Farefeber - blodværdier hos syge og raske søer

Farefeberkomplekset er betegnelsen for et symptomkompleks, der viser sig hos søer i den første tid efter faringen. Der er næppe tale om en enkelt sygdomsenhed men snarere om en gruppering af kliniske symptomer, der kan have forskellige årsager. De fleste sygdomstilfælde indtræffer inden for det første døgn efter faringen.

Sygdomskompleksets kliniske manifestationer er meget varierende. Der kan ses nedstemthed, nedsat ædelyst, yverbetændelse, nedsat eller ophørt mælkeydelse, forstoppelse og varierende grader af feber. Mælkemangel giver sig til udtryk i urolige grise, som forgæves forsøger at patte. De får ofte diarre og bliver indfaldne. Soen lægger sig ofte på brystet for at hindre grisene i at die. Endvidere kan der være symptomer på børbetændelse i form af rigelige mængder flåd. Inden for den enkelte besætning vil det samlede symptombillede ofte være ensartet hos de angrebne dyr, mens symptom-sammensætningen varierer meget fra besætning til besætning.

Mens dødeligheden blandt grisene på grund af mælkemangel kan blive meget høj, er dødeligheden blandt søerne lav. Farefeber behandles som regel med antibiotika, men det er muligt at søerne i mange tilfælde ville helbredes uden behandling.

Ifølge danske opgørelser fra sobesætninger forekommer behandlingskrævende farefeber ved gennemsnitligt 10-18 pct. af alle faringer [1], [2]. Men variationen mellem besætninger er meget stor, og forekomsten i den enkelte besætning kan periodevis nå op på 100 pct. Perioder med mange tilfælde kan afløses af perioder næsten uden farefeber.

På trods af stor uenighed om definitionen på farefeber er der ingen tvivl om, at farefeber-komplekset er et alvorligt problem i danske svinebesætninger. Det medfører betydelige medicinudgifter samt tab som følge af nedsat tilvækst og øget dødelighed i kuldet [1].

Dødeligheden blandt grisene er i gennemsnit forøget med 0,5 gris pr. kuld ved farefeber (0,2 flere dødfødte samt 0,3 flere døde i diegivningsperioden).

Årsagerne til farefeber er ikke klarlagt, men der er fremlagt mange hypoteser. Blandt årsagerne er foreslået betændelse med bakterier i yver, tarm, blære eller bør, intoksikation (optagelse af giftstoffer) fra tarmkanalen, stressende forhold omkring faringen, stofskiftelidelser, kalkmangel og svigtende hormonel funktion. Det må formodes, at årsagen til farefeber kan være forskellig fra besætning til besætning.

Formålet med denne undersøgelse var at klarlægge mulige årsager til farefeber ved hjælp af blodprøveundersøgelser. Den diagnostiske værdi af udvalgte blodparametre skulle undersøges, således at det kunne vurderes om disse blodparametre er velegnede til brug under praksis-forhold.

Der udvalgtes 20 sobesætninger med varierende farefeber-symptomer. Ved farefeber-symptomer forstås ét eller flere af følgende symptomer omkring faring hos søer: feber, yverbetændelse, mælkemangel, nedsat ædelyst, forstoppelse eller børbetændelse.

Sundhedsstatus og drift

Blandt de 20 besætninger havde to SPF-status, seks MS- og to SKD-status, mens resten var konventionelle besætninger. Tre besætninger var konstateret smittet med PRRS, mens resten var usmittede eller ikke var blevet testet for PRRS. I mindst 17 af besætningerne blev avlsdyrene vaccineret mod rødsyge, tarmbrand og PPV. Desuden blev de vaccineret mod nysesyge i fem besætninger og mod E. coli i 11 besætninger.

