Foderstrategi omkring faring

SAMMENDRAG

Tre foderstrategier for de sidste 3 dage før forventet faring blev afprøvet i 3 besætninger. Søerne i gruppe 1 fik 1,5 FEs/dag, mens søerne i gruppe 2 og 3 fik 3,5 FEs/dag indtil faring. Søerne i gruppe 1 og 2 fik foderet fordelt over 2 eller 3 udfodringer, mens søerne i gruppe 3 kun blev fodret om morgenen. Søerne i de to grupper der fik 3,5 FEs pr. dag indtil faring, blev ikke fodret i et døgn efter observation af igangværende faring. Det var forventet, at en stor del af søerne i gruppe 3 nåede at tømme tarmsystemet inden de farede, og dermed kan sammenlignes med søer i udendørs systemer, der normalt ikke æder i det sidste døgn før faring, hvor de i stedet bygger rede.

I gruppe 2 havde søerne en statistisk sikker ringere ædelyst efter faring og flere døde grise i diegivningsperioden. Der var ikke forskel mellem grupperne hvad angår frekvensen af søer med feber efter faring eller antal søer, der blev behandlet mod farefeber i gruppe 2. Der var ingen klare forskelle imellem gruppe 1 og 3. Ingen af de tre foderstyrker medførte en tydelig reduktion i frekvensen af behandlinger mod farefeber. De tre foderstrategier påvirkede ikke faringsforløbet målt som frekvens af dødfødte grise.

En høj foderstyrke fordelt over flere udfodringer i perioden op til faring øgede frekvensen af søer med problemer i den første tid efter faring. Én daglig udfodring af høj foderstyrke reducerede imidlertid frekvensen af disse problemer til samme niveau som blev opnået efter 2 til 3 daglige udfodringer af en lav foderstyrke. Det må fortsat anbefales at reducere foderstyrken i de sidste dage før faring.

Det bør undersøges, om én daglig udfodring i de sidste dage før faring har en gavnlig effekt på soens sundhed, hvis foderstyrken samtidig reduceres.

Foderets vægtfylde varierede med 0,1 kg ved hver 2-ugers kontrol. Dette medførte, at foderstyrken i farestalden varierede med +/- 20 pct. fra uge til uge.

Årsagen til farefeberbehandling varierede betydeligt fra besætning til besætning. Registrering af de specifikke symptomer i hver enkelt besætning bør inddrages ved forebyggelse af farefeber.

BAGGRUND

Farefeber og nedsat mælkeydelse er hyppige problemer i det danske sohold. Frekvensen af farefebertilfælde afhænger blandt andet af soens alder, foderstyrken sidst i drægtighedsperioden og af tidspunktet for flytning til farestalden. Trods optimering af disse faktorer vil en stor del af søerne imidlertid stadig blive behandlet imod farefeber. I gennemsnit behandles 20 pct. af søerne i traditionelt drevne sohold imod farefeber, mens behandlingsfrekvensen i udendørs sohold kun er cirka 1 pct. af søerne. De flere behandlinger kan kun delvis forklares med den bedre mulighed for tilsyn og observation af søernes ædelyst i de traditionelt drevne besætninger. Det er tilsyneladende ikke adgangen til motion i drægtighedsperioden, der påvirker frekvensen af farefeber, da sammenligning af søer, der var løsgående eller fikserede i drægtighedsperioden, og som farede i traditionelle farestier, ikke viste forskel i frekvensen af farefeber. Søer i udendørs sohold æder ikke i de sidste 10-24 timer før faring. I stedet opsøger de farehytten og bygge rede her. Søer i de intensive systemer vil normalt æde indtil begyndende faring.

Denne afprøvning skulle afklare, om der var en reduktion i frekvensen af farefeber, hvis søerne blev fastet i 10-24 timer før faring.

MATERIALE OG METODE

Afprøvningen blev gennemført i tre besætninger med fikserede drægtige søer. Der blev fodret med tørfoder. I drægtighedsstalden fik søerne foder én gang daglig (i besætning 3 dog 2 gange). Søerne blev fordelt tilfældigt til de 3 grupper midt i drægtighedsperioden.

Grupperne blev behandlet forskelligt fra 112. dagen, hvor gruppe 1 blev sat ned i foderstyrke og hvorefter gruppe 3 fik hele foderrationen om morgenen.

Når søerne begyndte at fare, ophørte fodertildelingen i et døgn i gruppe 2 og 3, mens søerne i gruppe 1 fortsat fik 1,5 FEs pr. dag. Herved blev de fleste søer i gruppe 3 ikke fodret i de sidste 10-24 timer før faring, mens søerne i gruppe 1 og 2 var fodret højest 16 timer før start af faring.

