Fermenteret korn i vådfoder til tungsvin

De første undersøgelser af fermenteret vådfoder til smågrise under laboratoriemæssige forhold viste, at fermenteret vådfoder havde en gavnlig effekt på det mikrobielle økosystem i mave/tarmkanalen, og at smågrisenes foderoptagelse og tilvækst blev forbedret (Mikkelsen og Jensen, 1997; Russell et al., 1996). En efterfølgende afprøvning af fermenteret vådfoder til smågrise viste derimod, at ved fuld fermentering af hele foderblandingen blev syntetisk lysin nedbrudt, og det medførte væsentlig forringelse af produktionsresultaterne, især dårligere foderudnyttelse (Meddelelse nr. 510, Landsudvalget for Svin). En forudsætning for at kunne opnå en positiv effekt ved anvendelse af fermenteret vådfoder er derfor, at foderblandingen opdeles, således at foderkomponenter, der indeholder syntetiske aminosyrer, ikke indgår i fermenteringen men tilsættes efterfølgende. Dette kræver to vådfodertanke, hvor den ene tank anvendes til fermentering, og den anden tank anvendes til at blande den endelige foderblanding.

Fermenteret vådfoder forventes at have en gavnlig effekt på slagtesvins mave/tarmsundhed. I en kortlægningsundersøgelse af kvaliteten af vådfoder i relation til forekomst af diarré hos ung- og slagtesvin blev der fundet lav forekomst af diarré hos ung- og slagtesvin i besætninger med lavt pH i vådfoderet (resultater under publicering). Undersøgelser ved Danmarks JordbrugsForskning har derimod vist, at fodring med fermenteret vådfoder kan resultere i forringelse af smagen af svinekødet (Hansen et al. 2000).

Formålet med afprøvningen var at udvikle en metode til fremstilling af fermenteret korn og undersøge effekten af vådfoder med fermenteret korn til tungsvin sammenlignet med vådfoder med ikke-fermenteret korn. Effekten blev primært målt på produktionsresultaterne; daglig tilvækst, foderoptagelse og kødprocent. Sekundært blev effekten målt på grisenes sundhed og dødelighed. Desuden blev der foretaget undersøgelser af forekomst af Lawsonia intracellularis, gødningskonsistens og mikrobiologiske parametre i gødning. Endelig blev spisekvalitet af svinekødet undersøgt.

Afprøvningen var en del af et projektet, der blev gennemført i samarbejde mellem Landsudvalget for Svin, Big Dutchman (Skandinavien) A/S, Skiold-Echberg A/S, Funki A/S, Danmarks JordbrugsForskning, Bioteknologisk Institut og Slagteriernes Forskningsinstitut. Projektet var støttet af Direktoratet for FødevareErhverv.

Afprøvningen blev gennemført i én besætning med indkøb af smågrise. Den gennemsnitlige vægt ved indsættelse i slagtesvinestalden var 25 kg og den gennemsnitlige vægt ved slagtning var 120 kg.

Gruppeinddelingen fremgår af tabel 1. Der blev indsat 55 hold (gentagelser) i hver gruppe i alt 1.403 grise pr. gruppe. Hvert hold bestod af enten en enkeltsti (én foderventil til hver sti) med 17-18 grise eller en dobbeltsti (én foderventil til to stier) med 34 grise pr. gruppe. Der var i alt 28 enkeltstier og 27 dobbeltstier pr. gruppe. Der blev tilstræbt ligelig fordeling af so- og galtgrise i hvert hold. Den gennemsnitlige indsættelsesvægt var ens i de to stier indenfor hvert hold (gentagelse).

Der blev desuden indsat 68 grise af blandet køn i to ekstra dobbeltstier i hver gruppe. Fra disse stier blev 28 sogrise fra hver gruppe slagtet ved cirka 100 kg og anvendt til spisekvalitetsundersøgelse.

Tabel 1. Gruppeindeling

Foder

Grisene blev fodret med en ungsvineblanding i 6-7 uger efter indsættelse i slagtesvinestalden. Derefter blev de fodret med en slagtesvineblanding. Sammensætningen af foderblandingerne fremgår af appendiks 1. Foderblandingerne var optimeret, så indholdet af næringsstoffer var i henhold til den gældende norm for vægtintervallerne henholdsvis 30-55 kg og 55-100 kg (jf. ”FOKUS PÅ Normer for næringsstoffer”, 1998, Landsudvalget for Svin). De tørre komponenter til kontrol- og forsøgsfoderet blev blandet som melfoder på besætningens egen fabrik. Der blev fremstillet to tilskudsfoderblandinger til henholdsvis ungsvin og slagtesvin og en kornblanding bestående af hvede og byg i forholdet 5:1. De sammen partier af tilskudsfoder og korn blev anvendt til både kontrol- og forsøgsfoder, således at den eneste forskel var, at kornet i forsøgsfoderet blev fermenteret.

Fodringsanlæg og staldindretning

Vådfoderanlægget var fra Big Dutchman (Skandinavien) A/S. Der blev anvendt tre vådfodertanke i forsøget: en fermenteringstank på 14.000 liter til fermentering af korn, en blandetank på 6.000 liter til forsøgsfoderet og en blandetank på 5.500 liter til kontrolfoderet. Alle tanke var med vejeceller og omrører. De to blandetanke var forbundet med hver sin vådfoderstreng i slagtesvinestalden, således at kontrol- og forsøgsfoderet var fysisk adskilt og ikke kunne sammenblandes. Rørsystemet bestod af to parallelle vådfoderstrenge på fem omløb, der gennemløb i alt otte slagtesvinesektioner, som indgik i afprøvningen. De fem omløb på hver af de to parallelle vådfoderstrenge var forbundet med to hovedstrenge til henholdsvis kontrol- og forsøgsblandetankene. Sektionstørrelserne i slagtesvinestalden var meget varierende, idet slagtesvinestierne var indrettet i sektioner, der tidligere var anvendt til sohold. Alle stier var med fuldspaltegulv, lukkede stiadskillelser og langkrybber.

Fermentering, foderblanding og udfodring af vådfoder

Vådfoderanlægget til fermentering af korn og iblanding af de øvrige foderkomponenter er illustreret i figur 1.

                              
Figur 1. Ved opstart af fermenteringen af korn til forsøgsfoderet blev formalet korn blandet med opvarmet vand (25-30 grader celsius) i fermenteringstanken fem dage før første udfodring. Korn og vand blev blandet i forholdet 1:2,5. Vandet blev opvarmet ved hjælp af en varmeveksler inden tilsætning til fermenteringstanken. Der blev tilført frisk korn og vand (25-30 grader celsius) en gang dagligt efter sidste udfodring. Mængden i fermenteringstanken blev løbende tilpasset, så der dagligt blev brugt cirka 50 pct. af det fermenterede korn i tanken. Der var således en restmængde i fermenteringstanken på cirka 50 pct.

Det fermenterede korn indgik som foderkomponent i forsøgsfoderet (både ung- og slagtesvinefoder) sammen med tilskudsfoder, fedt, B-valle (med myresyre) og koldt vand. Det fermenterede korn blev overført fra fermenteringstanken til blandetanken, hvor det blev blandet med de øvrige komponenter umiddelbart inden hver fodring. Der var ingen restmængde af betydning i blandetanken. Der blev overført fermenteret korn til blandetanken otte gange dagligt (fire gange til henholdsvis ung- og slagtesvinefoder). Ungsvine- og slagtesvineblandingen indeholdt henholdsvis 46 og 50 pct. fermenteret korn, inklusiv vand fra fermenteringstanken.

