Opdræt af fravænnede grise leveret fra mange sobesætninger

SAMMENDRAG

Produktion, sundhed og driftsforhold blev undersøgt i 3 besætninger med opdræt af grise fra fravænning til en vægt på ca. 30 kg samt i 8 slagtesvinebesætninger, som aftog grisene fra opdrætbesætningerne. Smågrise- og slagtesvinebesætningerne gennemførte alt-ind alt-ud drift på besætningsplan. De fravænnede grise blev leveret fra 8-14 sobesætninger med forskellig sundhedsstatus.

Smågrisenes tilvækst lå fra et middelhøjt til højt niveau i besætning 1 og 2, henholdsvis 497g og 450 g pr. dag og på et lavt niveau i besætning 3 - 359 g pr. dag. Foderudnyttelsen var bedst i besætningerne med den højeste tilvækst, hhv. 1,72 og 1,83 FEs pr. kg tilvækst sammenlignet med den tredie med lav tilvækst, 1,93 FEs pr. kg tilvækst. Smågrisenes vægt varierede betydeligt ved indsættelse med et gennemsnit på 8,0 kg og en spredning på 2,0 kg, hvilket til dels var forårsaget af, at nogle grise blev leveret fra sobesætningernes smågrisestalde. Ved tømning af staldene vejede 3 - 5 pct. af grisene mindre end 20 kg i besætning 1 og 2, mens ca. 12 pct. af grisene vejede mindre end 20 kg i besætning 3.

Erfaringer med driftsforholdene viste, at de første par uger efter indsættelse var særligt kritiske for sundhed og produktion. I den periode var det særligt nødvendigt at være opmærksom på grisenes trivsel og behandle hurtigt ved forekomst af sygdom. Arbejdsforbruget udgjorde ca. 7 min. pr. gris i gennemsnit og afhang især af behovet for at behandle grise mod sygdomme.

De væsentligste sygdomsproblemer var fravænningsdiarre og luftvejssygdomme. I alle tre opdrætbesætninger blev der ved indsættelse anvendt antibiotika i drikkevandet. Niveauet for både enkeltdyrsbehandlinger og flokmedicinering med antibiotika var generelt højt, men varierede stærkt mellem besætningerne. Dødeligheden lå på et relativt højt niveau med et gennemsnit på 3,6 pct og en variation på 0,5-9,7 pct mellem hold. Dødeligheden var højest i besætning 3, hvor dødsfaldene især skyldtes fravænningsdiarre. Det kan også have spillet en rolle, at der i besætningen skete en smittespredning med PRRS. Undersøgelse af blodprøver viste, at smitte med mykoplasma-lungesyge, ondartet lungesyge type 2 samt PRRS oftest overførtes fra sobesætningerne til opdrætbesætningerne.

Produktionsresultaterne for slagtesvinene lå på et forholdsvis højt niveau i sammenligning med opgørelser fra E-kontrollen, dog med en høj dødelighed. Tilvækst, foderforbrug og dødelighed udgjorde henholdsvis 817 g pr. dag, 2,93 FEs pr. kg tilvækst og 3,3 pct. Slagtesvinebesætningerne havde generelt få sygdomsproblemer, men akutte udbrud af salmonella og dysenteri forekom i enkelte hold. Halvdelen af de undersøgte slagtesvinebesætninger havde salmonella problemer, konstateret ved slagteriernes kødsaftprøver.

Erfaringerne fra undersøgelsen viste, at opdræt af fravænnede grise leveret fra mange sobesætninger med forskellig sundhedsstatus var forbundet med en betydelig risiko for forekomst af sygdomme med negativ indflydelse på produktionsresultat og -økonomi samt højt antibiotikaforbrug til følge. Det var dog muligt at opnå produktionsresultater på samme niveau eller højere end ved traditionelle produktionsformer. Slagtesvineproducenter, som tidligere havde gennemført kontinuerlig drift og ofte med betydelige sygdomsproblemer opnåede generelt et løft i produktionen samt en reduktion af sygdomsproblemer og arbejdsbyrde.

BAGGRUND

Opdræt af grise fra fravænning til en vægt på ca. 30 kg er en relativ ny produktionsform under danske forhold, mens den har været i brug i Tyskland siden starten af 90’erne. Hensigten med produktionsformen er at opnå sundheds- og arbejdsmæssige fordele ved gennemførsel af alt-ind alt-ud drift på besætningsplan i smågrise- og slagtesvinebesætninger.

