Muligheder for at opnå højere fravænningsvægt

Produktion af grise i strengt sektionerede staldsystemer stiller store krav til grisenes sundhed, størrelse og ensartethed ved fravænning. Ved for lav fravænningsvægt øges grisens risiko for ikke at kunne klare sig efter fravænning. Ved for stor vægtspredning kan en sektion ikke flyttes samlet til næste staldafsnit uden problemer. Store ens grise kan sikres ved, at soen har en god mælkeydelse på alle patter, og at alle grise har let adgang til patten. På den ene side skal grisene have en god immunitet, så de kan klare infektioner i farestalden samt efter fravænning, og på den anden side skal de have få smitstoffer med sig over i det nye staldafsnit. Den høje immunitet sikres bedst ved en rigelig råmælksforsyning af en god kvalitet. En sund gris sikres dels via råmælken og dels via en god hygiejne, som nedsætter smittepresset i farestien.

Undersøgelsen havde til formål at undersøge, hvilke faktorer i besætningen der har betydning for at fravænne store grise.

Undersøgelsen blev gennemført i tre besætninger, som en epidemiologisk risikofaktor undersøgelse i perioden februar 2000 til marts 2001. I grisenes første levedøgn blev grisene mærket med et individuelt nummer og kuldudjævning  blev begrænset. Forsøgsgrisenes vægt ved fødsel og fravænning blev registreret på enkeltdyrsniveau. Kuld med under 8 levendefødte blev ikke medtaget i afprøvningen. I kuld med få grise var det tilladt at tilsætte grise, som dog ikke indgik i forsøget. I store kuld var det tilladt at fjerne ”overskydende” grise.

For hver gris blev der registreret alle sygdomsbemærkninger eller unormale fund (inklusiv navlebrok og misdannelser) samt behandlinger og dødsfald (dato og årsag). Alle grise, der døde, blev obduceret. Der indgik i alt 690 søer, 1079 faringer og 12493 smågrise i undersøgelsen.

Besætningsejer eller dennes personale var ansvarlig for de daglige registreringer. Ved ugentlige besøg foretog en tekniker registreringer af soen og grisene i første og tredje uge efter faring. Til vejning af søerne og grisene blev der brugt en elektroniske vægt. Soens foderforbrug blev registreret ved at aflæse fodercomputeren på fravænningsdagen.

Statistisk analyse

Som afhængig variable blev anvendt den gennemsnitlige daglige tilvækst fra fødsel til fravænning. Alle de faktorer, som er nævnt, er blevet undersøgt enkeltvis for effekt på den daglige tilvækst. Faktorer som var signifikant på 5% niveau, og hvor effekten kunne forklares biologisk, blev inkluderet i den endelige analyse, der blev gennemført for alle forklarende variable i samme model. Da vi ikke ønskede at estimere effekten af stien, årstid eller den enkelte so, men var nødt til at tage hensyn til disse variationskilder, blev disse medtaget i modellen som tilfældige effekter. Til analysen blev anvendt lineær regression med tilfældige effekter (Proc Mixed, SAS).

Alle de signifikante variable blev undersøgt for to-ledded vekselvirkninger (interaktioner) samt eventuel konfundering.

Ved den statistiske analyse er undersøgt, hvilke faktorer der har en statistisk sammenhæng med tilvæksten hos grisene i farestalden. En talmæssige sammenhæng er imidlertid ikke noget endegyldigt bevis for, at der også er en årsagssammenhæng. Faktorer, som var signifikante i den endelige statistiske model, men som ikke kunne forklares biologisk, blev ikke medtaget. Når der i den efterfølgende tekst skrives om faktorernes effekter, er der ret beset kun tale om statistiske sammenhænge. Hvis der i andre undersøgelser findes lignende resultater øges sandsynligheden for, at der er tale om en årsagsmæssig sammenhæng. Analysen i den endelige model omfattede  i alt 9202 grise.

I Tabel 3 er vist resultater for de forskellige undersøgte faktorer, der havde statistisk sikker effekt på grisens daglige tilvækst i farestalden. Effekten er i forhold til en gris/so uden den pågældende egenskab. 

Den statistiske analyse viste, at hungrise og højere fødselsvægt havde en positiv effekt på den daglige tilvækst (Tabel 3, 5 og 6). Derimod havde et slapt yver hos soen 3 uger efter faring, sygdom hos grisene (Tabel  3 og 4) og sår på forknæ hos grisene en negativ effekt på den daglige tilvækst. Der blev fundet signifikante vekselvirkninger mellem besætning og fødselsvægt samt blød kode og bjælketype. Derfor er effekten af fødselsvægten for hver besætning og effekten af bjælketype vist i tabel 3.

