Foderstrategi omkring faring ii

SAMMENDRAG

Tre foderstrategier de sidste dage før faring blev sammenlignet. Afprøvningen skulle beskrive effekten på faringsforløbet og på soens sundhed af én eller to daglige udfodringer, når søerne fik 1,5 FEs/dag de sidste 3-5 dage før faring. I en tredje gruppe fik søerne kun halm i de sidste 2 døgn før faring.

Afprøvningen blev gennemført i tre besætninger med en høj frekvens af farefeberbehandlinger. I to af besætningerne fik søerne halm i drægtighedsstalden. I en af disse besætninger gik søerne løse, og blev fodret via elektronisk sofodring (ESF) indtil flytning til farestalden.

De tre foderstrategier havde ikke statistisk sikker forskellig effekt på faringsforløbet eller på søernes sundhed efter faring.

På baggrund af denne afprøvning samt en tidligere afprøvning, der testede effekten af høj foderstyrke umiddelbart før faring, kan det konkluderes, at foderstyrken og foderstrategien før faring er uden betydning for selve faringsforløbet. En foderstyrke på 3,5 FEs/dag umiddelbart før faring har negativ effekt på soens sundhed efter faring. Ved en foderstyrke på 1,5 FEs/so/dag de sidste 3-5 dage før faring er det underordnet om søerne fodres én eller to gange daglig. Der blev ikke opnået nogen yderligere forbedring ved at reducere foderstyrken til mindre end 1,5 FEs/so/dag.

De sidste dage før faring bør søerne fodres med 1-2 FEs/so/dag.

BAGGRUND

Diagnosen “farefeber” benyttes, hvis søerne ikke fungerer optimalt efter faring. Diagnosen benyttes ved manglende eller nedsat ædelyst, forhøjet temperatur, nedsat eller ophørt mælkeydelse og ved deciderede tegn på sygdom i form af børflåd eller yverbetændelse. Udenlandske undersøgelser har vist, at reduceret foderstyrke i perioden op til faring reducerer frekvensen af søer med farefeber. Trods denne forholdsregel vil der dog fortsat være mange søer, der må behandles imod farefeber.

I Meddelelse nr. 333 fra Den rullende Afprøvning var der tendens til en forbedring af soens sundhed efter faring, hvis søerne blev fodret én gang daglig de sidste dage før faring. Forklaringen på den forbedrede effekt af én daglig udfodring kunne være, at en stor del af søerne farede så længe efter sidste udfodring, at de havde tømt tarmsystemet. Dette kunne tænkes at have en positiv effekt på sundheden efter faringen. Afprøvningen blev gennemført med en foderstyrke på 3,5 FEs i perioden indtil faring. Forbedringen af sundhedstilstanden ved at give søerne 3,5 FEs én gang daglig svarede til den forbedring, der blev opnået ved i stedet at give søerne 1,5 FEs pr. dag fordelt over 2 daglige udfodringer.

Nærværende afprøvning skulle afklare, om en reduceret foderstyrke (1,5 FEs) udfodret én gang daglig var bedre end 1,5 FEs fordelt på to daglige udfodringer. Da det ikke er klart, hvor meget foderstyrken i perioden op til faring bør reduceres, indgik der endvidere en gruppe i afprøvningen, hvor søerne kun fik halm i de sidste dage før faring.

MATERIALE OG METODE

Afprøvningen blev gennemført i tre besætninger, hvor gennem flere år havde været en høj frekvens af behandlinger imod farefeber. Besætningerne er skitseret i tabel 1.

Tabel 1. Besætningsbeskrivelse

Søerne indgik i afprøvningen cirka én uge før faring. På dette tidspunkt blev søerne inddelt i tre grupper på basis af deres sonummer. Derved blev der opnået grupper, der var ensartede med hensyn til race og kuldnummer.

Behandlingen af grupperne fremgår af tabel 2. I besætning 2 fik alle søerne en håndfuld halm i farestalden. I afprøvningsperioden fortsatte alle søer i besætning 2 med at få én håndfuld halm daglig i farestalden, således at der i denne besætning blev testet foder og halm før faring til søerne i gruppe 1 og 2, imod kun halm til søerne i gruppe 3.