I Tyskland er omsætningen af grise organiseret i andelsselskaber, som leverer og afhenter grisene i opdrætbesætningerne, foretager foderindkøb samt overvåger produktion og sundhed. Grisene leveres fra op til 60 forskellige sobesætninger og opdrætterne modtager mellem 400 og 2000 grise ad gangen. Grisene medicineres ved indsættelse og er under intensiv veterinærovervågning gennem hele vækstperioden. Besætningerne er desuden forpligtede til at følge et bestemt koncept for fodring og pasning.

I Danmark omsættes fravænnede grise via selskaber, som formidler salg af smågrise. Købs- og salgsbetingelser for leverancer af fravænnede grise aftales på kontraktbasis. Opdrættere, som modtager grise fra selskaberne, gennemfører produktionen for egen regning og risiko. Grisene leveres fra 6-20 sobesætninger med forskellig sundhedsstatus og kan omfatte hele hold eller "overskudsgrise". Antallet af leverandører afhænger af modtagerbesætningernes staldkapacitet, som varierer mellem 200 og 1800 grise. Endvidere gennemfører et enkelt produktionsselskab, Svineproducenternes Bufferselskab (SBS), opdræt af fravænnede grise efter tysk model. Produktionen varetages af landmænd, som leverer bygninger og arbejdskraft, mens selskabet leverer foder og grise samt retningslinier for drift og opstaldning. Staldkapaciteten udgør ca. 600 grise pr. besætning og dyrene leveres fra 6-12 sobesætninger.

Den nye produktionsform rummer vide perspektiver for svineproduktionen: 1) besætninger med begrænset kapacitet i smågrisestaldene får mulighed for at komme af med overskydende grise ved fravænning, så staldene ikke overfyldes; 2) bygningsmassen på mindre ejendomme kan udnyttes til opdræt af fravænnede grise; og 3) alt-ind alt-ud drift på besætningsplan i opdrætbesætningerne indebærer, at flere slagtesvinebesætninger får mulighed for at gennemføre sektioneret holddrift.

Produktionsformen indebærer imidlertid også en risiko for sygdomsudbrud som følge af forskellig sundhedstilstand i leverandørbesætningerne. Tidligere danske undersøgelser (Landsudvalget for Svin, 1987) af sammenblanding af fravænnede grise fra flere besætninger (Fællesstald Fyn og Bøgildgård) viser, at der kræves intensiv overvågning og anvendelse af forebyggende medicinering for at kontrollere sygdomme hos dyrene. I de tidligere forsøg blev der leveret fravænnede grise til besætningerne hver uge, hvorved der kontinuerligt blev tilført ny smitte. I den nye udgave af produktionsformen fyldes og tømmes stalden imidlertid på en gang. Desuden er der ingen andre grise på ejendommen, hvorved risikoen for ny smittetilførsel i produktionsforløbet er mindre.

Formålet med undersøgelsen var at belyse produktions- og sundhedsmæssige konsekven­ser af den nye produktionsform for leverandører og modtagere af fravænnede grise samt aftagere af dyr fra opdrætbesætninger. Endvidere var det hensigten at udarbejde driftsmæssige retningslinier for opdræt af fravænnede grise.

MATERIALE OG METODE

Undersøgelsen omfattede 12 hold smågrise i 3 besætninger med opdræt af grise fra 7-30 kg. Heraf blev 10 hold fulgt i slagtesvineperioden i 8 besætninger, som aftog grise fra opdrætbesætningerne. Konsekvenser for leverandører af fravænnede grise blev undersøgt ved hjælp af en spørgeundersøgelse. Resultaterne herfra er publiceret i erfaring nr. 9803 fra Den rullende Afprøvning.

Produktionsforholdene i opdrætbesætningerne er beskrevet i tabel 1.

Tabel 1. Produktionsforhold i opdrætbesætninger

Opdrætbesætning 1 og 2 modtog og leverede grise via SBS-selskabet, som desuden sørgede for levering af foder og driftsvejledning. Hvert hold grise var leveret fra 8-10 leverandørbesætninger. Opdrætbesætning 3 indkøbte og solgte grise via SPF-selskabet, og hvert hold bestod af grise fra 13-14 leverandørbesætninger. Begge selskaber krævede, at grisene vejede mellem 6 og 10 kg og blev leveret direkte fra sobesætningernes farestalde. Formålet hermed var at opnå grise, der var immunitetsmæssigt ensartede og at begrænse risikoen for overførsel af smitte fra ældre til yngre dyr.

