18. december 1996

Meddelelse Nr. 346

Varmetilsætning i slagtesvinestalde

Varmetilsætning i slagtesvinestalde

SAMMENDRAG

Varmetilførslens indflydelse på sundhed og produktion hos slagtesvin blev undersøgt i to besætninger smittet med Alm. lungesyge, Ondartet lungesyge (Ap6) samt Nysesygebakterien. Staldene var indrettet med fuldspaltegulv og der var henholdsvis tør- og vådfodring.

Der blev ikke fundet nogen statistisk sikker virkning af varmetilsætning på produktionsresultaterne og sygdomsregistreringerne. Varmeforbruget var gennemsnit­ligt 24 kWh pr. produceret slagtesvin svarende til 4-5 kr. pr. produceret slagtesvin ved anvendelse af fyrings­olie.

Den tilførte varmemængde havde ingen markant indflydelse på støvniveauet, koncentrationen af ammoniak og kuldioxid samt luftfugtigheden. Det var kun i forbindelse med tømning af en sektion, hvor der var få grise tilbage, at varmetilsætningen kunne modvirke en meget dårlig luftkvalitet.

Afprøvningen giver således ikke grundlag for at anbefale varmetilførsel i slagtesvinenes samlede vækstperiode i velisolerede stalde, hvor der praktiseres konsekvent holddrift med vask, effektiv tørring og opvarmning af stalden, inden der indsættes et nyt hold grise.

Erfaringsmæssigt kan varmetilførsel dog anbefales til fugtige og dårligt isolerede stalde, samt som midlertidig “problemløser” i besætninger med alvorlige sygdomssproblemer.


Institution: Landsudvalget for Svin, Videncenter for Svineproduktion, Den rullende Afprøvning

Forfatter: Poul Pedersen

Udgivet: 18. december 1996

Dyregruppe: Slagtesvin

Fagområde: Stalde og Produktionssystemer