1. juli 1999

Meddelelse Nr. 431

Firmaprodukter til slagtesvin - Aromex og Bio-Mos

Samlet viste afprøvningen, at tilsætning af Aromex eller Bio-mos ikke havde statistisk sikker effekt på produktionsværdien i forhold til kontrolgruppen.

Der er afprøvet to produkter til slagtesvin. Produkterne blev hver især sammenlignet med en kontrolblanding.

Der indgik følgende forsøgsbehandlinger:

  • Kontrolfoder
  • 0,3 kg/ton Aromex®Solid fra Delacon
  • 1,0 kg/ton Bio-mos fra Alltech

Alle blandingerne blev afprøvet til slagtesvin i vægtintervallet 29-107 kg i én konventionel besætning. Der indgik i alt 342 grise i denne afprøvningsrunde, fordelt på 3 grupper med 114 grise og 11 hold (gentagelser) i hver gruppe. Der var 10 eller 11 grise i hver sti.

Produktionsværdien er beregnet ud fra produktionsresultaterne og angivet som dækningsbidrag pr. stiplads pr. år ved samme pris for alle blandinger.

Samlet viste afprøvningen, at tilsætning af Aromex eller Bio-mos ikke havde statistisk sikker effekt på produktionsværdien i forhold til kontrolgruppen.

BAGGRUND

Der markedsføres til stadighed nye produkter, hvor produktionsværdien ønskes belyst under danske forhold. Det er nødvendigt at kende produkternes effekt på produktionsresultaterne for at kunne vurdere det økonomiske udbytte.

Formålet med at gennemføre test af firmaprodukter og -blandinger til slagtesvin er at fremskaffe dokumentation for produkternes produktionsværdi.

MATERIALER OG METODER

Afprøvningen blev gennemført i en konventionel besætning (Grønhøj) med en egenproduktion af smågrise. Der indgik tre grupper i afprøvningen, jf. tabel 1.

Tabel 1. Gruppeinddeling

Gruppe

Produkt

Firma

1

Kontrol

-

2

0,3 kg/ton Aromex

Delacon

3

1 kg/ton Bio-mos

Alltech

Alle blandinger var sammensat således, at indholdet af aminosyrerne: lysin, methionin, treonin og tryptofan lå 5 pct. over den aktuelle norm for at modvirke udsving i råvarernes indhold af råprotein. Foderets indhold af øvrige næringsstoffer var i henhold til gældende normer, (jf. Fokus på normer for næringsstoffer, 6. udgave 1998, Landsudvalget for Svin).

Foderet blev varmebehandlet og pelleteret ved en temperatur på minimum 81 grader celsius. Alle blandinger blev produceret ad to gange på Aarhusegnens Andels Grovvareforening a.m.b.a. Der blev ved hver foderproduktion udtaget prøver af hver blanding til fuld foderstofanalyse inkl. aminosyrer, calcium, fosfor og kobber. Endvidere blev der foretaget en screening for antibiotika i den første produktion af alle blandinger. Råvaresammensætningen af de enkelte foderblandinger samt en nærmere beskrivelse af de afprøvede produkter fremgår af henholdsvis appendiks 1 og 3.

Grisene blev indsat i forsøget ved en gennemsnitsvægt på 29 kg. Der indgik i alt 342 grise i forsøget fordelt på 11 hold (gentagelser), i alt 114 grise pr. forsøgsgruppe. So- og galtgrise var ligeligt fordelt mellem de tre forsøgsgrupper. Slagtesvinestaldene var indrettet med fuldspalter med stierne ligeligt fordelt på hver side af en midtergang. Der blev indsat 10 eller 11 grise pr. sti. Der var en tørfoderautomat samt en drikkeventil pr. sti. Grisene blev fodret efter ædelyst. Foderet blev tildelt manuelt en til to gange om dagen. Der blev registreret foderoptagelse, tilvækst, sygdomsbehandlinger og slagtedata. Grisene blev mellemvejet ca. seks uger efter indsættelse i forsøget. DB pr. stiplads pr. år blev beregnet ud fra de målte produktionsresultater korrigeret til samme vægt ved indsættelse og samme slagtevægt.

Grisene blev vaccineret én gang mod lungesyge, inden de gik i forsøg og én gang i løbet af afprøvning.

Statistisk analyse

Daglig tilvækst, foderudnyttelse og kødprocent blev for hvert hold brugt til beregning af produktionsværdi i form af dækningsbidrag pr. stiplads pr. år ved samme pris pr. analyseret FEs for alle grupper:

DB/stiplads pr. år= DB/gris x 365 x staldudnyttelse/foderdage

DB pr. gris er givet ved:

DB/gris = salgspris - indkøbspris - foderomkostninger - diverse omkostninger.