Størstedelen af SBS-selskabets leverandører var konventionelle besætninger, mens de fleste af SPF-selskabets leverandører havde SPF- eller MS-status. Der var dog på alle hold også leverandørbesætninger, der var smittet med ondartet lungesyge type 2 (Ap2). I SBS-selskabet blev det krævet, at der ikke sås tegn på skab, dysenteri og nysesyge i leverandørbesætningerne. I nogle af de konventionelle leverandørbesætninger blev avlsdyrene vaccineret mod nysesyge. SPF-selskabets leverandørbesætninger var alle deklareret fri for skab, dysenteri og nysesyge på baggrund af laboratorieundersøgelser.

Grisene i alle opdrætbesætninger blev tildelt en startblanding samt en smågriseblanding. Blandingerne indeholdt 1,13 FEs pr. kg og 180 g fordøjeligt råprotein pr. FEs hhv. 1,10 FEs pr. kg og 170 g fordøjeligt råprotein pr. FEs jvf. analyse. Der blev desuden medicineret med antibiotika og evt. tilsat myresyre via medicinblander efter indsættelse, jvf følgende oversigt:

I forbindelse med diarréer, hvor Nisoclyn syntes virkningsløs, blev andre antibiotika anvendt. I opdrætbesætning 1 og 2 blev fodersmuld desuden fjernet med jævne mellemrum fra foderautomaterne ved hjælp af en støvsuger. Ved en vægt af ca. 30 kg blev grisene leveret til en eller flere slagtesvinebesætninger fra de enkelte opdrætbesætninger. Registreringer blev kun foretaget i besætninger, som modtog mindst 50 pct. af grisene fra et hold i en opdrætbesætning, og som ikke havde andre grise på ejendommen.

Produktionsforholdene i slagtesvinebesætningerne fremgår af tabel 2.

Tabel 2. Produktionsforhold i slagtesvinebesætninger

Som det fremgår af tabel 2 omfattede slagtesvinebesætningerne vidt forskellige staldtyper. Besætning 6 og 7 modtog to hold i perioden fra hhv. opdrætbesætning 1 og 2, mens øvrige besætninger kun modtog ét af de hold, som blev fulgt i smågriseperioden.

Registreringer

Undersøgelsen omfattede fire hold pr. opdrætbesætning samt tilhørende slagtesvinebesætninger. Der blev foretaget registreringer vedr. følgende forhold:

- Produktionsresultater

- Behandlinger for sygdomme

- Obduktioner

- Serologi (blodprøver fra smågrise og fra slagtesvin)

- Medicinforbrug (kun opdrætbesætninger)

- Vandforbrug (kun opdrætbesætninger)

- Vægtspredning

- Flytninger af grise (kun opdrætbesætninger)

- Drift, herunder arbejds-, halmforbrug mv. (kun i to opdrætbesætninger)

Undersøgelser vedr. serologi og vægtspredning blev foretaget på 60 tilfældigt udvalgte grise, som repræsenterede alle sobesætninger. Grisene blev individuelt vejet ved indsættelse og levering fra opdrætbesætningerne samt 6 uger efter indsættelse i slagtesvinebesætningerne. Blodprøver blev udtaget i forbindelse med de sidste to enkeltdyrsvejninger. Blodprøverne blev analyseret for antistoffer mod følgende smitstoffer:

Almindelig lungesyge

Ondartet lungesyge (Ap2, Ap5 og Ap6 i besætning 1 og 2 samt Ap2, Ap6 og Ap7 i besætning 3)

PRRS (kun i besætning 3)

Salmonella

Valget af Ap-undersøgelser afhang af leverandørbesætningernes sundhedsstatus. Kun hvis en Ap-type fandtes hos én eller flere af leverandørbesætningerne, blev holdet undersøgt for antistoffer mod den pågældende type. Leverandørbesætningerne blev ikke undersøgt ved hjælp af blodprøver, og kendskabet til deres sundhedsstatus var baseret på leverandørernes egne oplysninger.

Desuden blev resultaterne fra slagteriernes Salmonella-kødsaftprøver registreret. For hvert hold slagtesvin blev 10-18 kødsaftprøver undersøgt.

RESULTATER OG DISKUSSION

Opdrætbesætninger - produktionsresultater

Gennemsnitlige produktionsresultater for opdrætbesætningerne er vist i tabel 3 og udvalgte resultater for de enkelte hold i figur 1-3.

Tabel 3. Produktionsresultater i opdrætbesætninger

Figur 1. Daglig tilvækst pr. hold i opdrætbesætninger

Produktionsresultaterne varierede mellem besætninger og lå generelt på et højere niveau i opdrætbesætning 1 og 2 end i opdrætbesætning 3. Årsagerne til disse variationer var sandsynligvis overvejende forskelle i erfaring med driftsformen samt forskelle i forekomsten af sygdom. Ved undersøgelsens begyndelse havde de to førstnævnte besætninger allerede produceret 4-5 hold, mens opdrætbesætning 3 ikke havde opnået en tilsvarende erfaring.

