Foder med 60 pct. pulpetter til drægtige søer opstaldet i stabile grupper

SAMMENDRAG

Afprøvningen blev gennemført i to besætninger, hvor søerne var opstaldet i stabile grupper. Der blev fodret med indkøbt tørfoder, som søerne åd fra gulvet. Der indgik i alt 2.450 kuld i afprøvningen.

Afprøvningen omfattede tre forsøgsgrupper:

Gruppe nr. 1:	Søer indsat i løsdrift mindst 4 uger efter løbning og fodret restriktivt med almindeligt drægtighedsfoder (kontrol)
Gruppe nr. 2:	Søer indsat i løsdrift straks efter løbning og fodret semi ad libitum ­med drægtigheds­foder bestående af 60 pct. Pulpetter
Gruppe nr. 3:	Søer indsat i løsdrift straks efter løbning og fodret restriktivt med almindeligt drægtighedsfoder.

Analyser af de anvendte foderblandinger viste, at det gennemsnitlige indhold af næringsstoffer stemte rimeligt overens med det forventede.

Afprøvningen viste, at søer i gruppe 1 fik henholdsvis 0,7 og 0,4 totalfødte grise (levendefødte + dødfødte) pr. kuld flere end søer i gruppe 2 og 3. Forskellen var statistisk sikker. Der var ikke statistisk sikker forskel på antal totalfødte grise pr. kuld mellem gruppe 2 og 3. Den fundne effekt af indsættelsestidspunktet bekræfter tidligere afprøvninger, hvor der blev fundet en negativ effekt på op til 0,6 totalfødte grise pr. kuld, når søer blev opstaldet i stabile grupper tidligere end 4 uger efter løbning. Semi ad libitum fodring med en fyldende foderblan­ding kunne ikke fjerne effekten af indsættelsestidspunkt.

Der var ingen statistisk sikker forskel i faringsprocent mellem de tre forsøgsgrupper. Der er heller ikke i tidligere afprøvninger set en sammenhæng mellem indsættelsestidspunkt og farings­procent.

Kuldvægten ved fødsel var i gruppe 2 statistisk sikkert lavere end kuldvægten i gruppe 1 og 3. Det er vist i to tidligere forsøg, at foderblandinger med 50 pct. Pulpetter og fuldfoder med sukkerroeaffald (70 pct. af ts) reducerer kuldets fødselsvægt.

Der var ingen forskel på antallet af søer, der måtte tages ud af stierne på grund af omløbning, dårlige ben, afvigende huld, mv. Selvom det var erfaringen i begge besætninger, at søer der fik foder med 60 pct. Pulpetter var mere rolige, havde det altså ikke nogen effekt på antallet af søer, der måtte tages ud af stierne.

I de første 14 dage efter indsættelse i stierne var der i forsøgsgruppe 2 og 3 færre søer med over fem bidsår end i forsøgsgruppe 1. I perioden fra 14 dage efter indsættelse til ca. 14 dage før forventet faring var der i forsøgsgruppe 2 færre søer med over fem bidsår end i gruppe 1 og 3. Disse forskelle var ikke statistisk sikre, men det kunne tyde på, at aggressionsniveauet var det samme i alle tre forsøgsgrupper, da søerne lige var sat ind i stierne, og at det aftog hurtigere i gruppe 2, fordi foderet ikke i samme grad som i gruppe 1 og 3 var en begrænset resurse.

I løbet af drægtighedsperioden havde 96,3 pct. af søerne ingen vulvabid, mens der var 3,7 pct. med spor efter vulvabid, enten i form af mindre rifter og sår, eller hvor vulva var flået. I de sidste 7-14 dage af drægtighedsperioden blev dette ændret, således at der i ­farestal­den blev registreret 82,3 pct. søer uden vulvabid og 17,7 pct. med vulvabid i form af mindre rifter og sår, eller hvor vulva var flået. Der skete således en stigning i frekvensen af søer med vulvabid i den sidste del af drægtighedsperioden. Der var ingen forskel mellem forsøgsgrupperne mht. mængde og sværhedsgraden af vulvabid.

Den negative effekt på antallet af totalfødte grise pr. kuld ved at sætte søer i løsdrift i stabile grupper (med fodring på gulv) tidligere end 4 uger efter løbning blev eftervist i denne afprøvning. Det må stadig tilrådes, at søer, der får foderet tildelt på gulvet, og som er opstaldet i stabile grupper, først sættes i løsdrift 4 uger efter fravænning. Semi ad libitum fodring af løsgående, drægtige søer med en fyldende blanding bestående af 60 pct. Pulpetter kunne ikke fjerne effekten af indsættelsestidspunkt. Selvom det i begge besætninger blev konstateret, at søerne blev markant mere rolige, kunne dette ikke ses på antallet af søer, der måtte tages ud af stierne eller på frekvensen af bidsår på søerne.

