Afkomsfordeling efter krydsløbning med orne og ks ii

SAMMENDRAG

Indekset for KS-orner er for det meste højere end besætningsornernes indeks. Derfor er det et ønske, at KS-ornerne bliver ophav til flest mulige grise. En tidligere afprøvning viste, at ved krydsløbning med KS og besætningsorne, har det stor betydning for antal grise efter KS-ornen, hvornår de enkelte løbninger og insemineringer foretages.

Fordelingen af afkom efter 3 strategier for krydsløbning med orne og KS blev afprøvet på 55 søer i én besætning. Søerne blev skannet 2 gange daglig for at bestemme tidspunktet for ægløsning. Skanningerne viste, at ægløsningen kan forekomme indenfor et stort interval efter første brunstobservation. Derfor er det svært at angive en løbestrategi, der dækker alle søer.

Hvad enten sæden stammede fra besætningsornen eller fra KS-ornen, så var sædcellerne ikke effektive i konkurrencen, hvis sæden var benyttet mere end 24 timer før ægløsningen. Søer, der var løbet én gang før ægløsningen, fik ikke afkom efter den løbning, der kom efter ægløsningen.

Der var ingen af de afprøvede strategier, der var optimale med hensyn til både at give et godt reproduktionsresultat og et stort antal grise efter KS-ornen. På basis af skanningerne kan der anbefales to strategier for krydsløbning med orne og KS:

BAGGRUND

Ved krydsløbning med KS og besætningsorne vil KS-ornen bidrage med 2 mia. bevægelige spermier, mens besætningsornen bidrager med ca. 60 mia. bevægelige spermier. Hvis sædcellerne fra de to løbninger har lige vilkår, vil besætningsornen i kraft af flest sædceller blive far til flest grise.

En tidligere afprøvning viste, at hvis be­sætningsornen blev brugt 8 timer før insemi­neringen, så blev 99 pct. af afkommet efter besætningsornen. Hvis besætningsornen der imod blev brugt 24 timer før inseminerin­gen, så blev besætningsornen kun far til 57 pct. af afkommet. Inseminerin­gen blev i begge tilfælde foretaget ca. 36 timer efter første observation af brunst.

Strategier for krydsløbning, hvor KS-ornen har størst chance for at blive far til grisene, skal omfatte en inseminering på det optimale tidspunkt for befrugtning. Besætningsornen skal fungere som "sikkerhed" for befrugt­ning, hvis ægløsningen kommer på et uventet tidspunkt. Besætnings­ornen skal således benyttes meget tidligt eller meget sent i brunsten. Strategierne i den aktuelle afprøv­ning er baseret på, at det optimale tidspunkt for løbning er 12 timer inden ægløsningen, at ægløsningen forventes at ske 36 timer efter 1. observation af stående brunst, samt at løbning efter ægløsning ikke fører til be­frugtning.

MATERIALE OG METODE

Afprøvningen blev gennemført på forsøgssta­tion Grønhøj. Ved fravænning torsdag blev søerne inddelt i tre grupper. Søerne gik i grupper på 4, omgivet af 3 ornestier. Fra lørdag efter fravænning blev søernes æg­gestokke skannet kl. 8.00 og kl. 14.00 for at observere tidspunktet for ægløsning. Der blev udført brunstkontrol 2 gange daglig. Brunsten blev vurderet efter en skala på 1 (ingen brunst), 2 (svag brunst), 3 (tydelig brunst) og 4 (stærk brunst). En vurdering på 3 blev defineret som "stående brunst". Søer­ne blev løbet efter planen vist i tabel 1, idet søer, hvor første observation af stående brunst var om aftenen, blev rykket et felt i skemaet.

Ved faring blev kuldstørrelsen registreret, og alle levendefødte grise blev mærket med et individuelt øremærke. Når grisene var 6 uger gamle, og blodtyperne var blevet tydelige, blev der taget en blodprøve til faderskabsbe­stemmelse.

RESULTATER OG DISKUSSION

Skanning blev undladt hos 4 af de 55 søer på grund af snævert bækken eller blødning. I den 3. uge ophørte skanningerne tirsdag aften, inden de sidste 7 søer havde haft ægløsning. De søer, der havde det korteste interval fra observation af stående brunst til ægløsning, havde den korteste brunst, og samtidig det længste interval fra fravænning til stående brunst. Det er imidlertid ikke muligt, at forudsige det eksakte ægløsnings­tidspunkt på basis af antal dage fra fravæn­ning til første brunstobservation.

Der var i gennemsnit 1½ dag (37) timer fra første observation af stående brunst til ægløs­ning, men der var stor spredning omkring dette tidspunkt (tabel 2).

Således havde 30 pct. af søerne ægløsning netop 1½ dag efter første observation af stående brunst, mens ægløs­ningen kom tidligere hos 25 pct. af søerne.