Den daglige tilvækst lå generelt på et middelhøjt til højt niveau i opdrætbesætning 1 og 2 ved sammenligning med gennemsnit af E-kontrollens resultater 1996/1997 (443 g daglig tilvækst, SPF-besætninger), mens niveauet var lavt i opdrætbesætning 3. Samme forhold gjorde sig gældende for foderudnyttelsen, som var dårlig i denne besætning.

Dødeligheden varierede betydeligt fra hold til hold, specielt for opdrætbesætning 3. Ved vurdering af resultaterne skal det tages i betragtning, at den gennemsnitlige indsættelsesvægt var over 8 kg og dermed højere end i traditionelle besætninger. Endvidere var opholdstiden også generelt længere. Selskabernes krav om, at alle grise skulle leveres direkte fra farestalden blev ikke overholdt af alle leverandører. Resultaterne fra enkeltdyrsvejningerne (tabel 4 og 5) bekræfter, at der var tale om betydelig spredning i vægten på grisene ved indsættelse. Enkelte grise vejede mellem 15 og 17 kg og blev leveret fra smågrisestaldene i nogle af sobesætningerne. I løbet af perioden blev leverandørerne imidlertid bedre til at overholde betingelserne for levering af grise. Selskabernes muligheder for kontrol af leveringsbetingelserne var imidlertid begrænsede, idet chaufførerne ikke havde adgang til leverandørernes stalde.

Figur 2. Foderudnyttelse pr. hold i opdrætbesætninger

Figur 3. Dødelighed pr. hold i opdrætbesætninger

Som det fremgår af tabel 4 blev vægtspredningen øget nominelt i takt med grisenes alder. Relativt set faldt den imidlertid, hvilket ses af en lavere variationskoefficient 6 uger efter indsættelse i slagtesvinestalden sammenlignet med de to tidligere vejninger. Af figur 4 fremgår, at ca. 5 pct. af de indsatte grise vejede under 6 kg og ca. 25 pct. af grisene vejede mere end 9 kg ved indsættelse. Gruppen af grise under 6 kg vejede i gennemsnit kun 3,3 kg ved indsættelse, mens gennemsnitsvægten af de samme grise ved afgang fra smågrisestalden udgjorde 20,5 kg (figur 5).

Figur 4. Fordeling af indsatte smågrise efter vægt

Figur 5. Sammenhæng mellem smågrisenes vægt ved indsættelse (4 uger) og afgang fra opdrætbesætning (11 uger) samt 6 uger efter indsættelse i slagtesvinebesætning (17 uger)

Tabel 4. Vægt og vægtspredning (gns af 4 hold - 60 grise pr. hold)

Vægtspredningen har stor betydning for det økonomiske resultat ved alt-ind alt-ud drift. En lav spredning indebærer, at flere grise kan leveres til en høj afregningspris. På grund af den faste omsætningsperiode på 8 uger inkl. tømning må det påregnes, at grise under 20 kg må afsættes til en pris under noteringen.

Af figur 6 fremgår, hvor stor en procentdel af grisene, som må forventes at veje under 20 kg ved en forskellig vægtspredning og gennemsnitsvægt ved tømning af stalden.

Figur 6. Sammenhæng mellem smågrisenes afgangsvægt, vægtspredning (s) og andel (pct.) af grise, som vejer mindre end 20 kg ved tømning af opdrætstald

De tre kurver repræsenterer dels den gennemsnitlige vægtspredning for de tre opdrætbesætninger (tabel 4) dels teoretiske spredninger 1 kg over og under den målte. Vægtspredningen var stort set ens i de tre opdrætbesætninger, mens afgangsvægten varierede betydeligt. Det må generelt forventes at være nemmere at øge afgangsvægten end at indsnævre vægtspredningen. Ved en lav afgangsvægt på fx 27 kg svarende til resultatet for opdrætbesætning 3, kan det forventes, at mindst 12 pct. af grisene vejer under 20 kg. Ved en højere afgangsvægt på fx 31 kg svarende til resultatet for opdrætbesætning 1 vejer kun 3 pct. af grisene under 20 kg. Igangværende undersøgelser af multisite-systemer skal medvirke til at belyse om vægtspredningen er mindre, hvis alle grise kommer fra samme sobesætning

Opdrætbesætninger - drift

I alle opdrætbesætninger blev der anvendt toklimasystemer til opstaldning af grisene. Generelt blev der indsat ca. 50 pct. flere grise i stierne end beregnet. Efterhånden som grisene blev større og krævede mere plads, blev de fordelt på de resterende tomme stier (figur 7). Denne strategi blev primært anvendt for at undgå svineri i lejet under overdækningen. Imidlertid resulterede den i, at flere dyr skulle dele æde- og drikkepladser i den kritiske periode efter indsættelse, og at nogle grise blev flyttet adskillige gange i vækstperioden.