Otte besætninger var lukkede besætninger, som ikke indkøbt avlsdyr. Én besætning havde hovedsageligt rene Yorkshire-dyr, mens resten benyttede sig af Landrace/Yorkshire-krydsninger

I 18 besætninger var alle drægtige søer bundet eller opstaldet i bokse. I to besætninger var en del af søerne løsgående. I fem besætninger fik søerne vådfoder, mens der i resten af besætningerne blev fodret med tørfoder. I otte besætninger fik drægtige søer tildelt strøelse i form af halm eller spåner. I alle besætninger undtagen én havde søerne konstant adgang til vand i drægtighedsstalden. Før faring blev der i alle besætninger foretaget en foderreduktion til 1-2,5 FEs (gennemsnit 1,5 FEs) i 1,5-7 dage (gennemsnit 3 dage).

I farestalden var søerne i 19 besætninger bundet eller opstaldet i bokse. I den sidste besætning var søerne løsgående i trekantstier med rigelig strøelse. I alle besætninger havde søerne konstant adgang til vand i farestalden, og i fem besætninger blev der desuden for- eller eftervandet. I 10 besætninger blev kuldudjævning næsten udelukkende foretaget i det første døgn efter faring, mens der i resten af besætningerne også blev kuldudjævnet senere i diegivningsperioden. Der blev ikke udført faringsinduktion i nogen af besætningerne i afprøvningen.

Reproduktionsdata for de 20 besætninger, der indgik i afprøvningen, er angivet i tabel 1 (gennemsnit og variationsbredde mellem besætninger).

 

Tabel 1. Beskrivelse af besætninger. Produktionsdata (gennemsnit for besætningerne, variationsbredde mellem besætningerne)

Antal årssøer	258	(82-470)
Procent gyltefaringer	21	(14-43)
Grise pr. årsso	22,6	(18,6-24,5)
Levendefødte pr. kuld	11,1	(9,2-12,3)
Fravænnede pr. kuld	10,0	(8-10,7)
Fravænningsalder	27,6	(22-40)

Beskrivelse af farefeber-problemerne i besætningerne

Besætningsejerne angav, at farefeberproblemerne havde stået på i en periode varende fra to måneder til “adskillige år”. I nogle besætninger forekom problemerne konstant (14 besætninger), mens de i andre forekom periodevist. I de fleste besætninger var søer og gylte ifølge besætningsejeren lige ofte ramt af farefeber. Tre besætningsejere oplyste, at det oftest var søer, der led af farefeber, mens det i én besætning oftest var gylte. Forekomsten af farefeber i besætningerne svingede fra ca. 20-95 pct. Samtlige besætningsejere oplyste, at der ikke generelt var problemer med yverbetændelse senere i diegivningsperioden.

I tabel 2 ses en oversigt over de symptomer, som besætningsejerne angav som typiske farefeber-symptomer i besætningen.

 

Tabel 2. Typiske symptomer ved farefeber iflg. besætningsejer (antal besætninger)

	ja	nej	ikke besvaret
Feber	10	7	3
Mælkemangel	15	4	1
Børbetændelse	11	8	1
Yverbetændelse	11	8	1
Forstoppelse	1	18	1
Nedstemthed	8	11	1
Nedsat ædelyst	14	5	1

Med undtagelse af en enkelt besætning blev farefeber behandlet med antibiotika. I den sidste besætning blev der i stedet anvendt prednisolon (syntetisk binyrebarkhormon) i behandlingen af farefeber. I 10 besætninger blev der desuden anvendt oxytocin. I et par besætninger blev der anvendt homøopatiske midler eller anden naturmedicin.

Registreringer

Fra hver af de 20 besætninger blev 6-14 søer inkluderet i undersøgelsen. Cirka halvdelen af disse dyr udviste varierende tegn på farefeber (farefeberdyr), mens den anden halvdel var raske kontroldyr. Et dyr blev betegnet farefeberdyr, hvis det udviste ét eller flere af følgende symptomer indenfor de første tre dage efter faring:

• Feber (over 39,4°C i temperatur)
• Yverbetændelse (hævede, hårde, røde eller ømme kirtler)
• Nedsat eller ophørt ædelyst

Når en so med farefeber blev inkluderet i undersøgelsen, blev der samtidigt udtaget et kontroldyr, som ikke udviste disse symptomer. Kontroldyret skulle så vidt muligt ligne farefeberdyret med hensyn til antal læg og dato for faring. Det blev efterstræbt, at kontroldyrene ikke udviste nogen tegn på sygdom, så som nedstemthed, unormal gødningskonsistens, skedeflåd eller nedsat mælkeydelse. Desuden blev det efterstræbt, at der ikke var foretaget fødselshjælp på kontroldyrene, og at faringen var forløbet normalt.

