I afprøvningen af to dyre fravænningsblandinger indgik i alt 1.701 grise, som blev fravænnet ved ca. tre uger. Begge blandinger overholdt den gældende norm for tre ugers grise.
Blandingerne blev anvendt fra fravænning og en måned frem.
Grisene voksede bedst på den billigste blanding, Maxestart 26, hvor forblandingen var importeret fra England sammenlignet med Pigistart, som var importeret som fuldfoder fra England. Der var ikke statistisk forskel i grisenes foderforbrug. Analyser af foderblandingerne viste, at Pigistart havde et højere indhold af træstof end Maxestart 26, hvilket kan hæmme foderudnyttelsen og dermed smågrisenes vækst. Det beregnede indhold af fordøjeligt lysin var under normen.
En dyr dansk fravænningsblanding med et lavt indhold af fordøjeligt råprotein pr. FEs, (FAF TF-2), blev sammenlignet med Maxestart 26. Begge blandinger overholdt normen for de vigtigste aminosyrer til tre ugers grise, mens FAF TF-2 indeholdt 25 pct. mindre råprotein end gældende norm. Blandingerne blev anvendt fra fravænning og en måned frem. Der var ikke forskel mellem de to blandinger mht. daglig tilvækst og foderforbrug. Analyser af FAF TF-2 viste, at indholdet af FEs var 4 FEs mindre end garanteret.
Der er ikke indlagt fuldtekst, men denne kan rekvireres hos Landsudvalget for Svin, DANSKE SLAGTERIER, Axeltorv 3, 9 København V., tlf. 33 11 60 50. (Red.).