Kontrolfoderet blev blandet umiddelbart inden hver fodring og uden restmængde af betydning i blandetanken. Der blev brugt koldt vand til kontrolfoderet. 

Grisene i begge grupper blev fodret restriktivt ved fire udfodringer pr. dag. Fodringsrækkefølgen for de fire udfodringer var henholdsvis: ungsvin-slagtesvin, slagtesvin-ungsvin, ungsvin-slagtesvin og slagtesvin-ungsvin. Inden hver udfodring blev vådfoderet i rørstrengene recirkuleret til blandetankene i et tilstrækkeligt tidsrum til at tømme rørstrengene for restfoder. Alle grise på samme omløb fik enten ungsvinefoder eller slagtesvinefoder. Det var således kun restmængden i hovedstrengen, der ved hver anden fodring blev blandet med en anden foderblanding (ungsvinefoder eller slagtesvinefoder). Der var cirka 380 kg restmængde i hver de to hovedstrenge til henholdsvis kontrol- og forsøgsfoder, hvilket udgjorde cirka 20 pct. af den samlede fodermængde i rørstrengene. Foderet i rørstrengene udgjorde i alt 40-50 pct. af den samlede fodermængde i blandetank og rørstreng inden hver udfodring.

Udfodring af de to foderblandinger af henholdsvis ungsvine- og slagtesvinefoder startede samtidig i hver sektion. Vådfoderkurven fremgår af appendiks 2. Hvis grisene ikke åd op, blev fodertildelingen ved den enkelte foderventil (enkelt- eller dobbeltsti) reduceret individuelt.

Foderanalyser

pH og temperatur i vådfoderblandingerne og i det fermenterede korn blev målt manuelt ved hjælp af et elektronisk pH-meter med termometer (Jenway model 3150 pH-meter). Inden hver måling blev pH-meteret kalibreret efter forskriften. Ved opstart af fermenteringen blev pH og temperatur målt manuelt i prøver fra fermenteringstanken en gang om dagen i fem dage. Derefter blev pH og temperatur målt manuelt en gang om ugen i vådfoderblandingerne og i det fermenterede korn. Prøverne af vådfoderblandingerne blev udtaget fra prøveudtagningsventiler opsat på første og sidste omløb i slagtesvinestalden. Prøverne blev udtaget inden udfodring efter tilstrækkelig recirkulering til, at rørstrengen var tømt for restfoder. Prøver af fermenteret korn blev udtaget fra en påmonteret prøveudtagningsventil efter omrøring i fermenteringstanken. 

Desuden blev pH og temperatur i fermenteringstanken målt automatisk hver time hele døgnet ved hjælp af et indbygget elektronisk pH-meter med termometer (+GF+ SIGNET 8750-3 pH/ORP), der var koblet til en data-logger, og data blev overført til en pc. pH-meteret blev kaliberet én gang inden de automatiske målinger startede. pH og temperatur i fermenteringstanken blev målt automatisk hver time i tre måneder.

Vådfoderblandingerne og det fermenterede korn blev analyseret ifølge planen vist i appendiks 3. Der blev ikke lavet samleprøver af foderet inden analyse, så hver analyse er en stikprøve for en enkel dag. Vådfoderblandingerne blev analyseret for tørstof, FEs, lysin, methionin, cystin, treonin, calcium, fosfor og syrebindingskapacitet. Der blev endvidere analyseret for indhold af mikroorganismer og organiske syrer i vådfoderblandingerne og det fermenterede korn. Desuden blev der målt bufferkapacitet i vådfoderblandingerne og det fermenterede korn ved titrering med 0,1 N NaOH til pH 5, pH 6 og pH 7. Endelig blev foderet analyseret for indhold af biogene aminer.

Produktionsdata

Som primære parametre blev der på stiniveau (enkelt- eller dobbeltsti) registreret foderoptagelse, tilvækst og kødprocent, og som sekundære parametre blev sygdomsbehandlingerne og dødelighed registreret. Registreringerne blev foretaget i perioden fra indsættelse ved gennemsnitligt 25 kg og til slagtning ved gennemsnitligt 120 kg. Grisene blev ikke vejet ved overgang fra ungsvinefoder til slagtesvinefoder.

Produktionsværdien blev beregnet ud fra de registrerede parametre; tilvækst, foderforbrug og kødprocent samt fastsatte priser og korrigeret til samme vægt ved indsættelse og levering. DB pr. stiplads blev beregnet som:

• DB pr. gris = salgspris ÷ købspris ÷ foderomkostninger ÷ diverse omkostninger.
• DB pr. stiplads pr. år = DB pr. gris x (365 dage/antal foderdage pr. gris) x staldudnyttelse.

De fastsatte noteringer var gennemsnittet for 5 år (1. september 1996 til 1. september 2001) for 30 kg MS-smågrise (363 kr. pr. stk. +/÷ 4,97 kr. pr. kg) og slagtesvin (10,03 kr. pr. kg inklusiv efterbetaling). Diverse omkostninger var fastsat til 20 kr., og staldudnyttelsen var fastsat til 95 pct. Foderprisen blev også fastsat som gennemsnit over 5 år og var ens i begge grupper (1,27 kr. pr. FEs).

Ved levering af grise til slagteriet blev skinkemærkenummeret, der refererede til gruppe og hold, ikke aflæst på 65 grise ud af i alt 2.703 slagtede grise i afprøvningen, svarende til 2,4 pct. af grisene. De 65 grise var fordelt på 55 stier. Da foderoptagelse og tilvækst blev registeret på stiniveau, blev der korrigeret for de manglende registreringer af grise på slagteriet, inden produktionsværdien blev beregnet. Produktionsværdien for hver sti blev beregnet som en gennemsnitsgris i hver sti svarende til én observation pr. enkelt- eller dobbeltsti.

Registreringer og analyser af gødning

Gødningskonsistensen blev registreret dagligt i hver enkelt- eller dobbeltsti (gentagelse) i de første seks uger efter indsættelse i slagtesvinestalden. Det blev registeret, om gødningskonsistensen var normal eller unormal, og graden af unormal gødning blev vurderet:

• normal gødning (konsistens 1)
• grødagtig gødning (konsistens 2)
• vandig diarré (konsistens 3)
• blodig eller slimet diarré (konsistens 4).

Den sværeste grad af diarré/unormal gødning i hver sti blev noteret. Det blev desuden vurderet, hvor stor en andel af grise i hver sti, der havde diarré/unormal gødning. Registreringer blev foretaget på følgende tre niveauer:

• mindre end 1/3 af grisene havde diarré/unormal gødning (andel 1)
• mellem 1/3 og 2/3 af grisene havde diarré/unormal gødning (andel 2)
• over 2/3 af grisene havde diarré/unormal gødning (andel 3).

Gødningskonsistensen blev beregnet som gennemsnit pr. uge for hver sti. Resultaterne blev opgjort både som procent stier med unormal gødningskonsistens (konsistens 2, 3 eller 4) og som en gødningskarakter, der blev beregnet ud fra konsistensen og andelen af grise med diarré/unormal gødning. Ved normal gødningskonsistens (konsistens 1) blev gødningskarakteren sat til 1. Ved unormal gødningskonsistens (konsistens 2-4) blev gødningskarakteren beregnet på følgende måde:

• gødningskarakter = konsistens -1 + (andel/3).