Forudsætningerne, der indgik i beregningen af DB, var de seneste 12 måneders (uge 18, 1998 til uge 18, 1999) gennemsnitlige notering for 30 kg’s MS-smågrise (263 kr./stk +/- 3,75 kr./kg) og slagtesvin (7,55 kr./kg inkl. efterbetaling). Diverse omkostninger: 20 kr./gris og staldudnyttelse: 95 pct.  Der blev anvendt samme foderpris (gennemsnit af de seneste 12 måneder) i alle grupper (1,19 kr./FEs).

Produktionsværdien blev analyseret som primærparameter. Sygdomsregistreringer blev analyseret som sekundær parameter.

Produktionsværdi blev analyseret med proceduren GLM i SAS med vægt ved indsættelse som covariabel og med gruppe og holdnr. som forklarende variabel.

Statistisk sikre forskelle angives på 5 procentniveau korrigeret for to parvise sammenligninger (gruppe 2 og 3 imod kontrolgruppen) ved en Bonferroni t-test.

RESULTATER OG DISKUSSION

Foderanalyser

De kemiske analyser af foderet er vist i appendiks 2. Analyserne viste generelt god overensstemmelse mellem det analyserede og det beregnede indhold af næringsstoffer, dog var energiindholdet i alle blandinger 3-4 FEs/100 kg højere end beregnet. I gruppe 1 var det gennemsnitlige analyserede indhold af kobber 40,5 mg/kg, hvilket er højere end det tilladte totalindhold i foder til svin over 16 uger (35 mg/kg). Screeningsanalyserne af foderet viste ikke forekomst af antibiotika i nogen af blandingerne.

Sygdomsbehandlinger

I kontrolgruppen (gruppe 1) døde fem grise. I gruppe 2 og 3 døde der henholdsvis tre og to grise i løbet af afprøvningsperioden. I afprøvningsperioden blev der i gruppe 1, 2 og 3 udtaget fem grise fra hver gruppe. Gennemsnitlig over alle grupper blev 3,5 pct. af grisene behandlet for luftvejslidelser. Der var ikke forskel i antal døde og udtagne grise eller behandlingsfrekvens imellem grupperne.

Produktionsresultater

Produktionsresultaterne er angivet både før og efter mellemvejning, samt for hele afprøvningsperioden (tabel 2). I resultaterne er indregnet korrektion for vægt ved indsættelse, mellemvejning og slagtevægt. Den gennemsnitlige vægt ved indsættelse, mellemvejning og levering var henholdsvis 29, 62 og 107 kg.

Tabel 2. Produktionsresultater korrigeret til samme vægt ved indsættelse, mellemvejning og levering

Gruppe

1

2

3

Produkt

Kontrol

Aromex

Bio-mos

Antal hold

Antal grise indsat

Antal grise leveret

11

114

104

11

114

106

11

114

107

29-62 kg

Daglig foderoptagelse, FEs

Daglig tilvækst, g/dag

FEs pr. kg tilvækst



1,88

781

2,40



1,91

812

2,35



1,91

789

2,42

62-107 kg

Daglig foderoptagelse, FEs

Daglig tilvækst, g/dag

FEs pr. kg tilvækst



3,04

1.005

3,02



3,04

1.008

3,02



3,08

1.000

3,09

29-107 kg

Daglig foderoptagelse, FEs

Daglig tilvækst, g/dag

FEs pr. kg tilvækst

Kødprocent



2,47

897

2,75

59,2



2,49

912

2,73

59,9



2,50

897

2,79

59,2

Tabel 3. Produktionsværdi ved aktuelle priser

Gruppe

1

2

3

Produkt

Kontrol

Aromex

Bio-mos

Produktionsværdi







DB/stiplads/år ¹ ved 1,19 pr. FEs, kr.

331

365

314

Indeks

100

110

95

Faktisk produktionsværdi







DB/stiplads/år, kr. ²

331

348

279

Indeks

100

105

84



¹

Med tilvækst og foderforbrug korrigeret til samme vægt ved indsættelse og samme slagtevægt. Der skal være en forskel i produktionsværdien på minimum 48 kr./stiplads/år svarende til minimum 14 indekspoint, før der er tale om en statistisk sikker forskel ved parvis sammenligning med kontrolgruppen. Ved statistisk analyse er der korrigeret for to parvise sammenligninger.

²

Der er ikke foretaget statistisk analyse på forskellene i faktisk dækningsbidrag

Produktionsværdien er angivet som dækningsbidrag pr. stiplads pr. år og fremgår af tabel 3. Af tabel 3 fremgår ligeledes det faktiske dækningsbidrag. Ved beregningen er bruttoudsalgsprisen for hvert produkt lagt oven i prisen på kontrolfoderet. Den anvendte pris er oplyst af firmaet og afspejler den typiske pris for produktet, som svineproducenten betaler inklusiv foderstoffirmaets avance.