Ægløsningen kom senere end 1½ døgn efter 1. brunstobservation hos 45 pct. af søerne. Hos 85 pct. af søerne kom ægløsningen mellem 24 og 48 timer efter første observa­tion af stående brunst.

Der blev født 508 levende grise. Der blev født grise efter samtlige orner, som indgik i afprøvningen. Der blev ikke blodprøvet grise fra de kuld, hvor der kun blev løbet én gang som følge af en kort brunst. En del grise kunne ikke blodprøves, da de havde tabt øremærkerne eller var døde inden blod­prøv­ning. I alt blev der taget blodprøver af 349 grise.

Det samlede resultat af afprøvningen er angivet i tabel 3. Afprøvningen forløb over 3 uger. Da resultaterne for den første uge afviger fra de øvrige resultater, er resultater­ne opdelt i tabel 3a og 3b.

I gruppe 2 blev besætningsornen først be­nyttet 36 timer efter første observation af stående brunst. Denne gruppe gav flest grise efter KS-ornen, men faringsprocenten var overraskende lav. Den lave faringsprocent skyldes utilfredsstillende resultater i den første uge, hvor kun 2 af 6 søer farede. Der var ingen af de fødte grise i denne gruppe, som stammede fra KS-ornen. Søerne i grup­pe 1 og 2 blev insemineret samtidig, og med sæd fra de samme orner, og 54 pct. af grise­ne i gruppe 1 var efter KS-ornen, så insemineringsteknikken og sæd­kvaliteten må for­ventes at have været i orden. Det er således ikke muligt, at give en acceptabel forklaring på resultaterne i denne uge, og resultatet kan skyldes en tilfældighed. I de to følgende uger var der ikke forskel på faringsprocenterne i de enkelte grupper, og en meget stor del af grisene i gruppe 2 var efter KS-ornen.

Antallet af mulige løbninger i gruppe 1 og 3 udviser en overraskende forskel. Når der skulle løbes med besætningsorne 36 timer efter første brunstobser­vation i gruppe 1, var brunsten ophørt hos 30 pct. af søerne. Trods dette kunne alle søerne i gruppe 3 insemi­neres 36 timer efter første observation af stående brunst. Det er sandsynligt, at en del søer i gruppe 3 blev insemineret, selv om de ikke ville have stået for besætningsornen. Løbning eller inseminering, efter at den stående brunst er ophørt, medfører øget risiko for børinfektion, da børens immunfor­svar dæmpes i forbindelse med den begyn­dende drægtighed.

Som følge af stor spredning i intervallet fra første brunstobservation til ægløsning, var der ingen af de tre afprøvede strategier, der var optimale med hensyn til både at give et godt reproduktions­resultat, og samtidig give et højt antal grise efter KS-ornen. Gruppe 2 gav lovende resultater, men det bør afklares, om strategien påvirker frugtbarheden.

Resultaterne af skanningerne viser, at en stor del af søerne i den tidligere afprøvning først blev insemineret efter ægløsningen. Disse søer har følgelig udelukkende fået afkom efter besætnings­ornen.

Hvis ægløsningen kom efter de 2 løbninger med henholdsvis. KS og besætningsorne, så var sædcellerne fra den første løbning over 24 timer gamle. Disse sædceller var meget lidt konkurrencedygtige.

Hvis en løbning eller en inseminering kom efter ægløsningen, så havde den tidligere løbning eller inseminering allerede befrugtet alle æggene.

En løbestrategi, der både medfører en høj frugtbarhed og mange grise efter KS-ornen, må baseres på to kendte holdepunkter: Tids­punktet for den første observation af stående brunst, og kendskabet til det interval, der højst bør være fra løbning til ægløsning. Sikkerheden for tidspunktet for stående brunst afhænger af antal daglige brunst­kon­troller, og af hvor intensivt brunstkontrollen gennemføres. Undersøgelser omkring insemi­nerings­intervaller viser, at der højest bør være 24 timer mellem de enkelte løbnin­ger/insemineringer. Skanningerne i denne undersøgelse viste, at ægløsningen kan ligge fra 12 til 72 timer inde i brunsten. En op­timal løbestrategi forudsætter således, at der løbes med 24 timers interval indtil brunsten ophører. Dette vil føre til, at en del søer løbes 3 eller 4 gange.

Det optimale antal grise efter værdifulde avlsorner opnås ved kun at benytte KS ved løbningerne. Det kan dog opnås en rimelig procentdel afkom efter KS-ornen ved følgen­de to krydsløbnings­strategier.

Strategi 2 forventes at give den største pro­centdel grise efter KS-ornen, men strategien forudsætter, at der er sæd fremme til insemi­nering. Strategi 1 har den fordel, at besæt­ningsornen hjælper med at finde de søer, som er i stående brunst.