I 25 stier (gentagelser) i hver gruppe blev der udtaget gødningsprøver fra tre tilfældigt udvalgte grise til analyse for Lawsonia intracellularis. Prøverne blev udtaget ved indsættelse i slagtesvinestalden, samt to og seks uger efter indsættelse. Grisene blev øremærket, således at det var de samme tre grise pr. sti, hvorfra der blev udtaget gødningsprøver. Hvis en af de øremærkede grise døde eller blev udtaget fra stien, blev der udtaget gødningsprøve fra en anden tilfældig gris i stien, således at der hver gang blev udtaget tre gødningsprøver pr. sti. Der blev i alt analyseret 225 gødningsprøver for Lawsonia intracellularis pr. gruppe. Lawsonia-analyserne blev foretaget på Statens Veterinære Serumlaboratorium.

I 12 stier (gentagelser) blev der udtaget en gødningsprøve fra en gris til mikrobiel analyse seks uger efter indsættelse. De mikrobiologiske analyser (mikroorganismer og organiske syrer) blev foretaget på Danmarks JordbrugsForskning.

Spisekvalitet af svinekødet

28 sogrise fra to dobbeltstier pr. gruppe blev slagtet ved en gennemsnitlig vægt på cirka 100 kg. Alle 56 grise blev slagtet på samme dag. Venstre kam med spæk og støttemuskler blev udtaget. Kamme fra slagtesvin i en besætning, der anvendte tørfoder, blev anvendt som reference i spisekvalitetsundersøgelsen. Kødet blev vakuumpakket, modnet ved 4 grader celsius i fire dage og efterfølgende frosset.

Kødet blev lagret i tre måneder før sensorisk bedømmelse. Kammene blev optøet i køleskab i to dage, trimmet til 5 mm spæk og tilberedt i stegeposer i ovn ved 140 grader celsius til en centrumstemperatur på 65 grader celsius, hvorefter de hvilede i 20 minutter.

Kød og fedt blev bedømt af otte trænede dommere. I alt blev der bedømt 28 kamme pr. gruppe og syv referencekamme (tørfodrede grise). En række egenskaber blev bedømt (jf. appendiks 6). Hver egenskab blev vurderet på en skala fra 0-15, hvor 0 var intet og 15 var meget høj intensitet. Kødet blev bedømt over syv dage.

Statistik

Produktionsværdien blev statistisk analyseret som primær parameter og antallet af behandlinger mod diarré og dødelighed blev analyseret som sekundære parametre ved en variansanalyse i GLM-proceduren i SAS. Gruppe og hold indgik som klassevariable i den statistiske model. Desuden indgik vægt ved indsættelse som covariabel.

Lawsonia-resultaterne to og seks uger efter indsættelse blev statistisk analyseret i en variansanalyse i GLIMMIX-proceduren i SAS. I modellen indgik gruppe og uge efter indsættelse samt Lawsonia-resultat ved indsættelse som systematisk effekt. Som tilfældig effekt i modellen indgik hold og sti. Data blev testet for vekselvirkninger mellem Lawsonia-resultat ved indsættelse og Lawsonia-resultat henholdsvis to og seks uger efter indsættelse. I tilfælde af signifikant vekselvirkning blev data analyseret separat henholdsvis to og seks uger efter indsættelse. Lawsonia-resultat ved indsættelse blev udtaget af modellen, hvis det ikke havde indflydelse på Lawsonia-resultatet i de efterfølgende uger.

Gødningskonsistensen udtrykt som henholdsvis procent stier med unormal gødningskonsistens og gødningskarakter blev statistisk analyseret ved en variansanalyse i MIXED-proceduren i SAS. I modellen indgik gruppe og uge efter indsættelse som systematisk effekt, og hold og sti indgik som tilfældig effekt. Data blev testet for vekselvirkning mellem gruppe og uge efter indsættelse, og hvis vekselvirkningen ikke var signifikant blev den udtaget af modellen.

Resultaterne af de mikrobiologiske undersøgelser af gødning blev statistisk analyseret ved en variansanalyse i GLM-proceduren i SAS. Gruppe og hold indgik som klassevariable i den statistiske model. I tilfælde af variansuhomogenitet blev data transformeret til den naturlige logaritme for at sikre normalfordeling af data.

I spisekvalitetsundersøgelsen blev slagtevægt og kødprocent sammenlignet mellem kontrol- og forsøgsgruppen ved en t-test. De sensoriske data blev analyseret ved en variansanalyse i MIXED-proceduren, hvor gruppe og sti indenfor gruppe var systematiske effekter og dommer indgik som tilfældig effekt. Endvidere blev der lavet en PCA-analyse af data fra kontrol- og forsøgsgruppen samt referencegruppen, hvor hvert objekt var gennemsnitsresultat for de otte dommere for hver kam. Der blev benyttet fuld krydsvaliditet af ikke-standardiserede data.

Resultaterne er vist i tabellerne som mindste kvadrats gennemsnit, og hvor det var nødvendigt at transformere data, er de tilbagetransformerede værdier angivet.

Foderets næringsstofindhold

Foderblandingernes beregnede og analyserede indhold af næringsstoffer fremgår af appendiks 4. Foderbladningernes energiindhold er genberegnet i det nye fodervurderingssystem (FEsv), og det gav samme beregnet indhold som i det gamle fodervurderingssystem (FEs).

Det analyserede indholdet af FEs var 3-4 enheder lavere end beregnet både i ung- og i slagtesvinefoderet, men indholdet af FEs var på samme niveau i begge grupper. Det lavere indhold af FEs i foderblandingerne skyldtes et lavere indhold af fedt end beregnet især i ungsvinefoderet, men også et højere vandindhold end beregnet. Indholdet af FEs pr. kg tørstof var cirka 5 pct. lavere end beregnet i ungsvineblandingen og cirka 2 pct. lavere end beregnet i slagtesvineblandingen i begge grupper. Indholdet af råprotein i vådfoderblandingerne var også lavere end beregnet både i ung- og i slagtesvinefoderet i begge grupper som følge af et højere vandindhold end beregnet.

Det analyserede gennemsnitlige indhold af de først begrænsende aminosyrer i procent af råprotein er vist i tabel 2. Indholdet af lysin og cystin i procent af råprotein var i god overensstemmelse med det beregnede indhold i alle foderblandinger. Derimod var indholdet af methionin i procent af råprotein lavere end beregnet i alle foderblandinger. Methionin var den eneste aminosyre, der var tilsat i syntetisk form i foderblandingerne. Årsagen til det lavere indhold af methionin kan skyldes en eventuel lavere iblanding af syntetisk methionin i tilskudsfoderblandingerne end beregnet. En anden forklaring på det lave analyserede methioninindhold kan være, at en del af det syntetiske methionin muligvis er blevet nedbrudt ved fermentering af restfoderet i rørstrengene mellem udfodringerne. Foderet i rørstrengene udgjorde som nævnt 40-50 pct. af den samlede fodermængde i blandetank og rørstreng inden hver udfodring.

Tabel 2. Indhold af de først begrænsende aminosyrer i foderblandingerne

           
I ungsvinefoderet var 18 pct. af foderets beregnede methioninindhold tilsat i syntetisk form. Det analyserede gennemsnitlige indhold af methionin i procent af råprotein var henholdsvis 19og 17 pct. lavere end beregnet i kontrol- og forsøgsfoderet. Det lavere analyserede indhold af methionin både i kontrol- og forsøgsgruppen var således i samme størrelsesorden som mængden af syntetisk methionin tilsat foderet. Dette kunne således tyde på, at der var et tab af syntetisk methionin i rørstrengene, og at tabet var næsten lige stort i kontrol- og forsøgsfoderet. Resultaterne er dog behæftet med en betydelig usikkerhed, da der kun var henholdsvis fire og fem analyser af stikprøver af kontrol- og forsøgsfoderet til ungsvin, og der var stor variation i analyseresultaterne for methionin (fra 2,8 til 4,5 g pr. kg tørstof).