Inden for de første tre dage efter faring blev både farefeberdyr og kontroldyr undersøgt klinisk en enkelt gang. Undersøgelsen blev udført af en dyrlæge, som foretog følgende registreringer:

• Læg
• Antal levende- og dødfødte
• Forløb af faring (normalt/langvarigt)
• Fødselshjælp (ja/nej)
• Klinisk vurdering af yver (hårdhed, rødme, ømhed)
• Legemstemperatur
• Ædelyst (normal/nedsat)
• Gødning (normal/knoldet/tynd)
• Skedeflåd (normalt/rigeligt)
• Terapi (behandlet med antibiotika/ikke behandlet med antibiotika)

Søer med farefeber blev behandlet mod farefeber efter de retningslinier som normalt blev fulgt i besætningen. Ingen af søerne blev behandlet, før der sås tegn på sygdom.

Blodundersøgelser

Dyrene blev blodprøvet 3 gange:
Prøve 1 Prøve 2 Prøve 3	2-7 uger før faring 0-3 dage efter faring (samtidigt med den kliniske undersøgelse) 2-7 uger efter faring

Prøve 2 blev undersøgt for en lang række blodparametre, som er angivet i tabel 3. I appendiks 1 er desuden angivet, hvilken sammenhæng med farefeber de nævnte blodparametre formodes at kunne have. Prøve 1 og Prøve 3 blev undersøgt for endotoxiner, antistoffer mod endotoxiner samt akutfase-proteinet alfa-haptoglobin (se forklaring i appendiks 1).

De hæmatologiske parametre samt gluthationperoxidase blev undersøgt i fuldblod inden for et døgn efter prøveudtagelsen. Glucoseindholdet blev undersøgt i plasma, mens der til undersøgelse af de øvrige blodparametre blev anvendt serum.

Endotoxinindholdet blev undersøgt i blodprøver udtaget sterilt (pyrogenfrie utensilier). Gennem et samarbejdsprojekt med Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjkole ved lektor Pia Haubro blev prøverne analyseret for endotoxiner samt for antistoffer mod endotoxiner. Blodets indhold af alfa-haptoglobin blev undersøgt på Institut for Farmakologi og Patobiologi, KVL, ved professor Christian Friis. Progesteron- og prolaktin- og prostaglandinindholdet blev undersøgt i samarbejde med på Klinisk Institut, KVL, ved lektor Ib Christiansen. De øvrige blodundersøgelser blev foretaget på Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskoles Centrallaboratorium ved lektor Dirch Poulsen.

Tabel 3. Undersøgte blodparametre

Hæmatologi Hæmatokrit Acidofile Basofile Erythrocyter (røde blodlegemer) Leukocyter (hvide blodlegemer) Lymfocyter Neutrofile Monocyter Hæmoglobin MCV MCH MCHC Blodsænkning Endotoxiner/antistoffer Endotoxiner Endotoxin-antistoffer (prøve 1, 2 og 3)

Mineraler Calcium Jern Zink Kobber Magnesium Andet Gluthationperoxidase (GPX) Fructosamin Glucose ALAT ASAT BASP Creatinin Progesteron Prolaktin Prostaglandin alfa-haptoglobin (prøve 1, 2 og 3)

Resultat af enkeltdyrsregistreringer

I tabel 4 ses resultaterne af den kliniske undersøgelse. I overensstemmelse med definitionen på farefeberdyr har ingen af kontroldyrene en temperatur over 39,4°C, nedsat ædelyst eller yversymptomer (unormal lød, rødme, ømhed).

