Afprøvning af strategier for kuldudjævning

SAMMENDRAG

To strategier for kuldudjævning blev testet i to besætninger.

I gruppe 1 blev den ønskede kuldstørrelse opnået ved kuldstandardisering. Det vil sige, at der blev flyttet enkelte grise fra store kuld til små kuld. I afprøvningen blev der primært flyttet på de mindste grise. Der blev dog flyttet på de mellemstore grise ved kuldudjævning til gylte. Når det kun er de overskydende grise, der flyttes imellem søerne, opnås en vis forskel på grisenes størrelse i de enkelte kuld. Dette vil sandsynligvis lette dannelsen af rangordenen. En stor del af kuldene vil ikke modtage ekstra grise, hvilket giver en mindre risiko for overførsel af smitte til disse kuld.

I gruppe 2 blev grisene krydsopfostret, så søerne kom til at ligge med kuld med “små”, “mellem” eller “store” grise. Kuldene med “små” grise udgjorde kun 12 pct. af samtlige kuld i gruppe 2. Krydsopfostring  medfører, at grisene i de enkelte kuld er ens af vægt, og dermed bedre kan konkurrere om patterne. Ulempen er, at der flyttes mange grise, så der er større risiko for smittespredning.

De to strategier havde ingen betydning for fravænningsvægten pr. fravænnet gris. Behandlingsfrekvensen var lav i begge grupper (1 pct. af grisene i begge grupper), så de to strategier påvirkede ikke sundheden.

Der blev fravænnet flest grise i gruppe 1. Dette skyldtes både en lavere dødelighed, og at der blev flyttet færre grise væk fra kuldene efter den indledende kuldudjævning. Antal fravænnede grise var ikke primær forsøgsfaktor i afprøvningen, og resultatet kan således skyldes et tilfældigt udfald. Der er større chance for, at en langsomt voksende gris flyttes fra et krydsopfostret kuld, hvor driftslederen forventer, at alle grise i dette kuld er ens af størrelse, mens forskelle i vægt lettere accepteres i kuld, hvor grisene fra begyndelsen er forskellige.

Det anbefales at foretage kuldudjævning ved kun at flytte enkelte grise. De undervægtige grise bør ikke flyttes til gyltekuld.

BAGGRUND

Den stigende kuldstørrelse samt ønsket om ensartede grise ved fravænning kræver at grisenes potentiale for vækst udnyttes fuldt ud. Kuldudjævning er nødvendig for at sikre at alle grisene får adgang til soens mælk. Flere strategier for kuldudjævning er blevet anbefalet:

Alle 3 metoder har fordele og ulemper, og ingen er testede i balancerede afprøvninger.

Foreløbige undersøgelser viser, at fravænningsvægten påvirkes af fødselsvægten, af tidspunktet for flytning af grisene, af soens kuldnummer, af antal grise i kuldet og af antal diegivningsdage.

Antallet af diegivningsdage og antal diende grise i kuldet bestemmes i den enkelte besætning af antallet farestier i forhold til antal årssøer og antallet af levendefødte grise.

MATERIALE OG METODE

Afprøvningen blev gennemført i to besætninger.

Besætning 1 var på ca. 300 årssøer med konventionel status og under delsanering for dansk PRRS. Der var fem farestalde med traditionelle kassestier med 60 pct. fast gulv. Staldene blev benyttet i kontinuerlig drift. Der var i gennemsnit seks faringer pr. uge.

Besætning 2 var på ca. 350 årssøer. Der blev gennemført 2-ugers drift. Sundhedsstatus var SPF og besætningen var under delsanering for dansk PRRS. Der var tre farestalde, hvoraf to fuldt sektionerede stalde indgik i afprøvningen. Staldene var begge med traditionelle kassestier med ca. 60 pct. fast gulv og metalriste bag soen. Der var hhv. varmelamper og gulvvarme i staldene.  Der var i gennemsnit 12 faringer pr. uge.

Søerne indgik i afprøvningen ved flytning til farestalden. For at kunne styre kuldudjævningen af grisene, blev alle søer i samme gruppe opstaldede i samme side af stalden. I begge besætninger blev søerne inddelt i grupper, efter den side af stalden de kom til at stå i. De to grupper skiftede side ved hver ny indflytning.

Gruppe 1. “Standardisering”

Grisene blev kun flyttet for at opnå det ønskede antal grise i hvert kuld. Ved kuldudjævning imellem de nyfarede søer blev de mindste grise flyttet. Der blev flyttet mellemstore grise til gyltene.

Gruppe 2. “Krydsopfostring”

Grisene blev sorteret efter vægt, så der blev dannet kuld med “store”, “mellem” eller “små” grise.

Grisene blev kun flyttet indenfor gruppen. Kuldudjævningen skulle så vidt muligt gennemføres inden 2 dage efter faring. Efter kuldudjævningen blev kuldstørrelsen registreret, og yderligere flytning blev så vidt muligt undgået. Hvis flytning ikke kunne undgås, blev denne registreret.

I besætning 1 blev kuldet vejet efter kuldudjævningen.