I slagtesvinefoderet var det analyserede gennemsnitlige indhold af methionin i procent af råprotein henholdsvis 18 og 9 pct. lavere end beregnet i kontrol- og forsøgsfoderet. Det lavere analyserede indhold af methionin i forsøgsfoderet (9 pct.) kan alene skyldes tab af syntetisk methionin i rørstrengen, da det syntetiske methionin udgjorde 10 pct. af slagtesvinefoderet beregnede methioninindhold. I kontrolfoderet kan det manglende indhold af methionin ifølge analyserne ikke alene skyldes tab af syntetisk methionin, da forskellen mellem beregnet og analyseret indhold af methionin var næsten dobbelt så stort (18 pc.) som det beregnede indhold af syntetisk methionin (10 pct.). Forskellen i methioninindholdet mellem kontrol- og forsøgsfoderet til slagtesvin kan ikke skyldes en eventuel blandefejl af tilskudsfoderet, da der blev anvendt samme tilskudsfoderblanding (fra samme silo) i begge grupper. En sandsynlig forklaring er derimod usikkerhed ved prøveudtagning og analyse. Der blev kun analyseret fire stikprøver af henholdsvis kontrol- og forsøgsfoderet til slagtesvin, og ligesom for ungsvinefoderet var der stor variation i analyseresultaterne for methionin (fra 2,5 til 3,9 g pr. kg tørstof). Halvdelen af den gennemsnitlige analyserede forskel i methioninindholdet mellem kontrol- og forsøgsfoderet til slagtesvin skyldtes analyseresultater fra en enkelt dag, hvor der blev taget stikprøve af kontrol- og forsøgsfoderet.

Efter forsøget er gennemført er normen for methionin sat ned, så i forhold til den aktuelle norm for ungsvin i vægtintervallet 30-55 kg (2,3 g ford. methionin pr. FEs) viste de gennemsnitlige analysereresultater en underforsyning af fordøjeligt methionin på 4 pct. i kontrolgruppen og en overforsyning på 1 pct. i forsøgsgruppen i ungsvineperioden. Tilsvarende viste de gennemsnitlige analyseresultater for slagtesvinefoderet en underforsyning af fordøjeligt methionin på 11 pct. i kontrolgruppen og en overforsyning på 4 pct. i forsøgsgruppen i forhold til den aktuelle norm for slagtesvin i vægtintervallet 55-100 kg (2,0 g ford. methionin pr. FEs). På grund af de få analyser af methionin og den nævnte variation i resultaterne kan det ikke afgøres, om den analyserede underforsyning af methionin i kontrolgruppen skyldtes et større tab af methionin i rørstrengen i kontrolfoderet end i forsøgsfoderet eller om forskellene skyldtes usikkerhed i prøveudtagning og analyse.

Indholdet af calcium og fosfor i foderblandingerne var i god overensstemmelse med det beregnede indhold, dog var indholdet af calcium lidt lavere i gruppe 1 end i gruppe 2 både i ung- og slagtesvinefoderet. Dette kan muligvis forklare, hvorfor syrebindingskapaciteten overraskende var lavere i gruppe 1 end i gruppe 2 både i ung- og slagtesvinefoderet, idet der kan have været et lavere indhold af foderkridt i foderprøverne i gruppe 1 end i gruppe 2.

pH og temperatur i foderet

Ved opstart af fermenteringen af korn faldt pH til under pH 4 i løbet af et døgn, efter at kornet var blandet med opvarmet vand i fermenteringstanken, og efter fem dages henstand i fermenteringstanken var pH 3,5 i det fermenterede korn. I tidligere undersøgelser af fermenteret vådfoder (fuldfoder) til smågrise gik der 3-4 dage inden pH var under 4,0 (Meddelelse nr. 510, Landsudvalget for Svin). Årsagen til, at pH faldt så hurtigt i fermenteret korn, er sandsynligvis, at syrebindingskapaciteten er meget lav i korn sammenlignet med fuldfoder. Den mælkesyre, der dannes ved fermenteringen, bliver således kun i mindre grad neutraliseret af kornet, hvorved pH falder hurtigt ved fermenteringen. Andre foderstoffer især foderkridt men også sojaskrå har højere bufferkapacitet sammenlignet med korn, og derved er der en højere syrebindingskapacitet i fuldfoder end i korn.

Resultaterne af de automatiske målinger af pH og temperatur i fermenteringstanken fremgår af henholdsvis figur 2 og 3. Resultaterne er vist som gennemsnit for hver time i døgnet fra fire timer før den daglig iblanding af korn og vand i fermenteringstanken til 20 timer efter blanding. Tiden 0 er tidspunktet for første måling efter at indtaget af korn og vand i fermenteringstanken er afsluttet. Resultaterne er gennemsnit over tre måneders registreringer.

             
Det ses af figur 2, at pH kun steg cirka 0,2 enheder ved iblanding af korn og vand i fermenteringstanken. pH faldt i løbet af cirka 16 timer til samme pH-niveau som før iblanding af korn og vand. Med 50 pct. restmængde i fermenteringstanken var kornet således ikke fuldt fermenteret, før der var gået cirka 16 timer fra sidste iblanding af korn og vand. En del af det fermenterede korn blev udtaget fra fermenteringstanken til blandetanken til første daglige udfodring cirka fem timer efter sidste iblanding af korn og vand i fermenteringstanken. Kornet har således ikke været fuldt fermenteret ved de første daglige udfodringer.

Der var kun en lille variation i temperaturen i fermenteringstanken over døgnet, jf. figur 3. Temperaturen i fermenteringstanken steg cirka 0,6 grader celsius ved iblanding af korn og opvarmet vand (25-30 grader celsius). I løbet af de første fem timer efter iblanding af korn og vand steg temperaturen yderligere cirka 0,1 grad celsius, hvilket må tilskrives varmeproduktion ved fermentering af kornet. Derefter faldt temperaturen i fermenteringstanken samtidig med, at mængden i fermenteringstanken blev mindre efter hver udfodring. Temperaturfaldet var størst i de sidste to timer inden næste iblanding af korn og vand i fermenteringstanken, hvilket også var det tidsrum, hvor der var den laveste fodermængde i fermenteringstanken.

                    
Resultaterne af de manuelle målinger af pH og temperatur i fermenteret korn og vådfoderblandingerne som gennemsnit over hele forsøgsperioden (4½ måned) fremgår af tabel 3. De manuelle målinger viste et højere pH-niveau og en højere temperatur end de automatiske målinger (figur 2 og 3). Prøverne til de manuelle målinger er udtaget cirka otte timer efter sidste iblanding af korn og vand i fermenteringstanken. pH-resultaterne er således cirka 0,2 enheder højere ved de manuelle målinger, end ved de automatiske målinger. Forskellen i resultaterne kan skyldes, at pH-meteret, der blev anvendt til de manuelle målinger, blev kalibreret inden hver måling, mens pH-meteret, der blev anvendt til de automatiske målinger, kun blev kalibreret en gang før det blev indsat i tanken og den tre måneder lange registreringsperiode begyndte. Der var dog ikke noget der tydede på, at pH-meteret i fermenteringstanken blev mere unøjagtigt i løbet af de tre måneder registreringerne foregik. Der var en forskel i temperaturmålingerne på cirka 3,5 grader celsius mellem de to termometre indbygget i pH-metrene, der blev anvendt til henholdsvis manuel og automatisk måling. Der er ikke nogen umiddelbar forklaring på denne forskel. Det kan blot konstateres, at en eller begge af de anvendte elektroniske termometre ikke var særlig nøjagtige.

