Vådfoder efter tilnærmet ædelyst til diegivende søer

SAMMENDRAG

Tildeling af vådfoder til diegivende søer efter tre forskellige strategier blev sammenlignet over en periode på 24 måneder i to besætninger. Besætningerne var nyetablerede ved afprøvningens begyndelse, og søernes første fire kuld indgik i undersøgelsen - i alt 1.751 kuld.

Ved 1. strategi blev vådfoderet tildelt i enkeltkrybbe, og foderstyrken blev styret efter en foderkurve. Ved 2. strategi blev vådfoderet tildelt i dobbeltkrybbe.

Foderstyrken blev styret efter en foderkurve i 1. diegivningsuge og i resten af diegivningsperioden af en føler i to perioder á 90 minutter pr. dag. Ved 3. strategi blev vådfoderet også tildelt i dobbeltkrybbe, men foderstyrken blev styret af en føler i to perioder á 90 minutter pr. dag i hele diegivnings­perioden.

Alle tre foderstrategier var tilrettelagt efter, at søerne skulle fodres efter tilnærmet ædelyst.

Søernes samlede foderoptagelse i diegivningsperioden var statistisk sikkert størst ved brug af 3. strategi. Foderoptagelsen ved 2. strategi var også statistisk sikkert større end ved 1. strategi.

Det var muligt at beskrive en statistisk sikker sammenhæng mellem søernes foderoptagelse, deres vægttab i diegivningsperioden og kuldets fravænningsvægt. En ekstra foderoptagel­se på 8 FEs i diegivningsperioden vil således resultere i 2 kg mindre vægttab hos soen og 1 kg ekstra kuldvægt ved fravænning. Der var ikke sammenhæng mellem søernes foderoptagelse og reproduktions­resultaterne i den efterfølgende cyklus.

Dobbeltkrybberne fungerede tilfredsstillende, men de skulle være tomme, når udfodringen begyndte, for ellers meldte føleren, at krybben var fuld. I afprøvnings­perioden blev mellem 5 og 10 pct. af krybberne dagligt tømt for vand før fodring.

Denne afprøvning har vist, at vådfoder efter tilnærmet ædelyst i dobbeltkrybbe til diegivende søer er et velegnet alternativ til traditionel kurvefodring i enkeltkrybbe. Dobbeltkrybben skal dog udvikles, så vandforsyningen ikke kan påvirke føleren under udfodring. 

BAGGRUND

Søernes foderoptagelse i diegivningsperio­den skal sikre, at evnen til at producere mælk udnyttes fuldt ud. Ligeledes skal soens vægttab begrænses mest muligt, da det kan påvirke reproduktionsresultaterne i den efterfølgende cyklus.

I diegivningsperioden tildeles vådfoder normalt i enkeltkrybbe efter en foderkur­ve. De fleste besætninger bruger kun en foder­kurve, som tilpasses de enkelte søers foderoptagelse ved parallelfor­skydning. Dette system kræver, at foderkurven ofte justeres op eller ned, for at søerne kan fodres efter tilnærmet ædelyst.

En anden mulighed er, at flere diegivende søer æder fra samme krybbe. Dette system kan indrettes med både to og fire diegi­vende søer pr. krybbe. Når der er to søer pr. krybbe, kan de enten være placeret over for eller ved siden af hinanden. I disse systemer er der en foderventil pr. krybbe, og foderstyrken styres af en foder­kurve.

Systemerne kan også indrettes med både foderventil og føler. Herved bliver det muligt at fodre både efter foderkurve og efter tilnærmet ædelyst. Når der er fire diegivende søer pr. krybbe, er krybben placeret i midten og udformet som et kar.

Når der er flere søer pr. krybbe, forventes det, at den indbyrdes konkurrence om foder mellem søerne øger den daglige fo­deropta­gelse. Når der monteres en føler, er det muligt at fodre søerne efter tilnær­met ædelyst, så der ikke er behov for en foderkurve.

