10. januar 1996

Meddelelse Nr. 326

Fasefodring efter "cafeteria"-princippet

Fasefodring efter "cafeteria"-princippet

SAMMENDRAG

Fodring efter "cafeteria"-princippet går ud på at lade grisene selv sammensætte deres foder ud fra to blandinger med henholdsvis højt og lavt indhold af et næringsstof; typisk råprotein.

"Cafeteria"-princippet til slagtesvin blev afprøvet i én besætning. Anvendelse af én blanding i perioden 25-100 kg blev sammenlignet med, at grisene selv skulle sammensætte et foder ud fra to blandinger med forskelligt indhold af protein, men med samme aminosyreprofil. Foderet blev udfodret i tørfoderautomater efter ædelyst.

Undersøgelsen blev gennemført i to runder og omfattede i alt 1.212 grise. I første runde blev det undersøgt, om fasefodring efter "cafeteria"-princippet i en forenklet udgave var et praktisk anvendeligt alternativ til den traditionelle fodring af slagtesvin med samme blanding i hele vækstperioden fra 25-100 kg. I anden runde undersøgtes forskellige faktorers indvirkning på grisenes valg og sammensætning af foder.

Resultaterne viste, at grisene i begrænset omfang selv var i stand til at sammensætte deres foder. De syntes dog at foretrække lav-protein-blandingen. De "cafeteria"-fodrede grise opnåede et økonomisk resultat, som var på samme niveau (første runde) eller dårligere (anden runde) end i kontrolgruppen. Det var i denne undersøgelse ikke muligt at finde faktorer, der havde indflydelse på grisenes valg af foder.

Fasefodring efter "cafeteria"-princippet synes at være for dyrt (på grund af ekstra foderstreng og eventuelt ekstra automater) og for usikkert i sammen­ligning med, at grisene tildeles én foderblanding fra 25-100 kg.


Institution: Landsudvalget for Svin, Videncenter for Svineproduktion, Den rullende Afprøvning

Forfatter: Niels Ove Nielsen, Jes Callesen

Udgivet: 10. januar 1996

Dyregruppe: Slagtesvin

Fagområde: Ernæring