Tabel 2. Behandlingsplan. Søerne indgik i afprøvningen ved flytning til farestalden

Ved faring ophørte fodertildelingen indtil faringen var overstået. Herefter blev det tilstræbt at øge fodertildelingen, således at der blev tildelt 4 FEs én uge efter faring.

Behandlingerne mod farefeber blev foretaget efter besætningsdyrlægens anvisninger. Søerne blev behandlet mod farefeber ved tegn på specifik sygdom, (flåd, yverbetændelse, ophørt foderoptagelse, ophørt mælkeydelse), mens søer med nedsat ædelyst alene ikke blev behandlet. Rektaltemperaturen blev målt indenfor det første døgn efter faring. Der blev ikke foretaget behandling udelukkende på basis af temperaturmålingen.

Antal grise blev registreret ved faring, dag 3 efter faring og ved fravænning. Kuldudjævning mellem grupperne blev accepteret indtil dag 3 efter faring, hvorefter kun flytning indenfor grupperne blev accepteret. Grisene blev vejet på dag 3 og ved fravænning. Én uge efter faring blev foderstyrken registreret.

Ved fravænning blev alle grise hos soen vejet, uanset om de herefter blev flyttet til en ammeso udenfor forsøget, eller om de blev flyttet til klimastalden. Ligeledes blev alle grise vejet ud, hvis soen fortsatte som ammeso, også selvom nogle af soens egne grise blev i ammekuldet. Derved indgår en del grise i fravænningsvægten, der traditionelt ikke vejes med, før de senere fravænnes rigtigt.

Resultaterne er behandlet i en lineær model i statistikpakken SAS. Som primære parametre indgik antal farefeberbehandlinger, soens ædelyst én uge efter faring og frekvens af diarrebehandlinger.

RESULTATER OG DISKUSSION

Søerne havde ikke de store problemer med at tilpasse sig de forskellige strategier for udfodring. Det blev dog bemærket, at alle søerne rejste sig ved hver udfodring de første dage, selvom de tilhørte den gruppe, der ikke skulle have foder ved hver udfodring. Det gav dog ikke den store uro i de tre besætninger.

Det var planen, at søerne i gruppe 3 skulle have halm efter ædelyst i perioden op til faring. Det viste sig, at søerne i alle tre besætninger kun åd cirka 50 g halm daglig, hvorfor søerne i denne gruppe reelt ikke blev fodret i de sidste dage før faring.

Resultaterne i de enkelte grupper er angivet i tabel 3.

Tabel 3. Resultater af afprøvningen - gennemsnit for tre besætninger

Foderstrategien havde ikke statistisk sikker betydning for forløbet af faringen målt i form af antal dødfødte grise eller antal tilfælde af fødselshjælp.

Foderstrategien havde ikke betydning for farefeberfrekvensen, hverken hvis denne blev målt i form af antal behandlinger eller i form af antal dyr med temperatur over 39,4.

I de tre besætninger blev henholdsvis 46, 36 og 15 pct. af søerne behandlet mod farefeber. Der var henholdsvis 12, 9 og 13 pct. af søerne, der havde en temperatur på over 39,4 grader celsius.

Foderstrategien før faring havde ikke statistisk sikker effekt på søernes produktion målt i form af døde eller syge grise i diegivningsperioden, foderstyrke dag 7 efter faring, fravænningsvægt eller antal fravænnede. Sammenholdes resultaterne med den tidligere afprøvning (Meddelelse nr. 333) kan det konkluderes, at foderstyrken de sidste 3-5 dage før faring er uden betydning for forløbet af selve faringen, men at en foderstyrke på 3,5 FEs/dag øger frekvensen af farefeberbehandlinger. Der var ingen positiv effekt på faringsforløbet eller soens sundhed efter faring af at reducere foderstyrken før faring til mindre end 1,5 FEs.

REFERENCER

Den rullende Afprøvning. Meddelelse nr. 333, 1996. Foderstrategi omkring faring.

Arkiv nr. 342