BAGGRUND

Afprøvninger med løsgående, drægtige søer har vist, at det er muligt at opnå samme antal fravænnede grise pr. årsso, hvis de drægtige søer er løsgående og fodres i grupper, som hvis søerne er opstaldet individuelt (medd. nr. 278, 1994). En væsentlig ulem­pe ved gruppefodrede søer er, at 10-15 pct. af de drægtige søer må tages ud af flokken og opstaldes individuelt i bokse eller lignende. Det skyldes bl.a., at de får benproblemer som følge af slagsmål, kommer i afvigende huld, fordi fodertildelingen til den enkelte so ikke er styret, eller at de mistrives, fordi de bliver overfaldet af andre søer.

Afprøvninger med gruppefodrede søer i stabile grupper har vist, at indsættelsestidspunktet har stor indflydelse på antallet af totalfødte grise (medd. nr. 311, 1995). Søer, der blev indsat i løsdrift minimum 4 uger efter løbning, fik statistisk sikkert flere totalfødte grise (levende og dødfødte grise) end søer, der blev indsat i løsdrift straks efter fravænning. I en tilsvarende afprøvning ­(medd. nr. 363, 1997) viste det sig­, at antallet af totalfødte grise også blev reduceret, når søerne blev sat i løsdrift straks efter løbning.

En mulig årsagen til, at der tages mange søer ud af flokken, og at løsgående søer taber fostrene i de første 4 uger af drægtighedsperioden, er, at søerne bliver fodret restriktivt med et koncentreret foder. Det medfører, at søerne hurtigt optager deres dagsration, og at foderet ikke fylder meget i maven. Da søerne derved altid er sultne, forekommer der en del slagsmål og meget uro i flokken i forbindelse med fodringen.

Det koncentrerede foder fører også til, at foderrationen er meget lille, og at store, dominerende søer uden problemer kan æde foderet fra de lavt rangerede søer. Den manglende energiforsyning vil i de første uger af drægtighedsperioden medføre en reduktion af antal totalt fødte grise pr. kuld, fordi der vil blive implanteret færre fostre.

Udenlandske undersøgelser har vist, at løsgående søer slås mindre, når de bliver fodret ad lib. eller tilnærmet ad lib. med en foderblanding, der indeholder store mængder fibre fx fra roepiller. Foderet kan tildeles ad lib. eller tilnærmet ad lib. Fibrene kan via deres vandsugende evne begrænse søernes foderoptagelse ved at fylde meget i soens mave. Søerne bliver således ikke så fede, som der ellers har vist sig at være en risiko for, når løsgående søer fodres ad lib. Drægti­ge søer kan æde optil 1,8 kg tørstof fra sukkerroeaffald pr. dag. I en tilnærmet ad lib. situation vil søerne optage foder i ca. 100 minutter om dagen.

Det forventes, at fodring med mere fyldende foder vil betyde, at søerne bliver mere rolige, og at stress, uro og slagsmål i forbindelse med foderoptagelsen vil blive reduceret eller forsvinde.

Afprøvningens formål var dels at eftervise en tidligere fundet sammenhæng mellem indsættelsestidspunkt og antal totalfødte grise pr. kuld, dels at undersøge om det via foderets sammensætning og valg af fodringsstrategi var muligt at fjerne den aggressive adfærd hos løsgående, gruppefodrede søer, således at de kan sættes i løsdrift straks efter fravænning eller løbning, uden det får negativ konsekvens for produktiviteten og antallet af søer, der skal tages ud af flokken som følge af slagsmål mv.

Afprøvningen blev gennemført i samarbejde med Danisco Sugar.

MATERIALE OG METODE

Afprøvningen blev gennemført i to besætninger, hvor søerne var opstaldet i stabile grupper. Der blev fodret med indkøbt tørfoder, som søerne åd fra gulvet. Der indgik i alt 2.450 kuld i af­prøvningen.

Gruppe nr. 1:	Søer indsat i løsdrift mindst 4 uger efter løbning og fodret restriktivt med almindeligt drægtighedsfoder
Gruppe nr. 2:	Søer indsat i løsdrift straks efter løbning og fodret semi ad libitum ­med drægtighedfoder bestående af 60 pct. Pulpetter
Gruppe nr. 3:	Søer indsat i løsdrift straks efter løbning og fodret restriktivt med almindeligt drægtighedsfoder.

Søerne fik et forsøgsgruppenummer, når de blev fravænnet: De søer, der blev løbet i den uge afprøvningen var startet, fik gruppenr. 1; ugen efter gruppenr. 2; 2 uger efter gruppenr. 3; 3 uger efter gruppenr. 1; osv. Søerne i et ugehold beholdt gruppenummeret, indtil næste gang de blev fravænnet eller løbet om. Det blev tilstræbt, at søerne så vidt muligt beholdt samme gruppenummer og dermed samme forsøgsbehandling i hele afprøvningsperioden. Gylte var opstaldet i stier for sig selv og indgik ikke i afprøvningen.