Tabel 3. pH og temperatur i fermenteret korn og vådfoderblanding, manuelle målinger

          
pH-værdien i det færdigblandede ung- og slagtesvinefoder i forsøgsgruppen var væsentligt højere end i det fermenterede korn, selv om det fermenterede korn inklusiv vand udgjorde henholdsvis 46 og 50 pct. af den færdige ung- og slagtesvineblanding. Denne kraftige stigning i pH efter iblanding af de øvrige foderkomponenter i blandetanken (0,8-0,9 pH-enheder) sammenlignet med pH-stigningen ved iblanding af korn og vand i fermenteringstanken (0,2 pH-enheder) skyldtes som nævnt ovenfor, at foderkomponenterne, der blev tilsat i blandetanken, havde højere syrebindingskapacitet end korn, hvorved den dannede mængde mælkesyre delvist blev neutraliseret.

pH-værdien i kontrolfoderet (gruppe 1) var forholdsvis lav (pH 4,9) i både ung- og slagtesvinefoderet i betragtning af, at foderet var blandet umiddelbart inden hver udfodring og restmængden i blandetanken var så lav som muligt. Det lave pH-niveau skyldtes dels tilsat myresyre i valle på mejeriet (til under pH 4,5) og dels fermentering af restmængden i rørstrengene, der udgjorde 40-50 pct. af den samlede fodermængde i rørstreng og blandetank inden hver udfodring.

Der var ingen væsentlig forskel i temperaturen i kontrol- og forsøgsfoderet ved udfodring, selv om vandet, der blev tilsat fermenteringstanken, var opvarmet til 25-30 grader celsius, og vandet, der blev blandet i kontrolfoderet, ikke var opvarmet. Valle og det ekstra vand, der blev tilsat i blandetanken i forsøgsgruppen, var ikke opvarmet, og det er en del af forklaringen på, hvorfor temperaturen i kontrol- og forsøgsfoderet næsten var ens.

Mikroorganismer og organiske syrer i foderet

Resultaterne af samtlige mikrobiologiske undersøgelser af vådfoderet fremgår af appendiks 5. Indholdet af mælkesyrebakterier og mælkesyre i fermenteret korn og vådfoderblandingerne er vist i figur 4 og 5. Indholdet af mælkesyrebakterier og mælkesyre var lavere i fermenteret korn end i vådfoderblandingerne både i kontrol- og forsøgsgruppe. Dette er overraskende eftersom mælkesyrebakterier og mælkesyre er produkter af fermentering, og pH var væsentligt lavere i fermenteret korn (pH 3,7) end i vådfoderblandingerne (pH 4,5-4,9). Forklaringen på det høje indhold af mælkesyrebakterier og mælkesyre i vådfoderblandingerne må være fermentering i rørstrengen. Ved dannelse af mælkesyre er pH sandsynligvis faldet langsommere i vådfoderet i rørstrengene end ved fermentering af korn. Dette skyldes den højere syrebindingskapacitet i vådfoderblandingerne sammenlignet med korn. Mælkesyrebakteriernes aktivitet i vådfoderet i rørstrengen og dermed dannelse af mælkesyre er således ikke blevet hæmmet på grund af mælkesyreproduktion i vådfoderblandingerne i samme grad som i fermenteret korn. Vallen var konserveret med myresyre på mejeriet, så den har ikke bidraget væsentligt til det høje indhold af mælkesyrebakterier og mælkesyre i vådfoderet (jf. appendiks 5). Men på trods af, at der var myresyre i vallen, har der været en betydelig fermentering i rørstrengen.

              
Ved sammenligning af kontrol- og forsøgsblandingerne ses, at indholdet af mælkesyrebakterier var højest i kontrolblandingerne (figur 4). Dette viser, at den mikrobielle aktiviteten i rørstrengen har været højere i kontrolblandingerne end i forsøgsblandingerne. Årsagen er sandsynligvis, at det lave pH (3,7) i det fermenterede korn har hæmmet væksten af mælkesyrebakterier i forsøgsfoderet.

Indholdet af mælkesyre var som forventet højere i forsøgsblandingerne end i kontrolblandingerne (figur 5), idet mælkesyren i det fermenterede korn har bidraget væsentligt til indholdet af mælkesyre i forsøgsblandingerne. Selv om der har været flere mælkesyrebakterier i kontrolfoderet end i forsøgsfoderet, har fermenteringen i rørstrengen ikke været tilstrækkeligt til, at der blev opnået et højere indhold af mælkesyre i kontrolfoderet end i forsøgsfoderet.
              

    
Nogle af analyserne vist i appendiks 5 (enterobakterier, gær og skimmel) er foretaget både på Danmarks JordbrugsForskning og Bioteknologisk Institut for at sammenligne resultaterne fra de to laboratorier. Vådfoderprøver fra praksis kan normalt ikke sendes til analyse på Danmarks JordbrugsForskning. Vådfoderprøver kan derimod indsendes til analyse på Bioteknologisk Institut (laboratoriet er nu overtaget af Eurofins Danmark A/S). Det er derfor vigtigt at vide, om analyseresultaterne fra Bioteknologisk Institut kan sammenlignes med analyseresultaterne fra Danmarks JordbrugsForskning, hvor størstedelen af analyserne i denne undersøgelse er foretaget. Analyseresultaterne for gær var på samme niveau på de to laboratorier og analyseresultaterne for skimmel var lidt lavere på Bioteknologisk Institut end på Danmarks JordbrugsForskning. Analyseresultaterne for enterobakterier (herunder coliforme bakterier) var i gennemsnit cirka 30 pct. lavere på Bioteknologisk Institut end på Danmarks JordbrugsForskning for de samme prøver. I en tidligere undersøgelse af fermenteret vådfoder (Meddelelse nr. 510, Landsudvalget for Svin) blev der fundet cirka 40 pct. lavere analyseresultat for enterobakterier på Bioteknologisk Institut end på Danmarks JordbrugsForskning. Indsender man prøver fra praksis til Eurofins Danmark A/S (tidligere laboratorium på Bioteknologisk Institut) til analyse for enterobakterier som indikator for sygdomsfremkaldende bakterier i foderet, skal man tage højde for det lavere niveau for analyseresultater fra Eurofins Danmark A/S, hvis der sammenlignes med analyseresultater fra Danmarks JordbrugsForskning, fx i denne meddelelse.

Der var som forventet lavere indhold af enterobakterier (herunder coliforme bakterier) i det fermenterede korn end i vådfoderblandingerne både i kontrol- og forsøgsgruppen, formentlig fordi pH var lavest i det fermenterede korn. Generelt var indholdet af bakterier højere i kontrolblandingerne end i forsøgsblandingerne og lavest i det fermenterede korn. Der var ingen væsentlig forskel mellem vådfoderblandingerne og fermenteret korn med hensyn til gær og skimmel.

