Helsædspiller til søer

SAMMENDRAG

Vådfoder uden helsædspiller blev sammenlignet med vådfo­der indeholdende 4 pct. helsædspiller i diegivningsblandingen og henholdsvis 4 og 8 pct. i drægtighedsblandingen.

Afprøvningen blev gennemført over en periode på 18 måneder i to so­besæt­ninger. Begge be­sætninger anvendte hjemmeblandet våd­foder og havde individuelt opstaldede søer. Afprøvningen omfattede søer, gylte samt sopolte fra ca. 5-måneders alderen. Der var 758 kuld i helsædss­gruppen og 740 kuld i kon­trolgruppen.

Der var ikke forskel mellem grupperne med hensyn til søernes eller pattegrisenes sundhedstilstand målt ved MMA- og diarrefrekvens. Der var ikke i afprøvningsperioden problemer med mavesår, pludselige dødsfald eller urolige søer. Derfor kunne afprøvningen ikke bruges til at vurdere helsædspillernes effekt på ovennævnte forhold.

I begge besætninger var der tendens til, at kuldvægten ved fravænning var højest i ­gruppen, der fik helsædspiller. Dette kunne ikke forklares ud fra større foderoptagelse i diegivnings­perioden eller forbedret sundhedstil­stand blandt søerne eller pattegrisene.

Det er muligt at sammensætte blandinger med meget lavt træstofindhold, hvis der kun anvendes sojaskrå, hvede, fedt og valle. Om sådanne blandinger ville fungere bedre, hvis en del af hveden var erstattet med helsædspiller, kan ikke afgøres ud fra afprøvningen, da kontrolblandingerne også indeholdte byg, rapskager og Pulpetter.

Afprøvningen viste, at helsædspiller er et udmærket foderstof til søer, og at det uden problemer kan indgå med op til 4 pct. af vådfoderet til diegivende søer og op til 8 pct. af vådfoderet til drægtige søer.

BAGGRUND

Fordøjelse, fylde og bevægelse af foder i tarmkanalen har stor betydning for, om søerne har en høj produktivitet. Disse forhold reguleres både af foderets fysiske struktur (for­malings­grad) og kemiske struktur (indhold af kulhydrater). Kulhydraterne er derudover den vigtigste energikilde for soen. Kulhydratdelen består af stivelse, sukker og kostfibre. Det er kostfibrene, der påvirker fordøjelse, fylde og bevægelse af foder.

Der er ingen anbefalinger for, hvor stor en del af sofoderet som skal være kulhydrater eller, hvordan kulhydratdelen skal være sammensat. Det er dog sandsynligt, at behovet i drægtighedsperioden ikke er det samme som behovet i diegivnings­perioden.

Lavt indhold af kulhydrat eller afvigende sammensætning af kulhydratdelen i forhold til korn kan medføre lav foderoptagel­se og problemer med fordøjelselsesfor­styrrelser. Dette kan resultere i øget MMA-frekvens, mavesår, tarmblødninger og urolige søer. Disse problemer ses ofte i vådfoderbesætninger, hvor behovet for både fysisk og kemisk struktur er mere udtalt end i tørfoderbesæt­ninger på grund af adgang til billige strukturfattige foderstoffer, som f.eks valle samt den manglende mulighed for individuel fodring af de drægtige søer.

Indsamlede erfaringer fra 12 besætninger, der brugte halmpiller i vådfoder, tydede på, at halmpillerne reducerede problemer med stress og mavesår. Halmpiller ser således ud til at være et udmærket foderstof til brug i vådfodrede sobesæt­ninger, som bruger mange strukturfattige foderstoffer. Halmpillerne produceres imidlertid ikke længere til foderbrug. Nu produceres helsædspiller, som er fremstillet af snittet, tørret helsæd. Helsædspillerne forventes at have samme effekt som halmpillerne, og kan håndteres som andre foderstoffer.

Formålet med afprøvningen var at sammen­ligne produktionsresultaterne hos søer fodret med vådfoder indeholdende henholdsvis 4 pct. eller 8 pct. helsædspiller i drægtigheds­perioden efterfulgt af en diegivnings­blanding tilsat 4 pct. helsædspiller med søer fodret med blandinger uden helsædspiller.

