Foderstrategi til drægtige søer

SAMMENDRAG

To forskellige foderstrategier til drægtige søer blev sammenlignet i 3 sobesætninger over en periode på 15 måneder. Ved den ene strategi blev søerne fodret efter huld fra løbning og frem til 12. drægtighedsuge. Fra 12. drægtighedsuge og frem til 2 dage før faring fik de 3,5 FEs pr. dag. Ved den anden strategi blev de fodret efter huld i hele drægtighedsperioden. Fra to dage før forventet faring fik alle søerne 2,0 FEs pr. dag. Søerne var individuelt op­staldede i drægtigheds­perioden og blev fodret med tørfoder. Der indgik i alt 1.624 kuld.

Søerne fulgte uden problemer de to foderstrategier, og deres huld blev vurderet visuelt ved løbning og ved faring efter en karakterskala fra 1-4.

I en af besætningerne blev 200 søers rygspæktykkelse bestemt ved skanning. Resultatet af skanning og huldvurdering af de samme dyr blev sammenholdt og korrelationen var på 0,60. Dette er tilfredstillende, når det tages i betragtning at der kun var fire karakterer til vurderingen af søernes huld. En visuel huldvurdering er således en tilfredsstillende metode til bestemmelse af soens fedningsgrad. Effekten af de to foderstrategier på søernes huld var den samme i besætningerne, således var huldkarakteren ved løbning og ved faring ens ved anvendelse af de to strategier.

Der var ikke statistisk sikre forskelle i produktions­resultaterne mellem de to grupper, så der var ingen effekt på fødselsvægt, faringsprocent eller kuldstørrelse af at tildele søerne ekstra foder i de sidste 4 uger af drægtighedsperioden. Det kan således anbefales, at søerne fodres efter huld i hele drægtighedsperioden.

BAGGRUND

Den hidtidige anbefaling har været at drægtige søer fodres efter huld de første 12 uger af drægtigheds­perioden efterfulgt af ca. 3,5 FEs pr. dag i de sidste fire uger. Årsagen til at foderstyrken hæves i de sidste fire uger er en forventning om, at kuldvægten ved fødsel forøges.

Denne anbefaling bygger primært på en dansk undersøgelse publiceret i medd. nr. 461, 1983 fra Statens Husdyrbrugsforsøg, hvor to foderstrategier til drægtige søer blev sammenlignet. I denne undersøgelse fik en gruppe søer 2,4 FEs pr. dag i hele drægtig­hedsperioden, mens de i den anden gruppe fik 2,1 FEs pr. dag i de første 84 dage af drægtigheds­perioden og ca. 3,3 FEs pr. dag i resten af perioden. Konklusionen på undersøgelsen var, at kuldstørrelsen var statistisk sikkert større, når søer fik den todelte foderstyrke. Effekten tilskrives, at søer fik for meget foder i starten af drægtig­heds­perioden, når de tildeltes 2,4 FEs pr. dag. I undersøgelsen var der ingen forskel i pattegrise­nes fødselsvægt mellem grupperne.

I meddelelse nr. 280 fra Den rullende Afprøvning blev tre forskellige foderstyrker i de første fire uger af drægtighedsperioden sammenlignet. I denne undersøgelse var der ingen forskel i kuldstørrelsen, når søerne fik henholdsvis 1,8; 2,3 eller 3,0 FEs pr. dag i de første fire uger af drægtighedsperioden.

Der er gennemført en litteraturundersøgelse  "Fodring af drægtige søer", som er offentliggjort i rapport nr. 7 fra Landsudvalget for Svin, DANSKE SLAGTERIER. Konklusionen i rapporten er, at drægtige søer generelt bør fodres efter huld i hele drægtigheds­perioden. Kun i besætninger, hvor pattegrisenes gennemsnitlige fødselsvægt er lav, kan foderstyrken hæves i de sidste fire uger af drægtigheds­perioden. Der kræves 100 kg sofoder ekstra i drægtighedsperioden for at hæve kuldvægten med 100 gram pr. gris.

Den øgede foderstyrke i sidste drægtighedsmåned er ofte årsag til problemer i en række sobesætninger, primært fordi søerne kommer i for godt huld, med faringspro­blemer og MMA til følge. Derudover bliver foderoptagelsen ofte for lav i diegivnings­perioden, når søerne er for fede ved faring.

I besætninger med individuelt opstaldede søer, som bruger vådfoder, er det svært at praktisere en todelt foderkurve i drægtighedsperioden. De fleste besætninger tildeler derfor samme fodermængde i hele drægtighedsperioden.

I løsdriftsstalde vil det sandsynligvis blive aktuelt at fodre de drægtige søer efter ædelyst med en energifattig blanding for at styre søernes adfærd. I sådanne systemer vil en todelt foderkurve ikke  kunne anvendes. Det vil være nødvendigt at anvende to foderblandinger med forskelligt energiindhold.

Det bør afklares, om fodring af de drægtige søer efter huld i hele drægtigheds­perioden påvirker produktions­resultaterne i soholdet i forhold til at bruge den hidtil anbefalede todelte foderkurve. Effektparametrene er faringsprocent, kuldstørrelse, fødselsvægt, MMA-frekvensen og søernes foderoptagelse målt som kuldvægt ved fravænning.