Mælkesyre var den dominerende syre i vådfoderblandingerne og fermenteret korn. Derudover blev der dannet eddikesyre ved fermenteringen. Myresyren i vådfoderblandingerne stammede primært fra vallen. Titreringer af vådfoderblandingerne med base (NaOH) til pH 5, 6 og 7 viste, at ved stigende indhold af organiske syrer (især mælkesyre) i vådfoderet, blev der som forventet titreret med stigende mængde base for at neutralisere syren og derved opnå de nævnte pH-niveauer. Men i det fermenterede korn blev der titreret med en forholdsvis stor mængde base for at neutralisere syren og opnå de nævnte pH-værdier, selv om indholdet af organiske syrer var lavere end i vådfoderblandingerne. Det skyldtes det lave pH i fermenteret korn sammenlignet med vådfoderblandingerne. Det ses heraf, at fermenteret korn har en lavere syrebindingskapacitet end vådfoderblandingerne. 

Biogene aminer i foderet

Indholdet af biogene aminer i fermenteret korn og i slagtesvinefoderet i gruppe 1 og 2 fremgår af tabel 4. Biogene aminer er kvælstofholdige stoffer, der dannes af mikroorganismer ved nedbrydning af aminosyrer. Det er uvist, hvilken betydning biogene aminer har for grisenes sundhed, men for mennesker kan højt indhold af biogene aminer i maden medføre forgiftning. Histamin er det af de biogene aminer, der er bedst beskrevet med hensyn til forgiftning. Der vurderes, at indhold af histamin på over 500-1000 mg/kg i maden er giftig for mennesker (Santos, 1996). Symptomer på histaminforgiftning hos mennesker er udslæt, kvalme, opkast, hovedpine, diarré og mavesmerter.

Der blev dannet biogene aminer ved fermentering af kornet, og det bevirkede, at der var et højere  indhold af biogene aminer i foderet i forsøgsgruppen sammenlignet med foderet i kontrolgruppen. Dette er i overensstemmelse med en tidligere undersøgelse, der viste, at indhold af biogene aminer var lavt i tørfoder (smågrisefoder), men indholdet blev øget betydeligt ved fermentering (Meddelelse nr. 510, Landsudvalget for Svin). Summen af biogene aminer var på samme niveau i fermenteret korn i denne undersøgelser som i fuldt fermenteret vådfoder til smågrise i den tidligere undersøgelsen, hvor hele foderblandingen blev fermenteret. Det er uvist, hvilken betydning indholdet af biogene aminer har haft på produktiviteten i forsøgsgruppen.

Tabel 4. Biogene aminer i fermenteret korn og slagtesvinefoder (mg pr. kg tørstof), gennemsnit af 2 analyser

Sundhedsforhold

Der var generel god sundhedstilstand i besætningen. Der blev ikke fundet statistisk sikker forskel mellem grupperne i dødeligheden eller antal behandlinger mod diarré. I gennemsnit var dødeligheden 0,6 pct. og det gennemsnitlige antal behandlingsdage mod diarré var 0,2 dage pr. gris. 

Produktionsresultater

Produktionsresultaterne fremgår af tabel 5 og produktionsværdien beregnet ud fra produktionsresultaterne ved samme notering og samme foderpris i begge grupper fremgår af tabel 6. Resultaterne viser, at der var 11 pct. højere produktionsværdi, svarende til 93 kr. pr. stiplads pr. år for tungsvin, der var fodret med vådfoder indeholdende fermenteret korn, end for tungsvin, der fik vådfoder med ikke-fermenteret korn. Forskellen var statistisk sikker. Den bedre produktionsværdi skyldes både højere tilvækst (33 g pr. dag) og bedre foderudnyttelse (0,15 FEs pr. kg tilvækst). Samtidig blev kødprocenten dog forringet med 0,4 procentenheder ved anvendelse af fermenteret korn i vådfoder. Det er normalt, at der ses et fald i kødprocenten, når tilvæksten stiger.

Tabel 5. Produktionsresultater, 25-120 kg

     
Foderudnyttelsen i kontrolgruppen var meget god i betragtning af, at det var tungsvineproduktion. En del af forklaringen på den gode foderudnyttelse er, at indsættelsesvægten var lav (25 kg), idet foderudnyttelsen er bedst i begyndelsen af vækstperioden. Den bedre foderudnyttelse i vægtintervallet 25-30 kg opvejer i teorien stort set den dårligere foderudnyttelse i vægtintervallet 100-120 kg, så foderudnyttelsen i dette forsøg vil kunne sammenlignes med en traditionel slagtesvineproduktion (30-100 kg). Som nævnt var kontrolfoderets beregnede energiindhold det samme i det gamle fodervurderingssystem (FEs) som i det nye fodervurderingssystem (FEsv).

Den bedre foderudnyttelse af vådfoderet med fermenteret korn sammenlignet med kontrolfoderet kan skyldes, at kornets indhold af næringsstoffer er blevet mere fordøjelige ved fermenteringen. Strukturen i kornet er sandsynligvis blevet ændret ved fermenteringen, således at skaldele på kornet er blevet løsnet eller nedbrudt, hvorved stivelsesindholdet i kornet kan være blevet lettere tilgængeligt for grisens fordøjelsesenzymer. Ved analyse for FEs kan det ikke måles, om energiværdien i kornet er steget som følge af nedbrydning af kornets skaldele, idet foderet formales fint, inden det analyseres.

En anden mulig forklaring på den bedre foderudnyttelse kan være, at en del af kornets indhold af ikke-stivelsesholdige polysakkarider (NSP) blandt andet beta-glukaner og arabinoxylaner er blevet nedbrudt af mikroorganismerne i fermenteringstanken og omdannet til mælkesyre. NSP kan ikke fordøjes af grisenes enzymer, men bakterier i den sidste del af tyndtarmen og i blind- og tyktarmen kan omsætte NSP til kortkædede flygtige fedtsyrer (VFA) blandt andet eddikesyre, propionsyre og smørsyre. VFA har en lavere energiværdi for grisene end mælkesyre, så derfor er det sandsynligt, at kornets energiværdi er steget ved dannelsen af mælkesyre under fermenteringen. Det kan ikke måles ved analyse for FEs, om energiværdien i kornet er steget som følge af dannelse af mælkesyre ud fra blandt andet beta-glukaner og arabinoxylaner. Det skyldes, at det nuværende fodervurderingssystem ikke skelner mellem næringsstoffer med høj energiværdi som fx mælkesyre, der fordøjes i tyndtarmen, og forgærbare kulhydrater som fx beta-glukaner og arabinoxylaner, der har lavere energiværdi, fordi de fordøjes i tyktarmen.

Tabel 6. Produktionsværdi ved 5-års priser

          
En del af forklaringen på de bedre produktionsresultater i forsøgsgruppen end i kontrolgruppen kan være det lavere analyserede indhold af methionin i kontrolfoderet end i forsøgsfoderet med forbehold for de nævnte usikkerheder i resultaterne for methioninindhold. Der blev anvendt samme tilskudsfoderblandinger (fra samme siloer) i begge grupper, og der var ikke var forskel i indholdet af de øvrige aminosyrer mellem  kontrol- og forsøgsfoderet. Derfor kan det analyserede lavere indhold af methionin i kontrolfoderet end i forsøgsfoderet enten skyldes øget fermentering af kontrolfoderet i rørstrengen i forhold til forsøgsfoderet eller usikkerhed i analyseresultaterne.

