24. august 1995

Meddelelse Nr. 312

Elektronisk sofodring

Elektronisk sofodring

SAMMENDRAG

Elektronisk sofodring (ESF) af løsgående drægtige søer blev afprøvet i tre besætninger. ESF i storstier med delvist spaltegulv blev sammenlignet med

• ESF i storstier med dybstrøelse

• Gulvfodring i små stier med spaltegulv

• Individuel fodring af søer i bås.

Afprøvningen blev gennemført i en periode på ca. 36 måneder og omfattede i alt 3664 kuld.

I de to besætninger viste afprøvningen, at de opnåede produktionsresultater for løsgående drægtige søer fodret via ESF var på niveau med de resultater, der opnås ved traditionel individuel opstaldning og opstaldning i små grupper. I den tredje besætning fødte de individuelt opstaldede søer 0,6 flere grise end de løsgående søer, uanset om disse var opstaldet i storstier med delvist spaltegulv eller dybstrøelse. I løsdriftsystemet med dybstrøelse blev denne forskel udlignet, så antal fravænnede grise pr. årsso eksklusiv gylte blev det samme, fordi det var lettere at finde omløbere blandt de løsgående søer.

Indenfor besætningerne var der ingen forskel mellem forsøgsgrupperne med hensyn til pattegrisedødeligheden i diegivningsperioden.

Spredningen på søernes tilvækst i drægtighedsperioden var mindre blandt søer opstaldet i løsdriftsystemer med elektronisk sofodring end blandt løsgående gruppefodrede søer.

Afprøvningen viste, at stier med store spaltegulvsarealer var meget belastende for søerne. Det var nødvendigt at tage 15-20 pct. af søerne ud af flokken og opstalde dem individuelt. I storstier med ESF og dybstrøelse var det nødvendigt at opstalde 8 pct. af søerne individuelt. Af arbejdsmæssige hensyn skal stiudformningen imidlertid ændres, så halmforbruget kan reduceres.

Afprøvningen viste, at der kan opnås produktionsresultater på højde med traditionelle systemer, men stiudformningen til elektronisk sofodring skal ændres og forbedres. Før driftsledelse og dyremateriale fungerer optimalt, skal man imidlertid forvente en indkøringsperiode på ca. 1 år. Produktionssystemer til løsgående søer stiller specielle krav til dyr, stald- og stiindretning samt driftsledelse.


Institution: Landsudvalget for Svin, Videncenter for Svineproduktion, Den rullende Afprøvning

Forfatter: Niels-Peder Nielsen

Udgivet: 24. august 1995

Dyregruppe: Søer, Drægtige søer

Fagområde: Inventar, Stalde og Produktionssystemer, Teknisk udstyr