Søerne blev flyttet til drægtighedsstalden, når alle søerne var blevet løbet. Hvis en eller to søer i et hold kom sent i brunst, blev de flyttet med de andre søer i holdet til stien, hvor de senere blev løbet. Hvis søerne løb om inden for de første 3-4 uger, blev de løbet i stien. Søerne, der løb om senere end 4 uger efter, de andre søer var blevet løbet, blev flyttet til løbeafdelingen, hvor de blev løbet.

Foder

Drægtighedsblandingernes sammensætning af råvarer fremgår af tabel 1.

I løbeafdelingen og farestalden blev søerne fodret med Somax Ideal fra KFK.

Fodring

Fodringen blev gennemført efter følgende retningslinier:

Perioden indtil løbning

I løbeafdelingen blev alle søerne fodret med almindeligt diegivningsfoder efter tilnærmet ædelyst.

Drægtighedsperioden

De løsgående, drægtige søer blev fodret med tørfoder, som blev tildelt på gulvet en gang om dagen.

Tabel 1. Drægtighedsblandingernes sammensætning af råvarer, pct.

Foderblanding		Kontrol drgt. foder (grp. 1 og 3)	Forsøg drgt. foder (grp. 2)	Somax Ideal (diegivingsfoder) *
Pulpetter		-	60,00	-
Byg		70,80	10,00	55,50
Hvede		10,00	9,00	10,00
Sojaskrå		9,81	14,01	8,68
Rapskage, dobbeltlav		-	-	6,00
Havre		-	-	6,00
Solsikkeskrå, afskallet		-	-	3,00
Fiskemel, askefattig		-	-	2,50
Sukkerrørmelasse		3,00	2,50	2,00
Monocalciumfosfat		1,35	1,20	-
Dicalciumfosfat		-	-	1,40
Calciumkarbonat		1,45	-	0,60
Fodersalt		0,45	0,40	0,50
Fedt - animalsk		2,90	2,60	3,60
Aminosyrer, vitam. & mineral.		0,24	0,29	0,22
* Eksempel på blandingens sammensætning af råvarer, der varierede mellem leverancer

Søer i gruppe 1:

I de første 4 uger, hvor søerne var opstaldet individuelt i løbeafdelingen, blev de fodret henholdsvis to og tre gange om dagen.

I drægtighedsperioden blev søerne fodret efter huld. Som udgangspunkt fik søerne ca. 2,4 FEs pr. so pr. dag.

Søer i gruppe 2:

Søerne blev fodret efter huld - svarende til ca. 2,4 FEs pr. so pr. dag. Med semi ad libitum fodring menes, at der gerne må ligge lidt foder tilbage på gulvet, når 50-75 pct. af søerne var fær­dige med at æde, og at det tager søerne lang tid at æde.

Søer i gruppe 3:

Søerne blev fodret efter huld - svarende til ca. 2,4 FEs pr. so pr. dag.

Diegivningsperioden

I farestalden tildeltes alle søer, uanset gruppenummer, almindeligt diegivningsfoder. Foderet blev tildelt efter tilnærmet ædelyst.

Fodring af pattegrisene skete efter samme retningslinier i alle tre forsøgsgrupper.

Besætning A

SPF-besætning med ca. 360 søer. Alle grise blev fodret med indkøbt tørfoder. Løbeaf­delingen var indrettet med to stier til løsgående søer, samt bokse til individuel opstaldning, så søerne kunne opstaldes individuelt i forbindelse med brunst og inseminering.

I de første ca. 4 dage efter fravænning blev søerne opstaldet i en sti i drægtighedsstalden, hvorefter de blev flyttet til løbeafdelingen.

I forbindelse med løbeafdelingen var der 31 bokse. Disse bokse blev brugt til søer, der skulle opstaldes individuelt i de første 4 uger efter løbning. Drægtighedsstalden var indrettet med 16 stier til drægtige søer og tre stier til gylte. Stierne var indrettet med delvist spaltegulv. Både forsøgs- og kontrolfoderet blev tildelt på gulvet via et dobbeltstrenget fodrings­anlæg. Totalarealet i stierne var 4,45 x 6,00 m, heraf var 4,45 x 2,00 m betonspaltegulv. Der var 13-15 søer pr. sti. Der blev ikke anvendt halm.

Fare­stalden var delt i tre sektioner med i alt 80 faresti­er. Fare­stierne var indrettet med farebokse og delvist spaltegulv. Pattegrisene blev fravænnet, når de var ca. 4 uger gamle.

Besætning B

SPF-besætning med ca. 360 søer. Alle grise blev fodret med indkøbt tørfoder. Løbeaf­delingen var indrettet med bokse til individuel opstaldning. ­­Søerne blev udelukkende løbet med KS. Der var én stor sti til polte og gylte, samt 62 bokse til opstaldning af løbne søer i de første 4 uger efter løbning, samt til søer med dårlige ben etc. ­­­­

Drægtig­hedsstalden var delt i to sektioner, der bestod af henholdsvis fire og 12 stier med delvist spaltegulv. I sektionen med fire stier blev søerne fodret manuelt, i den anden sektion tildeltes foderet på gulvet via et dobbeltstrenget fodringsanlæg. Totalarealet i stierne var 5,25 x 5,00 m, heraf var 5,25 x 2,00 m betonspaltegulv. Der var 14-15 søer pr. sti. Søerne fik 8-9 kg halm pr. sti en gang om dagen.