 

Tabel 4. Resultater af den kliniske undersøgelse (ved angivelse i pct. er angivet andelen af dyr i hhv. farefeber- og kontrolgruppe med pågældende symptom)

Type symptom	Farefeber	Kontrol
Antal søer	106	84
Symptomer anvendt ved kategorisering af dyr til hhv. farefebergruppen og kontrolgruppen
Temperatur (gn.snit, variationsbredde) (ºC)	39,5 (37,9-41,6)	38,6 (36,8-39,3)
Nedsat ædelyst (pct.)	63,5	0
Yverets lød
Én/få hårde kirtler (pct.)            Yver generelt hårdt (pct.)	18,0 29,0	0 0
Rødt yver (pct.)	19,8	0
Ømt yver (pct.)	17,8	0
Yversymptomer, i alt (pct.)	59,8	0
Øvrige registrerede symptomer
Nedstemthed (pct.)	53,5	3,6
Gødning
knoldet (pct.)           ophørt (pct.)           tynd (pct.)	14,4 6,7 0	6,7 0 1,7
Skedeflåd, rigeligt (pct.)	17,1	6,0
Nedsat mælkeydelse (pct.)	29,6	9,8
Kuldet nedstemt (pct.)	16,0	2,4
Diarre hos kuldet (pct.)	12,3	4,8

De øvrige registrerede symptomer blev ikke anvendt ved kategoriseringen af dyr til hhv. farefebergruppen og kontrolgruppen. Årsagen var, at vurderingen af disse symptomer blev anset for at være for subjektiv og usikker. Hos de fleste af søerne var det ikke muligt at bestemme gødningskonsistensen med sikkerhed, fordi der ikke fandtes gødning i soens endetarm eller tilstrækkelig frisk gødning i stien. Vurderingen af mælkeydelsen var usikker, da den var baseret på et øjebliksbillede ved en enkelt undersøgelse af soen og kuldet.

Der blev taget vaginalsvaberprøver fra 15 ubehandlede dyr med rigeligt skedeflåd. Mikrobiologiske undersøgelser viste, at 9 af prøverne var sterile eller indeholdt en blandingsflora, som sandsynligvis var uden betydning. Tre prøver var domineret af hæmolytiske streptokokker, mens tre andre prøver var domineret af non-hæmolytiske E. coli. På baggrund af disse resultater blev det vurderet, at symptomet skedeflåd ikke var velegnet til bestemmelse af dyrets status mht. farefeber. Skedeflåd er ikke nødvendigvis en følge af børbetændelse men kan sandsynligvis også være en følge af en overfladisk betændelse i skeden. Det kan dog ikke udelukkes, at en sådan overfladisk betændelse også kan påvirke nogle af de målte blodværdier.

Det ses af tabel 4, at der i kontrolgruppen kun var en mindre andel af søerne, der udviste tegn på nedstemthed, unormal gødning, skedeflåd eller nedsat mælkeydelse. Dette blev, som tidligere nævnt, efterstræbt ved udvælgelsen af søerne.

I tabel 5 ses reproduktionsdata og driftsmæssige forhold registreret ved enkeltdyrsregistreringer. For de opgivne data var der ikke nogen statistisk betydende forskel på farefebergruppen og kontrolgruppen.

 

Tabel 5. Resultater af enkeltdyrsregistreringer: Reproduktionsdata og driftsmæssige forhold

	Farefeber		Kontrol
	Gennemsnit	Variations- bredde	Gennemsnit	Variations- bredde
Parietet (antal læg)	3,4	1-9	4,0	1-10
Antal levendefødte	11,5	2-18	11,5	5-17
Antal dødfødte	1,0	0-5	0,7	0-4
Drægtighedslængde (dage)	116,1	112-120	116,3	113-119
Tid i farestald før faring (dage)	6,0	0-14	5,5	0-14
Vandforsyning i farestald (l/min)	4,4	0,3-12	4,5	0-10

I tabel 6 ses en opgørelse af faringsforløbet for hhv. farefeberdyr og kontroldyr. Som tidligere nævnt blev det ved udvælgelsen af kontroldyrene efterstræbt, at de havde haft en normal faring uden fødselshjælp. Derfor kan hyppigheden af et unormalt faringsforløb og fødselshjælp ikke anses for værende repræsentativ for dyr uden farefeber. Imidlertid bør disse tal indgå i overvejelserne ved fortolkningen af blodprøveresultaterne, da et unormalt faringsforløb og fødselshjælp kan tænkes at påvirke visse blodparametre.