Der var kun små besætningsforskelle i effekten af en øget fødselsvægt. Derimod var effekten af bløde koder hos soen afhængig af, hvilken type bjælker soen stod på. På jernspalter havde bløde bagkoder en positiv effekt på grisenes tilvækst sammenlignet med søer uden bløde bagkoder, mens bløde bagkoder hos soen på betonbjælker havde en negativ effekt. Der var forskellige typer jernbjælker i de forskellige besætninger/stalde. Ved en nærmere analyse af typen af jernbjælke kunne der ikke ses noget entydigt mønster.

Effekter af so, sti, faredato, og faremåned blev inkluderet i den statistiske model som tilfældige effekter. Dette betyder, at der er taget højde for disse effekter, uden værdien for den enkelte parameter er bestemt.

For den enkelte gris betyder infektioner i dieperioden en betydelig reduktion i den daglige tilvækst. Grise, som blev behandlet i diegivningsperioden, havde en daglig tilvækst, som var mellem 8-59 g lavere end ikke behandlede/sunde grise.  Men på besætningsplan var forekomsten af de fleste infektioner så lav, at de ikke havde den store betydning samlet set. Dog blev 5-6% af grisene behandlet for diarré og ledbetændelse. Grise, som blev behandlet mod ledbetændelse, havde gennemsnitligt vokset 37 g langsommere pr. dag. For grise, som blev behandlet mod diarré, var reduktionen i daglig tilvækst 8 g pr. dag. Effekten på fravænningsvægten af de enkelte sygdomme, kastration og sår på forknæ er vist i Tabel 4.

På kuldniveau havde kuldvægt ved fødsel, bløde bagkoder hos soen og slapt yver hos soen betydning for kuldvægt ved fravænning. Ifølge disse resultater og ved en fravænningsalder på 28 dage, vil et kuld på 10 grise vokse 2,4 kg mere i dieperioden og således veje 3,4 kg mere ved fravænning for hver kg fødselsvægten øges. I en anden dansk undersøgelse førte  1 kg mere ved fødsel 2 kg højere vægt ved fravænning  (Thorup, 1998). 

Et kuld hos en so med slapt yver 3 uger efter faring vejede 4,4 kg mindre ved fravænning end et tilsvarende kuld hos en normal so. Søer med slapt yver 3 uger efter faring er sandsynligvis søer, som ikke malker optimal. Dette kan skyldes sygdom hos soen  eller manglende dielyst på grund af sygdom hos grisene.

Et kuld  grise, som dier hos en so med bløde bagkoder på jern eller plastic bjælker, kan forvente at veje 6,2 kg mere ved fravænning end grise hos en so uden bløde bagkoder på jern eller plastic bjælker. En dansk undersøgelse viste at bløde bagkoder førte til en bedre holdbarhed. Dette tyder på, at søer med bløde bagkoder fungerer godt i danske produktionssystemer (Jørgensen, 2001).

For at vurdere effekten af de undersøgte faktorer på besætningsplan blev alle de signifikante faktorer vægtet i forhold til deres hyppighed (tabel 6). Dog blev fødselsvægt og bløde bagkoder udeladt, da disse faktorer er besætningsspecifikke.

Af Tabel 6 fremgår det, at grise, behandlet for ledbetændelse og kastration, sår på forknæ, slapt yver hos soen 3 uger efter faring i de 3 undersøgte besætninger, er ansvarlig for over 90% af den manglende tilvækst i diegivningsperioden.  Den relative betydning af fødselsvægt og faktorerne i Tabel 6 er svær at vurdere, men kan illustreres med et eksempel. Hvis man kunne undgå sår på forknæ af 4086 grise, så ville de undersøgte grise veje 503 kg mere ved fravænning. Den samme effekt kunne opnås ved at gennemsnitligt at øge fødselsvægten med ca. 25 g/gris. I den statistiske model er fødselsvægten ansvarlig for ca. 25% variationen i den daglige tilvækst.

De fleste af de undersøgte faktorer har noget at gøre med sundhed, fodring, management og hygiejne i farestalden. Resultaterne af denne undersøgelse tyder altså på, at de faktorer, som betyder noget for tilvæksten, er påvirkelige, og derfor kan ændres med en højere tilvækst til følge.

På baggrund af denne undersøgelse kan det anbefales at:

1. Rette fejl og mangler som disponerer for sygdom
2. Forbedre overvågningen og behandlingen af syge grise
3. Øge fødselsvægten