MATERIALE OG METODE

Afprøvningen blev gennemført i samarbejde med Tørrecentralen Vestjylland over en periode på 18 måneder i to so­besæt­ninger med hjemmeblandet vådfoder. Søerne var individuelt opstaldet. Søerne blev opdelt, så det gen­nem­snitlige kuld­nummer og raceforde­lingen var ens i begge grupper.

Søernes reproduktionsresultater og sund­heds­tilstand, målt på MMA-frekvens, blev registreret enkeltvis, men opgjort grup­pe­vis. Søernes foderoptagelse i diegivningsperioden blev registreret i besætning 2.

Pattegrise, som døde i dieperio­den, blev registreret med dato og årsag. Fravæn­nings­alder, kuldvægt og diarréfre­kvens blev registreret.

Inden for de første fem leve­døgn var det tilladt at flytte grise mellem grup­per­ne, hvis der ikke kunne kuldudjævnes inden for gruppen. Derefter måtte kuldud­jævning kun foregå inden for grup­perne.

For at få et korrekt udtryk for søernes reelle moderegenskaber blev antal levendefødte grise pr. kuld korri­geret for kuldudjævning. Derfor frem­kom­mer ud­trykket "korrigeret kuldstørrel­se" i tabel 6. Det er ud fra den korri­gerede kuld­størrelse, at procent døde grise indtil fra­vænning, antal fravænnede grise pr. kuld og fravænningsvægten skal vur­deres.

De anvendte kontrolblandinger var optimeret ud fra de foderstoffer, de to besætninger havde adgang til, således at blandingerne blev billigst mulige pr. FEs. Helsædspiller erstattede korn i forsøgsblandingerne. Helsædspillerne indgik i optimeringen med det nærings­stofindhold, som analyserne viste. Der findes ingen fordøjelseskoefficienter for nærings­stofferne i helsædspillerne. Derfor er de beregnet ud fra en forventning om, at helsædspiller kan betragtes som en blanding bestående af 60 pct. korn og 40 pct. halm.

I begge besætninger var det muligt at tilsætte vand til forsøgs­blandingerne i det omfang, det var nødvendigt for at holde dem pumpbare. I besætning 1 blev der brugt samme blanding i drægtig­heds- og diegivningsperioden. Forsøgsblandingen indeholdte 4 pct. helsædspiller. Blandin­gernes sammensætning er vist i tabel 1.

I besætning 2 blev der brugt både en drægtigheds- og en diegivningsblanding. Drægtigheds­blandingen indeholdte 8 pct. helsædspiller, og diegivningsblandingen indeholdte 4 pct. helsædspiller. Blandingernes sammensætning fremgår af tabel 2.

I drægtighedsperioden blev søerne fodret efter huld ind til fire uger før forventet faring, hvor foderstyrken blev hævet til 3,5 FEs pr. dag. I diegivningsperioden blev søerne fodret efter tilnærmet ædelyst. I løbet af afprøvningsperioden blev der udtaget fire prøver af helsædspillerne til analyse for næringsstofindhold. Der blev ligeledes udtaget seks foderprøver af hver blanding i besætning 1 og tre foderprøver af hver blanding i besætning 2. Foderprø­ver­ne blev sendt til Steins Labora­torium til fuld foderstofanalyse inkl. aminosyrer. Der findes ingen autoriseret analyse til bestemmelse af indholdet af kostfibre, derfor anvendtes træstofanalysen.

RESULTATER OG DISKUSSION

Resultaterne og spredningen på analyserne for helsædspillerne er vist i tabel 3.

Det var forventet, at helsædspillernes næringsstofindhold svarede til det, der fandtes i en blanding bestående af ca. 60 pct. korn og ca. 40 pct. halm. Analyserne af helsædspiller­ne viste dog, at indholdet af protein var større, mens energiindholdet bestemt ved EFOS-metoden var betydeligt lavere. Årsagen til dette kan ikke umiddelbart forklares, men det skyldes sandsynligvis, at helsæden var høstet ca. tre uger før, kornet var fuldmodent.

Analy­seresulta­terne fra be­sætning 1 er vist i tabel 4, og analy­sere­sultaterne fra be­sætning 2 er vist i tabel 5.