Farestalden bestod af 86 farestier med farebokse og fuldspaltegulv. Pattegrisene blev fravænnet, når de var ca. 4 uger gamle.

Registreringer

Søernes reproduktionsresultater og antallet af MMA-behandlinger blev registreret. Døde pattegrise i diegivningsperioden blev registreret med dato og årsag. Pattegrisenes fravænningsalder og -vægt, samt diarréfrekvens blev registreret. I det sidste halve år af afprøvningsperioden blev der i besætning A registreret kuldvægt ved fødsel.

Søer, der på grund af omløbning, dårlige ben, afvigende huld etc. måtte tages ud af flokken, blev flyttet til en boks i løbeafdelingen eller en sygesti. Dato og årsag til, at soen blev taget ud blev registreret af driftslederen. Følgende udtagningsårsager blev anvendt:

- Aggressiv overfor andre søer

- Overfaldet

- Dårlige ben

- Omløbning

- For tynd

- For fed

- Bange for andre søer

- Kastet grisene

- Død

- Solgt

- Overfaldet og død (slagsmål)

- Yversvamp

- Manglende brunst

- Klovbylder.

Alle søer blev vejet, når de blev flyttet til løbeafdelingen, og når de blev flyttet til farestalden. Omløbere blev vejet, når de blev flyttet til løbeafdelingen.

Der blev registreret bidsår på søerne efter følgende retningslinier:

-	Søerne blev efterset for bidsår på følgende tidspunkter i drægtighedsforløbet:
		- senest 3-5 dage efter søerne var blevet sat i løsdrift
		- 14 dage efter første registrering
		- efterfølgende med intervaller på 28 dage
-	Bidsår på søer blev kun registreret i de hold, der blev fulgt fra starten
-	Alle søer i en sti blev gennemgået
-	Alle sår, rifter og hudafskrabninger på søerne blev registreret uden at tage stilling til om læsionen skyldtes bid eller andet
-	Sår med sårskorper blev talt med, medmindre sårskorpen sad meget løst og kunne pilles af
-	Hvis det med sikkerhed kunne konstateres, at to tætsiddende læsioner stammede fra samme “angreb”, blev de registreret som én, ellers blev de registreret hver for sig
-	Ved optællingen af bidsår blev soen delt op i 7 zoner og antallet af bidsår i de den enkelt zone blev registreret. Følgende opdeling blev anvendt: Hoved/skulder, flanke og bagpart på henholdsvis højre og venstre side af soen samt vulva
-	Læsioner på vulva blev vurderet efter følgende skala:
	- - - -	1. Ingen 2. Mindre rift 3. Større rift eller sår 4. Vulva var flået i større eller mindre udstrækning

Foderanalyser

I løbet af afprøvningsperioden blev der udtaget prøver af de anvendte foderblandinger i begge besætninger. Prøverne blev sendt til fuld foderanalyse incl. aminosyrer hos AnalyCen ­A/S,  Fredericia

Statistik

Forsøgsdesignet for afprøvningen fremgår af tabel 2.

Tabel 2. Forsøgsdesign

Forsøgsgruppe		1	2	3
Indsættelsestids­punkt		4 uger efter løbning	Straks efter løbning	Straks efter løbning
Foderblanding		Alm. drgt. foder	Foder med 60 pct. Pulpet.	Alm. drgt. foder
Foderstrategi		Restriktiv	Semi ad libitum	Restriktiv

De primære forsøgsparametre var totalfødte pr. kuld, faringsprocent, frekvens af bidsår samt spredningen på søernes tilvækst. Andre måleparametre, som frekvens af MMA, udsætterårsager, søernes aktivitetsniveau mv., indgik som sekundære forsøgsparametre.

De primære forsøgsparametre blev testet med en variansanalyse ved hjælp af proceduren GLM og PROC MIXED i SAS. Et kuld var en gentagelse. Faringsprocent blev analyseret med en chi-square-test.

RESULTATER OG DISKUSSION

Foderanalyser

Foderblandingernes analyserede indhold af næringsstoffer er vist i tabel 3. Analyserne viste, at det gennemsnitlige indhold af næringsstoffer stemte rimeligt overens med det beregnede.