Herved blev grisene belastet ved rangordendannelse og eventuelt udsat for fremmede smitstoffer fra nye stifæller. Konsekvenser af flytninger efter indsættelse undersøges i en igangværende afprøvning.

Målinger af vandforbruget viste, at det i gennemsnit var lidt lavere i opdrætbesætning 1 (2,16 l pr. kg foder) end i opdrætbesætning 2 (2.81 l pr. kg foder) og opdrætbesætning 3 (3,8 l pr. kg foder). Der er ikke nogen umiddelbar forklaring på forskellene mellem opdrætbesætning 1 og 2 hvor foder og stiindretning svarede til hinanden. Det højere vandforbrug i opdrætbesætning 3 kan muligvis have sammenhæng med sygdomsproblemerne, som medførte nedsat ædelyst og dermed et forholdsvis mindre totalfoderforbrug pr. gris inden levering. I et igangværende projekt undersøges om vandforbrugs-mønsteret har sammenhæng med sygdomsudbrud.

Halmforbruget blev registreret til ca. 200 g pr. kg tilvækst i opdrætbesætning 1 og ca. 50 g pr. kg tilvækst i opdrætbesætning 2, mens der ikke forelå data fra opdrætbesætning 3. Forskellene i forbrug skyldes forskellig drift af staldene i de to besætninger.

Generelt viste erfaringerne fra undersøgelsen, at de første 1-2 uger efter indsættelse var kritiske for sundhed og produktion. I denne periode var det særligt vigtigt at være opmærksom på grisenes trivsel og behandle øjeblikkeligt ved udbrud af sygdom. Efter de første par uger forløb produktionen ofte uden problemer.

Figur 7. Flytninger af grise inden for opdræftbesætning, udtrykt som pct. stier, hvori der blev indsat grise en eller flere gange i vækstperioden (B1.1=besætning 1 hold 1 osv; besætning 1:27 stier, besætning 2:22 stier

Det nye omsætningssystem og opdrætbesætningerne i særdeleshed er afhængige af, at soholderne kun leverer grise direkte fra soen. Erfaringerne viser desuden, at begrænsning og kontrol af sygdomme forudsætter, at grisene har fået råmælk, fravænnes direkte fra farestalden, vejer mindst 6 kg og flyttes til rengjorte og desinficerede stalde uden andre dyr. Dyr med en vægt under 6 kg har som regel svært ved at klare sig og stiller store krav til pasning, foder og klima. Grise, som vejer mindre end 6 kg ved indsættelse opnår ofte kun en vægt på maks. 20 kg før tømning af opdrætstalden.

Arbejdsforbruget i opdrætbesætningerne afhang især af behovet for behandlinger mod sygdomme. Arbejdsforbruget var ca. 7 min. pr. gris i gennemsnit og fordelt således, at arbejdsindsatsen var størst i de første par uger efter indsættelse samt ved rengøring af stalden.

På baggrund af erfaringerne fra undersøgelserne er der udarbejdet en vejledning for opdræt af fravænnede grise (Pedersen, 1997).

Slagtesvin

Ved en vægt af ca. 30 kg blev smågrisene leveret til slagtesvinebesætninger, som aftog hele eller dele af et hold. Resultater for slagtesvinebesætningerne er vist i tabel 5.

Tabel 5. Produktionsresultater i slagtesvinebesætninger

I gennemsnit var den daglige tilvækst og dødelighed højere end for SPF-besætningerne i E-kontrollen (817 kontra 789 g daglig tilvækst; 3,3 pct. kontra 2,6 pct. døde), mens foderudnyttelsen var lidt ringere (2,93 kontra 2,88 FEs pr. kg tilvækst). Ved sammenligning af resultaterne med traditionelle produktionsformer skal der tages højde for, at de mindste grise (typisk under 20 kg) i opdrætbesætningerne blev afsat til anden side. Kun slagtesvinebesætning 4, 6 (opdrætbesætning 2) og 8 omfattede hele hold. Resultaterne for slagtesvinebesætning 6 og 8 var ikke væsentligt forskellige fra det samlede gennemsnit, mens resultaterne var væsentligt bedre i slagtesvinebesætning 4.