Det er vigtigt at få klarlagt, om foderopta­gelsen hos de diegivende søer øges, når der er flere søer pr. krybbe i forhold til kun en so pr. krybbe, samt om der er driftsmæssige forhold, som taler for det ene eller det andet system.

Formålet med afprøvningen var at under­søge, om foderoptagelsen hos diegivende søer steg, når de blev fodret efter tilnærmet ædelyst i dobbeltkrybber styret af en føler i forhold til fodring efter tilnærmet ædelyst i enkeltkrybbe styret af en foder­kurve. Foderoptagelsens betydning for soens vægttab i diegivnings­perioden, kuldets fravænningsvægt og reproduk­tionsresultater i efterfølgende cyklus blev undersøgt.

MATERIALE OG METODE

Afprøvningen blev gennemført over en periode på ca. 24 måneder i to so­besæt­ninger. Ved afprøvningens start var der kun sopolte og gylte i begge besætninger. Staldanlæggene var nybyggede.

Forsøgsdesign

Der blev afprøvet tre forskellige strategier for fodertildeling i diegivnings­perioden:

Første strategi: Søerne blev fodret i enkelt krybbe fra indsættelse til afgang fra fare­stalden. Foderstyrken blev styret af en foderkurve, der var tilrettelagt, så søerne blev fodret efter tilnærmet ædelyst efter første diegivningsuge. Der blev fodret to gange dagligt.

Anden strategi: Søerne blev fodret i dob­beltkrybbe med føler fra indsættelse og til afgang fra farestalden. I den første diegiv­ningsuge blev foderstyrken styret af en foderkurve, derefter blev foderstyrken styret af en føler i to perioder á 90 minut­ter hver dag.

Tredje strategi: Søerne blev fodret i dob­beltkrybbe med føler fra indsættelse og til afgang fra farestalden. Foderstyrken blev styret af en føler i to perioder á 90 minut­ter hver dag.

Alle tre strategier var tilrettelagt, så søer­ne blev fodret efter tilnærmet ædelyst. De anvendte foderkurver blev tilpasset den enkelte sos foderoptagelse ved ± for­skydning af kurven.

Der blev anvendt samme foderkurve i gruppe 1 og 2 de første syv dage efter faring. Søerne blev i gennemsnit indsat i farestalden fem dage før forventet faring.

Foderkurve

Der blev brugt følgende foderkurver i de to besætninger:

Tabel 1. Foderkurve
Besætning	A		B
Diegivningsdag	FEs/so/dag	FEs/gris	FEs/so/dag	FEs/gris
0	1,50	0,00	1,50	0,00
2	1,50	0,00	2,50	0,00
4	2,50	0,00	3,00	0,00
7	4,00	0,00	4,00	0,00
10	4,00	0,15	4,00	0,10
15	4,00	0,25	4,00	0,25
18	4,00	0,30	4,00	0,30
40	4,00	0,30	4,00	0,30

Besætningsbeskrivelse

Besætning A: SPF-besætning på 180 årssøer. Der blev brugt en blanding til søerne baseret på færdigfoder tilsat vand i forholdet 1:4. Vådfodrings­anlægget var fra Datamix A/S, og det var med flowmåler. Farestalden var indrettet med 42 farestier fordelt i seks rækker á syv stier. Faresti, fareboks og foderkrybbe var fra West Staldinventar.

I 18 farestier var der enkeltkrybber, og i 24 farestier var der dobbelt­krybber, således at to søer - som stod ved siden af hinanden - havde samme krybbe. Dobbeltkrybberne var ført gennem stiad­skillelsen og havde en længde svarende til tre enkeltkrybber. Dobbeltkrybben havde samme form som enkeltkrybben. I midten af dobbeltkrybben - ud for stiadskillelsen - var der monteret et nedløbsrør med kort T-stykke og en føler. Der var monteret næseventiler i krybben. Der var ingen adskillelse mellem stierne i krybben. I denne besætning blev der kun gennemført afprøvning af strategi 1 og 2.