Tabel 3. Foderets analyserede indhold af næringsstoffer

Forsøgsgruppe		1			2			3
Foderblanding		Kontrol drgt. foder (grp. 1 og 3)			Forsøg drgt. foder (grp. 2)			Somax Ideal (diegivningsfoder)
		Beregnet	Analyseret	Beregnet		Analyseret	Beregnet		Analyseret
Antal analyser		-	16	-		19	-		14
FEs (EFOS) pr. 100 kg		105	105	105		103	105		105
Råprotein, pct.		12,8	13,8	13,4		14,0	16,1		16,2
Råfedt, pct.		4,5	4,5	3,8		4,0	5,5		5,5
Træstof, pct.		4,4	4,0	12,5		11,4	5,5		5,3
Lysin, g pr. FEs		5,8	6,3	7,1		7,6	7,3		7,5
Methionin, g pr. FEs		2,1	2,2	2,8		2,7	2,5		2,5
Cystin, g pr. FEs		2,3	2,7	1,8		2,2	2,8		3,1
Treonin, g pr. FEs		4,3	4,7	5,1		5,5	5,5		5,6
Calcium, g pr. FEs		8,3	8,4	8,8		9,9	7,4		7,7
Totalfosfor, g pr. FEs		5,9	6,1	5,1		5,3	6,3		6,5

Produktionsresultater

Produktionsresultater fra begge besætninger (se tabel 6) viste, at søer i forsøgsgruppe 1 fik henholdsvis 0,7 og 0,4 flere totalfødte grise (levendefødte + dødfødte) pr. kuld end søer i gruppe 2 (p=0,0002) og 3 (p=0,0436). Der var ikke statistisk sikker forskel på antal totalfødte grise pr. kuld mellem gruppe 2 og 3. Den fundne effekt af indsættelsestidspunktet bekræfter tidligere afprøvninger, hvor der blev fundet en negativ effekt på op til 0,6 totalfødte grise pr. kuld, når søerne blev opstaldet i stabile grupper tidligere end 4 uger efter løbning. Semi ad libitum fodring med en fyldende foderblan­ding fjernede ikke den negative effekt af indsættelsestidspunktet på antal totalfødte grise pr. kuld.

Afprøvningen viste ingen statistisk sikker forskel i faringsprocent mellem de tre forsøgsgrupper, tabel 6. Der blev heller ikke i tidligere afprøvninger set en sammenhæng mellem indsættelsestidspunkt og faringsprocent.

Efter de første afprøvninger vedrørende indsættelsestidspunkt (meddelelse nr. 311 og 363) formodedes det, at årsagen til det lavere antal totalfødte grise pr. kuld var, at søerne blev stressede i implantationsperioden, enten i forbindelse med dannelse af rangordenen eller fordi søerne sloges om det restriktivt tildelte foder. Denne afprøvning viste, at en foderblanding med et stort indhold af Pulpetter, der medførte, at søernes foderoptagelse blev forlænget 3-4 gange, ikke kunne fjerne effekten af indsættelsestidspunktet. Det er derfor sandsynligt, at effekten på indsættelsestidspunktet skyldes den lille flokstør­relse, og det deraf følgende begrænsede areal eventuelt i kombination med det konkurrenceprægede fo­dringsprincip, hvor energiforsyningen til de svage søer er utilstrækkelig. Denne antagelse bakkes op af en igangværende afprøvning, hvor det under­søges, om indsættelsestidspunktet har effekt på søer opstaldet i store dynamiske flokke, og hvor søerne fodres via ESF. Afprøvningen viser ingen effekt på hverken totalfødte grise pr. kuld eller ­faringsprocent.

Tabel 4. Produktionsresultater - gennemsnit af begge besætninger

Forsøgsgruppe			1	2	3
Antal kuld			815	822	813
Totalfødte grise pr. kuld 1)			12,2 a	11,5 b	11,8 b
Dødfødte grise pr. kuld			1,0	0,8	0,9
Faringsprocent			86,3	84,7	84,3
1)	Antal totalfødte grise pr. kuld (levendefødte + dødfødte grise) er korrigeret for besætning og kuldnummer
	a og b: Statistisk sikkert forskellige (p<0,05)

De supplerende produktionsresultater fremgår af tabel 5.

Tabel 5. Supplerende produktionsresultater - gns. af begge besætninger

Forsøgsgruppe		1	2	3
Antal kuld		815	822	813
Kuldstørrelse efter udjævning		11,6	11,6	11,5
Diegivningsperiode, dage		25	25	26
Døde indtil fravænning, pct.		11,2	11,0	9,3
Fravænnede grise pr. kuld		10,3	10,3	10,4
Kuldvægt ved fravænning, kg		69,2	68,4	70,9
Spildfoderdage pr. kuld		17,0	16,2	15,6
Kuld pr. årsso		2,30	2,31	2,31
Fravænnede grise pr. årsso		23,7	23,8	24,0