Ved vurdering af produktionsresultaterne må det også tages i betragtning, at staldforhold og pasning var af vidt forskellig kvalitet i de medvirkende besætninger. Inden iværksættelse af alt-ind alt-ud driften havde stort set alle besætninger gennemført en kontinuerlig produktion. Dårlige produktionsresultater og sygdomsproblemer var den væsentligste årsag til ændring af produktionsformen. Udover et løft i produktionsniveauet opnåede besætningerne også nogle arbejdsmæssige fordele, idet det tidligere ugentlige arbejde med indsættelse, vejning og levering af grise blev koncentreret på nogle kortere perioder. Den væsentligste ulempe i forhold til kontinuerlig drift var rengøringsarbejdet af staldene efter tømning. Enkelte valgte imidlertid at benytte et rengøringsfirma til dette arbejde.

Sundhed

Generelt

Nogle smågrise blev ikke leveret direkte fra farestalden til opdrætbesætningerne, men kom fra sobesætningernes smågrisestalde. Det medførte en risiko for, at grisene før levering var blevet udsat for smitte fra ældre grise i smågrisestalden. Smittede dyr kunne være smitteudskillere og dermed udgøre en smittekilde for andre dyr i opdrætbesætningerne. Det blev observeret, at nogle dyr allerede ved flytningen havde diarré eller viste tegn på luftvejssygdomme.

Resultater fra opdrætbesætninger vedr. behandlinger for sygdomme er vist i tabel 6.

Tabel 6. Sygdomsbehandlinger i opdrætbesætninger - gns. af hold

Det ses, at der var store variationer i behandlingsfrekvens mellem de 3 opdrætbesætninger. Det er vanskeligt at vurdere, i hvor høj grad disse forskelle skyldes forskelle i sygdomsproblemer i besætningerne. Forskelle i producenternes vurdering af sygdomsforekomst og deres håndtering af problemerne kan have spillet en meget stor rolle. Årsagen til den meget høje forekomst af behandlinger mod luftvejslidelser i opdrætbesætning 1 blev ikke afklaret. Ved obduktioner af døde smågrise sås ikke tegn på luftvejslidelser.

Slagtesvinebesætningerne havde generelt forholdsvis få sygdomsproblemer. Det skyldes sandsynligvis, at grisene allerede i smågriseperioden havde været smittet med mange af de smitstoffer, der fandtes i besætningen. Dermed havde de opnået en forholdsvis ensartet immunitet før indsættelse i slagtesvinebesætningerne. I enkelte hold udbrød der alligevel sygdomme, som medførte en forholdsvis høj dødelighed.

Mave-tarmsygdomme

I opdrætbesætning 1 blev der de første 2-3 uger konstant medicineret med antibiotika i vandet. Besætningens behandlinger af mave-tarmsygdomme skyldtes hovedsageligt diarre forårsaget af hæmolytiske E. coli, serotype O149. Desuden blev der i et hold konstateret ødemsyge (E. coli, type O138, F18, VT2e). I opdrætbesætning 2 blev årsagerne til behandling mod mave-tarmsygdomme ikke klarlagt. I opdrætbesætning 3 skyldtes problemerne hæmolytiske E. coli, som ikke tilhørte de sædvanlige sygdomsfremkaldende typer.

Resultaterne fra Salmonella-undersøgelserne ses i tabel 7. En prøve er defineret som positiv, når den har en OD-værdi større end 40. Manglende resultater for kødsaft-analyserne skyldes enten, at holdene af praktiske årsager ikke kunne følges til ende, eller at der ikke var adgang til slagteriernes kødsaft-resultater.

Tabel 7. Undersøgelser for antistoffer mod Salmonella (pct. positive prøver (OD>40))

Opdrætbesætning 2 havde Salmonella-positive dyr i alle hold ved afgang fra besætningen, uden at det dog gav anledning til kliniske problemer. Det er sandsynligt, at besætningen på et tidligere tidspunkt er blevet inficeret med Salmonella, og at den - trods alt-ind alt-ud drift med rengøring og desinfektion - er forblevet i besætningen. Blodprøver fra de to øvrige opdrætbesætninger var negative overfor antistoffer mod Salmonella. Opdrætbesætning 1 anvendte myresyre i drikkevandet, hvilket måske kan være forklaringen på, at der ikke fandtes Salmonella.

Det ses af tabel 7, at to hold uden Salmonella-reagenter hos smågrisene senere fik problemer i form af positive kødsaftprøver ved slagtning. Omvendt havde en slagtesvinebesætning (7) ingen positive kødsaftprøver på trods af, at nogle af grisene havde været Salmonella-positive ved ankomst. Der blev anvendt myresyre i drikkevandet i denne slagtesvinebesætning, hvilket måske også her kan forklare det gode resultat.