Det var afprøvningens formål at undersøge effekten af to forskellige foderstrategier i drægtighedsperioden på søer­nes produktions­resultater.

MATERIALE OG METODE

Afprøvningen blev gennemført over en periode på 15 måneder i 3 sobesætninger. Søerne blev fodret med tørfoder en gang dagligt i drægtig­hedsperioden.

Alle søerne var opstaldet individuelt i drægtigheds­perioden, og der blev ikke tildelt halm. De søer, som løb om, efter at de var indsat i afprøvning, blev registreret som omløbere. Deres senere kuld indgik ikke i resultatopgørel­sen.

Besætningsdata er vist i tabel 1.

Tabel 1. Besætningsdata

Grupper

Forud for afprøvningens start blev søerne delt i to grupper, som var ens med hensyn til søernes alder og avlsmæssige forhold­. Alle søerne blev fodret efter samme foder­strategi i diegivningsperio­den. ­

Der blev sammenlignet to forskellige foderstrategier i drægtighedsperioden, som er vist i tabel 2.

Tabel 2. Foderstrategi i de 2 grupper, FEs pr. dag

Fodertildelingerne pr. dag var vejledende, men skulle så vidt muligt følges. Der var mulighed for at tage individuelle hensyn ud fra søernes huld ved løbning. Søer, som var i dårligt huld ved løbning, blev tildelt ekstra foder, og søer, som blev for fede, kunne trækkes i foder indtil huldet igen var normalt. Derefter skulle foderkurven igen følges. Målet var at søerne i de to grupper skulle være i samme huld ved faring, at gruppe 2 søerne var i lidt bedre huld end gruppe 1 søerne 4 uger før faring og at det samlede foderforbrug var ens i de to grupper i drægtighedsperioden.

Registrering

Der blev gennemført registrering af sundhed hos soen i farestalden  - bl.a. MMA - og kuldet blev vejet ved fødslen. Der blev opsamlet reproduktionsdata via E-kontrol i besætningerne, suppleret med vurdering af søernes huld ved løbning og ved faring. Huldvurderingen blev foretaget efter karakterskala på bag­grund af en visuel bedømmelse af søerne. Karakterskala og tegning til beskrivelse af søernes huld fremgår af figur 1.

Huldkarakter

Figur 1. Vurdering af søernes huld

I besætning C blev der foretaget skanning af 200 søers rygspæktykkelse ved løbning og ved faring for at kunne sammenligne resultaterne af den subjektive huldvurdering med den mere objektive skanning på de samme dyr. Skanningen blev foretaget ved 2. bagerste ribben og en håndsbredde fra rygsøjlen.

Analyser

I afprøvningsperioden blev der udtaget foderprøver af besætningernes sofo­derblan­dinger, som blev sendt til fuldstæn­dig fodersto­fanaly­se på AnalyCen A/S­ for at sikre, at de var i over­ens­stemmelse med de danske normer for avlsdyr.

Statistik:

Data blev testet med GLM- og MIXED-proceduren i SAS med et signifikansniveau på 0,05.

De primære målparametre var: Levendefødte grise pr. kuld og kuldvægt ved fødsel.

De sekundære målparametre var: Faringsprocent, huld og sundhed i farestald.

RESULTATER OG DISKUS­SION

De anvendte sofoderblandinger var i over­ensstemmelse med normen for nærings­stoffer til avlsdyr. Løbende kontrol af fodervolumen og det beregnede indhold af FEs pr. kg sofoder i besætningerne sikrede, at de to foderstrategier blev fulgt, samt at eventuelle tynde og fede søer fik tilpasset deres huld.

Der var ikke problemer med at få søerne til at optage de tildelte fodermængder i de forskellige perioder af drægtighedsperioden.

Der var ikke vekselvirkning mellem de 3 besætninger, så det er kun gennemsnits­tallene, der er vist i tabel 3.

Tabel 3. Samlede produktionsresultater fra 3 besætninger

Reproduktionsindekset er ikke økonomisk vægtet. Gruppe 1 er sat til indeks 100.

Der var ikke statistisk sikre forskelle i de målte produktions­resultater mellem de 2 grup­per.

Skanningerne viste, at der var en god sammenhæng mellem den visuelle huldvurdering og søernes rygspæktykkelse. Korrelationen var 0,60. Korrelationen var lidt højere ved bestemmelserne ved løbning end ved faring. Dette var også forventet, da fostrene, fostervæske og børhorn fysisk fylder mere lige før faringen, hvilket besværliggør den visuelle huldvurdering.

Den visuelle huldvurdering er således en tilfredsstillende metode til at bestemme soens fedningsgrad.

Afprøvningens resultater viste, at søer kan fodres efter huld i hele drægtighedsperioden, uden at det påvirker kuldets fødselsvægt eller antallet af levendefødte grise.

REFERENCER

Landsudvalget for Svin, DANSKE SLAGTERIER, Rapport nr. 7, 1996. “Fodringsstrategi til drægtige søer”

Landsudvalget for Svin, DANSKE SLAGTERIER,  1996. “Fokus på Normer for næringsstoffer”.

Den rullende Afprøvning,  Meddelelse nr. 280, 1994  “Søernes foderstyrke de første fire uger efter løbning”.

Statens Husdyrbrugsforsøg, Meddelelse nr. 461, 1983 “To energinormer og to proteinnormer til drægtige søer”.