Besætning B: MS-besætning på 270 årssøer. Der blev kun brugt en blanding til søerne baseret på tilskudsfoder, korn og vand. Vådfodrings­anlægget var fra Big Dutchman. Der var etableret adskilt omløb til dobbeltkrybberne. Farestalden var indrettet med 60 farestier fordelt i ti ræk­ker á seks stier. Faresti, fareboks og foderkrybbe var fra Sdr. Vissing.

I 20 farestier var der enkeltkrybber, og i 40 farestier var der dobbeltkrybber, således at to søer - som stod ved siden af hinanden - havde samme krybbe. Dobbeltkrybberne var ført gennem stiadskillelsen og havde en længde svarende til tre enkeltkrybber. Dobbeltkrybben havde samme form som enkeltkrybben. I midten af dobbeltkrybben - ud for stiadskillelsen - var der monteret en adskillelse i galvaniseret rundjern for at øge krybbens styrke og for at undgå, at pattegrisene kunne passere. På adskillelsen var der monteret et nedløbsrør og en føler. Der var monteret næseventiler i krybben. I denne besætning blev der gennemført afprøvning af strategi 1, 2 og 3. 

Fodring efter tilnærmet ædelyst blev ikke praktiseret på samme måde i de to be­sætninger på grund af forskelligt vådfo­dringsanlæg.

I besætning A blev der brugt PIGMIX med en mini­mumsmængde på 36 kg pr. udfodring og en cyklustid på 10 minutter. Der blev udfodret 6 kg foder pr. ventil pr. gang. Det svarede til, at der i starten blev udfodret med intervaller på 2-4 minutter, derefter gik der længere tid imellem.

I besætning B var der reelt 9 minutter mellem hver udfodring, og der blev ud­fodret 8 kg pr. ventil pr. gang. Det skal dog bemærkes, at pausetiden i starten blev halveret. Det var ikke muligt at udfodre med kortere intervaller i besætningen, da der kun kan bruges en pausetid for alle blandinger, som blev udfodret efter æde­lyst. Pausetiden anvendtes således også i smågrisestalden og ungsvinestal­den, hvor der ikke var interesse i at have en kortere tid mellem udfodringerne.

Registreringer

I diegivningsperioden blev søernes daglige foderoptagelse registreret via data fra hver ventil. Foderoptagelsen i gold- og drægtig­hedsperioden blev ikke registreret, men søerne blev fodret efter samme retnings­linier i de tre grupper.

Søernes reproduktionsresultater, MMA-frekvens, kuldresultater, sovægt ved ind­sættelse og afgang fra farestalden blev regi­streret.

Pattegrise, som døde i dieperio­den, blev registreret med dato og årsag. Fravæn­nings­alder og vægt samt diarrébehand­linger blev registreret.

I begge besætninger blev søernes adfærd omkring udfodringen registreret i to perio­der af et døgns varighed. Det blev regi­streret, om søerne lagde sig ned mellem de enkelte udfodringer, og om de påbe­gyndte en diegivning.

I afprøvningsperioden blev der udtaget seks prøver af sofoderet i hver af de to besætninger. Foderprø­verne blev analy­seret på Steins Labora­torium for indhold af råprotein, råfedt, træstof, råaske, vand, kalcium, fosfor, lysin, methionin, cystin og treonin.

RESULTATER OG DISKUSSION

I tabel 2 er vist de samlede produktions­resultater. For både tabel 2, 3, 4, 5 og 6 skal det bemærkes, at det kun er tal fra søernes fire første kuld, og at der ikke indgår lige mange søer for hvert kuldnum­mer. Således er der cirka dobbelt så man­ge 1. kuld som 4. kuld.