Foderets effekt på kuldvægten

I besætning A blev det undersøgt, om foderets sammensætning havde effekt på grisenes vægt ved fødsel. Kuldvægten ved fødsel var i gruppe 2 henholdsvis 1,7 og 1,5 kg lavere end kuldvægten i gruppe 1 og 3, tabel 6. Denne forskel var statistisk sikker (p=0,0001). Der var ingen forskel på kuldvægten i gruppe 1 og ­3. Det er tidligere vist, at fo­derblan­dinger med 50 pct. Pulpetter og fuldfoder med vådt sukkerroeaffald (70 pct. af ts) reducerer kuldets fødselsvægt, Vestergaard, 1997 og medd. nr. 421, 1999. Årsagen til dette er ikke fuldt afdækket, men kan være forårsaget af roefibrenes påvirkning af fordøjelse og omsætning af næringsstoffer. Derudover er der en fyldende effekt, der fysisk påvirker fordøjelseskanalen. De opløselige fibre har en vandbindende og geldannende egenskab, der forsinker fordøjelsen og forlænger optagelsen af ­nærings­stoffer til blodbanen. Vestergaard, 1997 viste, at en langsom frigivelse af glucose/VFA medførte, at blodets indhold af insulin toppede senere og på et lavere niveau. Niveauet af insulin i gennemsnit over dagen var højere ved fodring med 50 pct. roepiller end ved fodring med almindeligt drægtighedsfoder eller drægtighedsfoder, der indeholdt store mæng­der uopløselige fibre. Det generelt højere niveau af insulin i blodbanen stimulerer soens egen deponering af nærings­stoffer (glucose) med den konsekvens, at der bliver mindre glucose til fostrene. Hos kvæg ved man, at kalven udelukkende får energi til tilvækst via glucose, og det formodes, at det samme gør sig gældende hos grise. Konsekvensen af det høje insulinniveau er derfor mind­sket fostertilvækst.

Kuldvægt ved fravænning viste ikke samme procentvise forskelle mellem forsøgsgrupperne.

Tabel 6. Pattegrisenes fødsels- og fravænningsvægt (besætning A)

Forsøgsgruppe		1	2	3
Antal kuld		134	155	135
Kuldvægt ved fødsel, kg		18,7 a	17,0 b	18,5 a
Kuldvægt ved fravænning, kg		68,8	67,5	68,6
a og b: Statistisk sikkert forskellige (p<0,05)

Udtagningsårsager

Der var ingen forskel mellem forsøgsgrupper med hensyn til antal søer, der måtte tages ud af stierne på grund af omløbning, dårlige ben afvigende huld mv., ­tabel 7. Selvom det i begge besætninger var erfaringen, at søer, der fik foder med 60 pct. Pulpetter, var mere rolige, havde det ikke nogen effekt på antal søer, der blev taget ud af stierne.

Tabel 7. Antal søer, der blev taget ud af stierne, samt årsagerne til dette

Forsøgsgruppe		1	2	3
Søer indsat i løsdrift, stk.		999	1008	987
Gennemsnitligt antal dage i løsdrift		64	104	105
Søer, der blev taget ud, stk.		165	170	163
Søer, der blev taget ud, pct.		16,5	16,9	16,5
Årsag *):
Soen blev løbet om, pct.		11,0	11,4	10,9
Soen var aggressiv, pct.		0,0	0,0	0,1
Soen blev overfaldet, pct.		0,4	0,6	0,8
Soen havde dårlige ben, pct.		1,6	2,1	2,2
Soen var for tynd, pct.		0,5	0,5	0,4
Soen var for fed, pct.		0,1	0,0	0,1
Soen var bange for andre søer, pct.		0,2	0,3	0,4
Soen havde aborteret, pct.		1,4	0,6	0,4
Soen døde, pct.		0,5	0,4	0,8
Soen blev solgt, pct.		0,5	0,8	0,3
Soen blev overfaldet og døde, pct.		0,3	0,2	0,0
*) Andel af søer, der blev taget ud af den nævnte årsag i pct. af søer indsat i løsdrift

Tilvækst og vægtspredning

Spredningen på søernes vægt bruges til at vurdere, hvor ensartede søerne er i størrelse - er der mange fede eller magre søer, vil spredningen være stor. Søer fodret med 60 pct. Pulpetter havde i gennemsnit en lavere tilvækst i drægtighedsperioden og en mindre vægtspred­ning, men der var ikke statistisk sikker forskel, tabel 8. Søerne i de to besætninger havde generelt en høj tilvækst i forhold til tidligere undersøgelser (medd. nr. 421, 1999 og medd. nr. 312, 1995).

Søerne i gruppe 1 og 3 havde en tilvækst i drægtighedsperioden, der i gennemsnit var 8 til 12 kg højere end søerne i gruppe 2. Et kg tilvækst for en so kræver i gennemsnit 4,5 FEs (medd. nr. 304, 1995). Foderforbruget blev ikke bestemt, men vurderet udfra søernes tilvækst og med en antagelse om, at søerne udnytter begge blandinger lige godt, har søer i gruppe 1 og 3 fået optil 0,5 FEs mere pr. dag i løbet af drægtighedsperioden end søerne i gruppe 2.