Slagtesvinebesætning 4 havde et akut Salmonella-udbrud (Salmonella Typhimurium) med diarré og dødsfald til følge. Årsagen kan ikke med sikkerhed fastlægges, men det er sandsynligt at smitten har ligget i besætningen fra tidligere hold. Det samme er formentlig årsagen til de mange Salmonella-positive dyr i slagtesvinebesætning 6.

En del af de besætninger, der leverede smågrise til opdrætbesætningerne, befandt sig på leveringstidspunktet i Salmonella-niveau 2 eller 3. Det gjaldt mindst 1-4 leverandørbesætninger til hvert af de tolv undersøgte hold.

Slagtesvinebesætning 6 havde to hold med i afprøvningen, hvoraf det sidste hold (II) havde et akut udbrud af dysenteri. Det kan ikke udelukkes, at en af leverandørbesætningerne til holdet var smittet med dysenteri, eftersom SBS-selskabet ikke kræver, at besætningerne kontrolleres for dysenteri vha. laboratorieundersøgelser. De fleste dødsfald i holdet skyldtes dog luftvejslidelser. I de øvrige hold slagtesvin blev der kun foretaget få behandlinger mod mave-tarmsygdomme.

Luftvejssygdomme

Blodprøver fra smågrise og slagtesvin blev undersøgt for antistoffer mod Mykoplasma-lungesyge (almindelig lungesyge) og forskellige typer af Ap (ondartet lungesyge). Resultaterne fra blodprøveundersøgelserne ses i tabel 8.

Opdrætbesætning 1 og 2 modtog hovedsageligt grise fra konventionelle besætninger. Besætningerne blev ikke undersøgt ved blodprøvning, men sandsynligvis har de næsten alle været smittet med både Mykoplasma-lungesyge og Ap2 (ondartet lungesyge type 2). I både opdrætbesætning 1 og 2 havde en stor del af smågrisene antistoffer mod Mykoplasma-lungesyge og Ap2. Da de samme dyr blev undersøgt umiddelbart før slagtning var andelen af Mykoplasma-positive dyr steget yderligere. Der blev ikke foretaget Ap2-undersøgelse hos slagtesvinene, da der allerede i opdrætbesætningen var sket en høj grad af smitte.

Tabel 8. Undersøgelser for antistoffer mod almindelig og ondartet lungesyge (pct. positive prøver)

I opdrætbesætning 3, som modtog grise fra besætninger med en deklareret sundhedsstatus, så billedet anderledes ud. Selvom størstedelen af de blodprøvede grise (ca. 50-70 pct.) kom fra Mykoplasma-positive leverandørbesætninger, havde kun 2-5 pct. af smågrisene antistoffer mod Mykoplasma-lungesyge. I de to hold, der blev blodprøvet igen som slagtesvin, var andelen af positive grise imidlertid steget til hhv. 30 pct. og 66 pct.. I denne opdrætbesætning kom 8-18 pct. af de øremærkede grise fra Ap2-positive leverandørbesætninger. Alligevel var to af holdene negative overfor Ap2 hos smågrisene. Det ene af disse hold var stadig negative som slagtesvin, mens det andet ikke kunne følges videre i forløbet. De to sidste hold havde derimod antistoffer mod Ap2 hos hhv. 15 og 19 pct. af smågrisene. Det udviklede sig i det ene af holdene til en forekomst på 94 pct.

Tidligere erfaringer med sektioneret drift har vist, at det er muligt at fravænne Mykoplasma-negative grise fra Mykoplasma-positive besætninger. I denne afprøvning er det ikke lykkedes i nogen af de ni hold, der blev fulgt helt til slagtning. Det kan som tidligere nævnt skyldes, at grisene i nogle tilfælde har været fravænnet allerede i leverandørbesætningen. Hvis fravænning af Mykoplasma-negative grise skal lykkes under de beskrevne forhold, vil det sandsynligvis kræve en strammere styring af fravænnings-procedurer, -alder og -vægt. I opdrætbesætning 3 skete smittespredningen med Mykoplasma-lungesyge langsommere end i de to øvrige opdrætbesætninger, hvilket kan have flere årsager. Sandsynligvis har andelen af Mykoplasma-smittede leverandørbesætninger været større for opdrætbesætning 1 og 2 end for opdrætbesætning 3, hvilket kan have betydet et lavere Mykoplasma-smittepres i opdrætbesætning 3. Der kan også have været et samspil mellem Ap2 og Mykoplasma. Forsøg har vist, at Ap2-smittede grise har en større risiko for også at blive Mykoplasma-smittede end grise, der ikke er smittet med Ap2.