 

Tabel 6. Resultater af enkeltdyrsregistreringer: Faringsforløb

	Farefeber	Kontrol
Langvarig faring (pct.)	25,5	6,8
Faring i drægtighedsstald (pct.)	1,0	1,4
Rådne grise (pct.)	2,0	0
Fødselshjælp givet (pct.)	25	9,5

I tabel 7 ses tidsrummene mellem de tre blodprøveudtagninger og faring. Der var ikke nogen statistisk betydende forskel mellem farefebergruppen og kontrolgruppen.

 

Tabel 7. Tidsrum mellem prøveudtagninger og faring. Gennemsnit, standardafvigelse og variationsbredde (antal dage)

	Farefeber		Kontrol
	Gn.snit	sd (variationsbr.)	Gn. snit	sd (variationsbr.)
Prøve 1 til faring	29,9	8,5 (17-53)	29,9	9,1 (15-52)
Faring til prøve 2	2,0	1,4 (0-6)	2,1	1,1 (0-5)
Faring til prøve 3	25,5	8,9 (13-48)	25,7	8,9 (11-47)

Blodprøveundersøgelser

Resultaterne af blodprøveresultaterne blev analyseret i en statistisk model, der tog højde besætning, soens alder (læg), fødselshjælp, og tidspunktet for prøveudtagningen i forhold til faringen. Det blev også undersøgt, om behandling med antibiotika påvirkede blodprøveresultaterne, hvilket ikke var tilfældet.

I tabel 8 ses de blodparametre, som viste en forskel mellem farefeberdyr og kontroldyr. Resultaterne for de øvrige blodparametre kan ses i bilag 2.

 

Tabel 8. Blodparametre som viser en forskel mellem farefeberdyr og kontroldyr. Variationsbredde, parameterestimat og p-værdi

	Variationsbredde
	Farefeber	Kontrol	Parameter- estimate*	P
Blodsænkning (mm/h)	0-90	0-75	5,1	0,04
Jern (ìmol/l)	2,68-51,99	4,72-57,97	-3,90	0,007
Prolaktin (ng/ml)	9,69-101,00	7,11-101,00	-7,8	0,02
Prostaglandin (pmol/l)	163-40200	109-62700	2465	0,002
* Parameterestimat=forskellen mellem farefeberdyr og kontroldyr    (farefeber-kontrol)

I forhold til raske søer havde farefeberdyrene en højere blodsænkning, lavere koncentration af jern og prolaktin og højere koncentration af prostaglandin. Det ses, at parameter-estimaterne (forskellen mellem farefeberdyr og kontroldyr) i alle tilfælde er små i forhold til variationsbredden. Det skyldes, at der for alle fire blodparametre er store variationer mellem besætningerne. Forskellen mellem besætningerne er større end forskellen mellem farefeberdyr og kontroldyr. For blodsænkning og prolaktin afhænger blodværdierne desuden af soens alder, og for prolaktin og prostaglandin afhænger blodværdierne af tidspunktet for blodprøvetagningen (antal dage efter faring). Det kunne ikke påvises, at fødselshjælp påvirkede koncentrationen af de fire blodparametre. I figur 1 illustreres forskellen mellem besætninger med jern som eksempel.

Den store variation mellem besætninger medfører, at intervallet for normalværdier er meget bredt. Vurderingen af, om et dyr har en unormal blodværdi, forudsætter derfor, at besætningens generelle niveau for denne blodparameter kendes. Muligheden for anvendelse af de fire ovennævnte blodparametre til diagnostiske formål i praksis vil derfor være begrænset.