Der var en lidt lavere foderoptagelse af vådfoderet med det fermenterede korn (0,06 FEs pr. dag), der måske kan skyldes et lidt højere indhold af organiske syrer i forsøgsfoderet end i kontrolfoderet (jf. appendiks 5). Mælkesyre forventes ikke at påvirke grisenes foderoptagelse, men eddikesyre kan muligvis have en negativ indflydelse på foderoptagelsen. En anden mulig forklaring på den lidt lavere foderoptagelse i forsøgsgruppen kan være dannelse af biogene aminer i det fermenterede korn (jf. tabel 4). I en tidligere afprøvning af fermenteret vådfoder til smågrise blev der fundet en markant lavere foderoptagelse ved fuldt fermenteret vådfoder, hvor hele foderblandingen var fermenteret, sammenlignet med ikke-fermenteret vådfoder (Meddelelse nr. 510, Landsudvalget for Svin). Indholdet af eddikesyre og biogene aminer var på samme niveau i det fuld fermenterede smågrisefoder og i vådfoderet med fermenteret korn i nærværende afprøvning. I modsætning til forsøget med smågrise har den lidt lavere foderoptagelsen i nærværende afprøvning ikke haft negativ indflydelse på produktionsresultaterne, idet tilvæksten som nævnt steg ved anvendelse af fermenteret korn i vådfoder til tungsvin. 

Økonomiske beregninger ud fra de fundne produktionsresultater er vist i tabel 7. Prisen for vådfoder med fermenteret korn er højere på grund af udgifter til en fermenteringstank og opvarmning af vand til fermentering af kornet. Hvis der regnes med en pris på 150.000 kr. for en fermenteringstank på 16 tons, der afskrives over 10 år med 10 pct. i rente og 1.000 kr. pr. år til vedligeholdelse er omkostningerne til fermenteringstanken cirka 25.000 kr. pr. år. Prisen for opvarmning af vand kan variere meget afhængig af hvilken varmekilde, der anvendes. Ved opvarmning med el koster det cirka 3 øre pr. FEs at opvarme vandet til 30 grader celsius, når der regnes med en el-pris på 55 øre pr. kWh. En 16 tons fermenteringstank kan anvendes til cirka 2.000 stipladser til tungsvin svarende til cirka 7.000 producerede tungsvin pr. år (25-120 kg), når der skal være 50 pct. restmængde i fermenteringstanken pr. dag, og når den færdige vådfoderblanding indeholder cirka 50 pct. fermenteret korn inklusiv vand fra fermenteringstanken. Med denne produktionsstørrelse er den samlede merudgift til fermenteringstank og el-opvarmning af vand 5 øre pr. FEs. Den samlede foderpris for vådfoder med fermenteret korn må være 11 øre højere pr. FEs end for vådfoder med ikke-fermenteret korn, for at opnå samme produktionsværdi (DB pr. stiplads pr. år). Ud fra de fundne produktionsresultater er der beregnet et overskud på 56 kr. pr. stiplads pr. år ved anvendelse af fermenteret korn til tungsvin, når udgifterne til fermenteringstanken og opvarmning af vand er fratrukket merindtjeningen.

Tabel 7. Økonomiske beregninger ved anvendelse af fermenteret korn til tungsvin (2000 stipladser) 

Lawsonia og gødningskonsistens

Resultaterne af analyserne for Lawsonia intracellularis fremgår af figur 6. Resultaterne er vist som procent Lawsonia-positive gødningsprøver for hver gruppe. Ved indsættelse i slagtesvinestalden var der i gennemsnit 15 pct. positive gødningsprøver i kontrolgruppen (gruppe 1) og 22 pct. positive gødningsprøver i forsøgsgruppen (gruppe 2). Der var statistisk sikker vekselvirkning mellem forekomsten af Lawsonia intracellularis ved indsættelse og henholdsvis to og seks uger efter indsættelse. Data er derfor analyseret separat henholdsvis to og seks uger efter indsættelse.

To uger efter indsættelse var der ingen sikker forskel mellem grupperne i forekomst af Lawsonia intracellularis (henholdsvis 61 og 59 pct. positive gødningsprøver i kontrol- og forsøgsgruppen). Derimod var der tendens til, at forekomsten af Lawsonia intracellularis i de enkelte stier ved indsættelse havde betydning for forekomsten af Lawsonia intracellularis i de samme stier to uger efter indsættelse (p=0,11). Blandt stier, hvor der var høj forekomst af Lawsonia intracellularis ved indsættelse, var der også høj forekomst af Lawsonia intracellularis to uger efter indsættelse, uafhængig af hvilket foder de fik.

Seks uger efter indsættelse var forekomsten af Lawsonia intracellularis ikke påvirket af procent positive gødningsprøver i de samme stier ved indsættelse. Derimod var der tendens (p=0,05) til forskel mellem grupperne, idet forekomsten af Lawsonia intracellularis i forsøgsgruppen var faldet til 15 pct. seks uger efter indsættelse, mens forekomsten af Lawsonia intracellularis i kontrolgruppen var faldet til 26 pct. Der er ikke afklaret, om denne forskel i forekomst af Lawsonia intracellularis på det forholdsvise sene tidspunkt i slagtesvineperioden har haft betydning for forekomst af regional tarmbetændelse, idet der ikke blev foretaget kliniske undersøgelser af grisene i afprøvning. Men som nævnt var der ingen forskelle i antallet af diarrébehandlinger mellem de to grupper.

           
Gødningskonsistensen for de første seks uger efter indsættelse fremgår af figur 7. Resultaterne er vist som den gennemsnitlige gødningskarakter for hver uge og for hver af de to grupper. Gødningskarakteren var lidt højere i forsøgsgruppen (gruppe 2) end i kontrolgruppen (gruppe 1) svarende til en lidt mere unormal (tyndere) gødning i de første fire uger efter indsættelse. Der var størst forskel mellem grupperne i den først uge efter indsættelse. Der var dog ikke statistisk sikker vekselvirkning mellem grupper og uger efter indsættelse for gødningskarakteren. Den gennemsnitlige gødningskarakter for de første seks uger efter indsættelse var statistisk sikkert lavere for gruppe 1 (gødningskarakter 1,23) end for gruppe 2 (gødningskarakter 1,29). Der var også statistisk sikker forskel i procent stier med unormal gødningskonsistens i de første seks uger efter indsættelse, idet der var færre stier med unormal gødningskonsistens i gruppe 1 (18 pct.) end i gruppe 2 (23 pct.).

    
Som nævnt var der ikke forskel i frekvensen af diarrébehandlinger mellem grupperne, så forskellen i gødningskonsistensen er derfor ikke et udtryk for, at grisene, der fik vådfoder med fermenteret korn, har haft mere diarré end grisene i kontrolgruppen.

Mikrobiologiske undersøgelser af gødning

Indholdet af mikroorganismer i gødning seks uger efter indsættelse er vist i tabel 8. Generelt var der et lidt lavere indhold af mikroorganismer i gødning for grisene i forsøgsgruppen, der fik foder med fermenteret korn, end for grisene i kontrolgruppen med undtagelse af coliforme bakterier og gær, der var ens i begge grupper. Dog var det kun indhold af laktobaciller, der var statistisk sikkert lavere i forsøgsgruppen end i kontrolgruppen. Disse resultater er i god overensstemmelse med en tidligere undersøgelse, hvor der blev fundet tendens til et lavere indhold af bakterier i tyktarmen hos slagtesvin foderet med fermenteret vådfoder sammenlignet med tørfoder (Hansen et al., 2000).