Tabel 2. Produktionsresultater
Besætning	A			B
Foderstrategi	1	2	1		2	3
Antal kuld	325	441	325		324	336
Sovægt efter faring, kg *	196	197	217		217	217
Levendefødte grise pr. kuld	11,1	11,2	11,2		11,2	11,3
Døde grise i die.per., pct.	8,1	7,1	7,1		6,3	7,1
Diegivningsperiode, dage	26	26	26		26	26
Kuldvægt ved fravænning, kg	72,0	73,6	71,8		73,2	73,5
Samlet sofoderopt. i dieperiode, FEs	137a	145b	140a		152b	158c
Vægtænd. hos søer fra faring-frav.kg	0	+ 2	- 14		- 8	- 6
Lev.fødte grise i efterfølgende kuld	11,7	11,8	11,6		11,6	11,5
Faringspct. i efterflg. cyklus, pct.	93	92	87		85	87
* Beregnet ud fra sovægt ved indsættelse i farestalden - antal fødte grise x 2,0 kg

Tabel 3.	Regressioner af søernes vægttab og kuldtilvækst på søernes foderoptagelse for begge besætninger
		Hældning
Vægttab, so, kg, gens. af begge besætninger		- 0,25 ± 0,05
Tilvækst pr. kuld, kg, gens. af begge besætn.		+ 0,12 ± 0,05

Søernes samlede foderoptagelse i diegiv­ningsperioden var lidt højere i besætning B end i besætning A. Søerne i besætning B var i bedre huld ved faring, og de veje­de i gennemsnit 20 kg mere ved faring, derfor har søerne haft et større behov for foder til vedligeholdelse på 2-3 FEs i diegivningsperioden end søerne i besæt­ning A.

I begge besætninger var foderoptagelsen statistisk sikkert højere hos søerne, som blev fodret i dobbeltkrybbe. I besætning B

var foderoptagelsen også statistisk sik­kert højere, når søerne blev fodret efter æde­lyst fra faring i stedet for først syv dage efter faring.

Reproduktions­resultaterne i efterfølgende cyklus blev ikke forbedret, selv om den større foderoptagel­se reducerede søernes vægttab.

Det var muligt at beskrive en statistisk sikker sammenhæng mellem søernes fo­deroptagelse, deres vægttab i diegivnings­perioden og kuldets fravænningsvægt ved hjælp af regressionerne vist i tabel 3. Ud fra disse regressioner kan det beregnes, at søerne skal have 4,0 FEs for at undgå 1 kg vægttab. Hvis kuldet skal veje 1 kg ekstra ved fravænning, kræver det 8,3 FEs. Regressionerne er ikke uafhængige, derfor vil en større foderoptagelse på 8 FEs i diegivningsperioden resultere i 2 kg mindre vægttab hos soen og 1 kg ekstra kuldvægt ved fravænning.

Statens Husdyrbrugs­forsøg fandt en reg­res­sion for søernes vægttab på -0,28 og en regression for tilvækst pr. gris på 0,008. Der er således god overensstem­melse. Det skal bemærkes, at søerne, som indgik i Statens Husdyrbrugsforsøgs un­dersøgelse, generelt var ældre end de søer, som indgik i denne undersøgelse.

I tabel 4 er vist foderoptagelsens fordeling i gennemsnit pr. dag i diegivnings­perio­den.

Tabel 4. Gennemsnitlig foderoptagelse i FEs pr. dag
Besætning	A			B
Foderstrategi	1	2	1		2	3
1. diegivningsuge	2,45	2,52	3,10		3,10	4,24
2. diegivningsuge	5,36	6,08	5,40		6,47	6,52
3. diegivningsuge	6,86	7,20	6,67		7,23	7,00

Foderstrategi 1

I begge besætninger var den gennemsnit­lige foderoptagelse næsten ens. I 1. die­givningsuge optog søerne i besætning A som planlagt ca. 0,7 FEs mindre pr. dag. Til gengæld optog de mere foder i 3. diegivningsuge. Kuldenes vægt ved fra­vænning var ens i besætningerne, men søerne i besætning B tabte i gennemsnit 14 kg i diegivnings­perioden, hvorimod der ikke var vægttab hos søerne i besætning A.

