produktion.