Spredningen på søernes tilvækst lå på niveau med tidligere under­søgelser ­­­­(medd. nr. 278, 1994 og medd. nr. 312, 1995). Selvom søer, der fik foder med 60 pct. Pulpetter, brugte 3-4 gange længere tid på at æde end søer, der fik alm. drægtighedsfoder, havde dette ikke givet anledning til en markant forskel på søernes vægtspredningen.

Tabel 8. Søernes vægt - gennemsnit af begge besætninger

Forsøgsgruppe		1	2	3
Antal dage i løsdrift		64	104	105
Vægt ved indsættelse i løbestald, kg		221	216	221
Vægt ved indsættelse i farestald, kg		275	262	280
Tilvækst i drægtighedsperioden, kg		54	46	58
Spredning på søernes tilvækst, kg		25	21	25

Søernes adfærd

Mængden af bidsår på søerne blev brugt som udtryk for, hvor aggressive søerne har været, da der er en sammen­hæng mellem antal bidsår og aggressionniveauet i stien. Aggressionsniveauet vil være højt, hvis søerne oplever en begrænsning af resurser i deres omgivelser, som de prioriterer meget højt, fx foder, men høj belægningsgrad eller et lille areal pr. so, samt et lille totalareal i stien vil også påvirke aggressionsniveauet.

I periode 1 (fra 0-14 dage efter indsættelse i løsdriftssti) var der i forsøgsgruppe 2 og 3 lidt færre søer med mere end fem bidsår end i forsøgsgruppe 1, tabel 11. I periode 2 og 3 var der i forsøgsgruppe 2 færre søer med over fem bidsår end i gruppe 1 og 3. Disse forskelle var ikke statistisk sikre, men kan være en indikation af, at aggressionsniveauet i alle tre forsøgsgrupper var næsten det samme ved indsættelse i stierne, men at det aftog hurtigere i gruppe 2, fordi foderet ikke i samme grad som i gruppe 1 og 3 var en begrænset resurse. Grunden til, at der ikke blev set større effekt på søernes adfærd af, at anvende det fyldende foder, kan skyldes at søerne i gruppe 1 og 3 fik optil 0,5 FEs mere pr. dag end søerne i gruppe 2.

Ser man bort fra de tre forsøgsbehandlinger, var der en statistisk sikker forskel på antallet af søer med over fem bidsår mellem periode 1 og perioderne 2 og 3 ­­(p=0,0002 og ­p=0,0001), tabel 9. Søerne slås mere i de første 14 dage, primært i forbindelse med dannelse af rangordenen, og det var derfor forventet, at antallet af bidsår var højere i denne periode sammen­lignet med de to øvrige. Der var ingen forskel i antallet af søer med over fem bidsår i de sidste to perioder af drægtighedsperioden

Tabel 9. Frekvens af drægtige søer med mere end fem bidsår i relation til forsøgsgruppe og tidspunkt i drgt. perioden, pct. af totale antal søer

Periode (antal dage efter indsæt. i løsdriftssti)		Forsøgsgrp. 1	Forsøgsgrp. 2	Forsøgsgrp. 3	Alle grupper
Periode 1 (0-14. dag)		25,5	21,2	19,4	21,8 a
Periode 2 (35.-45. dag)		10,2	5,9	12,1	8,3 b
Periode 3 (60. dag til fa­ring)		16,7	5,2	6,8	7,5 b
Gennemsnit af hele drgt.perioden		15,1	10,4	12,0	-
a og b i samme kolonne er statistisk sikkert forskellige (p<0,05)

Vulvabid

Vulvabid betragtes som en aggressiv handling og som en indikation på, at der er noget i soens nærmiljø, der ikke fungerer. Vulvabid forekommer primært i den sidste del af dræg­tighedsperioden. Der blev både registreret vulvabid i løbet at dræg­tighedsperioden og i farestal­den.

Søerne i gruppe 2 havde færre vulvabid end søerne i gruppe 1 og 3. Endvidere var der færre søer i gruppe 2, der havde sår eller flået vulva i forhold til søer i gruppe 1 og 3. Dette var tilfældet i begge besætninger samt på det samlede resultat, tabel 10. De fundne forskelle var ikke statistisk sikre.

Rizvi et al., 1998 fandt bl.a., at flokstør­relse, en gang daglig fodring og mange søer pr. drikkekop/-ventil øgede risikoen for vulvabid. I samme undersøgelse blev det fundet, at risikoen for vulvabid blev halveret ved ad libitum fodring sammenlignet med restriktiv fodring en gang om dagen. Restriktiv fodring med to daglige fodringer reducerede risikoen for vulvabid til en trediedel i forhold til en daglig fodring. Effekten af ad libitum fodring er forventelig, men der er ikke umiddelbart nogen logisk forkla­ring på, hvorfor to daglige fodringer skulle have den fundne effekt på vulvabid.