Foderstrategi 2

Foderoptagelsen var større i besætning B i 2. diegivningsuge end i besætning A. I 3. diegivningsuge var foderoptagelsen ens. Kuldets vægt ved fravænning var ens mellem besætningerne, men søerne i besæt­ning A tog 2 kg på, mens søerne i be­sætning B tabte 8 kg.

Foderstrategi 3

Søerne optog i gennemsnit 4,24 FEs pr. dag i 1. diegivningsuge. Dette resulterede ikke i, at søerne optog mere foder i 2. diegivningsuge. Ud fra tallene tydede det faktisk på, at foderoptagelsen i 3. diegiv­nings­uge var lidt lavere end ved foderstra­tegi 2. Samlet var foderoptagelsen størst ved foderstrategi 3, det påvirkede dog ikke kuldvægten ved fravænning i forhold til foderstrategi 2, men søernes vægttab var 2 kg mindre.

I tabel 5 er vist søernes samlede foderop­tagelse i diegivningsperioden fordelt på kuld. Som det fremgår af tabel 5 og 6, optog søerne mere foder ved stigende kuldnum­mer og sovægt ved alle tre foderstrategier. Det tyder ikke på, at forskellen i optaget fodermængde mellem foderstrate­gierne var afhængig af kuldnummeret.

Tabel 5. Søernes samlede foderoptagelse i FEs i diegivningsperioden fordelt på kuld
Besætning	A			B
Foderstrategi	1	2	1		2	3
1. kuld	128	133	133		143	146
2. kuld	136	146	142		156	162
3. kuld	144	155	140		153	159
4. kuld	145	155	145		167	170

Tabel 6. Sovægt efter faring fordelt på kuld i kg*
Besætning	A			B
Foderstrategi	1	2	1		2	3
1. kuld	175	174	189		188	192
2. kuld	200	199	211		210	211
3. kuld	206	208	237		237	235
4. kuld	219	222	240		242	235
* Beregnet ud fra sovægt ved indsættelse i farestalden - antal fødte grise x 2,0 kg

Fodertildeling

Registrering af søernes adfærd omkring fodringen viste, at en del af søerne ved dobbelt­krybberne i besætning B lagde sig ned mellem udfodringerne, men kun få søer begyndte en diegivning. Dette skyld­tes, at der var forholdsvis lang tid mellem hver udfodring. Efter afprøvningens af­slutning øgede besætningsejeren den ud­fodrede mængde fra 8 til 11 kg, derefter var der ingen søer, som lagde sig ned mellem udfodringerne.

Blandingerne, som blev brugt i de to besætninger, havde forskellig energikon­centration. Blandingen i besætning A indeholdt 0,25 FEs pr. kg, mens blandin­gen i besætning B indeholdt 0,29 FEs pr. kg. Ud fra resultaterne i tabel 2 tyder det ikke på, at foderblandin­gernes forskellige energikoncentration har påvirket søernes foderoptagelse.

Registrerings­sikkerheden på ventilniveau blev løbende kontrolleret, og der var god overensstemmelse mellem den indvejede fodermængde, og den registrerede ud­fodrede mængde.

Analyser­ne af blandingerne viste, at deres indhold af nærings­stoffer var i over­ens­stemmelse med det forventede.