I alle blandingerne var det analyserede indhold af næringsstoffer pr. FEs i overensstemmelse med det forvente­de indhold. For at gøre de fire blandinger pumpbare var det - på grund af indholdet af Pulpetter - nødvendigt at tilsætte mere vand end forventet i besætning 2. I besætning 1 var det nødvendigt at tilsætte ekstra vand til forsøgs­blandingen i forhold til den beregnede sammensætning i tabel 1, for at blandingen var pumpbar.

Fordi der indgik Pulpetter, var træstofindholdet i blandingerne i besætning 2 højere end blandingernes træstofindhold i besætning 1. Træstofindholdet var som forventet væsentligt højere i forsøgsblandingerne end i kontrol­blandingerne.

Vådfoderets surhedsgrad blev undersøgt enkelte gange i begge besætninger. Iblan­ding af helsædspillerne havde ingen effekt på vådfoderets pH, der i begge besætninger var ca. 4,9.

Der var ingen praktiske problemer for­bundet med at opbevare eller håndtere helsædspillerne i be­sætningerne. I besætning 1 blev helsædspillerne håndteret på samme måde som kornet og formalet på en hammermølle med et forstærket 4,5 mm sold. I besætning 2 blev helsædspillerne formalet på en hammermølle med et forstærket 8,0 mm sold.

Helsædssøernes gødning var mere lys og porøs end kontrolsøernes. Dette var mest udtalt i besætning 2, hvor søerne fik den store mængde helsædspiller.

Forskellene i gødningen så dog ikke ud til at påvirke søerne eller deres nærmiljø. Der var ikke problemer med flydelag i gyllekummerne eller udslusning af gylle i de to besætninger. Helsæds- og kontrolsøerne var opstaldet blandet, derfor var det ikke muligt at vurdere, om gødningen fra de to grupper af søer havde betydning for dannelsen af flydelag.

Der blev ikke fundet forskelle i søernes eller pattegrisenes sundhedstilstand målt ved henholdsvis MMA-frekvens og antallet af diarretilfælde i farestaldene. Der var ikke forskel i årsager eller antal af dødsfald blandt pattegri­sene i de to grup­per.

Søerne ville gerne æde foderblandingerne. Der blev endvidere ikke obser­veret visuelle forskelle i søernes foderoptagelse eller vægttab i diegivningsperioden i besætning 1. Som det fremgår af tabel 6 var der ingen forskel mellem grupperne i søernes foderoptagelse i diegivnings­perioden i besætning 2.

I begge besætninger var der tendens til, at kuldvægten ved fravænning var højest i gruppen, der fik helsædspiller. Det kan ikke forklares ud fra en større foderoptagelse i diegivnings­perioden eller forbedret sundhedstil­stand blandt søerne eller patte-grisene. I flere under­søgelser er det vist, at søer, som får en fiberrig foderblanding, har et større fedtindhold i somælken. Dette er måske en forklaring på, at kuldvægten var større. En anden mulighed kunne være, at søerne var mere rolige. Produktionsresultaterne er vist i tabel 6.

I afprøvningsperioden var der ikke problemer med mavesår, pludselige dødsfald eller urolige søer. Derfor kan afprøvningen ikke bruges til at vurdere helsædspiller­nes effekt på ovennævnte forhold.

Det er muligt at sammensætte diegivningsblandinger med et træstofindhold på 1,0 pct. og drægtighedsblandinger med et træstofindhold på 0,5 pct., hvis der kun anvendes sojaskrå, hvede, fedt og valle. Om sådanne blandinger ville fungere bedre, hvis en del af hveden var erstattet med helsædspiller, kan ikke afgøres ud fra afprøvningen. I besætning 1, hvor træstofindholdet i kontrolblandingen var 1,0 pct., var det samlede produktions­resultat udtrykt i "fravænnede grise pr. årsso" 0,5 større i ­gruppen, der fik helsædspiller. Så det tyder på, at værdien af helsædspillerne er størst i træstoffattige blandinger.

Hvorvidt produktionsresultatet forbedres ved en grovere formaling af hveden, undersøges i en igangværende afprøvning.

Afprøvningen viste, at helsædspiller er et udmærket foderstof til søer, og at det uden problemer kan indgå med op til 4 pct. af vådfoderet til diegivende søer og op til 8 pct. af vådfoderet til drægtige søer.

REFERENCER

Den rullende Afprøvning. 1992. Erfaringer med brug af halmpiller i vådfoder.