Tabel 10. Søer uden vulvabid eller med vulvabid i større eller mindre omfang ved indsættelse i farestalden

Forsøgsgruppe		1	2	3
Antal søer, stk.		601	584	599
Søer uden vulvabid, pct.		81,9	85,4	81,1
Søer med mindre rift på vulva, pct.		10,1	8,3	8,3
Søer med sår på vulva, pct.		4,0	3,3	5,2
Søer med flået vulva, pct.		4,0	3,0	5,4

I de fleste besætninger er det erfaringen, at vulvabid (hvis de finder sted) primært forekommer i den sidste del af drægtighedsperioden, hvilket bekræftes i denne afprøvning. I løbet af dræg­tighedsperioden (på nær de sidste 7-14 dage) havde 96,3 pct. af søerne ingen vulvabid, og der var kun 3,7 pct. med spor efter vulvabid, tabel 11. I de sidste 7-14 dage af drægtighedsperioden blev dette ændret således, at der i ­farestal­den blev registreret 82,3 pct. søer uden vulvabid og 17,7 pct. med vulvabid i form af mindre rifter, sår, eller hvor vulva var flået. Der var således sket en stigning i frekvensen af søer med vulvabid i den sidste del af drægtighedsperioden.

I drægtighedsperiodens sidste fase indtræder betydelige fysiologiske og biokemiske ændringer i cervix (livmoder), vagina (skede) og vulva (ydre kønsdele). Blodgennemstrømningen øges stærkt, muskulaturen i livmoder og skede afslap­pes, og bindevævet ændrer karakter, således at det bliver mere blødt og eftergiveligt. Desuden er søerne i de sidste dage før faring motiverede og aktive, dels for at komme væk fra flokken og finde et godt sted at fare, dels for at finde materiale til redebygning. Når dette ikke kan lade sig gøre, kan det føre til, at nogle søer begynder at bide de andre i vulva.

Tabel 11. Frekvensen af vulvabid i hele drægtighedsperioden på nær de sidste 7-14 dage kontra frekvensen af vulvabid i de sidste 7-14 dage af drægtighedsperioden

		Vulvabid i hele drgt. perioden på nær de sidste 7-14 dage	Vulvabid i de sidste 7-14 dage af drgt. perioden
Søer u. vulvabid, pct.		96,3	82,3
Søer m. mindre rift på vulva, pct.		2,9	9,1
Søer m. sår på vulva, pct.		0,6	4,3
Søer m. flået vulva, pct.		0,2	4,1

Den negative effekt på antallet af totalfødte grise pr. kuld ved at sætte søer i løsdrift i stabile grupper tidligere end 4 uger efter løbning blev eftervist i denne afprøvning. Det må stadig tilrådes, at søer opstaldet i stabile grupper først sættes i løsdrift 4 uger efter fravænning. Semi ad libitum fodring af løsgående, drægtige søer med en fyldende blanding bestående af 60 pct. Pulpetter kunne ikke fjerne effekten af indsættelsestidspunkt. Selvom det i begge besætninger blev konstateret, at søerne blev markant mere rolige, kunne dette ikke ses på antallet af søer, der måtte tages ud af stierne eller på frekvensen af bidsår på søerne.

REFERENCER

Arey, D.S., 1999. Time course for the formation and disruption of social organisation in group-housed sows. Applied Animal Behaviour Science, 62 (2/3), siderne 199-207.

Brouns, F. et al., 1995. Influence of fibrous feed ingredient on volontary intake of dry sows. Animal Feed Science and Technology, vol. 54, siderne 301-313.

Fokus på Normer for næringsstoffer, 1996. Landsudvalget for Svin.

Meddelelse nr. 228, 1992. Roepiller til søer. Den rullende Afprøvning, Landsudvalget for Svin.

Den rullende Afprøvning, Meddelelse nr. 278, 1994. Løsgående gruppefodrede søer.

Den rullende Afprøvning, Meddelelse nr. 290, 1994. Pulpetter til søer.

Den rullende Afprøvning, Meddelelse nr. 304, 1995. Vådfoder efter tilnærmet ædelyst til diegivende søer.

Den rullende Afprøvning, Meddelelse nr. 311, 1995. Indsættelsesstrategi for gruppefodrede drægtige søer.

Den rullende Afprøvning, Meddelelse nr. 312, 1995. Elektronisk sofodring.

Den rullende Afprøvning, Meddelelse nr. 363, 1997. Indsættelsesstrategi for søer i små stabile grupper.

Den rullende Afprøvning, Meddelelse nr. 421, 1999. Fuldfoder med sukkerroeaffald til løsgående, drægtige søer - indendørs.

Den rullende Afprøvning, Meddelelse nr. 424, 1999. Ad libitum fodring af individuelt opstaldede, drægtige søer.

Rizvi, S., C.J. Nicol, L.E. Green, 1998. Risk factors for vulvabiting in breeding sows in south-west England. Veterinary Record, 143 siderne 654-658.

Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, København, Vestergaard, E.-M., 1997. Effekt af foderfibre på velfærd og produktion hos søer. Ph.D afhandling.

Arkiv nr. 4252/Afp. nr. 388