For de fleste af de undersøgte blodparametre blev der fundet en effekt af besætning (appendiks 2). Det vil sige, at niveauet for blodparametrene afhang af, hvilken besætning soen kom fra. For de fleste blodparametre afhang værdierne desuden af soens alder og/eller af tidspunktet for blodprøvetagningen (antal dage efter faring).

Den eneste blodparameter som afhang af, om der var ydet fødselshjælp var antistoffer mod endotoxiner i prøve 3. Her blev der fundet et højere indhold af antistoffer hos søer, som havde modtaget fødselshjælp ved faringen 2-7 uger tidligere.

Sygdomsmekanisme

Undersøgelsens resultater giver ikke en entydig forklaring på sygdomsmekanismen bag farefeber. Den forhøjede koncentration af prostaglandin hos farefeberdyr er forenelig med teorien om, at farefeber skyldes betændelse med bakterier i f.eks. yver, tarm, blære eller bør. Ligeledes er den forhøjede blodsænkning og den nedsatte koncentration af jern og prolaktin forenelig med denne teori. Forhøjet blodsænkning ses blandt andet ved akutte betændelsestilstande og omfattende vævsskader.

En nedsat koncentration af prolaktin hos dyr med farefeber er også fundet i tidligere undersøgelser [3]. Et fald i prolaktin-koncentrationen kan skyldes frigørelse af endotoxiner [4]. I det tilfælde vil en nedsat prolaktin-koncentration ikke være den primære årsag til farefeber men snarere en følge af en betændelsestilstand.

Den nedsatte koncentration af jern hos dyr med farefeber er også i overensstemmelse med teorien om, at endotoxiner skulle spille en rolle. Tidligere undersøgelser har vist, at slagtesvin med betændelsesforandringer har en nedsat koncentration af jern, og at endotoxiner kan forårsage en nedsat koncentration af jern hos får og kalve [5], [6], [7]. Hvis farefeber skyldes en betændelse med gram-negative bakterier og en deraf følgende endotoxin-frigørelse ville et fald i koncentrationen af jern derfor være ventet.

Der blev imidlertid ikke fundet ændringer i en række andre blodparametre, som også kunne ventes at ændre sig ved sådanne betændelsestilstande (jf. bilag 1). Der blev f.eks. ikke påvist ændringer i koncentrationen af antistoffer mod endotoxiner.

Resultaterne af undersøgelsen kunne ikke understøtte teorien om, at farefeber skulle skyldes en stofskiftelidelse svarende til ketose hos kvæg. Ved en sådan lidelse kunne det forventes, at der ville ses ændringer i koncentrationen af glucose, visse enzymer (ASAT, BASP) og fructosamin. Dette var ikke tilfældet. Ligeledes kunne det heller ikke påvises, at farefeber skulle være forårsaget af en mangel på mineraler som f.eks. kalk.

Det er sandsynligt, at farefeber ikke bør opfattes som en enkelt sygdom men kan have forskellige årsager i forskellige besætninger. Dette kan være en medvirkende årsag til, at der ikke blev fundet flere forskelle i blodværdierne mellem syge og raske søer. Desuden har der været en vis usikkerhed ved inddelingen af søer i henholdsvis farefeberdyr og kontroldyr. Der er sandsynligvis søer, som er klassificeret forkert.

Undersøgelsens resultater viser, at der hos dyr med farefeber ses en forhøjet blodsænkning, en nedsat koncentration af jern og prolaktin samt en forhøjet koncentration af prostaglandin. For de øvrige undersøgte blodparametre kunne der ikke påvises nogen forskelle mellem farefeberdyr og kontroldyr

Resultaterne giver ikke en entydig forklaring på sygdomsmekanismen bag farefeber. De er kun delvist forenelige med teorien om, at farefeber skyldes betændelse med gram-negative bakterier i f.eks. yver, tarm, blære eller bør. Resultaterne kunne ikke understøtte teorien om, at farefeber skulle skyldes en stofskiftelidelse svarende til ketose hos kvæg. Det kunne heller ikke påvises, at farefeber skulle være forårsaget af en mangel på mineraler som f.eks. kalk.