Tabel 8. Mikroorganismer i gødning (log CFU pr. g gødning)

           
Indholdet af organiske syrer i gødning fremgår af tabel 9. Det lidt lavere indhold af bakterier i gødning i forsøgsgruppen end i kontrolgruppen er i god overensstemmelse med, at der også i forsøgsgruppen blev fundet et lavere indhold af organiske syrer, der er fermenteringsprodukter fra bakterierne i tyktarmen. Det var især indholdet af iso-smørsyre, valerinsyre, og iso-valerinsyre, der var lavere i gødning fra forsøgsgruppen end i gødning fra kontrolgruppen. Seks uger efter indsættelse, hvor gødningsprøverne blev taget, var der ikke længere forskel i gødningskonsistensen mellem grupperne (jf. figur 7) og dermed sandsynligvis heller ikke i vandindholdet i gødningen. Det lavere indhold af bakterier og organiske syrer pr. kg gødning fra grisene i forsøgsgruppen sammenlignet med kontrolgruppen kan derfor sandsynligvis ikke forklares med et højere vandindhold i gødningen i forsøgsgruppen. 

Tabel 9. Organiske syrer i gødning (mmol pr. kg gødning)

               
De mikrobiologiske undersøgelser af gødning viser generelt, at der var en lavere grad af fermentering i tyktarmen og ændret fermenteringsmønster hos grisene, der fik vådfoder med fermenteret korn sammenlignet med kontrolgrisene. Den lavere grad af fermentering i tyktarmen hos forsøgsgrisene kan skyldes, at de letforgærbare kulhydrater i kornet er blevet nedbrudt ved fermenteringen, hvormed mængden af substrat for bakterierne i tyktarmen er blevet reduceret.

Spisekvalitet af svinekød

Sogrisene, der indgik i spisekvalitetsundersøgelsen, blev indsat samtidig og slagtet samtidig. Da tilvæksten var højere i forsøgsgruppen, der fik vådfoder med fermenteret korn, end i kontrolgruppen, der fik vådfoder med ikke-fermenteret korn, medførte det en højere gennemsnitlig slagtevægt for de 28 sogrisene i forsøgsgruppen end for de 28 sogrise i kontrolgruppen  (henholdsvis 102 og 98 kg ). Den gennemsnitlige kødprocent var 57,6 og der var ikke forskel mellem grupperne.

Resultaterne af den sensoriske bedømmelse af svinekød fra kontrol- og forsøgsgruppen samt referencegruppen fodret med tørfoder fremgår af appendiks 6. Det var ikke muligt at påvise forskelle ved anvendelse af vådfoder med fermenteret korn sammenlignet med vådfoder med ikke-fermenteret korn hverken i kødets lugt, smag eller eftersmag ej heller i fedtets smag eller eftersmag. Endvidere var der ingen markant forskel mellem de to vådfodergrupper og referencegruppen fodret med tørfoder. Egenskaber, der kunne associeres til afsmag fx nøddeagtig eftersmag, var tilstede i lav intensitet. Denne undersøgelse kan således ikke bekræfte resultaterne fra en tidligere undersøgelse (Hansen et al. 2000), hvor der blev fundet en forringet smag af svinekød fra grise fodret med fermenteret vådfoder sammenlignet med tørfoder.

Der var en statistisk sikker forskel mellem grupperne på egenskaben ”huller”, idet der var færre huller i kødet efter tilberedning ved anvendelse af vådfoderet med fermenteret korn sammenlignet med vådfoder med ikke-fermenteret korn. Desuden var der en statistisk sikker forskel på egenskaben ”saftighed”, idet kødet var mindre saftigt i forsøgsgruppen end i kontrolgruppen. Forskellene i både huller og saftighed var forholdsvis små og kan ikke direkte forklares ud fra den forventede effekt af fermenteret korn.

PCA-analysen viste, at smags- og lugtvariationer i kødet og i fedtet blev forklaret af hver sin principal komponent. Dette tyder på, at de kemiske komponenter, der er den bagvedliggende årsag til disse smags- og lugtvariationer, varierer forskelligt i fedt og kød. Hvis man vil have sikkerhed for, at der ikke forekommer afsmag i nogle fraktioner af stegen, er det derfor nødvendigt at smage og lugte både på kød og fedt. Det var ikke muligt at adskille de to vådfodergrupper eller referencegruppen (tørfoder) ved PCA-analysen. Der er således ikke noget, der tyder på, at vådfoder med eller uden fermenteret korn medfører afvigende smag i forhold til tørfoder.  

Afprøvningen viste, at anvendelse af fermenteret korn i vådfoder til tungsvin øgede produktionsværdien med 11 pct. svarende til 93 kr. pr stiplads pr. år i forhold til anvendelse af vådfoder med ikke-fermenteret korn ved samme foderpris i begge grupper. Den højere produktionsværdi skyldtes både højere tilvækst (33 g pr. dag) og bedre foderudnyttelse (0,15 FEs pr. kg tilvækst). Kødprocenten blev dog forringet med 0,4 procentenheder og foderoptagelsen var lidt lavere (0,06 FEs pr. dag) ved anvendelse af fermenteret korn i vådfoderet.

Seks uger efter indsættelse i slagtesvinestalden var der tendens til, at forekomsten af Lawsonia intracellularis var lavere hos grise fodret med vådfoder indeholdende fermenteret korn end hos grise i kontrolgruppen. Det er ikke afklaret, om denne forskel i forekomsten af Lawsonia intracellularis på det forholdsvis sene tidspunkt i slagtesvineperioden har haft betydning for forekomsten af regional tarmbetændelse, da der ikke blev foretaget kliniske undersøgelser i afprøvningen. Der blev ikke fundet statistisk sikker forskel mellem grupperne i antallet af diarrébehandlinger eller dødelighed.

Gødningskonsistensen var tyndere hos grisene, der fik vådfoder med fermenteret korn i de første fire uger efter indsættelse sammenlignet med kontrolgrisenes gødning. Mikrobiologiske undersøgelser af gødning seks uger efter indsættelse viste, at der var en lavere grad af fermentering i tyktarmen og ændret fermenteringsmønster hos grisene, der fik vådfoder med fermenteret korn sammenlignet med kontrolgrisene.

Spisekvalitetsundersøgelse af svinekødet viste, at der ikke forekom afsmag i kødet som effekt af fermentering af korndelen i vådfoder. Kødet var dog lidt mindre saftigt i forsøgsgruppen end i kontrolgruppen, hvilket ikke direkte kan forklares ud fra den forventede effekt af fermenteret korn.

Økonomiske beregninger ud fra de fundne produktionsresultater viser, at den samlede foderpris for vådfoder med fermenteret korn må være 11 øre højere pr. FEs end for vådfoder med ikke-fermenteret korn, for at der opnås samme produktionsværdi (DB pr. stiplads pr. år). Når merudgifterne til fermentering af korn (5 øre pr. FEs) er fratrukket merindtjeningen ved anvendelse af fermenteret korn til tungsvin, er der ud fra de fundne produktionsresultater beregnet et overskud på 56 kr. pr. stiplads pr. år ved en besætningsstørrelse på 2.000 stipladser til tungsvin (25-120 kg).

Deltagere:
Landbrugstekniker Anette Hansen og landbrugstekniker Tommy Nielsen, Landsudvalget for Svin

Afprøvning nr.: 578

Ungsvine- og slagtesvineblanding, råvaresammensætning i pct.

Vådfoderkurve

Foderkurven er beregnet ud fra 950 g forventet daglig tilvækst

Plan for foderanalyser 

Foderblandingernes beregnede og analyserede indhold af næringsstoffer

Mikrobiologiske analyser af vådfoder

Mikroorganismer (log CFU pr. g)

 

[PageBreak]

 
Organiske syrer (mmol pr. kg) og bufferkapacitet (titrering med 0,1 N NaOH, ml pr. 10 g)

Spisekvalitet af svinekød, gennemsnit af sensorisk bedømmelse