Tidspunkt for observation af igangværende faring og eventuelle indgreb blev registreret. Efter faring blev alle levendefødte grise vejet for at afklare, om fødselsvægten var påvirket af foderstrategien. Soens temperatur blev målt dagen efter faring. Kuldudjævning imellem grupperne skete indtil dag 3, hvor grisene blev vejet i forbindelse med jerninjektionen. Efter dag 3 blev flytning imellem kuldene så vidt muligt undgået. Søerne blev fodret restriktivt i den første tid efter faring, og det blev tilstræbt at søerne blev fodret efter ædelyst fra 14 dage efter faring. Foderoptagelsen blev registreret 3 gange i løbet af diegivningsperioden.

Effekten af foderstrategierne blev samlet i et "Farefeberindeks", hvor faktorerne farefeberbehandling, diarrébehandling i kuldet, procent døde i diegivningsperioden og fravænningsvægt blev vægtet med de økonomiske værdier ÷50, ÷50, ÷30 og +50. Resultatet i de enkelte grupper blev behandlet statistisk efter en lineær model, efter at der var korrigeret for effekt af besætning og kuldnummer.

RESULTATER OG DISKUSSION

Resultaterne fremgår af tabel 2.

Der var ikke statistisk sikker forskel på farefeberindekset i de 3 grupper. Søerne i gruppe 3 fik statistisk sikkert flere diegivningsdage. Denne utilsigtede forskel på grupperne var tilstede i alle 3 besætninger, og kan ikke umiddelbart forklares.

Der var statistisk sikker forskel i procent døde i diegivningsperioden mellem gruppe 1 og 2 samt mellem gruppe 2 og 3, men ikke mellem 1 og 3. Årsagen til flere døde var "lagt ihjel", "død af sult", "svagtfødt" og "død af anden årsag". Frekvensen af grise, der var "bidt ihjel" eller døde af "diarre" eller "lungebetændelse" var ens i de tre grupper.

Foderstyrken efter én uges diegivning var lavest i gruppe 2. Denne forskel var statistisk sikker, men forskellen imellem gruppe 2 og 3 var ikke til stede i alle 3 besætninger, hvorfor der var vekselvirkning. I alle tre besætninger var der imidlertid flere søer, der fik under 3 FEs i gruppe 2 (7 pct. af søerne), end i gruppe 1 (5 pct.) og gruppe 3 (4 pct.). Efter henholdsvis 2 og 3 ugers diegivning var foderstyrken ens i de tre grupper, så foderstrategien før faring havde ikke en længerevarende effekt på ædelysten.

Soens temperatur blev målt dagen efter faring. På dette tidspunkt var en del af søerne allerede blevet behandlede. Forskellen i antal søer, der blev behandlet imod farefeber var ikke statistisk sikker (p = 0,12).

Årsagerne til farefeberbehandling varierede betydeligt imellem besætningerne. Dette kan skyldes driftsledernes forskellige prioritering af symptomer ved registrering. Ved analyse af problemer med farefeber bør det bemærkes, at de forskellige symptomer skyldes forskellige lidelser, og derfor fordrer forskellige løsninger (tabel 3).

Der var svømmere i 2 pct. af kuldene. I gennemsnit var der 1,2 svømmer pr. kuld med svømmere. Der var grise med rystesyge i 0,2 pct. af kuldene med i gennemsnit 2,5 grise pr. kuld med rystesyge grise. De 3 behandlinger påvirkede ikke frekvensen af svømmere eller rystesyge.

En stikprøve fra 4 foderkasser blev vejet hver 2. uge. Vægtfylden afveg med indtil 0,1 kg/liter eller en afvigelse på cirka 20 pct. fra vejning til vejning. Ved registreringen af foderkassernes indstilling 3 uger efter faring, var der stor variation i de enkelte søers foderindtag. Foderindtaget er betegnet som indstillingen i liter ganget med antal udfodringer, FEs/kg (jf. blanderecepten/indlægssedlen) og den gennemsnitlige vægtfylde. I besætning 1 kunne søerne tildeles 17 forskellige foderstyrker 3 uger efter faring. Det bør overvejes, om der er brug for så stor detaljeringsgrad. I besætning nr. 2 kunne alle søerne æde mindst 4 FEs/dag 3 uger efter faring. Besætning 3 benyttede en lav maksimal indstilling af foderkassen, der ikke tog hensyn til foderets lave vægtfylde.

Foderstrategien i perioden op til faring havde ikke betydning for forløbet af faringen, men flere daglige udfodringer af 3,5 FEs/dag påvirkede soen negativt i den første tid efter faring. En reduktion af foderstyrken eller i antal daglige udfodringer reducerede den negative effekt.

Der er netop igangsat en afprøvning af lav foderstyrke givet ved 1 eller 2 daglige udfodringer.