En stor del af de målte blodværdier afhang i høj grad af besætning, soens alder og tidspunktet for prøveudtagningen i forhold til faringen. Det medfører, at det i praksis vil være vanskeligt at benytte disse blodparametre til diagnostiske formål. I lignende fremtidige undersøgelser bør det overvejes, om prøverne skal udtages indenfor et mere snævert tidsinterval.

Det er sandsynligt, at farefeber ikke bør opfattes som en enkelt sygdom men kan have forskellige årsager i forskellige besætninger. Dette kan være en medvirkende årsag til, at der ikke blev fundet flere forskelle i blodværdierne mellem syge og raske søer.

Undersøgte blodparametre samt deres formodede sammenhæng med farefeber. Pilene angiver den forventede ændring ved farefeber. Når både stigning og fald angives skyldes det, at tidligere undersøgelser har givet modstridende resultater.

Blodparametre som ikke viser en forskel mellem farefeberdyr og kontroldyr (variationsbredde og parameterestimat samt angivelse af besætningseffekt)

	Variationsbredde		Parameter- estimat*	Besætnings- effekt**
	Farefeber	Kontrol
Hæmatokrit	0,26-0,44	0,25-0,43	-0,004	x
Acidofile granulocyter (pct.)	0-15	0-22	-0,3	x
Basofile granulocyter (pct.)	0-3	0-4	0,04
Erythrocyter (bill/l)	4,2-7,0	4,2-6,6	-0,05	x
Leukocyter (mia/l)	3,5-32,2	8,8-32,3	-1,1
Lymfocyter (pct.)	8-79	10-78	4,3
Neutrofile granulocyter (pct.)	16-87	19-85	-4,9
Monocyter (pct.)	0-30	0-16	0,8
Hæmoglobin (mmol/l)	4,9-9,3	5,1-8,7	-0,03	x
MCV (fl)	47,6-85,1	45,0-72,5	-0,03	x
MCH (fmol/l)	1,08-1,42	1,09-1,46	0,008	x
MCHC (mmol/l)	13,6-25,0	16,9-28,8	0,10	x
Calcium (mmol/l)	0,99-3,07	0,87-3,15	-0,03	x
Zink (mmol/l)	2,9-17,9	1,6-15,5	-0,42	x
Kobber (mmol/l)	15,8-51,1	18,7-55,5	2,1	x
Magnesium (mmol/l)	0,65-1,20	0,70-1,03	-0,01	x
Gluthationperoxidase (GPX) (Ukat/l)	8-1191	632-1486	-22,8	x
Fructosamin (Umol/l)	154,4-640,1	125,6-708,0	0,42	x
Glucose (mg/dl)	24-118	21-122	-4,6	x
ALAT (U/l)	4-582	6-156	1,6	x
ASAT (U/l)	7-668	13-335	15,8	x
BASP (U/l)	24-646	25-232	18,8	x
Creatinin (mg/dl)	1,6-4,3	1,6-3,1	0,02	x
Progesteron (ng/ml)	0,5-24,1	0,01-19,0	0,83	x
Endotoxiner (prøve 1, 2 og 3)	0	0	0
Endotoxinantistoffer (OD) Prøve 1 Prøve 2 Prøve 3	0,0167-1,4615 0,5231-1,3883 0,4693-1,4751	0,0581-1,2234 0,0122-2,8377 0,3418-1,2779	0,028 0,006 0,014	x x
?á-haptoglobin Prøve 1 Prøve 2 Prøve 3	0,00-1318 0,00-1652 0,00-1370	0,00-1279 0,00-1419 0,00-1332	146 -117 58

*   Parameterestimat=forskellen mellem farefeberdyr og kontroldyr (farefeber-kontrol) ** Effekt af besætning, dvs. påvist forskel mellem besætningerne