I besætning 1 blev der givet ekstra foder til pattegrisene under afprøvningen. I besætning 2 blev der ikke givet ekstra foder til pattegrisene.

Ved fravænning blev grisene vejet. Hvis der blev fravænnet enkelte grise fra et kuld, blev hele kuldet vejet ud.

Statistik

Den primære forsøgsvariabel var fravænningsvægten korrigeret for effekt af besætning, kuldnummer, antal diegivningsdage og antal fravænnede grise.

Data blev behandlet i en variansanalyse i SAS-programmet GLM.

Forklarende variabler var sygdomsbehandlinger og dødelighed i de to grupper og antal flytninger senere end 2 dage efter faring.

RESULTATER OG DISKUSSION

Der indgik i alt 490 kuld i afprøvningen fordelt på 486 faringer og fire ammesøer.

I besætning 1 blev der ikke benyttet ammesøer til kuldudjævning efter faring. I besætning 2 blev der benyttet fire ammesøer i gruppe 1. Ved en fejl i besætning 2 indgik de små grise, der blev flyttet til ammesøer i gruppe 2 ikke i afprøvningen.

Resultaterne for de 2 besætninger er vist i tabel 1. Da der ikke var statistisk sikker vekselvirkning på forsøgsparameteren er resultaterne for begge besætninger slået sammen.

Tabel 1. Effekt af to typer kuldudjævning efter faring

Der var stor forskel på antal søer i de to grupper. Denne forskel var tilstede i begge besætninger og må skyldes, at metoden til gruppeinddeling ikke var optimal.

Behandlingen havde ingen statistisk sikker effekt på fravænningsvægten, der var den primære forsøgsparameter. Ved den statistiske behandling er der korrigeret for statistisk sikker effekt af kuldnummer, antal fravænnede grise og antal diegivningsdage.

Frekvensen af behandlede søer var lav i begge besætninger, men højest i gruppen af søer med krydsopfostrede grise. Behandlingen (strategi for kuldudjævningen) startede først dag 2 efter faring, og 2 pct. af søerne blev først behandlet senere end 2 dage efter faring i begge grupper. Derfor kan forskellen i antal behandlinger ikke forklares af strategien for kuldudjævning.

Der var ikke forskel mellem grupperne i antal behandlinger af grisene. Der var en meget lav sygdomsfrekvens i afprøvningen.

Der var statistisk sikkert højere dødelighed og flere flyttede grise efter den indledende kuldudjævning blandt grise, der blev krydsopfostrede. Forskellen i antal flyttede grise kan være en følge af behandlingen, men kan også skyldes, at én gris med lav tilvækst tydeligere kan ses i et ensartet kuld efter krydsopfostring, end i et kuld med forskellig vægt af de enkelte grise. Forskellen mellem grupperne af antal døde og flyttede grise medførte, at der var statistisk sikkert flere fravænnede grise i gruppen med flytning af de mindste grise. Forskellen kan forklares med, at færre flytninger skaber mere ro omkring diegivningen, at forskel i vægt skaber en lettere dannelse af rangorden, og at mindre flytning medfører mindre smittespredning mellem de enkelte kuld.

Tabel 2. Resultater for de enkelte vægtklasser af krydsopfostrede grise

Fordelingen af “små”, “mellemstore” og “store” grise fremgår af tabel 2. Ved krydsopfostring blev der dannet lige mange kuld med “store” og “mellemstore” grise, hvor grisene i gennemsnit vejede 1,5 og 2 kg efter udjævningen. Kun 13 pct. af kuldene var “små” grise, der i gennemsnit vejede 1,2 kg efter kuldudjævning. Der var således større forskel i vægten på grisene mellem de “mellemstore” og “store” kuld end mellem de “små” og de “mellemstore” kuld. Der var som forventet forskel på såvel antal behandlinger, antal flytninger, antal døde og dermed på antal fravænnede og fravænningsvægten mellem kuldene i de tre vægtklasser. Dødeligheden i forsøgsgruppe 1 i kuldene med små eller mellemstore grise var højere end i forsøgsgruppe 2. Kun i gruppen med store grise var dødeligheden mindre.

De to strategier for kuldudjævning havde ikke betydning for fravænningsvægten pr. gris. Der var en statistisk sikker effekt på de sekundære effektparametre døde og fraflyttede grise og dermed på antal fravænnede grise. Afprøvningen var ikke designet til at påvise denne forskel statistisk sikkert, så udfaldet kan være tilfældigt. En amerikansk afprøvning viser den samme tendens.

Indtil bedre dokumentation foreligger, må det anbefales at gennemføre kuldudjævning efter faring ved at flytte færrest muligt af grisene og at acceptere en vis forskel på de enkelte grises vægt indenfor kuldet.

Deltagere: Tekniker Peter Nøddebo

REFERENCER

Den rullende Afprøvning, Erfaring nr. 9804, 1998. Kuldudjævningens betydning for fravænningsvægten.

Aherne, F. 1999. International Pigletter. Marts. s 4-6 (refereret i Landsbladet SVIN august 1999).

Arkiv nr. 342 / Afp nr. 478    Timesag nr. 351045