Aromex’s virkningsmekanisme skulle angiveligt være at stimulere foderoptagelsen gennem lugten af foderet. Da forsøgs- og kontrolholdene var opstaldet i samme staldrum, kan det ikke afvises, at lugten af foderet tilsat Aromex har påvirket foderoptagelsen i de andre grupper.

Samlet viste afprøvningen, at tilsætning af Aromex og Bio-mos ikke havde statistisk sikker effekt på produktionsværdien i forhold til kontrolgruppen.

Deltagere

Tommy Nielsen

APPENDIKS

Appendiks 1

Slagtesvinefoderets sammensætning, pct.



Gruppe

1

2

3

Produkt

Kontrol



Aromex

Bio-mos

Byg

38,83

38,80

38,80

Hvede

35,04

35,04

35,04

Sojaskrå, toasted

20,05

20,21

20,21

Animalsk fedt

1,50

1,53

1,53

Foderkridt

1,26

1,12

1,12

Melasse

1,00

1,00

1,00

Monocalciumfosfat

0,71

0,72

0,72

Hvedeklid

0,50

-

-

Fodersalt

0,47

0,44

0,44

Vitaminer + mineraler

0,20

0,20

0,20

L-Lysin, HCl

0,20

0,20

0,20

DL-Methionin 40 %

0,13

0,13

0,13

L-Treonin 50 %

0,11

0,11

0,11

Aromex ¹

-

0,50

-

Bio-mos ²

-

-

0,50

¹

Produktet blev doseret som et premix bestående af 6 pct. Aromex og 94 pct. hvedestrømel, svarende til 0,3 kg/ton.

²

Produktet blev doseret som et premix bestående af 20 pct. Bio-mos og 80 pct. hvedestrømel, svarende til 1,0 kg/ton

Appendiks 2

Slagtesvinefoderets beregnede og analyserede indhold af næringsstoffer - to produktioner i løbet af afprøvningen



Gruppe

1

2

3

Produkt

Kontrol

Aromex

Bio-mos

Beregnet/analyseret ¹)

Beregnet

Analyseret

Beregnet

Analyseret

Beregnet

Analyseret

FEs pr. 100 kg ²)

105

108

105

109

105

108

Råprotein, pct. ²))

16,6

17,0

16,6

17,1

16,6

16,9

Råfedt, pct. ²)

3,8

3,9

3,8

3,8

3,8

3,8

Træstof, pct.

3,7

3,6

3,7

3,7

3,7

3,5

Råaske, pct. ²)

5,3

4,8

5,2

4,6

5,2

4,8

Lysin, g/kg

9,4

9,6

9,4

9,4

9,4

9,2

Methionin, g/kg

3,0

2,8

3,0

3,0

3,0

2,9

Cystin, g/kg

3,0

3,1

3,0

3,4

3,0

3,2

Treonin, g/kg

6,3

6,5

6,3

6,6

6,3

6,4

Calcium, g/kg

7,9

8,2

7,4

7,4

7,4

7,6

Total-fosfor, g/kg

5,4

6,7

5,4

5,9

5,4

5,8

Kobber, mg/kg

20,0

40,5

20,0

28,0

20,0

25,5

Antibiotika screening



Negativ



Negativ



Negativ

¹)

Analyserede indhold angivet på basis af to analyser, hvis ikke andet er oplyst

²)

Gennemsnit af fire analyser

Appendiks 3

Produktbeskrivelse - angivet på baggrund af oplysninger fra firmaerne



GRUPPE 2:

Produktnavn:

Aromex®Solid

Leverandør:

Delacon

c/o ØTA-kompagniet

Marbæk

3600  Frederikssund

Tlf.: 47 31 08 13

Indhold:

Smags- og aromastof baseret på vegetabilske olier på mineralsk og plantebaseret bærestof i tørform. Produktet skulle angiveligt påvirke foderets lugt og smag og derved medføre en øget foderoptagelse.

Pris:

70 kr. pr. kg af produktet svarende til 2,10 kr. pr. 100 kg foder ved den anvendte dosering: 0,3 kg/ton foder.

GRUPPE 3:

Produktnavn:

Bio-mos

Leverandør:

Alltech Denmark A/S

Gråbrødrestræde 2

8900  Randers

Tlf.: 86 42 93 00

Indhold:

Mannose oligosaccharider udvundet af cellevægge fra gærsvampen Saccheromyces cereviceae, der angiveligt skulle kunne binde og uskadeliggøre patogene bakterier i tarmkanalen.

Pris:

40,50 kr. pr. kg af produktet svarende til 4,05 kr. pr. 100 kg foder ved den anvendte dosering: 1,0 kg/ton foder.

Arkiv nr. 4623 / Afp. nr. 530


Institution: Landsudvalget for Svin, Videncenter for Svineproduktion, Den rullende Afprøvning

Forfatter: Christian Fink Hansen, Jes Callesen

Udgivet: 1. juli 1999

Dyregruppe: Slagtesvin

Fagområde: Ernæring