Dobbeltkrybber

Fareboksen var placeret 25 cm fra stiad­skillel­sen, og søerne kunne fjerne foderet ved nedløbsrør og føler, så der ikke var kagedannelser. Søerne "legede" med næ­seventilerne, så der stod vand i krybben - både i enkelt- og dobbelt­krybberne. Kon­sekven­sen af dette var størst i dobbelt­krybberne, da de skulle være tomme, når udfodringen begyndte, ellers meldte fø­leren, at krybben var fuld. I afprøvnings­perioden blev mellem 5 og 10 pct. af krybberne dagligt tømt for vand før fo­dring. Der blev ikke set mere svineri fra vand- og foderrester i stier med dobbelt­krybbe end i stier med enkeltkrybbe.

Begge afprøvnings­værter mente, at dob­beltkrybben burde være indrettet, så der var adskillelse mellem vand og vådfoder. Dette ville sikre, at overskydende vand ikke kom i kontakt med føleren.

Følerne blev ikke ødelagt, selv om søerne kunne få fat i dem. En del af følerne fra Big Dutchman blev udskiftet i slutningen af afprøvningsperioden, så de har haft en holdbarhed på knapt to år. Big Dutchman har senere udviklet en kraftigere føler, som sandsynligvis vil have en længere levetid. Følerne fra Datamix var kraftigere end følerne fra Big Dutchman, og de klarede hele afprøvningsperioden uden problemer.

Det krævede ikke ekstra om­kostninger at etablere en dobbeltkrybbe med ædelyst­fodring styret af en føler fremfor to en­keltkrybber. Prisen på en dobbeltkrybbe var den samme som for to enkeltkrybber. Prisen på en føler var den samme som en foderventil med nedbørs­rør.

Arbejdsforbrug

Fodring efter ædelyst i dobbeltkrybbe styret af en føler krævede - ifølge afprøv­nings­værterne - en mindre arbejdsindsats end kurvefodring i enkeltkrybbe. Fordelen bestod først og fremmest i, at der ikke skulle bruges tid på at justere foderkurven for hver so, samt i at der ikke blev ud­fodret i krybber, hvor der i forvejen stod foder. Som tidligere nævnt skulle dobbelt­krybberne kontrolleres og eventuelt tøm­mes for vand før hver fodring. Dette problem vil dog kunne fjernes ved en bedre indretning af dobbeltkrybben. Det var mere arbejds­krævende at vaske en faresti med dobbeltkrybbe end en faresti med enkeltkrybbe.

Sammenfatning

Søernes foderoptagelse i diegivningsperio­den stiger statistisk sikkert, når der fodres efter ædelyst i en dobbeltkrybbe i to perio­der á 90 minutter pr. dag.

Det kan ikke klarlægges, om den større foderoptagelse i dobbeltkrybberne skyldes indbyrdes konkurrence mellem søerne eller udfodring af mindre fodermængder over en længere periode. I praksis er dette spørgsmål ikke så interessant, da den større foderoptagelse resulterer i mindre vægttab hos soen og større kuldvægt ved fravænning.

Det er bemærkelsesværdigt, at søerne i besætning A ikke havde noget vægttab i forhold til søerne i besætning B, når fo­deroptagelsen og kuldets vægt ved fravænning stort set var ens i de to besæt­ninger. En årsag kan være, at søerne i besætning A udnyttede foderet bedre end søerne i besætning B. Hvorvidt det skyldes forskelle i søernes vægt ved faring, her­under huld, forskelle i fodersammensæt­ning eller genetiske forskelle kan ikke afgøres. En anden årsag kan være forkert vurdering af energiindholdet i foderblan­dingerne, men analyserne af foderblandin­gerne kan ikke underbygge dette. En tredje årsag kunne være større foderspild i besætning B end i besætning A.

REFERENCER

Landsudvalget for Svin/DS, juli 1991, "Fokus på normer for næringsstoffer"

Statens Husdyrbrugsforsøg, Meddelelse nr. 494, 1983, "Fodring af diegivende søer efter ædelyst"

Den rullende Afprøv­ning, Meddelelse nr. 86, 1985, "Afprøvning af to fodernormer til diegivende søer"