Erfaringer har vist, at det sjældent lykkes at fravænne Ap-negative grise fra Ap-positive besætninger. Ved fravænning er grisene som regel allerede smittet, hvilket derfor også kunne forventes i denne afprøvning. Alligevel har mindst ét af holdene helt undgået at blive smittet med Ap2.

Cirka halvdelen af de besætninger, der leverede smågrise til opdrætbesætning 3, var smittet med PRRS. Om disse besætninger vaccinerede mod PRRS eller havde gjort det er ikke registreret. Blodprøver fra smågrisene i opdrætbesætning 3 blev undersøgt for PRRS (dansk virus) ved IPT-testen. Resultaterne ses i tabel 9. IPT-værdier på 50 eller derover viser, at grisene er smittet med PRRS. IPT-værdier på 1250 eller derover tyder på, at dyret er smittet for nyligt og derfor formentligt stadig udskiller PRRS-virus. Dvs. at der sker en smittespredning i besætningen.

Det sidste hold grise, der indgik i afprøvningen, blev vaccineret mod PRRS ved indsættelse i opdrætbesætningen. Alle de blodprøvede grise på dette hold viste positive titre ved IPT-testen for både dansk virus og vaccinevirus.

Tabel 9. Resultater af PRRS-undersøgelser i opdrætbesætning 3

Resultaterne viser, at størstedelen af dyrene var smittet allerede 6 uger efter fravænning, og at der på det tidspunkt skete en smittespredning blandt dyrene. En del af grisene har altså overført PRRS-smitte fra sobesætningen. Da så stor en del af de blodprøvede dyr havde antistoffer på dette tidspunkt, blev de ikke undersøgt for PRRS igen i slagtesvinebesætningen.

Fravænning af PRRS-negative grise fra PRRS-positive besætninger kræver, at der er ro i soholdet, dvs. at der ikke findes smitteudskillende søer i besætningen. Ved sammenblanding af fravænnede grise fra mange besætninger er det vanskeligt at undgå, at der leveres grise fra besætninger, der ikke er i ro mht. PRRS.

KONKLUSION

Undersøgelsen viser, at sammenblanding af fravænnede grise fra mange sobesætninger er forbundet med betydelig risiko for sygdomsudbrud og som følge heraf høj dødelighed og antibiotikaforbrug til følge. Sygeligheden kunne begrænses ved en hurtig og målrettet indsats.

De væsentligste sygdomsproblemer var mave-tarmlidelser og luftvejssygdomme. Niveauet for enkeltdyrsbehandlinger og flokmedicinering var varierende, men generelt højt. I alle opdrætbesætninger blev der rutinemæssigt anvendt antibiotika i drikkevandet ved indsættelse. Slagtesvinebesætningerne havde generelt få sygdomsproblemer. Undersøgelse af blodprøver viste, at smitte med almindelig og ondartet lungesyge type 2 samt PRRS oftest overførtes fra sobesætningerne til opdrætbesætningerne.

Den relativt korte produktionsperiode medførte, at eventuelle problemer i et hold var til at overse. Efter kort tid blev stalden tømt og et nyt hold indsat. Økonomisk og arbejdsmæssigt er det imidlertid afgørende, at der er sygdomsproblemer i så få hold som muligt. Med en god sygdomskontrol kan der opnås et relativt højt produktionsniveau.

Det høje antibiotikaforbrug bør søges reduceret gennem fodrings- og driftsmæssige ændringer.

For at undgå overførsel af smitsomme sygdomme til opdrætbesætningerne, bør det undgås at anvende grise fra sobesætninger, der har akutte sygdomsproblemer, og hvor der derfor sker en smitteudskillelse. Ved sammenblanding af grise fra mange sobesætninger er dette dog vanskeligt at styre.

Slagtesvinebesætninger med kontinuerlig drift, sygdomsproblemer og lavt produktionsniveau kan forvente at få et løft i produktionen ved at ændre driften til alt-ind alt-ud på besætningsplan og basere produktionen på grise fra opdrætbesætninger.

REFERENCER

Meddelelse nr. 122, “Fællesstald til smågrise”. Den rullende Afprøvning. Landsudvalget for Svin. 1987.

Notat nr. 9708, “Generelle anbefalinger for opdræt af fravænnede grise leveret fra mange sobesætninger”. Den rullende Afprøvning. Landsudvalget for Svin. 1997.

Rapport over E-kontrollens resultater oktober 1997. Landsudvalget for Svin, Landbrugets Rådgivningscenter.1998.